lørdag den 21. september 2013

Separationsangst

Så sad man lige her på sit værelse i det der Brooklyn. Jane befinder sig nu i en af de der flyvemaskiner, som om tre minutter letter og begynder flyvningen tværs over Atlanten. Og det brøds jeg mig ikke om. Sådan noget jävla fis. Altså ikke flyet eller takeoff som sådan. Synes måske bare ikke, at Jane skulle befinde sig i det fly. For vi har simpelthen haft ti knaldergode dage. Hvor vi har gået vanvittigt mange kilometer, kørt en del i subway, siddet i SoHo Park klokken otte om aftenen og sunget "du burde købe dig en tyrolerhat", og oplevet det bedste af New York. Og haft det helt igennem hyggeligt.
Og nu er jeg helt alene. I-fucking-gen. Hvem sagde antiklimaks? Jeg kan jo faktisk godt lide mit eget selskab, og Brooklyn er slet ikke så slemt som jeg troede og nu skal jeg også holde op med at brokke mig, for det skal jo nok gå det hele, og jeg er jo faktisk i New York, så ja jeg skal tage mig sammen. Og det gør jeg også om lidt. Men lige nu er jeg rørt til tårer, og verden er umådelig kedelig og ganske grålig. Jane. Søde Jane. Tusind, tusind tak fordi du kom og besøgte mig i New York - jeg er så rørt over din smukke gestus og jeg vil være dig evigt taknemlig! Jeg glæder mig allerede til næste destination, hvor vi vil få undrende blikke fra de lokale. Tak min ven!

2 kommentarer:

  1. Også landede jeg. Savner dig sindssygt meget, men utrolig skuffet! Du lovede at skrive i dit næste blogindlæg at jeg så en levende rotte;-)

    SvarSlet
  2. Godt at høre, du er kommet godt hjem. I lige måde - Broccoli er på ingen måde det samme uden dig. Hovsa, det glemte jeg - men nu har du jo selv gjort det ;) - godt du nåede at se en!

    SvarSlet