torsdag den 12. september 2013

Vertikal vidunderby a la Fugl Føniks

I dag har været min første rigtige dag i New York og det kan nok ikke gå nogens næse forbi, at det i dag er den 11. september, hvorfor jeg valgte at tage ind til Ground Zero. At det så ikke rigtig lykkedes er en anden historie, men det kommer vi til.

Jeg ankom sent i går aftes, og af uransagelige årsager tog den 13-timer lange togtur urimelig hårdt på mine kræfter, og da jeg endelig, endelig, endelig ankom til destinationen, havde jeg det som om jeg havde kædedrukket fem kopper kaffe direkte fra termokanden - hele mit korpus trængte i den grad til hvile og ro, men mit hoved havde ganske andre planer - og latterligt mange tanker. Derfor skrev jeg et blogindlæg, downloadede noget musik og begik fejlen over dem alle, da jeg gav mig til at google det område, jeg skal bo i, og fandt ganske andre resultater end da jeg googlede det selvsamme i Danmark. Kunne således i går nat konstatere, at der er pissefarligt her i mit nye hood. Måske var det mit søvnunderskud på omtrent 12 timer, men jeg tog det relativt afslappet og lagde mig til at sove. Ynkelig som jeg var, Skypede jeg i "morges" med mine forældre og vi nåede i fællesskab frem til, at jeg nok alligevel måtte bevæge mig udenfor og se mig lidt omkring. Det gjorde jeg så og fandt ret hurtigt ud af, at der er en lidt hjemlig følelse over området af den ene grund, at der er propfyldt med negermænd- og damer. Ligesom på Cuba. Vældig, vældig rart - og tankevækkende, at jeg føler mig mere hjemme her end i pæne, rene Toronto. For selvom jeg ikke er typen, der tager sorgerne på forskud, malede jeg måske Fanden lidt for hurtigt på væggen med sprittusch. For det er faktisk et hyggeligt område, og jeg skal vel bare tænke mig om, ligesom man skal alle andre steder. Toronto, gå hjem og vug. Måske jeg bare ikke er pæn og ren? Håber umiddelbart på, at jeg opfylder sidstnævnte. Men jeg kunne ikke finde den skide subway, så jeg spurgte negerdamen Debbie om vej, og hun gav mig et lift derhen, mens hun tydeligt understregede, at jeg ikke under nogen omstændigheder skulle sætte mig ind i en fremmeds bil igen, at jeg aldrig skulle sige ja, hvis mænd tilbød mig noget (hun ekspliciterede ikke, hvad dette "noget" måtte være), og at jeg skulle se målrettet ud, uanset om jeg ikke anede hvor jeg var eller ej. Godt så. Bum. Tak til Debbie. Vejen til Manhattan er underjordisk og takket være Debbie lykkedes det mig at komme ned i subway'en, hvor jeg sågar allerede har set min første rotte - uden at gå i panik. Synes faktisk, det er helt i orden, hvis de bare gider at blive dernede ved skinnerne. Op af subway'en. Bang! Skyskrabere! Denne himmelstræbende arkitektur, som nok på sigt kommer til at give mig det vildeste hold i nakken. Jeg er med samme manglende fatteevne, som da jeg med mine forældre og søster besøgte Disneyland i Paris for første gang. Jeg kan ikke fatte det - skyskraberne er liiiiiiiiiiige der i mit åbne fjæs og umiddelbart relativt nemme at forholde sig til. Skulle man tro. Opskriften er nogenlunde sådan her: Der er bygninger, der er mange af dem, og de er retty høje. Men de er bare så meget mere end det. De er vidnesbyrd om mennesker, der tilsyneladende har sat sig for at udfordre tyngdekraften og som nægter at lade sig diktere af, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.

Så var jeg lige pludselig der i byen. Storbyen. Og jeg har altid elsket storbyer. Nok dels fordi jeg har været indoktrineret fra barnsben (charterferie - hva' snakker du om?!) og dels fordi en nørd (høhøhøøøøm) kan bruge evigheder på at dykke ned i et steds historie og sjæl. Og så har vi New York, som ret beset er en ung by. Den bliver først opdaget i 1524, i 1626 køber hollændere Manhattan og døber den i al beskedenhed New Amsterdam. Så følger Central Park, Prospect Park, Brooklyn Bridge, Ellis Island og dermed døren til Narnia, som mangen en håbefuld Lucy krydser i håbet om Aslan/rigdom og lykke - fra 1892 til 1924 ser 16 millioner immigranter frihedsgudinden efter rejserne fra armod. Herefter kommer undergrunden, krakket på Wall Street. Chrysler bygningen og Empire State Building og så befinder vi os i 1930. Ergo har NYC klart en historie, men den er ikke et fokuspunkt. Man hænger sig ikke som sådan i den. Væger ikke ved den. Dedikerer den ikke noget specielt. Man siger endvidere, at byen ændres fuldstændigt hvert halvtredsenstyvende år. Og i en by, der er grundlagt af og lever af og med immigranter, er der altid nye nabolag, nye kulturer, ny mad. Nyt. Der synes ikke at være plads til historien. Præmissen er en anden. Byens præmis er ubarmhjertighed. En ubarmhjertighed der gør, at menneskene tilpasser sig den, hvilket i sig selv er underligt, eftersom et folk normalt tvinger en by til at ændre form i takt med, at menneskelivet udvikler sig. Men ikke her. Denne byernes by trumfer uagtet videre. Og det accepteres. Af tilsyneladende ingen anden grund end, at det er New York, og at man allernådigst får lov til at bo her.

Reglens undtagelse er terrorangrebet på World Trade Center for nøjagtig 12 år siden. Som jeg i dag har besøgt. Min mentale tilstand taget i betragtning var det måske ikke verdens bedste beslutning, og det endte da også med, at jeg ikke fik set selve Ground Zero, simpelthen fordi der var for mange besøgende lige netop i dag. Var nok egentlig meget godt - jeg så 1 WTC som er monumentet med det kæmpe ansvar på sine skuldre at respektfuldt mindes en af nyere tids største tragedier. Og det var rigeligt. Så her står tårnet uden sine to venner og skal på bedste amerikanske vis vidne om, at folket og Guds eget land ikke lader sig kue. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. For det var mærkeligt. Ville på en eller anden måde gerne kunne sige, at jeg kunne mærke historien, og at jeg blev berørt. Det gjorde jeg bare ikke. Ikke rigtigt. Jeg fik dårlig samvittighed over gerne at ville stå lige der, hvor noget så slemt skete, og jeg blev flov over min manglende reaktion, og jeg blev rastløs. Rastløs over at stå et sted, hvor så mange menneskers liv forsvandt.

Jeg tog videre rundt i byen, og fik både set Times Square, som var alt for meget og Grand Central Station, som var vanvittig smuk. Og købt vatpinde! Mit første møde med byen er karakteriseret af rundtossethed. Tror det er det tætteste, jeg kan komme det. En masse fascination, en smule afsky, men mest af alt en taknemlighed over, at jeg ikke har klaustrofobi og/eller social angst, og en frygt for, at jeg så absolut befinder mig et sted, hvor det kan argumenteres for at være en reel risiko. Jeg sidder nu på mit værelse og overvejer at gå i seng, så jeg i morgen kan være frisk til at hente Jane i JFK og grine og snakke i lange baner. Hvor er jeg altså heldig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar