søndag den 15. september 2013

Vi kan sove, når vi bliver gamle

Helene, Jane og jeg i New York. What's not to like? Den kombinerede trio af rejseiver, sindssyge og højt humør havde den mest vidunderlige dag i går. Som endte med, at vi var fuldstændig radbrakkede og trætte til det kriminelle punkt, og derfor decideret faldt i søvn. Hvorfor mine fødder stadig gør ondt og Jane stadig sover, mens jeg forsøger at trykke meget blidt på tastaturet. Vi mødtes med den skønne Helene foran Madame Tussauds på Times Square og formåede at fjerne opmærksomheden fra neonskiltsamok til genforerningsamok. Det er nu altid rart med opmærksomhed? Og gik derefter rundt i Times Square området for at konkludere, at vi ville vende tilbage om aftenen. I stedet for travede vi ind i Central Park og den er sgu dejlig. Er fuldstændig forvirret over, men rigtig glad for, at byens lyde bare forsvinder derinde. Og ja, det er en stor park, men det er næsten øjeblikkeligt, når man går derind, at al larmen fordufter. Så sad vi i solen ved "the lake" og hyggede os gevaldigt, alt imens vi betragtede en masse mærkelige amerikanere og turister. Blandt andet manden, der stod og strak ud i 35 minutter, hvilket fik os til at brygge en lille historie sammen; han har nok lovet konen at begynde at løbe i Central Park, hvorfor han efter 10 minutters løb, bruger de resterende 50 på at lave planken og broen og røvstritteren, inden han kan vende hjem. Vi så også kæresteparret, med en meget uheldigt påklædt stor kvinde og en ukomfortabelt til mode lille lort til kæreste, som stod og kyssede foran et idyllisk springvand. Ikke fordi de havde lyst, men fordi kvinden tydeligvis havde slæbt sin fotografveninde med til at forevige lykken. Jeg kastede næsten op, da de poserede i en sådan vinkel, at deres skygge dannede et hjerte. Fuck nu af!!!

Efter vores stop i Central Park så vi 9/11 memorial på Ground Zero. Det var ikke rart og al min manglende reaktion, da jeg så det nye tårn, piblede frem allerede i billetkøen. Det. Var. Forfærdeligt. Helt sikkert sundt at se, men bestemt ikke en feel good oplevelse. Det skal det selvfølgelig heller ikke være. Michael Arad og Peter Walker er to mænd, jeg nu er fan af, for de har designet stedet. Og det er ufatteligt smukt. Bestående af to kæmpe vandbassiner, der står hvor tvillingetårnene engang prydede New Yorks skyline og hvor kaskader af vand fosser ned fra de 2983 navne, der står indgraveret i metalpladerne og videre ned i et mindre bassin, som det ikke kan lade sig gøre at se enden på. Uendeligheden af strømmende vand er symbolsk og smuk og gør, at man ikke kan høre resten af byen. Kun vand, der flyder. Det største indtryk er, hvor meget knap 3000 navne fylder. De fylder en del. Og det er så storslemt at gå rundt og læse deres navne, der tilsyneladende fortsætter i det uendelige med bevidstheden om, at de her mennesker var nogens børn, nogens livs kærlighed, nogens far, nogens mor, nogens bror, nogens søster, nogens bedste ven, nogens barnebarn, nogens bedsteforælder. Og hvor omsonst det er. Én ting er, hvis man mister livet i krig - ikke noget jeg er fan af, men der er som udgangspunkt en pointe med krig. Det her er bare dumt. Konceptet at dræbe for at dræbe. Da jeg så navnet "Vanessa Lang Langer and her unborn child" brød jeg fuldstændig sammen. Der var syv gravide omkomne kvinder. Og tre der havde fødselsdag i går, hvilket kunne ses på hvide roser, der sættes i deres navneplade. Derfor gik jeg rundt og snøftede og kiggede på både Jane og Helene, der også havde spejlblanke øjne. Min berørthed blev pludselig afløst af vrede, og jeg fik lyst til at uddele lussinger til de kraftidioter, der stod storsmilende og fik taget billeder af sig selv foran en gravplads. En gravplads. Det er jo det, det er. Svarer fandeme til at stjæle blomster fra en kirkegård. Jeg forstår det ikke. Når man tager en (aktiv) beslutning om at ville se Ground Zero, må man nødvendigvis vide, hvad det handler om. Det handler om, at der døde en masse mennesker, og at de skal æres på en eller anden værdig måde. Jesus altså. Røvhuller. Respektløse røvhuller.

Vi var ikke ved memorialsitet særlig lang tid - simpelthen fordi det var for voldsomt. Vi begyndte i stilhed at gå mod Brooklyn Bridge (som vi endte med ikke at få set) og ramlede i stedet ind i SoHo, som må siges at være shopamok paradis, og et latterligt hyggeligt kvarter. Selvom jeg følte mig særdeles malplaceret blandt alle Carrie Bradshaw wannabe'sene.

Derefter tog vi til endnu et sted, jeg ikke passer ind; Wall Street. Hvor der midt i det meget officielle miljø, lå en lille gade, der var som taget ud af Amsterdam, hvor der lå en masse hyggelige restauranter og barer. Post-middag gik vi ned til havnen for at indse, at den sidste færge til Frihedsgudinden just præcis var sejlet. Øv. Især for Helene, som jo kun havde i går i NY. Men som jeg sagde til hende, er hun jo så bare nødt til at tage tilbage...
I det skyskraberoplyste mørke, fik vi set Empire State Building udefra og gik derfra tilbage til startpunktet Times Square, hvor Jane og jeg efter den fælles slentretur tog mod Brooklyn og Helene mod New Jersey. Jane og jeg til skotøjsæske og Helene til Hilton hotel. Der er nok forskel på folk, hva? Og selvom der er det, havde vi en på alle måder pragtfuld dag, hvor vi fik set gode ting, men vigtigst af alt var selskabet upåklageligt. Bum. Også selvom vi til sidst var så trætte, at det faktisk var smertefuldt bare at stå oprejst. Men i dag er endnu en dag, og noget siger mig, at den sgu også bliver god.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar