søndag den 27. oktober 2013

Evaluering a la udrejse, rejse, hjemrejse

Mit barndomshjem. En seng. Min seng. På mit gamle værelse, med alle mine ting og sager. To brunkager på et stykke køkkenrulle. En telefon ved min side, som jeg lige om lidt vil bruge til at ringe til min mormor og fortælle, at hun kan ånde lettet op, for jeg er hjemme igen. Og i øvrigt forberede sig på pandekagespisning. Vinden rusker i de næsten bare træer, det er allerede ved at blive mørkt og jeg kan høre bilerne køre ude på vejen. Jeg ved, at der er både rugbrød og havregryn nede i køkkenet, og at min cykel bare skal have lidt luft i dækkene, før jeg er klar til at generobre min jernhest. Jeg ved at mine nevøer er meget tæt på, og at jeg i morgen skal til gode, gamle, skønne Århus. Bevidstheden om at være hjemme. 

Jeg har absolut ingen anelse om, hvor jeg skal starte, men det skal naturligvis ikke hindre mig i at evaluere på min hidtil største rejse. Den 28. januar 2013 var dagen, hvor jeg sprang ud i sabbatår nummer to med Buenos Aires som destination. Ni måneder senere er jeg hjemme igen - og hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg virker på en eller anden måde ikke helt rammende.

Det ville være nemt at skrive ned, hvad jeg har oplevet.
  • Jeg har boet i Buenos Aires. 
  • Jeg har redet på hest i Pampas' bjerge.
  • Jeg har set "Carmen" i et af verdens flotteste teatre.
  • Jeg har kørt i jeep tværs over saltørkenen, der strækker sig fra Chile til Bolivia.
  • Jeg har trekket i den peruvianske jungle for at nå frem til fordums Inka-højborgen Macchu Picchu, med kun et enkelt hospitalsbesøg.
  • Jeg har fået verdens omtrent bedste og billigste massage i Cuzco. 
  • Jeg har hængt ud i den bedste surferby. Hvor der blev indtaget voldsomme mængder sushi og sprut.
  • Jeg har med partner in crime dannet De Hvide Russers Klub.
  • Jeg har stået på begge sider af Iguazu-vandfaldende og blevet drivvåd af at udfordre, hvor meget vand, der egentlig faldt. Meget, viste det sig. 
  • Jeg har spist verdens bedste torta de limon i Brasilien. En værdig konkurrent til min ellers ubesjrede yndligskage: jordbærtærten.
  • Jeg har forsøgt at se den kæmpe Jesus i Rio de Janeiro og sammen med anden partner in crime bandet den lille skiderik til paven langt, langt væk. 
  • Jeg har danset salsa på Cuba og ganske alvorligt overvejet at gå med paryk. Blev standset af ulidelig varme. 
  • Jeg har været i mit første (og lad os også gerne sige eneste) biluheld. Dog med stil i amerikanerbil fra 50'erne. 
  • Jeg har set Niagara Falls fra den canadiske side, omend jeg var meget lidt imponeret.
  • Jeg har set "The Phantom of the Opera" på Broadway med skønne Jane. Og "The Book of Mormon" med besøgende fra Canada. Og forsøgt at se "Wicked" på egen hånd, men uden held. Ikke at jeg er bitter.  
  • Jeg har været på toppen af Rockefeller Center uden antydningen af panik over at være 67 etager oppe i luften. 67. 
  • Jeg har gået fra ikke at kunne lide cheesecake til at erkende, at amerikansk ostekage kan noget.
  • Jeg har været nabo til et sindssygehospital. Ingen kommentarer. 
  • Jeg har travet New Yorks gader, stræder, markeder, butikker, trapper og monumenter særdeles tynde. Og kigget rigtig meget opad. 
  • Jeg har fejret min fødselsdag med komponenterne mad, kirke, kage, Central Park, Times Square og is. 
  • Jeg fik besøg af en mus og denne yderst klamme skabning med en massefylde på størrelse med en gulerod fik mig til at indse, at New York ikke var der, jeg skulle være længere. Derfor tog jeg hjem til Danmark en måned tidligere end antaget, og det var en gigantisk kamel med dertilhørende stolthed at sluge. Men det var den helt rigtige beslutning. 
Men, hvis jeg skal være ærlig (og det skal jeg), siger det jo ikke særlig meget. For ikke at sige noget overhovedet. Nedskriblingen af ovenstående har logbogsfunktion - et koncept jeg altid har hadet. Det er også det letteste, det nemmeste, det mest ligetil. For hvad er det, der er sket? Hvor skal fingeren sættes? Hvad er der sket? Udover at jeg tydeligvis er ret så permanent nede med 41,2 i rejsefeber og bruger enhver chance for at dæmpe symptomerne, hvad fanden er der så foregået? Jow. Jeg har været væk og ude. På min helt egen autonome, og lettere forsinkede, dannelsesrejse.

Med det lettere skizofrene ego jeg er i besiddelse af, er rejser (som alt andet) ambivalente for mig. Jeg elsker planlægningen, jeg elsker forventningens glæde, jeg elsker vingesuset, jeg elsker at være af sted, jeg elsker oplevelserne, sansernes udfoldelser, menneskerne, udfordringerne. Men jeg elsker i den grad også at komme hjem. Der er et afsavn. Mennesker, der ikke er med mig, når jeg checker ud af mit liv. Og det kan jeg jo selvfølgelig godt forstå, men jeg ønsker altid en lille bitte smule, at min omgangskreds ville være statister i mit liv - ja, det er pisseegoistisk. Og bunder i frygt for at gå glip af noget. Men dem derhjemme hverken kan eller skal være statister i mit liv, de skal være hovedpersoner i deres eget. Og det er jeg klar over, men det er også grunden til, at jeg føler mig som klodens dårligste datter/søster/barnebarn/kusine/niece/moster/veninde, når der sker noget, hvor jeg ville give min højre arm for at kunne give lige præcis ham eller hende et gigantisk knus. Af den ikke-virtuelle slags. Det er vilkårene, jeg selv vælger at sige ja til og jeg ved jo så også godt, at jeg får oplevet noget på egen hånd. Som jeg ikke vil bytte. Jeg er bare så helt utrolig den-store-stygge-ulv grådig, at jeg gerne vil have det hele.
Det er altid svært for mig at rejse, fordi jeg aldrig ved, hvad der venter mig, men altid ved, hvad jeg siger farvel til, og det har aldrig nogensinde været så hårdt at rejse min vej, som det var i januar. Derfor er jeg faktisk helt oprigtigt stolt af mig selv over, at jeg turde. For det er hårdt at være væk så længe, omend selvvalgt. Ingen tvivl skal herske om, at det også er det hele værd - ikke kun fordi, jeg har set en masse flotte steder, og ikke kun fordi jeg har mødt nogle mennesker, jeg for evigt vil være taknemlig for, men mest af alt fordi det sætter ting i relief og fordi man i et eller andet omfang bliver en smule mere reflekteret, bevidst og taknemlig. Og jeg ved med mig selv, at jeg har udviklet mig. Blevet lidt mere hårdfør, lidt mere selvstændig, lidt mere glad. Ligesom jeg er blevet de andre gange, jeg har været ude at rejse og hvor jeg har taget personlige kvantespring. Og selvom det er jordens ældste kliche, så bliver man endnu mere bevidst om, hvad man har derhjemme. Som en af mine veninder skrev til mig; at netop i kraft af, at man ikke ser hinanden igennem en lang periode, finder man ud af, hvem i ens liv der er værd at holde fast i med jerngreb. Nu er jeg så hjemme igen, og det er sgu løjerligt, både dejligt og forvirrende, men på trods af forvirring og manglende forståelse for, at der er kommunalvalg om et øjeblik er jeg dybt taknemlig for, at mine forældre fløj mig hjem. For det var det rigtige.

Ja okay, nu endte der vist med at gå lidt flow-writing i den. Og jeg ved godt, at det er en omgang økologisk, rodet, langhåret hippie-fis. Men det er altså sådan, jeg har det.

torsdag den 24. oktober 2013

Piet Hein

"At bryde af og rejse bort kan være svært og falde hårdt, men det er livets krav til dem, som holder af at komme hjem"

I heart NY

Så er det ved at være dén tid. Den tid hvor jeg har taget alt mit tøj, alle mine bøger, og alt mit andet lort, spredt det ud over sengen og nu er ved at pakke. Ned i gode gamle rygsæk. Og militærtaske. Og håndbaggage. Hvornår har jeg fået skrabet så mange ting og sager sammen?! For i morgen forlader jeg nemlig New York. Og det var bestemt ikke meningen, den 20. november var hele tiden den forkromede plan, men den 24. oktober giver mening i hoved og sjæl. Og jeg glæder mig til at komme hjem. Indtil den famøse dag med musen var jeg meget splittet omkring at skulle hjem. 50% begejstret. 50% pissebange. Begejstret fordi man ikke skal kimse ad rugbrød. Pissebange fordi det har været så usikkert, hvad jeg kommer hjem til, og jeg har været skræmt fra vid og sans over tanken om, at alting ville have forandret sig, og samtidig har det gjort mig utryg at tænke på, hvis alt er nøjagtig, som da jeg rejste. Nu skal vi jo ikke glæde os for tidligt, for jeg er tydeligvis evigt skizofren, men lige nu glæder jeg mig bare så meget til at tage til JFK, sætte mig op i et fly og lande i Danmark. Har det som Dorothy i "The Wizard of Oz", har lyst til at klappe hælene på mine røde glimmersko tre gange mod hinanden, imens jeg lukker øjnene og inderligt siger: "There's no place like home". For det er der jo ikke. Og jeg glæder mig. Og er lidt småsentimental. Har brugt hele dagen inde i byen for at sige et passende "på gensyn" til den, og har kigget på stederne og menneskerne med en bittersød smag i munden, for det er altså virkelig et dejligt sted. Bare ikke længere og under disse omstændigheder. Hvis man nu var en person, der troede på, at alting sker af en årsag, kunne man relativt nemt argumentere for, at der nok er en grund til, at jeg fik besøg af en mus. Faktisk udtalte Sigrun under psykologsamtale over Skype ordene, at musen var et tegn fra universet om, at NY ikke er det rigtige for mig længere. Til trods for, hvordan jeg havde det med hjemkomst for bare tre dage siden, er jeg nu helt afklaret med, at jeg har sagt farvel til New York for denne gang.

Når man sådan sidder og i bund og grund er skuffet over sig selv og føler sig som verdens største svagpisser, betyder det ubeskriveligt meget med de søde og støttende e-mails og kommentarer, der er tikket ind. Tusind, tusind tak for det.

tirsdag den 22. oktober 2013

Så var der den om musen

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. I dag - eller i går lå jeg i min seng og så "New Girl", da en mus besluttede sig for at pible tværs igennem mit værelse og ned bag radiatoren. Jeg skreg og løb ned i køkkenet. Hvor jeg blev siddende i tre timer stiv af skræk. Og inden der kommer dumsmarte bemærkninger om, at en mus vejer omkring 100 gram, at den er meget mere bange for mig end jeg er for den og at den jo ikke kan gøre mig noget, vil jeg gerne forsikre alle om, at min hjerne trods alt er med så langt. Føler dog et behov for lige at sige, at når folk er bange for noget, er det jo yderst sjældent logisk. Men så sad jeg der i mine natbukser og pyntede, altimens jeg skrev den ene mere paniske mail efter den anden til min udlejer, som pure nægtede at svare mig. Derfor skrev jeg paniske mails til min søster og bedste veninde. Som jo begge to havde en glimrende pointe i, at jeg nok ikke kunne blive i køkkenet for evigt. Fik holdt min søster urimeligt længe vågen med tud og vræl, mens hun kiggede på, at jeg forsøgte at stoppe radiator og dør til med morgenkåber og dødsangst. Seks timer efter krigens start ringede jeg til udlejer, som kunne fortælle mig, at jeg skulle købe vatrondeller og pebermynteolie - for det kan sådan nogle New Yorker mus nemlig ikke lide. Hurra. Og pis mig i øret. Det kunne jeg så ikke lige få fat i klokken otte om aftenen i Brooklyn, hvorfor jeg gik ned og bankede på hos min søde underbo, som hjalp mig med at rearrangere morgenkåberne i radiatoren og som endda ville købe noget skumhalløj at putte i de der jävla huller, som de der jävla lortedyr kommer ind og op og ud ad - han har nemlig også mus nede ved sig. Som han har slået ihjel med sin sko.

Pointen med historien om musen er, at jeg har grædt rigtig meget. Virkelig meget. Søde Sigrun udøvede beroligende terapi, støtte og humor via Skype i intet mindre end tre timer, hvorefter jeg ringede og vækkede min mor og græd videre. Og alle mine mange tårer handler ikke om en mus. Det handler om, at jeg ikke har det fedt her. Hvilket kom ret meget som et lyn fra en klar himmel, for jeg har virkelig haft det fedt her. Sad så sent som i (går) morges og skrev en mail, hvori der stod, at jeg har været overraskende lidt ensom. Og det passer. Lige indtil for relativt få timer siden, hvor jeg blev bundulykkelig. Musens entre satte gang i en hel masse tanker, som jeg slet ikke vidste havde opholdstilladelse i mit hoved. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville rejse før tid fra New York. New York er fantastisk og jeg skal tilbage. Absolut ingen tvivl om det. Men lige nu er det bare ikke sjovt for mig længere. Jeg kunne godt få den resterende tid til at gå her, hvis jeg virkelig ville, men det vil jeg bare ikke. Tre måneder alene i en stor by uden noget egentligt at vågne op til er for lang tid. Det troede jeg ikke, det var, men det er det. Nu er klokken halv tre om natten, jeg har ikke lukket et øje og kommer heller ikke til det - har brugt natten på at larme og pakke og lige om lidt går jeg i bad og derefter tager jeg på hostel, for jeg har brug for søvn og kraftedderpikkeme om jeg vil dele seng med et skadedyr.
Jeg hader jo egentlig at skulle skrive det her; at jeg bukkede under og bliver nødt til at tage hjem før planlagt afrejse. Men det vil jeg sgu egentlig skide på. For hvis der er noget jeg har lært, er det, at mavefornemmelse er det eneste, jeg har at arbejde med. Og det er tid til at tage hjem. Det krævede åbenbart bare en voldsomt ubehagelig dag og en mus, før jeg kunne indse det.

mandag den 21. oktober 2013

Isabella volume 23

I dag er det sørme min fødselsdag. I treogtredive minutter endnu. For første gang ever har jeg været alene på min fødselsdag. Og det havde jeg, indrømmet, måske ikke helt gennemtænkt dengang jeg for efterhånden lang tid siden bestilte flybilletter. Jeg har været en liiille smule nervøs for, hvad jeg skulle give mig til, og om dagen ville ende (eller starte eller både starte og ende) med en fosterstillingsliggende- og hulkende mig, alt imens Celine Dions "All By Myself" ville ødelægge mine trommehinder i bedste Bridget Jones stil. Jeg er lykkelig over at berette, at det ikke skete. Kan selvfølgelig nåes endnu. Ej, dét mente jeg selvfølgelig ikke.

Det har imod forventning faktisk været en rigtig hyggelig dag. Som notorisk planlægger havde jeg selvsagt også planlagt min fødselsdag, og denne med gode ting, når nu gode mennesker ligesom var off the table.
Morgenen blev brugt på at være i bad (I know! Kom ikke her og sig, at jeg ikke lever det vilde liv), spise morgenmad på mit dannebrogsbedækkede bord, fordi jeg satme har et styks forudseende og forberedt moster, og så selvfølgelig at åbne gave. Som var verdens omtrent smukkeste tørklæde, med endnu smukkere kort og tre billetter til Les Miserables i Århus i april. Var og er fuldstændig overvældet over den alt for store gave, hvorfor jeg kanaliserede min overvældethed ud via dans. Jeg glæder mig psykopat meget. Tændte min computer og blev modtaget af sød mail med link til Tommy Seebachs milde røst, der sang "Hip Hurra" for mig. Og brugte derefter formiddagen på Skype-samtaler med forældre, moster, søster og bedste veninde. Ene forælder med ballon, ene nevø med flag og "hurra 'osther", moster med fætter, onkel og et dybfølt "hurra" i halsen og veninde med ægtemand, flag og entusiastisk fødselsdagssang. Virkelig dejlige gestusser, som varmede helt vildt. Slet ikke en ilde start på alene-fødselsdag. Bagefter bevægede jeg mig ind i byen, de kalder New York, hvor førsteprioritet var mad. Og her ville jeg jo gerne kunne sige, at jeg fik god sushi, eftersom det er det eneste jeg har insisteret på i forbindelse med geburtstag. Aber dabei. Som den eneste restaurant havde sushibiksen lukket, og bevares - der er med garanti flere rundt om i byen, men jeg var altså så sulten, at det endte med kinesisk. Som var virkelig godt. Der er nok i virkeligheden ikke noget galt med kinesisk, når bare man ikke skal dele køkken og bad med de der kinesere. For at dulme smerten over, at sushiløbet var kørt uden mig, købte jeg cheesecake og vandrede ned ad Fifth Avenue. Her ramte jeg mere eller mindre tilfældigt Saint Patrick's Cathedral, hvor der var messe og som resultat deraf stoppet til randen. Men messen var smuk, og jeg er jo ikke just katolik, men der var nu noget over det alligevel. Begyndte som altid at tude. Egentlig ikke fordi jeg var trist. Men fordi jeg kom til at tænke på en, jeg ville ønske var her. Og det fortalte jeg ham så, da jeg tændte et lys for ham.
Stak af til parken, hvor jeg satte mig på en kæmpesten, kiggede ud over det fænomenalt smukke efterårsvejr med langsomt farveskiftende træer, solskin og blå himmel, spiste min cheesecake og sagde tillykke med de 23 til mig selv. En kende akavet, men følte at jeg var nødt til at sige det højt for ligesom rigtigt at mene det.
Derefter stenede jeg lidt rundt i Midtown og slentrede indtil jeg ramte Times Square, hvor jeg var inde i den begygtede m&m butik. Hvor jeg købte m&m's, som jeg ingenlunde kan klemme ned, men mon ikke jeg finder en plads til dem på et tidspunkt. Man skulle da være et dovent svin. Post m&m oplevelsen gik jeg hen til Gershwin teatret, hvor forestillingen Wicked holder til og hvor der er et lotteri to timer inden hver forestilling, som i al enkelhed går ud på, at man skriver sit navn på en lap papir og håber på, at ens navn bliver trukket. Og der havde jeg jo så regnet med en ordentlig røvfuld goodwill på min fødselsdag. Aber nein. Jeg vandt ikke - det gjorde til gengæld nogle tykke kvindelige canadiere og en jävla masse asiater. Jeg synes, det er dårlig fødselsdagskarma. Men jaja da, jeg giver ikke op. Jeg skal se Wicked - om det så bliver på min fødselsdag (det gør det så tydeligvis ikke) eller ej. Det har jeg jo lovet Glinda. Efter et mildt antiklimaks valgte jeg at daffe hjemad. Og hvad kom jeg hjem til? Nok den sødeste video jeg nogensinde har fået. Fra min Egon Olsen. Indebærende fødselsdagsmuffins, roser, fødselsdagsfrappucino og virtuelt knus. Og ja, jeg begyndte at tude. Men kun for tredje gang i dag. Fordi jeg simpelthen blev så glad og rørt. Meget glad og meget rørt. Og så har jeg ellers brugt resten af aften på computerhygge med blandt andet "New Girl", Mads Langer og is med karamel, chokolade og nødder - ja, det var min aftensmad og hvad så? Jeg er laaaangt over myndig.

Konklusion: Fødselsdag alene er ikke så scary shit som man kunne ledes til at tro. Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at det er helt rart og dejligt. Meeeen jeg tror nu alligevel, at jeg vil favorisere mennesker til næste år. Bonusinfo: I stedet for at blive sur på/skuffet over (som jeg plejer) alle dem, der altid glemmer min fødselsdag, er i år åbenbart året, hvor jeg er blevet så moden (say what...), at jeg i stedet vil glæde mig over dem, der faktisk har husket den. Tak for 'et!

Jeg har behov for lige at indkile et par fodnoter:
1. Jeg har altså ikke selv købt lysene. Det har min Osther Tina.
2. Jeg er sikker på, at jeg kan se rynker omkring øjnene, så det er naturligvis derfor jeg holder lysene der. For nu hvor jeg er 23 har det intet at gøre med at være barnlig og stadigvæk ikke at kunne tage et webcam alvorligt. 
Nu sidder jeg så her på mit værelse og venter på, at den 20. oktober bliver til den 21. oktober. Nu kun ni minutter tilbage. Sidder og funderer over, hvordan 23 dog nogensinde skal nå 22 til sokkeholderne og nu vil jeg gøre noget, der ellers ikke er et vanligt træk hos mig; jeg vil slå fast, at mit toogtyvende år har været det bedste i mit liv. Hvilket måske lyder lidt underligt, eftersom jeg stort set ikke har været hjemme og også har lidt en del afsavn. Sagen med afsavn er jo bare den, at det gør en så meget mere sikker på, hvem i ens liv, der er nogle keepers. Og føler mig faktisk meget velsignet, for dem har jeg sgu mange af. Og så har jeg jo også lige fået set en god del af Amerika; såvel syd som nord. Og dét har sgu spillet hundrede. Så 23: Jeg håber, du mærker presset på størrelse med en mindre provins i Kina og derfor lægger dig i selen for at blæse mig bagover, for jeg har høje forventninger og jeg har da ingenlunde tænkt mig at sænke dem. Show me what you got!

P.S. Et hjerteligt tillykke skal lyde herfra til Viggo Mortensen og Snoop Dogg.

lørdag den 19. oktober 2013

Den danske befolkning er jo også så oplyst

Jeg fik tidligere i dag tilsendt en mail med et link til Snobberne Fritz og Poul og deres take på Lars Løkke sagen, som jeg absolut overhovedet intet har hørt om. Fordi jeg ikke har læst nyheder cirka hele oktober måned. I min begejstring for Fritz og Poul, tænkte jeg, at jeg lige ville undersøge den faktiske sag. Og jeg er nødt til at sige, at jeg har svært ved at forholde mig til, at folket kan være så chokeret over, at go'e gamle Lars pisser på miljøet. Nå, men jeg gik ind på politiken.dk, som jo er en af mine helt store web-affærer. Og hvad sker der så? Jo, der sker det sørgelige, at efter sølle 25 artikler, skal man betale for at læse nyheder. What. The. Fuck. "For kun 10 kroner første måned". Pis mig da i øret.
Nej, 10 kroner er ikke meget, men principielt er det da forkert, at nyheder ikke er tilgængelige for alle. Eller hvad? Er det ikke meningen, at det skal være demokratisk? Inden jeg blev alt for indigneret, ville jeg læse argumentationen for, hvorfor politiken har valgt at indføre digital betaling for deres artikler, men blev nægtet adgang. Fordi jeg har læst mine 25 dyrebare artikler denne måned. Jøsses altså. Fandt dog forklaringen andetsteds; de synes, det er fair, at man betaler for en vare. Og det er heldigvis en gennemtænkt beslutning; de har nemlig haft en afstemning, hvor 20 procent af de deltagende nyhedslæsende vurderede, at de godt ville betale for at benytte sig af politiken.dk. Og jeg kan slet ikke forklare, hvor glad jeg er for at høre, at de tager deres forbrugere seriøst. I hvert fald 20 procent af dem.
Måske er det mig, der er snæversynet og nærig, men jeg synes, det er fejt.

Gav mig så i stedet for til at stene hjemmesider, der ikke kræver betaling og faldt over dette flotte outfit fra en af Skandinaviens førende modebloggere, og det ser helt bogstaveligt talt sort ud. Generelt:
(www.portablepackage.com)

torsdag den 17. oktober 2013

Bredgade

I love you more and more for each passing day. Jeg har været på Broadway endnu engang (undskyld, Jane!). De besøgende fra Canada ville rigtig gerne se en musical på Broadway, hvilket jeg jo umiddelbart er typen, der sagtens kan forstå. De ville gerne se "The Book of Mormon". Et show jeg aldrig selv havde fundet på at tage ind og se, men fordi jeg er så sindssygt altruistisk socialt liderlig så vi denne og formåede sågar at få billetter til den fabelagtige pris af 27 dollars, fordi jeg stod i kø fra klokken 3 til 6. Løjerligt nok gik tiden ganske hurtigt og jeg fik da også øjeblikkeligt selskab af en mand fra Las Vegas, der som noget af det første spurgte "how's the gunsituaiton in Denmark?". Jow, nu skal du bare høre Roger.... Efter køkultur blev vi lukket ind og jeg fandt så ud af, hvad en musical om mormoner handler om. Nemlig om to unge missionærer, der sendes til Salt Lake Citys diametrale modsætning; Uganda. Den er skrevet af folkene bag South Park, hvorfor der var stærke advarsler om eksplicit sprogbrug. Boy, oh boy der var eksplicit sprogbrug. Og den var usandsynligt vanvittig røvhamrende gennemført genialt vidunderligt morsom. Griner stadig. Og hører soundtracket. Har så godt nok en smule ondt i håret i dag, men det var TOtalt det værd.

P.S. Har umiddelbart ikke tænkt mig at konvertere. Højst til sekten for musical-loooovers. 

onsdag den 16. oktober 2013

Barney - what up! - Stinson

Jeg har for en stund valgt at glemme mine bekymringer om a-kasse og lorte fremtidsudsigter. Eller mangel på samme. Fordi. Jeg har sgu fået selskab. Af mennesker. Det er godt med mennesker. Rigtig godt faktisk. Nogle af de der mennesker jeg mødte i det der Canada er nu i det her New York, fordi de har ferie fra skole (skole, fniiiiis). Således brugte jeg dagen i går med dem og det var vanvittig hyggeligt. Godt nok tog det mig lige et par timer at komme op i samtale-gear, eftersom det har stået relativt stille, siden Jane rejste og har ellers begrænset sig til butikspersonel og Skype samtaler. Men rart var det. Og vi var på ba-da-da-da-da-daaaaaaaa-da-da-da-da-da-da-da-da-da-da-da-da-da-di-ah bar. Alias McClaren's Pub fra How I Met Your Mother, som i virkeligheden hedder McGee's og ligger på West 49th. Det var jätte hyggeligt og med halloween tema, men eftersom halvdelen af selskabet var virkelig trætte og ikke rigtigt kunne se pointen i at være der, lagde det en dæmper på fornøjelsen. Og jeg mener - kunne ikke se pointen. Det er Barney Stinsons bar. Med drinks ved navn "Robin Sparkles", "The Naked Man", "Slutty Pumpkin" og "The Captain". Hallå mann! Dét er pointen. Nå. Men man skulle da være et dovent svin, hvis man ikke vendte tilbage engang i fremtiden. Umiddelbart ville den idelle opsætning involvere et vist sødt ægtepar. Se, så ville det blive legen-wait-for-it-and-I-hope-you're-not-lactose-intolerant-because-the-second-half-of-that-word-is-dary!

mandag den 14. oktober 2013

Pis mig i øret

Så var det i morges klokken syv, at man endelig fik sig taget sammen til at ringe til sin a-kasse, som man meget forudseende meldte sig ind i allerede, da man startede på antropologi. I 2010. Og som man siden juni har betalt fuldt kontingent til. Efter en syv-ottehundrede mails med en svartid på en syv-ottetusinde dage og stadig intet svar på mit spørgsmål: "Må jeg godt få nogle dagpenge til november, HVAR?" ringede jeg i dag og snakkede med søde Ilse fra Magisternes a-kasse. Som - fordi hun er så sød - ville undersøge sagen og vende tilbage. Sørme om hun ikke gjorde det allerede halvanden time efter. Med et deprimerende svar. Nej Isabella, du må ikke få dagpenge, for du var ikke i Danmark 14 dage efter endt uddannelse. Der var du i Argentina, så nu er du med andre ord ikke vores problem og pøj-pøj. Fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck! Ilse'r plejer ellers at være helt pjattede med mig. Øv med otte lag øv på.
Fordi jeg jo bare er helt pjattet med at klage (sådan helt generelt) gik jeg straks i gang med at bikse noget fuldstændig-irrelevant-for-min-fremtidige-lediggang fikumdik sammen og som den erfarne klager jeg er, ved jeg jo, at man skal have dokumentation, hvilket jeg loggede på e-boks for at finde og måtte så sluge bitterpillen "straffen for at være uopmærksom", for de har faktisk sendt mig en mail om vilkårene. Som jeg kan ræsonnere mig frem til blev læst i Peru, hvor der primært gik tre tanker igennem mit hoved:

  • 1. "Fuck, jeg er højdesyg." 
  • 2. "Fuck, jeg har tømmermænd."
  • 3. "Fuck, der er koldt."

Fuuuuuuuuuuuuuuck! Klagemuligheder krøb lige ind til en 25-øre. Som ikke eksisterer længere. Jeg er helt med på, at det her fuldstændig er min egen skyld og dét er fandeme ellers ikke en frase jeg smider om mig med (fordi det aldrig sker, naturligvis), så jeg er sur og vred og gal på mig selv. Og uden økonomiske midler. Og det var jo ikke fordi jeg glædede mig til dagpengeland, men det var virkelig rart at have sikkerhedsnettet. Bang. Der sprang det.

Og hvad gør vi så nu, lille du? Jow. Jeg må jo ganske enkelt med lys og lygte lede efter et job. Med sådan nærmest øjeblikkelig ansættelse. Er der nogen, der mangler en sindssyg næsten 23-årig med afsluttet og ubrugelig bacheloruddannelse i antropologi og med erhvervserfaring fra hjemmepleje og Fakta? Ja, jeg spørger bare.

søndag den 13. oktober 2013

Baronessen skulle vel ikke sidde og trænge til en bajer?

Det er naturligvis Dirch Passers replik i "Baronessen fra Benzintanken", der her refereres til. En film jeg har set et trecifret antal gange og som indgik i mit sygdomsarsenal som barn på lige fod med bio-strath, saltkiks, brækspand, "Peters Baby" og "Han, Hun, Dirch og Dario". Yæsh. Analogien har lyksaligt intet med sygdom at gøre, men handler snarere om at føle sig meget lidt fin og ikke helt at kunne håndtere fine mennesker.

På en smuk solbeskinnet lørdag som i dag, valgte jeg at tage subway'en ind til byen for at stene lidt rundt og snuse til nogle af de kvarterer, jeg ikke rigtigt har været i, bortset fra på museerne. Således gik jeg fra SoHo, som er helt utrolig hyggelig med helt utrolig mange fristende butikker til Upper East Side, hvor blandt andet MoMA befinder sig. Vild og vovet som jeg, gik jeg ikke mod parken, men mod vandet. Det der vand, der deler Manhattan og mit hood. Det var også altsammen meget fint, bortset fra, at jeg så forblev på Upper East Side i stedet for, som jeg plejer, at krydse parken og komme til West Village. Næ nej, Upper East Side blev der sagt. Og jeg føler mig relativt tit malplaceret, hvilket nok er en løjerlig kombination af mindreværdskomplekser, særhed og selvoptagethed. Sjældent har min malpacerethed været så helt igennem tydelig for alle. Jeg blev gloet på, der blev kigget på min store kærlighed; mine blå sneakers, der blev rullet med øjnene som sagde: "HVOR er dine Louboutin's, dit tåbelige pigebarn?!". Og der blev skævet til det faktum, at jeg gik med en genbrugt flaske postevand og ikke en fedtfattig cafe latte i hånden. Var undervejs på min vandring lige dele grå mus og rebel med lyst til at råbe: "Pikkemand! Pikkemand! Pikkemand". Højt. Hvis min kusine dog bare havde været her.... Var vi nok blevet smidt væk. Af de mange dørmand, som jeg trods alt kan forholde mig til. De er dog arbejderklasse. Prøv alligevel lige et kort øjeblik at overveje dørmand som et erhverv. Ikke i udsmiderforstand på John Bull Pub i Randers, men som i dørmand. Der åbner døre for folk. Hvor luddoven har man lov til at være? Hvad bliver det næste? Røvtørrer? Jesus altså. Men det var Upper East Side, vi kom fra og selv synes jeg faktisk, at det var et særdeles underholdende og kun en smule intimiderende minifeltarbejde. Sidder lige og studser lidt over, at det er lidt underligt, at der stadigvæk er den her fancy-pancy enklave, i en så multietnisk og totalt mærkelig storby som New York, hvor der virkelig stadig hersker et helt bestemt kodeks for, hvad der passer sig, og hvad der ikke gør. Og hvor hemmelighederne bag kodekset ikke er noget, man gør sig fortjent til, men som man er genetisk disponeret for. Hvilket jeg altid har haft umådeligt svært ved at acceptere. Jeg bryder mig ikke om at dømme minoriteter, men de her rige Gossip Girl socialite-typer med håndtasker med en stykpris på samme niveau som en toværelses andelslejlighed på Kongens Nytorv, afbleget hår, stilletter på +10 centimeter, som på en eller anden måde får et helt liv til at gå uden at lave noget som helst, har jeg meget svært ved ikke at dømme. Og det er forkert. For der er jo ingen beviser på, at de ikke kan være ligeså altruistiske, intelligente, humoristiske og søde mennesker som andre. Når det er sagt, må jeg bare indrømme, at det jeg primært ser er sminkedukker, kedelige mærkevare-jakkesæt, trofækoner og alt for mange penge, som bliver brugt på alt for mange unødige ting.

Og så meget kan man nå at dømme andre mennesker på en gåtur på Upper East Side. Det er sgu alligevel underligt, at de kiggede på mig. Ik?

torsdag den 10. oktober 2013

Word!

Som den sproglige flueknepper jeg er, har jeg naturligvis en holdning til ord. Tænkte dog, at et lidt mere positivt syn ville klæde mig og derfor er dette indlæg smækfyldt med nye og gamle vidunderlige ord, som bruges alt for sjældent. Ja, det er en appel.
  • Babykrak. Bruges om manglen på afkom. Og nåja, hvis lortet kan krakke på Wall Street, kan det vel også krakke i livmoderen. Eller. Inden livmoderen. 
  • Badutspringer. Vid-und-er-ligt.
  • Betweenager. Forældre må prise sig lykkelige. Nu må man være besværlig allerede fra man fylder 10 og til man fylder 20. Et helt årti. Hvor må det være skønt at have børn. 
  • Bollemælk. Jow. I konteksten "Jens Jørgen stikker ikke op for bollemælk" betyder det at Jens Jørgen kender egen værdi. Dejligt for Jens Jørgen. Jeg tror, jeg vil til at sige det, udelukkende for at få folk til at tro, at jeg er meget upassende, og så for en gangs skyld kunne modbevise det. Og nej, jeg overvejede ikke et sekund den uskyldige kombination af at spise boller og drikke mælk. Eller retten. Og hvis I gjorde, tror jeg ikke på Jer. 
  • Bovlam. Det er med bovlam lidt som det er med Jaka Bov - det ér bare klamt per definition. Ligger i ordet. Men vi kan nok ikke komme udenom, at der findes mange bovlamme typer. Ofte hedder de Lonnie. Eller Sonny.
  • Brødflov. Hvis man nu siger til sin mor, at man er lidt brødflov, tror I så ikke, at hun er mere villig til at tilberede ens livret, end hvis man udbasunerer: "Jeg er sulten!"
  • Charlatan. Lidt det samme som en casanova. Og det lyder sådan lidt fint, ik? Meget pænere end player, trussetyv eller mand-med-aura-af-klamydia-omkring-sig.
  • Familietamtam. Nu et godtaget ord, som i min familie har været benyttet i mange år. Vi havde brug for et ord til at beskrive genetisk sindssyge og kaos. 
  • Forfjor. Helt pragmatisk nemmere end at skulle rode sig ud i forklaringer om, hvad der skete året før sidste år. 
  • Halalhippie. Naser Khader, din gamle swinger - jeg vidste, der var en grund til, jeg kunne lide dig.
  • Hjemmekartoffel. Lyder helt utroligt rart, og slet ikke som det, det i virkeligheden er: En luddoven formodentlig blegfed person, der lige har bestilt en familiepizza uden oregano men med ekstra pepperoni og som for sekstende gang er i gang med at se samtlige episoder af "Kasper og Mandrilaftalen". 
  • Kanalje. Er jeg blevet kaldt utrolig tit. Af min mormor...
  • Kærlighedsflygtning. Ikke alle nye ord er grimme - dette er eksempelvis en meget yndig måde at sige opportunist på. Hvem er kynisk? I hvert fald ikke mig. 
  • Kålhøgen. Dejligt dansk. På grund af æ'et og å'et og betydningen. 
  • Linselus. Det er som om fortiden vidste, at der ville komme en Linse Kessler.
  • Lømmelpakke. Jeg synes sgu, det er fleksibilitet, når man opfinder et nyt ord for at beskrive magtens tredelings forsøg på at tøjle unge kriminelle. 
  • Negerkys. Ganske vist et politisk fy-ord. Men hvorfor egentlig? I min verden er det et ypperligt kompliment at blive associeret med flødeboller. 
  • Nole. Jeg kunne ikke finde på at stjæle, men nole derimod. Måske. 
  • Pernittengryn. Muligvis mit danske yndlingsord. 
  • Samtalekøkken. Ikke et af de ord, jeg synes der bruges for lidt. Jeg er bare så glad for, at det officielt er med i retskrivningsordbogen, fordi som alle ved, måtte samtale jo før forvises til dagligstuen. Men nu kan vi både lave mad og samtale - ej, hvor er det altså smart.  
  • Sharialån. Et rentefrit lån til muslimer. Jeg lader den lige stå et øjeblik..... Og spørger så, hvor nirvanalånet er henne?
  • Spermhund. Stakkels, stakkels vovse. Det er rent faktisk en stilling (høhø) blandt politihunde.
  • Spenderbuks. Oh hvem der bare havde sådan et par.
  • Velgørenhedsknap. Verden bliver da også mere og mere bekvem. Nu kan man sørme hjælpe Afrika ved flaskeindlevering. 
  • Vindbøjtel. Du er en vindbøjtel. Nej, en vendekåbe. Nej, en vindbøjtel. Ej, du er altså en vendekåbe. Njah, måske er du i virkeligheden en vindbøjtel. Selv er jeg afklaret.  
  • Wallah. Oh, min uendelige kærlighed.

tirsdag den 8. oktober 2013

Ja. Jo. Det passer sgu egentlig meget godt.

"Cities have sexes: London is a man, Paris a woman and New York a well-adjusted transsexual" - Angela Carter.

søndag den 6. oktober 2013

Fremtidskonsulent søges

Godt så. Mit sidste indlæg var indrømmet ikke særlig positivt. Men nu er jeg jo heller ikke ligefrem en udpræget optimist, så det ville sgu da være yderst mærkværdigt, hvis bloggen var en solstrålehistorie hele vejen igennem. Efter et par bekymrede mails, vil jeg dog lige glatte lidt ud. Jeg har det godt. Overordnet set har jeg det virkelig godt. Det uundgåelige men handler om, at min meget store og meget lange rejse langsomt men sikkert nærmer sig sin slutning. Og det bliver super skønt at komme hjem til en rigtig hverdag igen, til dårlig TV2-fjernsyn, til Netto hvor der altid er rugbrød og skummetmælk, til mine vidunderlige veninder og til min voksende familie. Alligevel er jeg meget rastløs, og ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det.
Da jeg rejste var jeg voldsomt nervøs, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede, men godt vidste, hvad jeg sagde farvel til. Nu er det lidt omvendt. For jeg har det helt fint her ude i verden med mig selv og de ting jeg laver, og for første gang har jeg absolut intet at vende hjem til. Intet job, intet studie, intet hjem. Nul og niks. Nada. Som i intet. Altså in-gen-ting. Og det har jeg selv bestemt, ja, men nu er jeg jo bare heller ikke mere moden end, at bare fordi jeg selv har truffet et valg, er jeg ikke nødvendigvis helt klar over, hvad det indebærer. Og de ting jeg glæder mig til at komme hjem til, har jeg reelt ikke at komme hjem til. Ikke at mine veninder er blevet queen bitches, at min familie har afskåret mig, eller det forfærdelige; at samtlige Netto'er er som sunket i jorden. Bare det, at jeg ikke har nogen jävla aning om, hvad der venter mig. Man kunne selvfølgelig også vælge at se på det som om, at alle døre er åbne for mig. Og jeg prøøøøøøver. Ting. Tager. Tid. Nogle gange lang tid. I særdeleshed, hvis det er et nossefår, der skal overbevise sig selv.

Summasummarum: Jeg har det godt. Jeg er bare som altid en selvsvingsdør oppe i mit hoved.

tirsdag den 1. oktober 2013

Når livet giver en citroner...

Er det ikke altid, citroner man lige er i stødet til. Eller limonade for den sags skyld.
Jeg ligger ikke i en dyb afgrund af fortvivlelse uden noget begreb om, om jeg mon nogensinde kommer op igen, jeg er ikke i en eksistentiel krise og jeg er ikke bundulykkelig. Der er ikke hændt noget sørgeligt eller tragisk og jeg er ikke i sorg. Der er ikke nogen, der har sagt eller gjort noget sårende.
Jeg er bare alene og langt væk. Med min hjerne, der fungerer som firecylindret damplokomotiv. Det larmer ad helvede til. Jeg vil dog ultrakort montere de positive briller og glæde mig over, at mine to tætteste veninder tydeligvis kender mig bedre, end jeg kender mig selv og dermed ved lige nøjagtig, hvad der skal siges på Skype og skrives på mail. Og inderligt tak for det.