søndag den 13. oktober 2013

Baronessen skulle vel ikke sidde og trænge til en bajer?

Det er naturligvis Dirch Passers replik i "Baronessen fra Benzintanken", der her refereres til. En film jeg har set et trecifret antal gange og som indgik i mit sygdomsarsenal som barn på lige fod med bio-strath, saltkiks, brækspand, "Peters Baby" og "Han, Hun, Dirch og Dario". Yæsh. Analogien har lyksaligt intet med sygdom at gøre, men handler snarere om at føle sig meget lidt fin og ikke helt at kunne håndtere fine mennesker.

På en smuk solbeskinnet lørdag som i dag, valgte jeg at tage subway'en ind til byen for at stene lidt rundt og snuse til nogle af de kvarterer, jeg ikke rigtigt har været i, bortset fra på museerne. Således gik jeg fra SoHo, som er helt utrolig hyggelig med helt utrolig mange fristende butikker til Upper East Side, hvor blandt andet MoMA befinder sig. Vild og vovet som jeg, gik jeg ikke mod parken, men mod vandet. Det der vand, der deler Manhattan og mit hood. Det var også altsammen meget fint, bortset fra, at jeg så forblev på Upper East Side i stedet for, som jeg plejer, at krydse parken og komme til West Village. Næ nej, Upper East Side blev der sagt. Og jeg føler mig relativt tit malplaceret, hvilket nok er en løjerlig kombination af mindreværdskomplekser, særhed og selvoptagethed. Sjældent har min malpacerethed været så helt igennem tydelig for alle. Jeg blev gloet på, der blev kigget på min store kærlighed; mine blå sneakers, der blev rullet med øjnene som sagde: "HVOR er dine Louboutin's, dit tåbelige pigebarn?!". Og der blev skævet til det faktum, at jeg gik med en genbrugt flaske postevand og ikke en fedtfattig cafe latte i hånden. Var undervejs på min vandring lige dele grå mus og rebel med lyst til at råbe: "Pikkemand! Pikkemand! Pikkemand". Højt. Hvis min kusine dog bare havde været her.... Var vi nok blevet smidt væk. Af de mange dørmand, som jeg trods alt kan forholde mig til. De er dog arbejderklasse. Prøv alligevel lige et kort øjeblik at overveje dørmand som et erhverv. Ikke i udsmiderforstand på John Bull Pub i Randers, men som i dørmand. Der åbner døre for folk. Hvor luddoven har man lov til at være? Hvad bliver det næste? Røvtørrer? Jesus altså. Men det var Upper East Side, vi kom fra og selv synes jeg faktisk, at det var et særdeles underholdende og kun en smule intimiderende minifeltarbejde. Sidder lige og studser lidt over, at det er lidt underligt, at der stadigvæk er den her fancy-pancy enklave, i en så multietnisk og totalt mærkelig storby som New York, hvor der virkelig stadig hersker et helt bestemt kodeks for, hvad der passer sig, og hvad der ikke gør. Og hvor hemmelighederne bag kodekset ikke er noget, man gør sig fortjent til, men som man er genetisk disponeret for. Hvilket jeg altid har haft umådeligt svært ved at acceptere. Jeg bryder mig ikke om at dømme minoriteter, men de her rige Gossip Girl socialite-typer med håndtasker med en stykpris på samme niveau som en toværelses andelslejlighed på Kongens Nytorv, afbleget hår, stilletter på +10 centimeter, som på en eller anden måde får et helt liv til at gå uden at lave noget som helst, har jeg meget svært ved ikke at dømme. Og det er forkert. For der er jo ingen beviser på, at de ikke kan være ligeså altruistiske, intelligente, humoristiske og søde mennesker som andre. Når det er sagt, må jeg bare indrømme, at det jeg primært ser er sminkedukker, kedelige mærkevare-jakkesæt, trofækoner og alt for mange penge, som bliver brugt på alt for mange unødige ting.

Og så meget kan man nå at dømme andre mennesker på en gåtur på Upper East Side. Det er sgu alligevel underligt, at de kiggede på mig. Ik?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar