søndag den 27. oktober 2013

Evaluering a la udrejse, rejse, hjemrejse

Mit barndomshjem. En seng. Min seng. På mit gamle værelse, med alle mine ting og sager. To brunkager på et stykke køkkenrulle. En telefon ved min side, som jeg lige om lidt vil bruge til at ringe til min mormor og fortælle, at hun kan ånde lettet op, for jeg er hjemme igen. Og i øvrigt forberede sig på pandekagespisning. Vinden rusker i de næsten bare træer, det er allerede ved at blive mørkt og jeg kan høre bilerne køre ude på vejen. Jeg ved, at der er både rugbrød og havregryn nede i køkkenet, og at min cykel bare skal have lidt luft i dækkene, før jeg er klar til at generobre min jernhest. Jeg ved at mine nevøer er meget tæt på, og at jeg i morgen skal til gode, gamle, skønne Århus. Bevidstheden om at være hjemme. 

Jeg har absolut ingen anelse om, hvor jeg skal starte, men det skal naturligvis ikke hindre mig i at evaluere på min hidtil største rejse. Den 28. januar 2013 var dagen, hvor jeg sprang ud i sabbatår nummer to med Buenos Aires som destination. Ni måneder senere er jeg hjemme igen - og hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg virker på en eller anden måde ikke helt rammende.

Det ville være nemt at skrive ned, hvad jeg har oplevet.
  • Jeg har boet i Buenos Aires. 
  • Jeg har redet på hest i Pampas' bjerge.
  • Jeg har set "Carmen" i et af verdens flotteste teatre.
  • Jeg har kørt i jeep tværs over saltørkenen, der strækker sig fra Chile til Bolivia.
  • Jeg har trekket i den peruvianske jungle for at nå frem til fordums Inka-højborgen Macchu Picchu, med kun et enkelt hospitalsbesøg.
  • Jeg har fået verdens omtrent bedste og billigste massage i Cuzco. 
  • Jeg har hængt ud i den bedste surferby. Hvor der blev indtaget voldsomme mængder sushi og sprut.
  • Jeg har med partner in crime dannet De Hvide Russers Klub.
  • Jeg har stået på begge sider af Iguazu-vandfaldende og blevet drivvåd af at udfordre, hvor meget vand, der egentlig faldt. Meget, viste det sig. 
  • Jeg har spist verdens bedste torta de limon i Brasilien. En værdig konkurrent til min ellers ubesjrede yndligskage: jordbærtærten.
  • Jeg har forsøgt at se den kæmpe Jesus i Rio de Janeiro og sammen med anden partner in crime bandet den lille skiderik til paven langt, langt væk. 
  • Jeg har danset salsa på Cuba og ganske alvorligt overvejet at gå med paryk. Blev standset af ulidelig varme. 
  • Jeg har været i mit første (og lad os også gerne sige eneste) biluheld. Dog med stil i amerikanerbil fra 50'erne. 
  • Jeg har set Niagara Falls fra den canadiske side, omend jeg var meget lidt imponeret.
  • Jeg har set "The Phantom of the Opera" på Broadway med skønne Jane. Og "The Book of Mormon" med besøgende fra Canada. Og forsøgt at se "Wicked" på egen hånd, men uden held. Ikke at jeg er bitter.  
  • Jeg har været på toppen af Rockefeller Center uden antydningen af panik over at være 67 etager oppe i luften. 67. 
  • Jeg har gået fra ikke at kunne lide cheesecake til at erkende, at amerikansk ostekage kan noget.
  • Jeg har været nabo til et sindssygehospital. Ingen kommentarer. 
  • Jeg har travet New Yorks gader, stræder, markeder, butikker, trapper og monumenter særdeles tynde. Og kigget rigtig meget opad. 
  • Jeg har fejret min fødselsdag med komponenterne mad, kirke, kage, Central Park, Times Square og is. 
  • Jeg fik besøg af en mus og denne yderst klamme skabning med en massefylde på størrelse med en gulerod fik mig til at indse, at New York ikke var der, jeg skulle være længere. Derfor tog jeg hjem til Danmark en måned tidligere end antaget, og det var en gigantisk kamel med dertilhørende stolthed at sluge. Men det var den helt rigtige beslutning. 
Men, hvis jeg skal være ærlig (og det skal jeg), siger det jo ikke særlig meget. For ikke at sige noget overhovedet. Nedskriblingen af ovenstående har logbogsfunktion - et koncept jeg altid har hadet. Det er også det letteste, det nemmeste, det mest ligetil. For hvad er det, der er sket? Hvor skal fingeren sættes? Hvad er der sket? Udover at jeg tydeligvis er ret så permanent nede med 41,2 i rejsefeber og bruger enhver chance for at dæmpe symptomerne, hvad fanden er der så foregået? Jow. Jeg har været væk og ude. På min helt egen autonome, og lettere forsinkede, dannelsesrejse.

Med det lettere skizofrene ego jeg er i besiddelse af, er rejser (som alt andet) ambivalente for mig. Jeg elsker planlægningen, jeg elsker forventningens glæde, jeg elsker vingesuset, jeg elsker at være af sted, jeg elsker oplevelserne, sansernes udfoldelser, menneskerne, udfordringerne. Men jeg elsker i den grad også at komme hjem. Der er et afsavn. Mennesker, der ikke er med mig, når jeg checker ud af mit liv. Og det kan jeg jo selvfølgelig godt forstå, men jeg ønsker altid en lille bitte smule, at min omgangskreds ville være statister i mit liv - ja, det er pisseegoistisk. Og bunder i frygt for at gå glip af noget. Men dem derhjemme hverken kan eller skal være statister i mit liv, de skal være hovedpersoner i deres eget. Og det er jeg klar over, men det er også grunden til, at jeg føler mig som klodens dårligste datter/søster/barnebarn/kusine/niece/moster/veninde, når der sker noget, hvor jeg ville give min højre arm for at kunne give lige præcis ham eller hende et gigantisk knus. Af den ikke-virtuelle slags. Det er vilkårene, jeg selv vælger at sige ja til og jeg ved jo så også godt, at jeg får oplevet noget på egen hånd. Som jeg ikke vil bytte. Jeg er bare så helt utrolig den-store-stygge-ulv grådig, at jeg gerne vil have det hele.
Det er altid svært for mig at rejse, fordi jeg aldrig ved, hvad der venter mig, men altid ved, hvad jeg siger farvel til, og det har aldrig nogensinde været så hårdt at rejse min vej, som det var i januar. Derfor er jeg faktisk helt oprigtigt stolt af mig selv over, at jeg turde. For det er hårdt at være væk så længe, omend selvvalgt. Ingen tvivl skal herske om, at det også er det hele værd - ikke kun fordi, jeg har set en masse flotte steder, og ikke kun fordi jeg har mødt nogle mennesker, jeg for evigt vil være taknemlig for, men mest af alt fordi det sætter ting i relief og fordi man i et eller andet omfang bliver en smule mere reflekteret, bevidst og taknemlig. Og jeg ved med mig selv, at jeg har udviklet mig. Blevet lidt mere hårdfør, lidt mere selvstændig, lidt mere glad. Ligesom jeg er blevet de andre gange, jeg har været ude at rejse og hvor jeg har taget personlige kvantespring. Og selvom det er jordens ældste kliche, så bliver man endnu mere bevidst om, hvad man har derhjemme. Som en af mine veninder skrev til mig; at netop i kraft af, at man ikke ser hinanden igennem en lang periode, finder man ud af, hvem i ens liv der er værd at holde fast i med jerngreb. Nu er jeg så hjemme igen, og det er sgu løjerligt, både dejligt og forvirrende, men på trods af forvirring og manglende forståelse for, at der er kommunalvalg om et øjeblik er jeg dybt taknemlig for, at mine forældre fløj mig hjem. For det var det rigtige.

Ja okay, nu endte der vist med at gå lidt flow-writing i den. Og jeg ved godt, at det er en omgang økologisk, rodet, langhåret hippie-fis. Men det er altså sådan, jeg har det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar