torsdag den 24. oktober 2013

I heart NY

Så er det ved at være dén tid. Den tid hvor jeg har taget alt mit tøj, alle mine bøger, og alt mit andet lort, spredt det ud over sengen og nu er ved at pakke. Ned i gode gamle rygsæk. Og militærtaske. Og håndbaggage. Hvornår har jeg fået skrabet så mange ting og sager sammen?! For i morgen forlader jeg nemlig New York. Og det var bestemt ikke meningen, den 20. november var hele tiden den forkromede plan, men den 24. oktober giver mening i hoved og sjæl. Og jeg glæder mig til at komme hjem. Indtil den famøse dag med musen var jeg meget splittet omkring at skulle hjem. 50% begejstret. 50% pissebange. Begejstret fordi man ikke skal kimse ad rugbrød. Pissebange fordi det har været så usikkert, hvad jeg kommer hjem til, og jeg har været skræmt fra vid og sans over tanken om, at alting ville have forandret sig, og samtidig har det gjort mig utryg at tænke på, hvis alt er nøjagtig, som da jeg rejste. Nu skal vi jo ikke glæde os for tidligt, for jeg er tydeligvis evigt skizofren, men lige nu glæder jeg mig bare så meget til at tage til JFK, sætte mig op i et fly og lande i Danmark. Har det som Dorothy i "The Wizard of Oz", har lyst til at klappe hælene på mine røde glimmersko tre gange mod hinanden, imens jeg lukker øjnene og inderligt siger: "There's no place like home". For det er der jo ikke. Og jeg glæder mig. Og er lidt småsentimental. Har brugt hele dagen inde i byen for at sige et passende "på gensyn" til den, og har kigget på stederne og menneskerne med en bittersød smag i munden, for det er altså virkelig et dejligt sted. Bare ikke længere og under disse omstændigheder. Hvis man nu var en person, der troede på, at alting sker af en årsag, kunne man relativt nemt argumentere for, at der nok er en grund til, at jeg fik besøg af en mus. Faktisk udtalte Sigrun under psykologsamtale over Skype ordene, at musen var et tegn fra universet om, at NY ikke er det rigtige for mig længere. Til trods for, hvordan jeg havde det med hjemkomst for bare tre dage siden, er jeg nu helt afklaret med, at jeg har sagt farvel til New York for denne gang.

Når man sådan sidder og i bund og grund er skuffet over sig selv og føler sig som verdens største svagpisser, betyder det ubeskriveligt meget med de søde og støttende e-mails og kommentarer, der er tikket ind. Tusind, tusind tak for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar