tirsdag den 1. oktober 2013

Når livet giver en citroner...

Er det ikke altid, citroner man lige er i stødet til. Eller limonade for den sags skyld.
Jeg ligger ikke i en dyb afgrund af fortvivlelse uden noget begreb om, om jeg mon nogensinde kommer op igen, jeg er ikke i en eksistentiel krise og jeg er ikke bundulykkelig. Der er ikke hændt noget sørgeligt eller tragisk og jeg er ikke i sorg. Der er ikke nogen, der har sagt eller gjort noget sårende.
Jeg er bare alene og langt væk. Med min hjerne, der fungerer som firecylindret damplokomotiv. Det larmer ad helvede til. Jeg vil dog ultrakort montere de positive briller og glæde mig over, at mine to tætteste veninder tydeligvis kender mig bedre, end jeg kender mig selv og dermed ved lige nøjagtig, hvad der skal siges på Skype og skrives på mail. Og inderligt tak for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar