mandag den 14. oktober 2013

Pis mig i øret

Så var det i morges klokken syv, at man endelig fik sig taget sammen til at ringe til sin a-kasse, som man meget forudseende meldte sig ind i allerede, da man startede på antropologi. I 2010. Og som man siden juni har betalt fuldt kontingent til. Efter en syv-ottehundrede mails med en svartid på en syv-ottetusinde dage og stadig intet svar på mit spørgsmål: "Må jeg godt få nogle dagpenge til november, HVAR?" ringede jeg i dag og snakkede med søde Ilse fra Magisternes a-kasse. Som - fordi hun er så sød - ville undersøge sagen og vende tilbage. Sørme om hun ikke gjorde det allerede halvanden time efter. Med et deprimerende svar. Nej Isabella, du må ikke få dagpenge, for du var ikke i Danmark 14 dage efter endt uddannelse. Der var du i Argentina, så nu er du med andre ord ikke vores problem og pøj-pøj. Fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck! Ilse'r plejer ellers at være helt pjattede med mig. Øv med otte lag øv på.
Fordi jeg jo bare er helt pjattet med at klage (sådan helt generelt) gik jeg straks i gang med at bikse noget fuldstændig-irrelevant-for-min-fremtidige-lediggang fikumdik sammen og som den erfarne klager jeg er, ved jeg jo, at man skal have dokumentation, hvilket jeg loggede på e-boks for at finde og måtte så sluge bitterpillen "straffen for at være uopmærksom", for de har faktisk sendt mig en mail om vilkårene. Som jeg kan ræsonnere mig frem til blev læst i Peru, hvor der primært gik tre tanker igennem mit hoved:

  • 1. "Fuck, jeg er højdesyg." 
  • 2. "Fuck, jeg har tømmermænd."
  • 3. "Fuck, der er koldt."

Fuuuuuuuuuuuuuuck! Klagemuligheder krøb lige ind til en 25-øre. Som ikke eksisterer længere. Jeg er helt med på, at det her fuldstændig er min egen skyld og dét er fandeme ellers ikke en frase jeg smider om mig med (fordi det aldrig sker, naturligvis), så jeg er sur og vred og gal på mig selv. Og uden økonomiske midler. Og det var jo ikke fordi jeg glædede mig til dagpengeland, men det var virkelig rart at have sikkerhedsnettet. Bang. Der sprang det.

Og hvad gør vi så nu, lille du? Jow. Jeg må jo ganske enkelt med lys og lygte lede efter et job. Med sådan nærmest øjeblikkelig ansættelse. Er der nogen, der mangler en sindssyg næsten 23-årig med afsluttet og ubrugelig bacheloruddannelse i antropologi og med erhvervserfaring fra hjemmepleje og Fakta? Ja, jeg spørger bare.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar