tirsdag den 22. oktober 2013

Så var der den om musen

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. I dag - eller i går lå jeg i min seng og så "New Girl", da en mus besluttede sig for at pible tværs igennem mit værelse og ned bag radiatoren. Jeg skreg og løb ned i køkkenet. Hvor jeg blev siddende i tre timer stiv af skræk. Og inden der kommer dumsmarte bemærkninger om, at en mus vejer omkring 100 gram, at den er meget mere bange for mig end jeg er for den og at den jo ikke kan gøre mig noget, vil jeg gerne forsikre alle om, at min hjerne trods alt er med så langt. Føler dog et behov for lige at sige, at når folk er bange for noget, er det jo yderst sjældent logisk. Men så sad jeg der i mine natbukser og pyntede, altimens jeg skrev den ene mere paniske mail efter den anden til min udlejer, som pure nægtede at svare mig. Derfor skrev jeg paniske mails til min søster og bedste veninde. Som jo begge to havde en glimrende pointe i, at jeg nok ikke kunne blive i køkkenet for evigt. Fik holdt min søster urimeligt længe vågen med tud og vræl, mens hun kiggede på, at jeg forsøgte at stoppe radiator og dør til med morgenkåber og dødsangst. Seks timer efter krigens start ringede jeg til udlejer, som kunne fortælle mig, at jeg skulle købe vatrondeller og pebermynteolie - for det kan sådan nogle New Yorker mus nemlig ikke lide. Hurra. Og pis mig i øret. Det kunne jeg så ikke lige få fat i klokken otte om aftenen i Brooklyn, hvorfor jeg gik ned og bankede på hos min søde underbo, som hjalp mig med at rearrangere morgenkåberne i radiatoren og som endda ville købe noget skumhalløj at putte i de der jävla huller, som de der jävla lortedyr kommer ind og op og ud ad - han har nemlig også mus nede ved sig. Som han har slået ihjel med sin sko.

Pointen med historien om musen er, at jeg har grædt rigtig meget. Virkelig meget. Søde Sigrun udøvede beroligende terapi, støtte og humor via Skype i intet mindre end tre timer, hvorefter jeg ringede og vækkede min mor og græd videre. Og alle mine mange tårer handler ikke om en mus. Det handler om, at jeg ikke har det fedt her. Hvilket kom ret meget som et lyn fra en klar himmel, for jeg har virkelig haft det fedt her. Sad så sent som i (går) morges og skrev en mail, hvori der stod, at jeg har været overraskende lidt ensom. Og det passer. Lige indtil for relativt få timer siden, hvor jeg blev bundulykkelig. Musens entre satte gang i en hel masse tanker, som jeg slet ikke vidste havde opholdstilladelse i mit hoved. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville rejse før tid fra New York. New York er fantastisk og jeg skal tilbage. Absolut ingen tvivl om det. Men lige nu er det bare ikke sjovt for mig længere. Jeg kunne godt få den resterende tid til at gå her, hvis jeg virkelig ville, men det vil jeg bare ikke. Tre måneder alene i en stor by uden noget egentligt at vågne op til er for lang tid. Det troede jeg ikke, det var, men det er det. Nu er klokken halv tre om natten, jeg har ikke lukket et øje og kommer heller ikke til det - har brugt natten på at larme og pakke og lige om lidt går jeg i bad og derefter tager jeg på hostel, for jeg har brug for søvn og kraftedderpikkeme om jeg vil dele seng med et skadedyr.
Jeg hader jo egentlig at skulle skrive det her; at jeg bukkede under og bliver nødt til at tage hjem før planlagt afrejse. Men det vil jeg sgu egentlig skide på. For hvis der er noget jeg har lært, er det, at mavefornemmelse er det eneste, jeg har at arbejde med. Og det er tid til at tage hjem. Det krævede åbenbart bare en voldsomt ubehagelig dag og en mus, før jeg kunne indse det.

2 kommentarer:

  1. Du er så SEJ Isabella! Jeg kender fuldstændig den følelse - at man holder ud, fordi sådan er planen jo - dejligt at du følger din mavefornemmelse! Glæder mig til at se dig :)

    SvarSlet
  2. Hvor er du sød! Jeg kan mærke roen sænke sig, så det var den rigtige beslutning. Jeg glæder mig helt vildt til at se dig igen! :)

    SvarSlet