lørdag den 30. november 2013

Papa. Echo. Romeo. Foxtrot. Echo. Kilo. Tango.

I kender nok allesammen min kommende mand Jonatan Spang, som ikke har lavet et onemanshow siden 2008, og jeg sparker stadig mig selv meget, meget hårdt for, at jeg ikke var til det show. Men så skete miraklet; Jonatan Spangs Bryllup (kun showet, ikke den faktiske ting mellem os) blev annonceret sidste år. Med planlagt premiere den 1. februar 2013. Og jeg rejste til Argentina den 28. januar 2013. Oh en bitterbille på størrelse med og i samme format som Rundetårn. Pissepikkelortepis. Bittert, bittert, bittert kvindemenneske. Og det gik jeg og så og spredte glæde med, indtil der skete det helt igennem vidunderlige, at brylluppet blev udsat. Med premiere den 1. oktober. Yippiyippiyip! Derfor har Maj og jeg haft en hot date med den gode Jonatan den 29. november 2013 siden den 28. november 2012. Denne weekend er derfor blevet tilbragt i Silkeborg, fordi man som dedikeret fan selvfølgelig er villig til at rejse for at se manden. Silkeborg er jo egentlig en hygsom by, med mægtig rare buschauffør, der er villig til at køre en helt til døren. Den dør var døren til vores hotel, hvor der var en eller anden håndboldforsamling sjovt nok med håndboldspillere. Og Jan Pytlick. Som ikke er så høj i virkeligheden, men han ser da rar ud. Pointen med Silkeborg var uomtvisteligt Jonatan Spang og ikke alene var showet knaldergodt. Det var GENIALT! Det var Jonatan, det var vand, det var perfekt timing, det var tankevækkende, det var urimeligt morsomt, det var flere steder meget tydeligt at høre, at Maj og jeg var tilstede, det var et interessant take på feminisme og yoni og lingam, det var pisseærgerligt, at jeg ikke sad på første række. Det var SCHJOVT! Og selvom min fascination og begejstring af Jonatan Spang er uendelig, har weekenden været sublimowitz fordi, jeg har haft kvalitetstid med min bedste veninde, som er en person, jeg er endnu mere pjattet med og som jeg har savnet rigtig meget.

Således vil pessimisten her gå til ekstremer og konkludere, at denne weekend indtil videre har været intet mindre end pisselækker.

fredag den 29. november 2013

Ministeriet for rare røvhuller

Håber jeg virkelig i hvert fald. I går brugte jeg formiddagen på at være på Aarhus Universitet for at få afklaret den der tilbagebetalingsting af den nette sum 22.800 kroner. Damen kunne ikke give mig noget sikkert svar, for det var hendes kollega, der sad med sådanne sager (så hent hende! Jeg er i dén grad ved at gå ud af mit gode skind), men hun ville få kollegaen til at se på det og melde tilbage til mig. Snart. Og umiddelbart troede hun ikke, at der var noget problem med den dokumentation, jeg havde taget med. Så nu håber, håber, håber jeg, at det hele alligevel ender med at gå i orden.

I skrivende stund er det koldt, det regner, det er gråt og jeg forestiller mig, at det nok bliver ved med at se sådan ud. Jeg sidder i min seng iført morgenkåbe og hører Mads Langer, mens jeg skriver ansøgninger og beder til Karma om, at der er nogen, der vil ansætte mig. Og er egentlig ganske fornøjet. Fordi jeg i går var sammen med en af de sødeste og i dag tager til Silkeborg med en anden af de sødeste. Ved du hvad, Gunnar? Det er sgu ik så ringe, endda. 

tirsdag den 26. november 2013

Ministeriet for relativt rare røvhuller

Jeg tør ikke helt sige det følgende højt, for når jeg siger ting højt, som jeg ikke tør sige højt, ender det som regel galt. Det jeg ikke tør sige højt er, at jeg tror, at de 22.800 kroner ender med ikke at skulle trækkes fra min i forvejen belastede konto. Midt i min panik, nej vent det passer faktisk ikke, på det tidspunkt var jeg blevet så apatisk, at jeg så "for lækker til love" - og så var det, at min veninde ringede og sagde, at hun havde fået samme brev for cirka en måned siden. Endnu vigtigere; at for hendes vedkommende var det blot endnu en bureaukratisk formalitet, som gik i orden ved at fremvise kvittering på, at de penge vi har fået fra AU er blevet brugt til at betale udlandsophold og ikke en rigtig sjov aften på... en eller anden bar som er knap 23.000 kroner værd. Den kvittering har jeg i dag fået fremskaffet og har tænkt mig at fremvise den på torsdag, hvor verden godt må være flink ved mig. Eller i hvert fald SU-kontoret på Aarhus Universitet.

Ellers er der vist ikke det store at berette, udover at jeg er blevet syg og helt igennem pisseirriterende som det er, er det dog også ganske gratis. Største udgift har været TUC kiks, som min mor har været så flink at sponsorere.

lørdag den 23. november 2013

Ministeriet for røvhuller

Hvor meget sort uheld har man egentlig per person? Jeg ved det ikke, men sidder med en følelse af, at der er en uretfærdig, ja sågar uheldig, fordeling af uheld. Og hvis mængden af uheld determineres af held, synes jeg det er fejt. Der burde være en uheldskvote per person - en maksimal eksponering for uheld, hvorefter man så ville klare frisag. Hvorfor, sidder du måske og tænker.
Jow såmænd bare fordi, jeg i dag har åbnet et brev fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Undrede mig en kende over, hvad de ville mig, og blev alvorligt bange, allerede da jeg læste overskriften: "Tilbagebetaling af udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån". De ville som den informerede institution, de er, informere mig om, at jeg skal tilbagebetale 22.800 kroner. Uden nogen egentlig begrundelse udover "Dine uddannelsesoplysninger er ændret, så du ikke længere er berettiget til hele eller dele af det udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån, du har fået udbetalt. Det beløb, du skal betale tilbage, er 22.800 kr. Aarhus Universitet har i e-mail af 14. november 2013 oplyst at du ikke har indsendt kvittering for indbetalt udlmadsstipendium." Bum så.
Inden jeg begynder at udbore det faktum, at jeg på ingen måde har de penge og hvor uretfærdigt det er, vil jeg fortælle om min reaktion. Der i al sin enkelhed startede med, at jeg skreg "HVAD?!" ud i min storesøsters ellers hyggelige stue. Viste febrilsk brevet til storesøster og håbede sådan, at hun ville fortælle mig, at jeg ikke kunne læse og at der i virkeligheden stod "Tillykke med din bacheloruddannelse. Vi tilbyder dig hermed et job". I stedet råbte storesøster: "HVAD?!". Begyndte så panisk at græde. Og er nu bare pissenervøs. Ikke andet. Et mildt nervesammenbrud kører på højtryk på sådan en højhellig lørdag.

Udover at det irriterer mig, at Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser ikke kan finde ud af placere deres kommaer korrekt, irriterer indholdet mig. For det første fordi ja gu er mine uddannelsesoplysninger ændret a. fordi jeg er færdig med min  bachelor, b. fordi det har man pligt til at oplyse, c. det har jeg gjort. For det andet irriterer det mig, at de ikke ligesom forklarer mig, hvorfor det er et problem, at mine uddannelsesoplysninger er ændret. For det tredje fordi toogtyvetusindeottehundrede kroner. Jeg har jo ikke engang 800 kroner. Eller 80 for den sags skyld. Har otte, for jeg fandt i torsdags 59 halvtredsører i en gammel pung. Bare rolig, det var min egen. For det fjerde fordi det ikke fremgår, om jeg skulle have modtaget en mail den 14. november eller om Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser har modtaget en mail fra AU den 14. november - uanset har jeg i hvert fald ikke modtaget noget. For det femte fordi jeg fucking har indsendt alt det lort, der skulle indsendes. Første tanke i mit hoved var, at jeg hader mit liv og er så helt igennem fucked og ganske enkelt ikke ved, hvad fanden i helvede jeg skal stille op. Anden tanke var, at jeg fuldstændig har mistet lysten til nogensinde at tage endnu et semester i udlandet til trods for, hvor højt jeg elskede det. Der har jo vitterligt ikke været andet end problemer og papirnusseri og mailen og telefonkorrespondancer med sure kontormus. For "#¤"@%&}/E/(/%#"!

Det her, ikke også? Det MAGTER jeg simpelthen ikke. En ting er at være ludfattig og endda mindre end det. En anden ting er at være hjemløs. En tredje ting er at være arbejdsløs. En fjerde ting er at skulle betale en kæmpe sum penge tilbage, som man ikke har - når man ikke har gjort noget galt! Men at være så jävla uheldig, at man får serveret en platte bestående af samtlige retter på årets uheldsmenu, synes jeg er uretfærdigt. Og alt for uheldigt. Hvor vil jeg dog gerne se beviserne for, at man har en kvote - jeg tænker, at min snart må være opbrugt. Eller hvad? Hvis ikke vil jeg bestemt ikke vide, hvad jeg har at se frem til.

fredag den 22. november 2013

Kvindepis i kog

Boy, oh boy. En veninde har netop sendt mig en mail med link til en artikel fra information, der omhandler sangen "Blurred Lines" samt musikvideoen, fordi feminister worldwide er gået ganske amok over dens sexistiske voldtægtstenderende lyrik. Og den voldsomt perverterede video. Jeg skal ikke kunne sige, om Robin Thicke er samfundssatiriker, der tager pis på det hele, eller bare provokatør, der ved, at al omtale er god omtale. Eller voldtægtsentusiast. Jeg ved det ikke. Det jeg ved er, at det er en hypet sang med tilhørende hypet video. Og jeg har det egentlig svært ved at hidse mig voldsomt op over det. Hvis sangens ejermand har voldtaget piger og virkelig mener, at når en pige siger nej, betyder det ja - så har vi et problem. Det tror jeg dog ikke. Mit bud er, at han er fuldgyldigt medlem af popbranchen og ved, at sex sælger. I artiklen refereres der til en undersøgelse, hvori det fremgår, at forældre har hørt deres børn synge med på den stødende tekst til "Blurred Lines". Det kan man da måske godt argumentere for er problematisk. Til det vil jeg bare sige, at jeg skrålede med på Rollo & Kings kæmpehit "Ved du hvad hun sagde" uden nogen som helst ide om, hvad der faktisk bliver sagt. Dette er et udpluk af, hvad der faktisk bliver sagt - hvilket måske ikke var helt passende for en ni-årig at ytre:

  • "Hun gav mig et tegn. Vi gik diskret ud på vejen. Hvor hun plantede mig op. Ad et pigtrådshegn.
  • Hun sagde. Tag bukserne af. 
  • Pludselig var jeg solgt. Stod på gaden i bar røv og dolk.
  • Og når jeg går i seng. Så tænker jeg på mænd.
  • Temmelig naiv. Med en sjover så stiv."

Jeg negligerer ikke, at der findes et sexismeproblem. Det gør der utvivlsomt. Men jeg tror rigtig tit, at folk læser en masse ting i et givent produkt, i dette tilfælde sang og video, som ikke er der. Lidt ligesom når børn snakker om tissemænd og tissekoner, og de voksne tysser på dem, fordi de selv lægger noget seksuelt i de begreber, som ikke oprindeligt var en del af børnenes forståelse af de ord.
Som Ulf Pilgaard alias Hanne Bech Hansen i cirkusrevyen siger: "Det afhænger jo i høj grød af hørerne som ører det - hører man, hvad der virkelig bliver slagtet eller ører man nogle ord, som sagt ikke blev slettet?". Glimrende spørgsmål, Ulf.
Jeg er med på, at det er et problem, hvis der sidder unge drenge og tror, at det er ok ikke at lytte til om den lækre pige egentlig har lyst til sex, og at det ligeledes er et problem, at der sidder unge piger, der kunne fristes til at tro, at de ikke er bedre værd. Der er bare jävla mange ting, der påvirker børn og medmindre vi skal praktisere censur i en kaliber, der ender med en kæmpe osteklokke uden internetforbindelse til dem, vil børn og unge blive eksponeret for sådan noget. Man kan jo kun håbe, at de har en omgangskreds, der lærer dem at skelne mellem rigtigt og forkert.

Den gode Sigrun var så videre faldet over en hjemmeside, der hedder returnofkings.com, som desværre ikke er et ironisk forsøg på at latterliggøre kvindenedgørelse. Det er rent faktisk kvindenedgørelse i al dens pragt. Her findes blandt andet en liste med 20 ting kvinder gør, der bør nedgøres i stedet for hyldes og hvis andres pis har lyst til en ekspreskogning, er muligheden blot et klik væk: . Her følger et lille udvalg:
  • At være fed. Noget med, at kvinders største aktiv er deres skønhed, hvilket jeg virkelig håber er løgn og desuden virkelig nægter at tro på. Ikke fordi jeg er så naiv, at jeg køber den der med "at udseende ikke betyder noget". For selvfølgelig gør det da det, men vi ved vist allesammen, at det i sidste ende er personligheden, man vinder på. Hvis den er ok altså. "Artiklen" finder det forkert, at kvinder hyldes for at spise Dunkin' Donuts og så er det bare, jeg spørger, hvor i alverden det bliver hyldet henne udover på kontoret hos Dunkin' Donuts direktør? I øvrigt er det der med at være fed jo ikke just kun et problem for den kvindelige befolkning. Det er faktisk også usundt, hvis man er mand. Så fik vi det på plads. 
  • At have katte. Fordi katte åbenbart er en substitut for mand og børn. Som man åbenbart ikke kan være lykkelig uden eller hvad? Og man kan da slet ikke både have mand, børn og kat. Gud forbyde det. 
  • At lyve om deres kroppe på datingsites. Det er jeg da sådan set enig i, primært fordi hvorfor? Men uden egentlig at kende til den virtuelle - eller den tredimensionelle for den sags skyld - datingverden, tvivler jeg på, at størstedelen af mændene derude virkelig er "plus 22 centimeter".
  • Skilsmisse. Jeg sværger, det står der. Fordi kvinder åbenbart hyldes, når de bryder ud af et ægteskab, de ikke er "lykkelige" i. Hvis forfatteren har lyst til at blive i et forhold/ægteskab, der er elendigt, skal han da være hjertelig velkommen, men lidt latterligt at klandre visse kvinder for at have a. så meget mavefornemmelse og b. så store nosser, at de kan sige fra. I øvrigt tror jeg næppe, at kvinder fejrer, at den person de troede var deres livs kærlighed viste sig ikke at være det. Jeg kender personligt kun en, der har fejret sin skilsmisse og når manden ligesom har dusket så udpræget udenom, at han har gjort en anden gravid, synes jeg kraftedddersparkeme, at det er i orden. 
  • At klippe deres hår kort. Fordi det er det tydeligste tegn på feminitet, der desværre opfordres til at klippes af. Hvor opfordres der til det henne? Og er der ikke også sådan en ting, der hedder fri vilje? Ingen tvivl om, at hår er feminint og ingen tvivl om, at kvinder kan spille på deres hår, ligesom vi er indoktrineret til igennem L'Oréal reklamerne - because we're worth it! Og at mange af os gør det. Men da heller ingen tvivl om, at kvinder stadig er feminine væsener, selvom deres hår er kort, og at de ikke simultant med at lokkerne falder gror en penis. 
  • At være enlig mor. I sarkastisk citationstegn fordi "hun ikke behøver en mand". Det kan jo være, hun ikke behøver en mand. Og det kan være manden skred. Så klap kaje. 
  • Dårlig hygiejne. Helt enig. Men at forholde sig til det som et problem, der kun eksisterer blandt kvinder. Ej vel? Jeg kan jo bare fortælle, at jeg altså har boet med en kineser. Og at dømme fra det generelle område omkring toiletkummen var han en mand. Med a. begejstring for helikopteren. b. dårlig motorik. 
  • Kvindelig sexturisme. Jeg er faktisk - gisp - enig med manden i det her punkt. Argumentationen lyder på, at blegfede gamle mænd, der knalder små søde thaipiger bliver opfattet som klamme (øh ja), mens kvinder, der tilfældigvis er sammen med en lækker mand, som til gengæld får et par måltider, snarere opfattes som ofre, der bare gerne ville finde kærligheden oversøisk. Er enig i, at tolerancegrænsen for klamhed er noget højere for kvinder end for mænd, hvilket selvfølgelig ikke er fair. Men omvendt er jeg ret overbevist om, at mandlig sexturisme er et større problem end kvindelig, hvorfor der statistisk set må være flere mandlige klamme stoddere end kvindelige klamme stoddere. 
  • At være feminist. Hvis han vil postulere under lavmålet, vil jeg også: Han er en nar. Jeg ville egentlig aldrig betegne mig selv som feminist, fordi jeg synes, der ligger en vis mandefjendsk flig i det ord. Og til trods for, hvad min svoger mener, hader jeg ikke alle mænd. Men jeg går ind for ligestilling. For begge køn. Hvilket både involverer, at ligeligt kvalificerede mænd og kvinder naturligvis skal have det samme i løn, men det indebærer også, at mænd skal have ret til barsel og at kvinder skal indkaldes til værnepligt. Det synes jeg egentlig ikke, at der er så meget at sige om - i min verden logik for perlehøns. Omvendt er mine to x-kromosomer så tilstede, at jeg jo bliver totalt blød i knæene, når der åbnes en dør for mig. Noget jeg ellers brugte hele min gymnasietid på at bekæmpe, men som jeg nu har affundet mig med, at jeg ikke kan stå for. Grunden til, at jeg ikke putter feminist-etiketten på mig selv er også, at jeg ikke synes feminismen har så stor berettigelse som den havde engang. Kvinder som Thit Jensen, Emmeline Pankhurst og de mange andre suffrageter havde noget at have feminismen i. De havde nemlig ikke ligestilling, hvorfor de kæmpede. Og de vandt. I hvert fald officielt. I dag tenderer det sommetider til at være lidt fluekneppende, synes jeg, og de feminister der udtaler, at mænd og kvinder skal være ens, er jeg decideret ueing med. Det synes jeg bestemt ikke, vi skal - både fordi det ville være frygtelig kedeligt for alle heteroseksuelle, men også fordi jeg simpelthen ikke tror på, at det kan lade sig gøre. Vi er forskellige, både biologisk og mentalt, og det synes jeg skal hyldes. Men når idioter som folkene bag returnofkings.com skriver sådanne ting, får jeg lyst til at overraske dem og deres klokkeværk med en rigtig sløv kniv. 
Denne lyst forstærkes yderligere fordi der på hjemmesiden også findes fem "gode" grunde til at date en kvinde med en spiseforstyrrelse. Blandt andet fordi en sådan pige er billig i maddrift, er sårbar (hvilket åbenbart er en god ting?), er tynd og fordi hun er god i sengen. Jeg gentager: Han er en nar. Det er sgu ikke sjovt. Og det værste er, at det ikke engang er et forsøg på at være sjovt. Det er helt alvorligt. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige. Enten skal vi alle ringe til vore fætre og i samlet flok smadre de her mænd eller også skal vi skaffe dem noget seriøs psykologhjælp.

Så vil jeg ellers bare afslutte med en lille historie om, at jeg under min barnepigetjans i onsdags fik at vide af min fætter på 10, at jeg er bredrøvet. Godt så. Blev jo sur. Men der er grænser for, hvor fornærmet man kan blive over det, når drengen har jo ret. Og når jeg læser sådan et såkaldt litterært bidrag, bliver jeg SÅ ligeglad.

tirsdag den 19. november 2013

Allans dansesko

Jeg finder det ærlig talt bekymrende, hvor meget folk klejner ud over Allan Simonsens stadige tilstedeværelse i lorteprogrammet over dem alle; vild med dans.
Jeg har heldigvis ikke befundet mig i landet, mens programmet har kørt, men faldt tilfældigvis over det en eller anden fredag, hvor jeg må have røvkedet mig. Jeg vil gerne med det samme slå fast, uden personlig vendetta eller subjektivitet: Allan Simonsen har ingen rytme, ingen musikalitet og absolut overhovedet intet talent for at danse. Ikke engang tilnærmelsesvis. Og det er jo i princippet fair nok. Bevares, det er et danseprogram, og som sådan ville en form for talent inden for dét felt klart være at foretrække. Men for det første er programmet først og fremmest et underholdningsprogram og for det andet er sagen med al for stor tydelighed den, at manden jo da i i hvert fald har folkelig appel, og at danskerne til - gisp - trods for ny kryptisk sms-kode stadig sender ham videre. Hvilket har udløst adskillelige debatter i det ganske internetland, hvor folk så kan skrive deres med garanti nuancerede og reflekterede holdning til, om det egentlig er ok sådan at ændre en sms-kode. Og jeg er med på, at kontraktansatte journalister ansat på Se&Hør (læs: Sex&Hor) og BT ikke har andet at give sig til end, at skrive om skandalen. Meeeen at kalde det en borgerkrig i Danmark er måske lige voldsomt nok. Sker der virkelig så lidt i det her land, at spisesedler og internetnyheder skal tilsmøres med det fodarbejde, som fodboldlegenden slet, slet ikke kan administrere?!

Jeg stemmer for, at han vinder hele lortet. Og at TV2 og Gitte Madsen så fatter, at 10 sæsoner af vild med dans var cirka ni for mange.

fredag den 15. november 2013

En typisk morgen i det danske velfærdssystem

Så så man lige mig have mit første møde på Jobcenter Randers til det, der kaldes JobFokus. Spændende, spændende. Faktisk var det lige dele underholdende og deprimerende, men udelukkende underholdende fordi jeg kunne fornemme den gigantiske mængde guf til bloggen. Deprimerende fordi.

Vi sad der i en dejlig pædagogisk hestesko og ventede på, ja hvad fanden ved jeg? Ventede i hvert fald på, at der skulle komme en autoritet og sige noget fornuftigt. Sørme om det ikke var min gode gamle ven Hummel-trøjen, der betrådte det grå linoliumsgulv. Iklædt samme dejlige grå Hummel-trøje som ved sidste møde. Jeg havde på et eller andet naivt niveau forestillet mig, at vi lige skulle tage en fiks bette navnerunde for at skabe lidt positiv energi - eller bare almindelig høflighed. Men nej, min kære Watson. Hummel-trøjen gik i gang med morgenens dagsorden med et begejstringsniveau, der lå og lumrede omkring frysepunktet. Konstaterede tørt, at de havde samlet "Jer der er over 30. Sammen med Jer der har en uddannelse under 30". If you say so. Herefter ville han lige hurtigt gennemgå reglerne for kontanthjælp, for han mente, at vi vist var et par stykker, der ikke havde været på kontanthjælp før. Sagde manden og kiggede på mig og min sidemand Gert. Det bankede på døren og ind kom en dreng som på en god rynket dag maks kan have været 16. Det viste sig så, at han var gået forkert - han skal møde på JobCentret fra mandag til torsdag og i dag er det jo fredag. Den ellers flinke, omend modemisvist, Hummel-trøje var dybt ubehagelig, talte decideret uforskammet til den unge fyr, som jo tydeligvis tager det her så seriøst, at han kommer selv, når han ikke behøver. Da Hummeltrøjen med skam i overdosis sendte den unge fyr ud af døren henvendte han sig til os og sagde: "Se, sådan går det, når man ikke kan finde ud af læse de papirer, man får". Helt ærligt - det er da uhøfligt. Og arrogant. Og mest af alt fuldstændig unødvendigt. And don't get me started on your papers - mage til ugennemskueligt lort. Var SÅ tæt på at sige noget til Hummel-trøjen, men holdt min kæft, og det sidder jeg faktisk og fortryder lidt.

Men hvor er jeg glad for, at de indkaldte til det møde, for her lærte jeg, at jeg skal søge alle jobs - også deltids. For kære læsere, kontanthjælp er nemlig ikke en luksusferie, kontanthjælp handler om, at man bliver forsørget af staten, mens man søger arbejde. #PISAF#. Derfor kunne det være en god ide at tilmelde sig et vikarbureau for at tjene nogle penge - dog er det yderst vigtigt, at man melder det til Ydelseskontoret, for ellers er det nemlig socialt bedrageri. #STOPGIVINGTHEMIDEAS#. Vi har så allesammen fået en tid med en jobkonsulent med henblik på praktik, i daglig tale kendt som aktivering. Bonusinfo: Hummel-trøjen startede selv i praktik på Randers Kommune. Og se hvor godt det er gået ham, eller hvad? Man skal selv kontakte minimum én virksomhed men henblik på praktik og "når I så får afslag bla bla bla" sagde Hummel-trøjen. Hvad er det for en måde at fuldstændig tage pippet fra folk allerede inden det er nødvendigt? Det er da ikke konstruktivt, bevares det er muligt, at det er det mest sandsynlige scenarie, men hvad fanden er pointen i at gøre os deprimerede inden der er noget at være deprimeret over?
Hummel-trøjen ville så vise os, hvordan man udfyldte de idiotsikre kasser inde på jobnet, som så udgør ens CV. Det er noget med stillingsbetegnelse, jobfunktion og periode. Så afbryder Randerstrunten (altså solariebrun, overvægtig pudderdåse med skarpere markerede øjenbryn end George Michaels skæg i 1980'erne, minimum fire piercinger i fjæset og en attitude, der bare får en lyst til at sparke og slå) over dem alle: "Øh og hvad fanden skal jeg så skrive? Jeg kan sgu da seriøst ikke huske, hvornår jeg har været ansat hvor. Jeg kan fandeme da kun huske, at det har været igennem de sidste 13 år". Godt så. Der måtte Hummel-trøjen informere om, at hun jo måtte udfylde så godt, hun kunne og fortsatte undervisningen #HOSTHOST#, hvor han igen oplyste, at vi skulle søge alle jobs - også deltid. Så afbrød hendes kæreste - den randrusianske Brian-type (altså bleg, overvægtig, gerne en sølvkæde om halsen, med garanti talent for at være mandschauvinist samt for at udbore scootere, en forkærlighed for pølsevogne og en attitude der gør, at man ikke tør sige noget, fordi man er bange for, at han så tæsker en): "Jeg kan kraftedme ikke sætte kryds i, at jeg kan arbejde 37 timer. Det kan jeg fandeme ikke holde til. Nu må I kratfedme tage Jer sammen, hvad fuck er det for noget pis at fyre af, at det skal jeg? I er kraftedme for langt ude, man". Jeg kan ikke telepati, men jeg tror at Gert og jeg var ret tæt på.
Så skulle der skrives CV og både Gert, som i øvrigt godt kunne lide en, der også var blevet franarret dagpenge, og jeg fik lov at gå efter 47 sekunder, fordi vi begge havde udfyldt vores CV hjemmefra. Jeg sender god karma samt held og lykke i Gerts retning og håber, at han gør det samme.

For lige at opsummere mine 45 minutter på JobCenter Randers: Størstedelen af de andre kontanthjælpsansøgere er nogle røvhuller - jeg har da aldrig set mage til fjendtlighed og komplet mangel på respekt. Hvis jeg var Hummel-trøjen ville jeg hade mennesker. Hvilket han måske også gør. Omvendt hjælper det bare heller ikke noget, at vi alle bliver behandlet som uvillige og dovne mennesker, der er på kontanthjælp, fordi vi ganske enkelt ikke gider at arbejde. Superopsummering: En helvedes til ond cirkel og mennesker, der i dén grad taler forbi hinanden og ingen tillid har til hinanden. Überhaubt.

Nu sidder jeg så og tjekker mine jobforslag på jobnet.dk og deres førsteprioritet i form af jobopslag til mig er:

  • Mandlige aflastningspersoner til drenge med handicap, Århus. 

torsdag den 14. november 2013

Træls og knap så træls

I går tabte jeg de 300 kroner, der for øjeblikket udgør min samlede formue. De 300 kroner jeg skal bruge på at komme til Kolding i morgen og de 300 kroner der på mystisk vis skal betale alle de julegaver, jeg skal købe i år. De er på en eller anden skodmåde faldet ud af min lomme og da det gik op for mig, blev jeg pikkelortepissesur. Gik som resultat deraf sur i seng. Meget sur. Det var måske ikke så velovervejet eller modent eller konstruktivt, men i sammenligningsskala svarer det jo til, at almindelige menneskers opsparingskonto på firecifrede (eller femcifrede hvis man er så stor i slaget) beløb blev rippet. Det var og er bare på alle måder skidetræls.

I dag har jeg så været på arbejde. Say what?! Jeg fik nemlig en vagt på mit gamle arbejde og hoppede praktisk talt op og ned, da de ringede i går. Har således været på job i dag, og en af de helt store gevinster ved det er, at jeg på sigt får penge for det. Derudover var det utvivlsomt ganske sundt, både fordi jeg bliver komplet skør i bolden af ikke at lave noget, men også fordi den forkælede møgunge her lige fik øjnene op for, at der jo findes værre ting i verden - såsom eksempelvis at være døende.
Så skål for, at vi ikke er det.

tirsdag den 12. november 2013

Lort, savsmuld og humør over hele linjen

Så sad man i Hasle. Som freeloader i skønno lejlighed, der ikke er ens egen. Hvis ejere meget sandsynligt er de mest gæstfrie mennesker i verden. Og til trods for, at det endnu ikke er middag, har jeg allerede været godt omkring følelsesspektret. Har haft rigelig tid til at blive både glad, sur, indigneret, optimistisk, undrende, irriteret, deprimeret, godt underholdt.

Glad fordi jeg spiste morgenboller med pålægschokolade med Maj, hvor vi lige nåede at vende, hvorvidt jeg skal være postbud, journalist, kulturkritiker eller antropolog. Opfølgning med brainstorm følger.

Sur fordi det der fucking airbnb, som jeg lejede det musebefængte værelse igennem, lige har meddelt mig, at min vært sjovt nok ikke har lyst til at give mig penge tilbage. Chokerende. Og at de "in the lack of visual documentation bla bla bla" kun kunne give mig en rabatkupon på 100 dollars til mit næste besøg. Ahem. Nu siger du næste, lille mand og lige præcis der tror jeg så, vi er det, voksne ville kalde uenige og det jeg vil kalde, at du er en kæmpe røvbanan #hashtag:fuckjer!#. Så nu har jeg klaget igen. Har blandt andet understreget absurditeten i, at jeg da jeg så mus på værelset lige skulle have stoppet op, pakket mit kamera på størrelse med et tørrestativ ud, lige fået musen til at posere og så derefter have skreget og løbet ned i køkkenet og b. at jeg har en mailkorrespondance, hvori vært svarer mig, hvad jeg skal gøre ved museproblemet - den der med vatrondeller og pebermynteolie. Altså for helvede altså. Altså. Hvad er det de synes, de mangler bevis på, hva? Altså.

Indigneret fordi min bankdame har sendt skarpe instrukser om, at jeg ikke må bruge mit kort. Hm. Kan alt for godt se motivationen for hvorfor, men øhm, hun ved jo ikke, at jeg freeloader i lejlighed, der ikke er egen. Og når man er kontanthjælpsmodtager, der endnu ikke er kontanthjælpsmodtager har man ikke nogle penge - kan personligt faktisk godt se problemet, men det betyder jo bare ikke, at jeg ikke har nogen udgifter. Bevares, ikke mange, men det ved hun jo ikke. Og jeg har faktisk nogle regninger, som skal betales. Og da jeg forsøgte at betale dem, viste det sig, at damen har lukket mine kort. Tusind tak. Skal du have. "hashtag:fuckdig!#.

Optimistisk fordi jeg netop har søgt tre stillinger som pædagogmedhjælper. Og nu så jeg Linda P. onewomanshow i går - og hvis hun har kunnet arbejde som pædagogmedhjælper, så kan jeg fandeme også. De skal bare lige kalde mig til samtale, så jeg kan vinde dem med min charme (læs: manglende muligheder), selvtillid (læs: manglende muligheder) og lækkert hår (læs: rent hår).

Undrende fordi jeg læste nyheder. SF foreslår at legalisere hash i Randers. Og så sidder jeg her som randrusianer og spørger: Er Randers kommune virkelig stedet, hvor vi skal forsøge os med at legalisere fri hash? Det er lidt som at stikke en kæp i øjet på den slumrende bjørn, er det ikke? Begrundet af en undersøgelse lavet på Randers Statsskole - sjovt nok var de studerende positivt stemt. Så kunne de jo ligeså godt have spurgt de studerende på CBS om de ligesom var for eller ligesom var imod kapitalisme.

Irriteret fordi det lige er gået op for mig, at Dovne Robert stiller op for nihilistisk parti. Surprise. Ikke så meget det politiske der er baggrund for min irritation, mere det faktum, at han jo faktisk har fået det der kontanthjælp og tydeligvis ved, hvordan lortet fungerer. Og nej, jeg vil ikke gerne være Dovne Robert. Både fordi jeg ikke selv synes, jeg ligner en Robert, men også fordi doven er på top fem over ord, jeg ikke vil kædes sammen med. Men jeg vil da alligevel gerne have det der kontanthjælp sådan ret snart. Pretty please. Det vil jeg jo egentlig ikke, men det er ret nødvendigt. Ellers må jeg jo sige til mine nevøer: "sorry boys, ingen julegaver i år - moster er blevet fuldblodstaber".

Deprimeret fordi jeg ikke sådan rigtigt synes, det spiller for mig i tiden. Sådan på noget niveau. Det er stadig hyggeligt at gense alle de pragtfulde mennesker, jeg kender. Det er bare som om, at når jeg så er alene, går det op for mig, hvor lidt det spiller, det der klaver, der er mit liv. Det trænger i den grad til at blive stemt, men det har jeg ikke råd til.

Godt underholdt fordi jeg jo godt ved, at det ikke nytter noget at græde over spildt mælk. Så må man finde en karklud og tørre den mælk op. Eller i dette tilfælde: søge nogle jobs. And so I did. I den forbindelse blev Jens og jeg i fællesskab blev enige om, at det er fejt, at man skal acceptere cookies. For ser man nogensinde skyggen af småkager? Nej, det tror vi faktisk ikke, at man gør. Fejhold. Inde i det ganske jobsøgningsland søges blandt andet en specialarbejder til glatførebekæmpelse. Underforstået en person med traktorkørekort, der kan salte vejene, når sneen kommer. Derudover søger petworld en svensktalende studenteremdhjælper til deres webshop i Viby. Bum bum. Selv har jeg i dag søgt syv stillinger. Og hvis Hummel-trøjen på fredag til mit CV-skrivningskursus ikke er tilfreds, så må han pisse sig selv i øret.

søndag den 10. november 2013

Skibet er ladet med gode vibrationer, bred karse og fredspibe

Det er nu alligevel pusserløjerligt, at man jeg som både hjemløs, arbejdsløs, ludfattig og snarlig kontanthjælsmodtager kan være så ganske glad. Men det er jeg. Er muligvis høj på, at det stadig bare er totalt hyggeligt at være hjemme i efterårsregnen, men jeg går og hygger mig simpelthen noget så gevaldigt. Og genser det ene pragtfulde menneske efter det andet. McDonald's style: I'm lovin' it!

onsdag den 6. november 2013

Stik mig et job. Ellers slår jeg flik-flak. Formegentlig i Randers Fjord.

Det der med at være på bistand, ik? Det hedder kontanthjælp har jeg ladet mig fortælle. Jeg kan ikke finde ud af det. Clearly ikke betegnelsen, men heller ikke det der med at være kontanthjælp. I mandags var jeg til møde på Jobcenter Randers. Klokken seksten. Sharp. Jow jow, kom til tiden helt uden at praktisere det akademiske kvarter. Stor i slaget alligevel. Jeg meldte min ankomst og det var bare skønno, at jeg var kommet, hvorfor jeg blev vist ud på gangen, hvor der hang en masse opslag henvendt til os jobparate. Her lærte jeg, at Norge mangler arbejdskraft - 61.000 personer for at være præcis. Og at jeg med en rask lille uddannelse kan få et job i kommunen. ARGH! Efter den skræmmende oplysning holdt jeg op med at læse, og ventede i stedet på ham der socialrådgiveren, som ifølge mit papir egentlig skulle hedde Tina, men nok ikke gjorde det. Ikke at jeg ved det, for manden præsenterede sig ikke. Og det er jo rart at lægge stilen fra starten. Mens jeg stod ude på gangen og ventede på Tina, fik jeg en ubehagelig genoplevelse af at være sat uden for døren i folkeren, mens jeg stod og ventede på Thomas - eller det gjorde jeg ikke, jeg gik i arrigskab fem runder på boldbanen og vendte tilbage til Thomas. Jeps, jeg ryger lidt ud af en tangent, men heldigvis yderst sjældent... Mit nostalgiske trip blev afbrudt, da jeg blev hentet af Thomas Tina mand med meget flot Hummel sweatshirt. Han ville som det første gerne se mit bachelorbevis. Som jeg ikke havde med. Det var underligt, syntes han, for det havde jeg da fået at vide, da jeg meldte mig ledig. Nej makker, det fik jeg ægge at vide. Det var så en fejl fra deres side. Igen; rart at der ikke er tvivl om stilen. Det fiks-faksede vi ved at logge ind på Aarhus Universitets lorte-hjemmeside. Spørgsmål nummer to blev således: "Har du været på kontanthjælp før?". Njahj. Spørgsmål nummer tre lød på om jeg var medlem af en a-kasse, hvor mit svar affødte den dejlige firer: "Hvorfor kan du så ikke få dagpenge?". Armen, jävla altså. Kære Hummel-trøje, hvis du vidste hvor mange gange jeg har spurgt mig selv om just præcis dét! Hummel-trøjen og jeg snakkede videre om min "forhistorie" og fandt i pædagogisk fællesskab frem til, at jeg har en bachelorgrad i antropologi og en studentereksamen. Derefter spørger Hummel-trøjen så om jeg har en 10. klasseseksamen. Hvilket jeg ikke kan påstå, at jeg har, men niendeklasse har da været i hus i relativt mange år. Og jeg er nødt til at sige, at jeg er ein bischen bekymret for, at dén mand med dertilhørende logik har min fremtid i sin hule hoved hånd. Men grunden til, at Hummel-trøjen spurgte var altså, at jeg så kunne blive tilbudt et læse- og skrivekursus. Bum bum. Fristende. Og så alligevel overhovedet ikke. Findes Ane-bøgerne stadig? Det var nemlig dem jeg benyttede mig af, dengang det var aktuelt i nittenhundredesyvoghalvfems. Hummel-trøjen og jeg snakkede lidt videre. Han konkluderede, at jeg er "jobparat med erhvervskompetencegivende uddannelse". Selv følte jeg mig til grin. Efterfølgende kom guldfireren i spørgsmål: "Har du børn?", "Er du gravid?", "Har du planer om at blive gravid?", "Fejler du noget?". I nøjagtig dén rækkefølge. De tre første nej'er var ret nemme. I forhold til det sidste spørgsmål siger min erfaring mig, at det kommer an på publikummet. Officielt nej. Medmindre de synes parfumeallergi er meget hæmmende for aktiv jobsøgning. Det syntes han ikke, viste det sig. Nånå. Ikke alene er han en kontormus, han er også en fuldstændig humorforladt en af slagsen.
Slutteligt fik jeg en ordentlig røvfuld papirer vedrørende mine vilkår, rettigheder, en tid den 6. januar med en jobkonsulent, som ligesom skal hjælpe mig med ligesom at lægge en jobplan for mig med henblik på aktivering. Fuck nu af, hvor SKAL jeg bare have fundet et job inden den 6. januar. Kraftedme om jeg så skal være slamsluger. Fik også en tid på næste fredag, hvor jeg skal på CV skrivningskursus, og det skal jeg så hver fredag i aaaaal den tid, jeg er på kontanthjælp - altså medmindre jeg mente, at jeg kunne gøre det færdigt på den halvanden time, der er sat af første gang. Bob bob bob, ik? Fik også udleveret den egentlige ansøgning om kontanthjælp, som jeg brugte gårsdagens formiddag på at udfylde samt finde de 16 bilag, de skal se. Og må indrømme, at jeg er ambivalent, for egentlig synes jeg, at det er glimrende, at de sikrer sig, at folk virkelig har brug for den der kontanthjælp, men det der fucking system fungerer bare ikke og er helt utroligt nørklet, snørklet og totalt uigennemskueligt og tanken om at befinde sig i det længere end to måneder gør mig decideret deprimeret.

For lige at opsummere min oplevelse af Jobcenter Randers: en cocktail (vil i øvrigt kraftigt overveje at indtage en rigtig en af slagsen inden CV skrivningskursus) af skam, modtagende arrogance, selvynk, latterliggørelse og umyndiggørelse. Og en: LAD MIG KOMME VÆK!

mandag den 4. november 2013

Metakommunikations-blogindlæg om at blogge

Jeg har en smule svært ved at finde ud af, hvor personlig en blog skal være. Hvor personlig min blog skal være. Og hvad fanden forskellen er på at være privat og personlig? Oprindeligt var denne blog et alternativ til de kilometerlange fællesmails, der ellers har været en fast bestanddel af mine rejser. Netop derfor havde jeg oprindeligt forestillet mig, at bloggen i udgangspunktet skulle være oplevelsesbaseret. Nu er rejsen slut og som sådan er der egentlig ikke nogen grund til at lade bloggen leve videre. Måske bortset lige fra det faktum, at det i tilbageblikket på mine indlæg fremgår med stor tydelighed, at den faktisk primært har været alt muligt andet. Endnu vigtigere er, at jeg gang på gang har taget mig selv i at nyde nedskriblingen af ting og sager, hvad enten de har været dejlige, underlige, røvsyge eller sjove. Min klasselærer i syvende klasse syntes, at jeg havde en form for skriftligt talent, og hvad end det er sandt eller løgn og/eller latin, fungerer skrivning ganske meditativt for mig. En processuel gennemgang af mit hoveds alt for kaotiske indre. Og jeg er ikke klar til at sige farvel til dét endnu. Så. Derfor har jeg nu - officielt - bestemt, at bloggen er og bliver mit personlige refugium. Min ventil og mit åndehul, hvor jeg kaster verbalt op. Med bandeord, kloakslam, sure opstød, brok, ynk og deslige. Og hvor jeg går helt Danielle-Steel-corny-cheesy-amok med glæde, åndssvage småting og lykkestunder. Om antallet af besøgende så vil ramme nul i løbet af 14 dage, bliver spændende at se. Men i hvert fald:

Velkommen til kloakken!
NB: Sarkasme og ironi kan i ekstreme tilfælde forekomme.

fredag den 1. november 2013

Biberette. Bistade. Bisidder. Bibeholde. Bibeskæftigelse. Bistand.

Gode gamle Danmark. Der ligner sig selv i udpræget grad. Og det er i grunden meget rart... Noget der ikke er så rart er, at jeg igennem det der totalt smarte internet kunne gennemskue, at jeg skulle møde op på Jobcenter Randers for ligesom at vurdere min situation. I onsdags cyklede jeg just præcis derfor op til kasernen og havde som resultat deraf cirka samme ansigtskulør som de frygteligt geniale kasser, man kan putte post i, da jeg gik ind på det frygtindgydende kontor. Og. Jeg MAGTER ikke at være en del af "systemet". Med en hulens masse typer. Et par af de typer jeg ramlede ind onsdag var den slags unge mødre, der kunne finde på at udtale, at deres barn får masser af grøntsager. Pomfritter for eksempel. Og de unge wallah'er som med nød og næppe har en afgangseksamen fra folkeskolen og sikkert også en masse mennesker, der oprigtigt har brug for hjælp. Men også en masse snyltere og sociale bedragagere, fordi der hersker en eller anden latterlig tag-med-arme-og-ben-alt-du-kan-komme-i-nærheden-af-uanset-om-du-har-brug-for-det-eller-ej-holdning. Idioter. Nå. Men så blev jeg mødt af en meget pædagogisk kommunalt ansat kvinde, som gav mig en tid med en sagsbehandler (oh skræk, oh ve) på mandag klokken 16.00. Det skulle jeg mene, at jeg godt kunne administrere. Og de er desværre sikkert vant til no-shows, men damen sagde til mig fem gange, at det er meeeeeeget vigtigt, at jeg kommer til tiden. Altså på mandag klokken 16. For ellers ville min tid frafalde, så det var altså meeeeeeeeeget vigtigt, at jeg mødte op. Og skulle jeg gå hen og blive syg, skulle jeg ringe og sige, at jeg var blevet syg. Næ, virkelig? Det havde jeg aldrig gættet. Havde mest lyst til at skride og råbe: "vi ses torsdag klokken 11!", men noget sagde mig alligevel, at det måske var mest fornuftigt at holde mig i skindet.
Og jeg skal selvfølgelig nok være der mandag klokken 15.59, men jeg har fandeme ikke lyst, jeg vil bare så gerne have et job og klare mig selv. Og det her blogindlæg lyder vildt snobbet, og det er ikke for at være snobbet. Det er stolthed og frustration, for jeg kan virkelig næsten ikke bære tanken om, at jeg hører til der.
For en ting er at være bistandsklient. En anden ting er at være bistandsklient i fucking Randers kommune. Sammen med alle Lonnie'erne og Brian'erne. Jeg MAGTER det ikke. Pikkemand, pikkemand, PIKKEMAND!!!