fredag den 1. november 2013

Biberette. Bistade. Bisidder. Bibeholde. Bibeskæftigelse. Bistand.

Gode gamle Danmark. Der ligner sig selv i udpræget grad. Og det er i grunden meget rart... Noget der ikke er så rart er, at jeg igennem det der totalt smarte internet kunne gennemskue, at jeg skulle møde op på Jobcenter Randers for ligesom at vurdere min situation. I onsdags cyklede jeg just præcis derfor op til kasernen og havde som resultat deraf cirka samme ansigtskulør som de frygteligt geniale kasser, man kan putte post i, da jeg gik ind på det frygtindgydende kontor. Og. Jeg MAGTER ikke at være en del af "systemet". Med en hulens masse typer. Et par af de typer jeg ramlede ind onsdag var den slags unge mødre, der kunne finde på at udtale, at deres barn får masser af grøntsager. Pomfritter for eksempel. Og de unge wallah'er som med nød og næppe har en afgangseksamen fra folkeskolen og sikkert også en masse mennesker, der oprigtigt har brug for hjælp. Men også en masse snyltere og sociale bedragagere, fordi der hersker en eller anden latterlig tag-med-arme-og-ben-alt-du-kan-komme-i-nærheden-af-uanset-om-du-har-brug-for-det-eller-ej-holdning. Idioter. Nå. Men så blev jeg mødt af en meget pædagogisk kommunalt ansat kvinde, som gav mig en tid med en sagsbehandler (oh skræk, oh ve) på mandag klokken 16.00. Det skulle jeg mene, at jeg godt kunne administrere. Og de er desværre sikkert vant til no-shows, men damen sagde til mig fem gange, at det er meeeeeeget vigtigt, at jeg kommer til tiden. Altså på mandag klokken 16. For ellers ville min tid frafalde, så det var altså meeeeeeeeeget vigtigt, at jeg mødte op. Og skulle jeg gå hen og blive syg, skulle jeg ringe og sige, at jeg var blevet syg. Næ, virkelig? Det havde jeg aldrig gættet. Havde mest lyst til at skride og råbe: "vi ses torsdag klokken 11!", men noget sagde mig alligevel, at det måske var mest fornuftigt at holde mig i skindet.
Og jeg skal selvfølgelig nok være der mandag klokken 15.59, men jeg har fandeme ikke lyst, jeg vil bare så gerne have et job og klare mig selv. Og det her blogindlæg lyder vildt snobbet, og det er ikke for at være snobbet. Det er stolthed og frustration, for jeg kan virkelig næsten ikke bære tanken om, at jeg hører til der.
For en ting er at være bistandsklient. En anden ting er at være bistandsklient i fucking Randers kommune. Sammen med alle Lonnie'erne og Brian'erne. Jeg MAGTER det ikke. Pikkemand, pikkemand, PIKKEMAND!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar