fredag den 22. november 2013

Kvindepis i kog

Boy, oh boy. En veninde har netop sendt mig en mail med link til en artikel fra information, der omhandler sangen "Blurred Lines" samt musikvideoen, fordi feminister worldwide er gået ganske amok over dens sexistiske voldtægtstenderende lyrik. Og den voldsomt perverterede video. Jeg skal ikke kunne sige, om Robin Thicke er samfundssatiriker, der tager pis på det hele, eller bare provokatør, der ved, at al omtale er god omtale. Eller voldtægtsentusiast. Jeg ved det ikke. Det jeg ved er, at det er en hypet sang med tilhørende hypet video. Og jeg har det egentlig svært ved at hidse mig voldsomt op over det. Hvis sangens ejermand har voldtaget piger og virkelig mener, at når en pige siger nej, betyder det ja - så har vi et problem. Det tror jeg dog ikke. Mit bud er, at han er fuldgyldigt medlem af popbranchen og ved, at sex sælger. I artiklen refereres der til en undersøgelse, hvori det fremgår, at forældre har hørt deres børn synge med på den stødende tekst til "Blurred Lines". Det kan man da måske godt argumentere for er problematisk. Til det vil jeg bare sige, at jeg skrålede med på Rollo & Kings kæmpehit "Ved du hvad hun sagde" uden nogen som helst ide om, hvad der faktisk bliver sagt. Dette er et udpluk af, hvad der faktisk bliver sagt - hvilket måske ikke var helt passende for en ni-årig at ytre:

  • "Hun gav mig et tegn. Vi gik diskret ud på vejen. Hvor hun plantede mig op. Ad et pigtrådshegn.
  • Hun sagde. Tag bukserne af. 
  • Pludselig var jeg solgt. Stod på gaden i bar røv og dolk.
  • Og når jeg går i seng. Så tænker jeg på mænd.
  • Temmelig naiv. Med en sjover så stiv."

Jeg negligerer ikke, at der findes et sexismeproblem. Det gør der utvivlsomt. Men jeg tror rigtig tit, at folk læser en masse ting i et givent produkt, i dette tilfælde sang og video, som ikke er der. Lidt ligesom når børn snakker om tissemænd og tissekoner, og de voksne tysser på dem, fordi de selv lægger noget seksuelt i de begreber, som ikke oprindeligt var en del af børnenes forståelse af de ord.
Som Ulf Pilgaard alias Hanne Bech Hansen i cirkusrevyen siger: "Det afhænger jo i høj grød af hørerne som ører det - hører man, hvad der virkelig bliver slagtet eller ører man nogle ord, som sagt ikke blev slettet?". Glimrende spørgsmål, Ulf.
Jeg er med på, at det er et problem, hvis der sidder unge drenge og tror, at det er ok ikke at lytte til om den lækre pige egentlig har lyst til sex, og at det ligeledes er et problem, at der sidder unge piger, der kunne fristes til at tro, at de ikke er bedre værd. Der er bare jävla mange ting, der påvirker børn og medmindre vi skal praktisere censur i en kaliber, der ender med en kæmpe osteklokke uden internetforbindelse til dem, vil børn og unge blive eksponeret for sådan noget. Man kan jo kun håbe, at de har en omgangskreds, der lærer dem at skelne mellem rigtigt og forkert.

Den gode Sigrun var så videre faldet over en hjemmeside, der hedder returnofkings.com, som desværre ikke er et ironisk forsøg på at latterliggøre kvindenedgørelse. Det er rent faktisk kvindenedgørelse i al dens pragt. Her findes blandt andet en liste med 20 ting kvinder gør, der bør nedgøres i stedet for hyldes og hvis andres pis har lyst til en ekspreskogning, er muligheden blot et klik væk: . Her følger et lille udvalg:
  • At være fed. Noget med, at kvinders største aktiv er deres skønhed, hvilket jeg virkelig håber er løgn og desuden virkelig nægter at tro på. Ikke fordi jeg er så naiv, at jeg køber den der med "at udseende ikke betyder noget". For selvfølgelig gør det da det, men vi ved vist allesammen, at det i sidste ende er personligheden, man vinder på. Hvis den er ok altså. "Artiklen" finder det forkert, at kvinder hyldes for at spise Dunkin' Donuts og så er det bare, jeg spørger, hvor i alverden det bliver hyldet henne udover på kontoret hos Dunkin' Donuts direktør? I øvrigt er det der med at være fed jo ikke just kun et problem for den kvindelige befolkning. Det er faktisk også usundt, hvis man er mand. Så fik vi det på plads. 
  • At have katte. Fordi katte åbenbart er en substitut for mand og børn. Som man åbenbart ikke kan være lykkelig uden eller hvad? Og man kan da slet ikke både have mand, børn og kat. Gud forbyde det. 
  • At lyve om deres kroppe på datingsites. Det er jeg da sådan set enig i, primært fordi hvorfor? Men uden egentlig at kende til den virtuelle - eller den tredimensionelle for den sags skyld - datingverden, tvivler jeg på, at størstedelen af mændene derude virkelig er "plus 22 centimeter".
  • Skilsmisse. Jeg sværger, det står der. Fordi kvinder åbenbart hyldes, når de bryder ud af et ægteskab, de ikke er "lykkelige" i. Hvis forfatteren har lyst til at blive i et forhold/ægteskab, der er elendigt, skal han da være hjertelig velkommen, men lidt latterligt at klandre visse kvinder for at have a. så meget mavefornemmelse og b. så store nosser, at de kan sige fra. I øvrigt tror jeg næppe, at kvinder fejrer, at den person de troede var deres livs kærlighed viste sig ikke at være det. Jeg kender personligt kun en, der har fejret sin skilsmisse og når manden ligesom har dusket så udpræget udenom, at han har gjort en anden gravid, synes jeg kraftedddersparkeme, at det er i orden. 
  • At klippe deres hår kort. Fordi det er det tydeligste tegn på feminitet, der desværre opfordres til at klippes af. Hvor opfordres der til det henne? Og er der ikke også sådan en ting, der hedder fri vilje? Ingen tvivl om, at hår er feminint og ingen tvivl om, at kvinder kan spille på deres hår, ligesom vi er indoktrineret til igennem L'Oréal reklamerne - because we're worth it! Og at mange af os gør det. Men da heller ingen tvivl om, at kvinder stadig er feminine væsener, selvom deres hår er kort, og at de ikke simultant med at lokkerne falder gror en penis. 
  • At være enlig mor. I sarkastisk citationstegn fordi "hun ikke behøver en mand". Det kan jo være, hun ikke behøver en mand. Og det kan være manden skred. Så klap kaje. 
  • Dårlig hygiejne. Helt enig. Men at forholde sig til det som et problem, der kun eksisterer blandt kvinder. Ej vel? Jeg kan jo bare fortælle, at jeg altså har boet med en kineser. Og at dømme fra det generelle område omkring toiletkummen var han en mand. Med a. begejstring for helikopteren. b. dårlig motorik. 
  • Kvindelig sexturisme. Jeg er faktisk - gisp - enig med manden i det her punkt. Argumentationen lyder på, at blegfede gamle mænd, der knalder små søde thaipiger bliver opfattet som klamme (øh ja), mens kvinder, der tilfældigvis er sammen med en lækker mand, som til gengæld får et par måltider, snarere opfattes som ofre, der bare gerne ville finde kærligheden oversøisk. Er enig i, at tolerancegrænsen for klamhed er noget højere for kvinder end for mænd, hvilket selvfølgelig ikke er fair. Men omvendt er jeg ret overbevist om, at mandlig sexturisme er et større problem end kvindelig, hvorfor der statistisk set må være flere mandlige klamme stoddere end kvindelige klamme stoddere. 
  • At være feminist. Hvis han vil postulere under lavmålet, vil jeg også: Han er en nar. Jeg ville egentlig aldrig betegne mig selv som feminist, fordi jeg synes, der ligger en vis mandefjendsk flig i det ord. Og til trods for, hvad min svoger mener, hader jeg ikke alle mænd. Men jeg går ind for ligestilling. For begge køn. Hvilket både involverer, at ligeligt kvalificerede mænd og kvinder naturligvis skal have det samme i løn, men det indebærer også, at mænd skal have ret til barsel og at kvinder skal indkaldes til værnepligt. Det synes jeg egentlig ikke, at der er så meget at sige om - i min verden logik for perlehøns. Omvendt er mine to x-kromosomer så tilstede, at jeg jo bliver totalt blød i knæene, når der åbnes en dør for mig. Noget jeg ellers brugte hele min gymnasietid på at bekæmpe, men som jeg nu har affundet mig med, at jeg ikke kan stå for. Grunden til, at jeg ikke putter feminist-etiketten på mig selv er også, at jeg ikke synes feminismen har så stor berettigelse som den havde engang. Kvinder som Thit Jensen, Emmeline Pankhurst og de mange andre suffrageter havde noget at have feminismen i. De havde nemlig ikke ligestilling, hvorfor de kæmpede. Og de vandt. I hvert fald officielt. I dag tenderer det sommetider til at være lidt fluekneppende, synes jeg, og de feminister der udtaler, at mænd og kvinder skal være ens, er jeg decideret ueing med. Det synes jeg bestemt ikke, vi skal - både fordi det ville være frygtelig kedeligt for alle heteroseksuelle, men også fordi jeg simpelthen ikke tror på, at det kan lade sig gøre. Vi er forskellige, både biologisk og mentalt, og det synes jeg skal hyldes. Men når idioter som folkene bag returnofkings.com skriver sådanne ting, får jeg lyst til at overraske dem og deres klokkeværk med en rigtig sløv kniv. 
Denne lyst forstærkes yderligere fordi der på hjemmesiden også findes fem "gode" grunde til at date en kvinde med en spiseforstyrrelse. Blandt andet fordi en sådan pige er billig i maddrift, er sårbar (hvilket åbenbart er en god ting?), er tynd og fordi hun er god i sengen. Jeg gentager: Han er en nar. Det er sgu ikke sjovt. Og det værste er, at det ikke engang er et forsøg på at være sjovt. Det er helt alvorligt. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige. Enten skal vi alle ringe til vore fætre og i samlet flok smadre de her mænd eller også skal vi skaffe dem noget seriøs psykologhjælp.

Så vil jeg ellers bare afslutte med en lille historie om, at jeg under min barnepigetjans i onsdags fik at vide af min fætter på 10, at jeg er bredrøvet. Godt så. Blev jo sur. Men der er grænser for, hvor fornærmet man kan blive over det, når drengen har jo ret. Og når jeg læser sådan et såkaldt litterært bidrag, bliver jeg SÅ ligeglad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar