mandag den 4. november 2013

Metakommunikations-blogindlæg om at blogge

Jeg har en smule svært ved at finde ud af, hvor personlig en blog skal være. Hvor personlig min blog skal være. Og hvad fanden forskellen er på at være privat og personlig? Oprindeligt var denne blog et alternativ til de kilometerlange fællesmails, der ellers har været en fast bestanddel af mine rejser. Netop derfor havde jeg oprindeligt forestillet mig, at bloggen i udgangspunktet skulle være oplevelsesbaseret. Nu er rejsen slut og som sådan er der egentlig ikke nogen grund til at lade bloggen leve videre. Måske bortset lige fra det faktum, at det i tilbageblikket på mine indlæg fremgår med stor tydelighed, at den faktisk primært har været alt muligt andet. Endnu vigtigere er, at jeg gang på gang har taget mig selv i at nyde nedskriblingen af ting og sager, hvad enten de har været dejlige, underlige, røvsyge eller sjove. Min klasselærer i syvende klasse syntes, at jeg havde en form for skriftligt talent, og hvad end det er sandt eller løgn og/eller latin, fungerer skrivning ganske meditativt for mig. En processuel gennemgang af mit hoveds alt for kaotiske indre. Og jeg er ikke klar til at sige farvel til dét endnu. Så. Derfor har jeg nu - officielt - bestemt, at bloggen er og bliver mit personlige refugium. Min ventil og mit åndehul, hvor jeg kaster verbalt op. Med bandeord, kloakslam, sure opstød, brok, ynk og deslige. Og hvor jeg går helt Danielle-Steel-corny-cheesy-amok med glæde, åndssvage småting og lykkestunder. Om antallet af besøgende så vil ramme nul i løbet af 14 dage, bliver spændende at se. Men i hvert fald:

Velkommen til kloakken!
NB: Sarkasme og ironi kan i ekstreme tilfælde forekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar