onsdag den 6. november 2013

Stik mig et job. Ellers slår jeg flik-flak. Formegentlig i Randers Fjord.

Det der med at være på bistand, ik? Det hedder kontanthjælp har jeg ladet mig fortælle. Jeg kan ikke finde ud af det. Clearly ikke betegnelsen, men heller ikke det der med at være kontanthjælp. I mandags var jeg til møde på Jobcenter Randers. Klokken seksten. Sharp. Jow jow, kom til tiden helt uden at praktisere det akademiske kvarter. Stor i slaget alligevel. Jeg meldte min ankomst og det var bare skønno, at jeg var kommet, hvorfor jeg blev vist ud på gangen, hvor der hang en masse opslag henvendt til os jobparate. Her lærte jeg, at Norge mangler arbejdskraft - 61.000 personer for at være præcis. Og at jeg med en rask lille uddannelse kan få et job i kommunen. ARGH! Efter den skræmmende oplysning holdt jeg op med at læse, og ventede i stedet på ham der socialrådgiveren, som ifølge mit papir egentlig skulle hedde Tina, men nok ikke gjorde det. Ikke at jeg ved det, for manden præsenterede sig ikke. Og det er jo rart at lægge stilen fra starten. Mens jeg stod ude på gangen og ventede på Tina, fik jeg en ubehagelig genoplevelse af at være sat uden for døren i folkeren, mens jeg stod og ventede på Thomas - eller det gjorde jeg ikke, jeg gik i arrigskab fem runder på boldbanen og vendte tilbage til Thomas. Jeps, jeg ryger lidt ud af en tangent, men heldigvis yderst sjældent... Mit nostalgiske trip blev afbrudt, da jeg blev hentet af Thomas Tina mand med meget flot Hummel sweatshirt. Han ville som det første gerne se mit bachelorbevis. Som jeg ikke havde med. Det var underligt, syntes han, for det havde jeg da fået at vide, da jeg meldte mig ledig. Nej makker, det fik jeg ægge at vide. Det var så en fejl fra deres side. Igen; rart at der ikke er tvivl om stilen. Det fiks-faksede vi ved at logge ind på Aarhus Universitets lorte-hjemmeside. Spørgsmål nummer to blev således: "Har du været på kontanthjælp før?". Njahj. Spørgsmål nummer tre lød på om jeg var medlem af en a-kasse, hvor mit svar affødte den dejlige firer: "Hvorfor kan du så ikke få dagpenge?". Armen, jävla altså. Kære Hummel-trøje, hvis du vidste hvor mange gange jeg har spurgt mig selv om just præcis dét! Hummel-trøjen og jeg snakkede videre om min "forhistorie" og fandt i pædagogisk fællesskab frem til, at jeg har en bachelorgrad i antropologi og en studentereksamen. Derefter spørger Hummel-trøjen så om jeg har en 10. klasseseksamen. Hvilket jeg ikke kan påstå, at jeg har, men niendeklasse har da været i hus i relativt mange år. Og jeg er nødt til at sige, at jeg er ein bischen bekymret for, at dén mand med dertilhørende logik har min fremtid i sin hule hoved hånd. Men grunden til, at Hummel-trøjen spurgte var altså, at jeg så kunne blive tilbudt et læse- og skrivekursus. Bum bum. Fristende. Og så alligevel overhovedet ikke. Findes Ane-bøgerne stadig? Det var nemlig dem jeg benyttede mig af, dengang det var aktuelt i nittenhundredesyvoghalvfems. Hummel-trøjen og jeg snakkede lidt videre. Han konkluderede, at jeg er "jobparat med erhvervskompetencegivende uddannelse". Selv følte jeg mig til grin. Efterfølgende kom guldfireren i spørgsmål: "Har du børn?", "Er du gravid?", "Har du planer om at blive gravid?", "Fejler du noget?". I nøjagtig dén rækkefølge. De tre første nej'er var ret nemme. I forhold til det sidste spørgsmål siger min erfaring mig, at det kommer an på publikummet. Officielt nej. Medmindre de synes parfumeallergi er meget hæmmende for aktiv jobsøgning. Det syntes han ikke, viste det sig. Nånå. Ikke alene er han en kontormus, han er også en fuldstændig humorforladt en af slagsen.
Slutteligt fik jeg en ordentlig røvfuld papirer vedrørende mine vilkår, rettigheder, en tid den 6. januar med en jobkonsulent, som ligesom skal hjælpe mig med ligesom at lægge en jobplan for mig med henblik på aktivering. Fuck nu af, hvor SKAL jeg bare have fundet et job inden den 6. januar. Kraftedme om jeg så skal være slamsluger. Fik også en tid på næste fredag, hvor jeg skal på CV skrivningskursus, og det skal jeg så hver fredag i aaaaal den tid, jeg er på kontanthjælp - altså medmindre jeg mente, at jeg kunne gøre det færdigt på den halvanden time, der er sat af første gang. Bob bob bob, ik? Fik også udleveret den egentlige ansøgning om kontanthjælp, som jeg brugte gårsdagens formiddag på at udfylde samt finde de 16 bilag, de skal se. Og må indrømme, at jeg er ambivalent, for egentlig synes jeg, at det er glimrende, at de sikrer sig, at folk virkelig har brug for den der kontanthjælp, men det der fucking system fungerer bare ikke og er helt utroligt nørklet, snørklet og totalt uigennemskueligt og tanken om at befinde sig i det længere end to måneder gør mig decideret deprimeret.

For lige at opsummere min oplevelse af Jobcenter Randers: en cocktail (vil i øvrigt kraftigt overveje at indtage en rigtig en af slagsen inden CV skrivningskursus) af skam, modtagende arrogance, selvynk, latterliggørelse og umyndiggørelse. Og en: LAD MIG KOMME VÆK!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar