tirsdag den 31. december 2013

Vær velkommen

Jeg er ikke meget for nytårsaften. Af diverse årsager, men primært fordi nytårsaften altid ender i et stort og skuffende antiklimaks - det er aldrig ligeså fedt, som al hypen op til får en til at tro. Derudover synes jeg, der er noget lidt forkert i at starte et nyt år med tømmermænd. OG jeg er pissebange for fyrværkeri. Navnlig i kombination med fuldskab. Og så skal folk skride med deres nytårsforsætter. Elsker dog Dronningens nytårstale, "90 års fødselsdagen"og når de unge piger synger "Vær Velkommen Herrens År". Og enhver anledning til at spise kransekage. Og at hoppe ned fra stole. Kynisk som jeg er, er der nu alligevel noget lidt magisk over nytårsaften. Det er nok mest kombinationen af vemod over året, der ebber ud og forventningens glæder over det kommende. Og for de flestes vedkommende en refleksion over det forgange år, dets glæder og sorger. Fy fan.

Der var altså en pointe med dette indlæg. Og den er, at nytårsaften 2013/2014 bliver anderledes. Fordi jeg fra januar 2013 har haft en aftale med to af de absolut dejligste mennesker, jeg kender. Oufittet har været på plads siden april, hvor jeg købte min operakjole i Buenos Aires og jeg er klar. Jeg skal til Hasle og det bliver en vidunderlig dag og aften. Det bliver en aften med god mad, ge-ni-al playliste, afrikansk bailey ad libitum og ganske spitze personligheder. Det lyder måske noksom det jeg hader; hype. Men sagen er bare den, at lige præcis dette selskab aldrig er skuffende og det bliver godt. Jeg ved det. I feel it in my fingers. I feel it in my toes.

Jeg håber, at I derude får en rigtig god nytårsaften, hvad end den indebærer småbørnsskrål eller at drikke hjernen om ikke ud, så i hvert fald på  weekendophold. Rigtig godt nytår folks!

søndag den 29. december 2013

Søndagsskrald

  • Er der nogen grund til, at Rasmus Seebach insisterer på a. at have slikhår og b. lade sig fotografere frontalt op mod sort baggrund? Fordi han har hørt, hvad de siger om mænd med store ører eller hvad? K.Æ.M.P.E. ørevarmere...
  • Yngste nevø bør fandme prise sig lykkelig for, at han er så kær. Det er altså ikke hvem som helst, jeg spiller "Sandstorm" for. Med det resultat at den nu kommer som forslag, hver gang jeg åbner min browser. 
  • Hvor dyrt er det at tage til Færøerne? 
  • Var Christian den 7. egentlig så tosset som han fremstilles i "En Kongelig Affære"? Og genindførte de censuren?
  • Hvor mange afrikanske baileys er det forsvarligt at drikke for at skyde det nye år ind? Altså flasker. 
  • Hvis der fandtes en award for den mest geniale playliste til nytåret, ville den umiddelbart gå til en bopæl i Hasle. 
  • Hvordan skal jeg finde noget at bo i? Hmm, måske den gode Sigrun. Vi har jo købt skiltet, der skal hænge på døren og det ville da være synd at lade det gå til spilde. 
  • Er Færøernes turistindustri egentlig stor nok til, at der er hoteller og vandrehjem? Det burde den vel ret beset være. But then again. Stedet er jo lidt klejnt i det. 
  • Hvorfor er min dyrtkøbte læbepomade grynet? Måske fordi den bare har stået i et år. 
  • Skulle man tage imod onkels opfordring og skrive et debatindlæg om, hvorfor romantik er noget opreklameret pis?
  • Neil Sedaka spiller i min iTunes og sørgeligt som det er, får "Breaking Up Is Hard To Do" mig mest til at tænke på Brenda, Kelly og Donna der synger kor, mens Brandons Emily synger Neils del. Har jeg set for meget Beverly Hills?
  • Jeg vil gerne på sommerferie i Småland. Virker så jätte idyllisk. 
  • Vil også virkelig gerne tilbage til Rusland. Og til Holland. Og Jordan. Og Marokko. Og Australien. Og Japan. 
  • Så shufflede vi til Michael Falch. Åh altså - der er koncert i udsigt. Bliver så knaldergodt!
  • Hvorfor får jeg hele tiden e-mails fra US pharmacies, der med stålvilje og engagement bliver ved med at tilbyde mig viagra? Jeg sværger - jeg har ikke googlet viagra. Lidt ligesom, da jeg blev tilbudt det i Paraguay - og det er bare en fornærmelse. Scenarie 1: Jeg ligner en mand. Med rejsningsproblemer. Scenarie 2: Jeg ligner en kvinde. Hvor mænd har brug for viagra. 
  • Jeg er sulten. 

lørdag den 28. december 2013

Jeg glæder mig i denne tid...

Helt afsindigt meget til at se Statsminister Helle Thorning-Schmidt danse Gangnam Style om et par dage. Uh, hvor bliver det altså jävla bra. Go Helle, go Helle, go-go go Helle!

mandag den 23. december 2013

Glædelig jul

Så kom den alligevel snigende. Den dersens julestemning, som er et krav. Den er kommet listende som en tyv i natten i løbet af dagen, men skal ikke kunne sige, hvorfor i dag er anderledes end i går. Muligvis fordi jeg har været på arbejde hele dagen. Muligvis fordi det er lidt specielt og ret fint at gå igennem Århus mørklagte by lillejuleaften. Muligvis fordi der udveksles julehilsener mellem fremmede. Jeg aner det ikke. Men. Jeg glæder mig til i morgen. Glæder mig til and. Glæder mig til at se nevøerne åbne pakker. Glæder mig til at svede af at danse "Nu det jul igen" med ivrig 2-årig. Glæder mig til at give min mormor en kæmpe krammer. Glæder mig til at vinde mandelgaven. Glæder mig til duften af gran. Glæder mig til at skulle lave waldorfsalat. Glæder mig til at skulle i kirke med den helt unikke virkning det nu engang har. Glæder mig til at æde chokoladeovertrukne mandler ad libitum. Glæder mig til, når vi alle skal vælge en sang og min mor som altid vil synge "Dejlig er jorden". Glæder mig til at få gaver - også til at give, ja. Glæder mig til julefrokost hos min faster 1. juledag. Er egentlig bare ret glad, og lige p.t. utrolig taknemlig, for de fleste af os har det jo ret rart her i vores osteklokke af en luksusverden. Og dén osteklokke kimer nu til julefest.

Om det så er decideret fullblown julestemning eller bare god gammeldags glæde, har jeg intet begreb om. Og jeg er faktisk også pisseligeglad.
GLÆDELIG JUL!

søndag den 22. december 2013

Julestemning søges

Jeg ved godt, at det er ved at være sidste udkald, men jeg er altså ikke i julestemning. Juleånden er ikke ligefrem kommet over mig. Og jeg kan ikke helt finde ud af om det er en fortrængning og/eller romantisering af, hvordan mit humør plejer at være i december. Eller om forklaringen helt naturligt er, at jeg nu har mit tilhørssted blandt den del af befolkningen, der kan relatere til "Julen varer længe, koster mange penge"" i stedet for "Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger". Eller om det simpelthen er fordi der er småbørn i huset, og jeg igennem dem kan se, hvad det virkelig handler om, når man synes julen er det fedeste. Dengang hvor juleaftensdag var ulideligt lang. Dengang man faktisk fik set julekalender hver dag, for hvor skulle man ellers være om aftenen? Og dengang man virkelig havde troen på, at mennesker ville være søde ved hinanden, fordi det skal man, når det er jul...
Selvom jeg så DRs store juleshow i går, selvom jeg har bagt brunkager, selvom alle gaverne er købt og selvom jeg har hørt julemusik til det næsten uudholdelige, er julestemningen kun kommet til mig i små glimt. Og det er da ikke fordi, det ikke er helt vildt hyggeligt at spise risengrød og gense "Jul på slottet" (når jeg husker det) og høre julesalmer og udveksle gaver. Det er bare som om, at realiteterne ikke lever helt op til julens enorme forventninger. Og det er måske i virkeligheden også okay?

Men jeg er jo også et surt gammelt røvhul, der i protest modsætter sig principiel hygge a la Scrooge, som ironisk nok er den eneste julehistorie, der ikke får mig til at kaste op i lårtykke stråler. Og jeg kan jo snildt nå at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens spøgelse. Ork! Der er hele to nætter tilbage, før det går løs.

onsdag den 18. december 2013

Status efter 55 dage

  • 53 afsendte ansøgninger. Geografisk strækning fra Struer til Grenå. Sindstilstand fra ikke-kræsen til standardløs. 
  • 12 modtagne afslag.
  • 1 modtaget mail med besked om venteposition.
  • 1 ubehøvlet mail med, at mit "tilbud har ikke umiddelbart interesse". Nå men så fuck fuck da. 
  • 4 steder jeg er tilknyttet som afløser.
  • 1 vikariat effektueret fra i dag og fire uger frem.
  • 127 % håb om fastansættelse. 0,99 % tro på førnævnte fastansættelse.

tirsdag den 17. december 2013

So here's to you Mr. Robinson

Eksamensvagt i Silkeborg. Så har man prøvet det med. Har opdaget så mange ting i disse dage. For eksempel fandt jeg ved at sove på mosters kærestes teenagesøns værelse (uden teenagesøn vel at mærke) ud af, at et teenværelse slet ikke er så skræmmende som jeg ellers troede. Drengeværelse that is. Faktisk helt fredeligt. Og sov faktisk også det meste af natten.
På arbejdsfronten var det løjerligt pludselig at være på den anden side - og væsentligt sjovere end at være den, der er til eksamen. Førstehåndsindtrykket i går var ikke udpræget positivt, idet der på de skilte, der var spredt rundt omkring med de forskellige regler, stod: "du må ikke kommunikerer med andre under eksamen". Helt ærligt. Til en terminsprøve i dansk kunne man måske godt lige have tjekket, at man satte en person, der kan finde ud af nutids-r til at skrive de jävla skilte. Men udover den generelt ynkelige tilstand, det danske sprog er i, var det voldsomt hyggeligt. Jeg har forbandet ondt i fødderne af at trave op og ned i JYSKarena, men det har utroligt nok været fedt. Og underligt, hvilket garanteret bunder i, at jeg har lidt svært ved at tænke på mig selv som meget autoritær - de kære unge mennesker (hvoraf der var en del, der var ældre end mig) skulle jo spørge om lov til alt; til printning, aflevering, rygepauser og tissepauser. På en eller anden måde jo lidt ydmygende, men til gengæld også meget nødvendigt. Men de der skoler skal da lidt overveje, hvem de ansætter til det fis. Man kan i den grad blive magtliderlig. "Du må komme ud at tisse, når det passer mig og ikke et sekund før, din hvalp". Underforstået: ansæt mig. Jeg udnytter meget sjældent folk og da slet ikke, hvis de ikke har bedt om det selv. Enten eksplicit eller implicit.

I dag sluttede med en rask lille snak med en af de andre eksamensvagter, der hedder Robinson til efternavn og som på en eller anden facon formåede, ved udelukkende at se på mig, at gennemskue, at jeg er et forvirret menneske. Hans råd var, at jeg skulle slappe lidt af, og huske at livet har sin egen kraft og ikke kan kontrolleres, så jeg kan ligeså godt lade være med at prøve. Og den gode Robinson har jo en pointe. Ikke at jeg på nogen måde er i en sindstilstand der gør, at jeg kan finde ud af at efterleve det, men altså. Ændrer jo ikke på det faktum, at Robinson er vis. 

mandag den 16. december 2013

On the road again

Virkeligheden er meget mindre rock'n'roll end overskriften måske antyder. Jeg sidder i en blå bus på vej til Silkeborg og taget i betragtning, at der stadig er halvanden time igen, og at jeg allerede har trukket iPad dyret frem, tænker jeg umiddelbart, at det bliver en lang tur. Vi kører et sted på landet, og der er så sort udenfor, at man kunne fristes til at tro, at det var nat. Er det på en måde også - klokken seks er sgu da ikke rigtig dag. Jeg har i skrivende stund allerede været oppe i to timer og dét synes jeg selv er noget af en præstation. Måske er grunden til, at det er gået så relativt smertefrit, at søvnmønstret "ingen søvn" er vendt tilbage med nye kræfter. Synes sgu altså virkelig ikke, at det er i orden. Navnlig ikke når jeg nu har været på arbejde lørdag og søndag og var voldtræt, da jeg kom hjem. Gik nu meget godt med det der arbejde, hyggede mig faktisk vældig meget med det. Af bedrifter kan jeg fortælle, at jeg på listen over mænd, der finder mig dejlig, sammen med narkomaner, udviklingshæmmede og rockere, nu kan tilføje handicappede. Jeg var nemlig ved at vaske en ældre herre, da han proklamerede "jeg elsker dig". Og er der så nogle gode bud på, hvad man skal svare? Tak måske? Personligt valgte jeg modellen, der i al sin enkelhed handler om at begynde at snakke om morgenmad i stedet for.
Udover kærlighedserklæring fra anonym mand, skete der i går det, at Isabella kom til at diskutere politik med to SOSU-hjælpere. Gik ikke sådan helt vildt godt. Ikke nødvendigvis fordi de var SOSU-hjælpere, men fordi de var snotdumme. For eksempel kunne de ikke se, hvorfor ministre får mere i løn end de gør, hvorefter jeg forsøgte at argumentere for, at arbejdsbyrden måske heller ikke just er den samme. Da dame nummer et begyndte at brokke sig over, at SOSU-hjælpere ikke tjener særlig meget, Kom jeg til at sige, at jeg egentlig synes det er ganz i orden, at der er en sammenhæng mellem en uddannelses længde og løntrin. Kunne hun så ikke se. Dame nummer to sagde, at Danmark ikke er et demokrati sammenlignet med Bosnien, og det skal jeg jo ikke kunne udtale mig om, men hun begyndte så at fable om, at der blev tvangsfjernet alt for mange børn i Danmark, fordi danskerne altid bare har ja-hatten på og lige præcis der smed jeg meget passende den statistik i hovedet på hende, at Danmark er et af de lande i Europa, hvor der bliver tvangsfjernet færrest børn. Det troede hun så ikke på. Dame nummer et snakkede videre om, at ministrene ikke aner, hvordan det er at være SOSU-hjælper, og at dét troede hun i hvert fald ikke, at de dersens fine universitetsuddannede politikere kunne finde ud af. Herefter pointerede jeg, at det vel a. er meget naturligt og b. at det ikke er en ensrettet vej og at SOSU-hjælpere dermed heller ikke ved, hvordan det er at være minister. Det kunne hun ikke se pointen i. Så modsagde dame nummer et sig selv, idet hun sagde, at størstedelen af politikerne på Christiansborg ikke har nogen uddannelse, og derfor kunne hun jo ligeså godt sidde der. Så opgav jeg og sagde, at så måtte hun jo stille op til valg. Umiddelbart får hun ikke min stemme.

fredag den 13. december 2013

En omvendt fredag den 13.

Jeg er vanvittigt glad for konceptet søvn. Er sikker på, at mange af mine veninder gerne vil sætte et stort fedt kryds i ja-boksen på skemaet med spørgsmålet "sover Isabella for meget?"
Sagen er bare den, at jeg de sidste 14 dage har sovet e.l.e.n.d.i.g.t. Virkelig. Uanset hvor træt jeg har været, hvor tidligt jeg er gået i seng og i hvilken seng jeg har sovet (intet kinky i det, men lever jo altså p.t. lidt et nomadeliv). Har konsekvent vågnet klokken 01.04 og været vågen indtil klokken cirka 05.37. Pisselortetræls med pislort og ekstra træls ovenpå. Og jeg fatter ikke hvorfor, eller jo egentlig. Det har vel nok noget at gøre med, at jeg ligger og spekulerer på alt muligt mærkeligt såsom job, fremtid og bolig. Altså småting. Men løsningerne bliver jo ikke just bedre af, at det sølle skrog ikke får hvile.
Men i nat har jeg sovet hele natten. Uden afbrydelser. Fandeme lækkert. GODmorgen. Eller nu er det så middag, men alligevel. I like. Og så på fredag den 13. - der er jo nærmest ingen ende på lykken.

Lykken fortsætter. Fordi jeg har netop ringet til min kommende jobkonsulent på Jobcenter Randers for at fortælle hende, at vi er nødt til at rykke det møde, vi har sammen den 6. januar, hvor vi skal lave en jobplan for mig. Det møde kan jeg ikke komme til, for jeg har fået en vagt som tilkaldevikar. Og det var hun bare utroligt, og så vidt jeg kunne tyde, oprigtigt glad for at høre. Hun spurgte lidt ind til om jeg havde andre vagter planlagt og kunne jo så fortælle hende, at jeg har fået et fireugers rengøringsvikariat i Århus (no, it aint gonna rock my world, men jeg får penge for det og det er godt nok til mig) og skal være eksamensvagt i Silkeborg i næste uge. Hun var begejstret, og sagde så til mig, at hun troede da ikke, hun kom til at møde mig fordi "du skal da nok finde noget med dit gåpåmod". I øvrigt ønskede hun mig held og lykke, og håbede, at jeg fandt noget fast. Så følte man sig lige pludselig som en succes. Og det er man jo ikke. Men det er man måske sammenlignet med de andre bistandsklienter. Er det ikke noget med, at laveste fællesnævner også er en ok referenceramme?

Jeg vil fortsætte den dejlige dag med at æde min chokoladejulekalender og se herlige YouTube videoer med City Singler - fandeme sjovt. Hør sangene om røvgevir og skedesvamp. Seriøst. Gør det.

torsdag den 12. december 2013

Hønsegård med skader

Jeg er pissetræt og forklaringen er formegentlig, at jeg har været på arbejde. Hvilket, i min sitaution, er helt rart. Alligevel sidder jeg og gentager min mors spørgsmål for mig selv - var det godt på arbejde? Jah. Neej. Tjoh. Njah. Jeg ved ikke helt. Måske en relativt lille ting at være irriteret over, men hvad sker der for, at der ikke var nogen, der pænt sagde goddag og præsenterede sig, når man sidder der som ny i klassen? I stedet for sad de som bænkevarmere til afdansningsbal og nidstirrede mig, men Gud forbyde, at de snakkede til mig. Ud af en hel personalestue var der én person, der sagde godmorgen til mig.  Mage til dårlig opdragelse. Blev også lettere irriteret da femte kvinde spurgte mig om jeg var uddannet SOSU hjælper eller assistent. Ikke så meget på grund af spørgsmålet, for det er et utroligt naturligt sted at stille netop det spørgsmål, men når jeg svarede nej blev de meget stille og undrede sig så meget højlydt over, om jeg mon så godt kunne finde ud af at skifte en ble. Eller lave en omgang øllebrød. Og det kan jeg godt. Også selvom jeg ikke har papir på det. Mennesker kan faktisk godt nogle gange - cirka lige så tit som den blå måne kigger frem - finde ud af noget, de ikke er uddannede til. Faktisk. Kan faktisk også godt tømme en postkasse, til trods for at jeg ikke har en omvendt uddannelse fra PostDanmark. Kan faktisk også godt stille dumme spørgsmål, selvom jeg ikke er filosof.
Mit primære irritationsmoment er imidlertid det faktum, at kommunalt ansatte kvinder inden for ældresektoren er snotforkælede. Noget af et postulat, det ved jeg godt, men ikke desto mindre er det altså det, jeg synes. Nogle steder. For jeg har også arbejdet sammen med dejlige, dejlige damer og tænkt, at de fandeme godt måtte passe mig, når jeg bliver gammel. De typer stødte jeg så ikke liiiige på i daw. For de typer jeg stødte på i daw sad og bitchede for vildt over, at de skal arbejde i julen. Det er da træls, jovist, men de får penge for det og har desuden valgt at bruge deres arbejdsliv i et erhverv, hvor vilkåret ligesom også er aftener, weekender og helligdage. Og sad og fluekneppede petitesser i så ekstrem grad, at det gjorde en lille smule ondt i hovedet. Jesus Kristus, hvor havde jeg bare voldmeget lyst til at skrige dem ind i deres grå ansigter, at de skulle lade være med at hoppe kollektivt på selv- og medynksbussen og være taknemmelige for, at de overhovedet har et job. Vil i samme åndedrag skynde mig at fastslå, at jeg ikke er et klap bedre selv. Det er jeg helt sikkert ikke, og jeg falder også i hverdagsfælden, hvor det er små ting såsom, at jeg for eksempel syntes, det var volduretfærdigt, at jeg i går skulle cykle hele den lange vej op til politistationen for at hente min straffeattest, som ryster ens grundvold på den ufede måde. Jeg kan godt forstå, at der er mange ting på en arbejdsplads der må være frustrerende og det er da vigtigt, at man har det rart på jobbet, når man nu skal bruge så lang tid der. Men altså. De var så frygteligt utaknemmelige og forkælede og fuldstændig uden forståelse for andet end dem selv og deres små skodproblemer. De kunne for eksempel ikke forstå, at deres leder ikke havde sat ekstra mandskab ind. Jamen prøv nu at åben munden, I kære små. Hvis I ikke siger noget, kan hun jo for jävla ikke gøre noget ved det. Og hvor gammel er man lige, når man på sit arbejde leger verbal gemmeleg?

I øvrigt brugte samtlige damer i dag enhver given lejlighed til at understrege, hvor frygtelig travlt, de har i tiden. Men de fandt da tid til både formiddagskaffe og eftermiddagskage. Måske er jeg naiv eller mere arbejdsom end gennemsnittet, men er det ikke også meningen, at man skal arbejde mens på arbejde? Måske kommunen kunne bevillige et af deres fuldstændig ubrugelige kompetencegivende kurser i en lingvistisk forklaring af de to herlige ord "lønnet arbejde".

mandag den 9. december 2013

All I want for Christmas is

  • Ris a la mande. I rigelige mængder. Meget gerne med hel mandel. 
  • I den forbindelse: At folket kunne opnå så meget kropsbevidsthed, at de ikke spiste sig halvt fordærvede i and og svin, så lægerne og sygeplejerskerne faktisk kunne tage sig af mennesker med seriøse problemer. Som ikke er et produkt af overdimensioneret grådighed. 
  • Implementering af balanceevne i egen krop. Den må jo i sagens natur nødvendigvis være derinde et sted, men den er satme godt gemt. Formegentlig bag manglende elegance og tålmodighed samt  uhensigtsmæssigt store armbevægelser, både af den fysiske og mentale slags.
  • At unge, danske SU-modtagere vil holde op med at brokke sig over dårlig økonomi og for lave SU-satser. Folkens: Statens Uddannelsesstøtte. 
  • Sol eller sne. Gider ikke det her mellemlort. 
  • At Christiane Schaumburg-Müller/Julie Zangenberg hypen vil stoppe. Jeg forstår det ikke? Altså overhovedet ikke. Overhovedet. På noget niveau. 
  • A. Udryddelse af nytårsforsætter, B. Implementing af nytårsforsætter.
  • Et nyt immunforsvar!!! Bemærk venligst: bedre! 
  • En kaffedate med Camilla Stockmann. Og Iben Hjejle. Og Majse Njor. Og Mette Horn. Og Christine Feldthaus. Og Lena Dunham. 
  • En teaftale med Clement Kjærsgaard. Og Huxi Bach. Og Rune Klan. Og Jonatan Spang. 
  • At de respektive forældre til Justin Bieber og Miley Cyrus vil gøre noget. Ved deres børn. Jeg vil citere Timon og Pumba: Det her det ender galt. Så kom nu Billy: Don't break my heart, my achy breaky heart....
  • Knippe stumtjener fra IKEA.
  • Overvejer om jeg bør ønske mig en højere blufærdighedsgrænse. Bunder i at folk relativt tit siger til mig, at jeg siger ting, andre tænker. Men er det ikke meningen, at de skal blive inde i hovedet?
  • Udryddelse af madprogrammer. De er jo fucking overalt. Og det er da ikke fordi, det ikke er vidunderligt at se på mad, som man ikke kan lugte eller smage. Det er topfedt. Men deltagerne... Der er madprogrammer med kendte, med semi-kendte, med mennesker der gerne vil være kendte, med mennesker der engang var kendte, med mennesker der kan lave mad, med mennesker der ikke kan lave mad, med mennesker der kan lave mad og som skælder de talentløse ud over manglen på kulinarisk talent, med mennesker der fejlagtigt tror, de kan lave mad, med mennesker der begynder at hyle ned i makronerne, fordi det i stedet endte med at være brunsvigere. Hold nu op! Vi har vist efterhånden allesammen fattet, at det er en kunst af dimensioner at lave bearnaise sauce. Gå hjem og vug - vi har Knorr. 
  • Og nu vi er ved det kulinariske, må spisekonkurrencer faktisk også godt tage at fucke af. I noget turbofart. For som Isabella i 1.g ville have gjort opmærksom på, er der jo små negerbørn, der sulter i Afrika. Så lad lige vær'. 
  • Og en til: At croutoner vil skride. Ud af min ellers glimrende salat. Og suppe. Sammen med deres gode ven sukat, der skal smutte fra kage. 
  • En svømmepøl.
  • Lidt det forkerte forum at sige det i, men kvoter på hvor mange elendige modeblogs der må eksistere i dette lille land. 
  • Et ubegrænset gavekort til Zalando. 
  • Soundtracket til Bølle Bob. Den rigtige fra 1998. 
  • At butikspersonnel i december måned gider at lægge en minimal indsats i at være servicemindede og måske en lillebitte smule julestemte? Jeg mener, de får sgu da løn for at deltage i kaosset, mens resten af os tåber, der har forvildet os ind i Fætter BR ikke modtager betaling. Måske bortset lige fra glæde fra de guldklumper, der utvivlsomt er årsagen til, at vi overhovedet sætter vores trætte ben i tunge vinterstøvler der. Men det hjælper absolut ingenting på kvindernes stressniveau og mændenes begyndende måner, at personalet dyrker himmelvendte øjne og ikke har tid til at ekspedere kunderne. Kraftedme også strengt at bede om. 
  • Et job. 
  • Joseph Gordon-Levitt. Bare sådan helt generelt. 
  • At den danske befolkning, både i ud- og indland, venligst vil tage sig alvorligt sammen og forstå det ganske enkle budskab, at der ikke - jeg gentager: ikke - er noget, der hedder "at ende op med"
  • At Frederik Fetterlein vil være så helt utroligt flink at skride. Fra medierne, fra mit åsyn og fra sit eget ego. 
  • Gratis sushi til mig, bare fordi jeg er sådan et rart menneske. Der fortjener gratis sushi. Altid. 
  • Og en glædelig jul til mine otte faste læsere. Rigtig god jul!

torsdag den 5. december 2013

Noget om at skændes

Det er nok meget naturligt at skændes, og til et vist punkt nok også sundt. Har snakket en del med mine kloge veninder om, hvorfor det egentlig er, man brænder fuldstændig af på kærester og nærfamilie, når de jo som regel vitterligt ikke har gjort andet end at spørge, om der er flere mariekiks. Hvilket pludselig bliver til et kæmpe skænderi om alt og intet. Så tosseåndssvagt, men forklaringen må jo være, at det er i dét forum, man føler sig allermest tryg og elsket, at man tør opføre sig som et tilfælde til distriktspsykiatrien, fordi man forhåbentlig inderst inde ved, at de altid vil være der. Uanset hvor meget man spasser ud. Og det er da mega fejt, at det skal gå ud over dem, man elsker allermest, men man behøver næppe være freudianer for at gennemskue, at skoen nok trykker et lidt andet sted end i manglen på mariekiks og at skotrykningen skal til uautoriseret skomager alias familie, kærester og tætte venner.

I går var jeg vred og gal, som jeg virkelig sjældent er, til det punkt, hvor det ad flere omgange var nødvendigt for mig at skrige ind i en pude af mine lungers fulde kraft bare for at få et eller andet udløb. Jeg var stjernegal. Fordi jeg syntes og stadig synes, at en udmelding fra min side blev forskruet og fordrejet, så det kom til at handle om manglende kærlighed, hvilket ganske enkelt ikke passer. Og fordi der er en, der mener, at jeg blander mig utidigt og uberettet, men jeg er bare ikke et menneske, der kan lægge øre til ting og sager, uden at have en holdning til de ting og sager. Noget folk der kender mig godt ved. I dag er jeg ked af det. Midt i stormen over Danmark. Jeg sidder og ved kun alt for godt ved, at den anden implicerede person har det rigtig svært, men jeg føler ikke, at jeg kan få lov til at hjælpe. Desuden ved jeg heller ikke hvordan. Og dét gør ondt i hjertekulen. Det gør så ondt at sidde og vide, at den anden person er ligeså ked af det og ensom som en selv, men omvendt nægter at snakke med en, fordi den person har bestemt sig for, at man er selveste Cruella De Vil.

Nogle gange tror jeg virkelig bare også, at det er de mennesker, man er allertættest på, som har allersværest ved ved at gribe ind, fordi man er så skidebange for at komme til at ødelægge noget. Kun mig? Okay så.
Har vi ikke allesammen på et eller andet tidspunkt forventet, at folk skulle være tankelæsere? Helt ærligt. Jeg ringede engang hulkende hjem til min mor og kunne ikke sige noget, fordi jeg var grådkvalt. Her ytrede min mor ordene: "Isabella, skal jeg komme og hente dig?" og jeg svarede nej. Brugte derefter fire timer på at vente på, at min mor ringede på min dørklokke, hvilket hun jo ikke gjorde, fordi jeg udtrykkeligt havde bedt hende om at blive væk. Jo ikke helt rimelige odds, vel? For jeg syntes jo, at hun havde skuffet mig på det groveste, og hun var rigtig ked af, at hun ikke måtte komme. Hvad kan man så lære af det? Jow, kommunikation er en svær en og det gør fandens nas, når man ikke formår at lytte til hinanden. For uanset hvad, vil man jo i bund og grund bare gerne være gode venner.

Så kære du: Jeg er ked af det, jeg mente ikke, det du tror, jeg mente, jeg vil så gerne hjælpe dig og jeg håber, du ændrer mening.

tirsdag den 3. december 2013

Tirsdagsteori

Teori er måske så meget sagt. Point being at jeg godt ved, at umiddelbart svinger mellem ekstase og at være lidt depri. Det er egentlig ikke så mærkeligt, når man tænker over det, for det afspejler ret fint undertegnedes sindstilstand i tiden. Lige nu sidder jeg for eksempel og har det ok rart med soundtracket fra Krummernes Jul, hvorimod jeg i går havde voldsomt hævede øjne. Lad i morgen være en overraskelse.

Jeg er forvirret. Og frustreret. Men jeg er også ret glad. Det meste af tiden i hvert fald. Nogle gange, navnligt når jeg er alene, rammer livets realiteter mig med alt for stor kraft, men omvendt ved jeg jo også godt, at så er det heller ikke værre, for jeg har jo trods alt mit gode helbred og et rimelig rummeligt og rart netværk. Men altså. Selvom jeg godt ved det, bliver jeg alligevel nogle gange ked af det. Simpelthen fordi det ikke var det her, jeg regnede med.
Tror i virkeligheden bare jeg prøver at sige, at jeg er glad for, I hænger på.

søndag den 1. december 2013

Delirium

Jeg er virkelig ked af, hvis bloggen her ender med udelukkende at handle om, at jeg er forvirret og kører i selvsving. Omvendt må jeg jo antage, at I søde mennesker, der af uransaglige årsager læser med, er interesserede i mit såkaldte liv. På forhånd undskyld for tankestrømmen- og skralden.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor.

Når jeg tænker tilbage på tidligere fremtidsdrømme, ville jeg gerne være bankdame, fordi det var min moster. Så ville jeg gerne være bibliotekar, fordi de bogscannere de havde på Randers Bibliotek var kodylt fede. Så ville jeg være frisør, men indså at jeg ikke engang kan klippe lige på papir og derfor nok ret hurtigt ville få et ramponeret ry. Min fascination af delfiner gjorde, at jeg gerne ville være havbiolog. Så fulgte dyrlæge, men tanken om at skulle aflive dyr bremsede ret hurtigt den fremtid. Ville en overgang gerne være dommer, og hvis vi skal være ærlige så nok mest fordi jeg så rigtig meget Amys Ret på TV2. Sidenhen blev det fotograf, hvilket holdt fast i mange år lige indtil erhvervspraktikken i folkeskolen, hvor min kærlighed til fotografiet blev forstærket, men erkendelsen af, at jeg skulle have været fotograf for 50 år siden,da der ikke var digital redigering, ramte. Så nåede jeg at vende sygeplejerske og politibetjent. Og sikkert en masse andet lort, jeg ikke kan huske. Den ene ting, der med jævne mellemrum poppede op igennem samtlige år var forfatter. Måske fordi det der med at skrive altid har været den ting, jeg har fået at vide, jeg er god til. Måske lodret løgn. Men jeg kan jo ikke helt lade være med at tage til efterretning, at jeg for under en måned siden fik at vide: "Du skal da være journalist, Bella" - en sætning der blev serveret på en måde, der gjorde, at der ikke rigtig lod til at være noget at sætte spørgsmålstegn ved. Ved bare ikke, om jeg tror på det. Sagt på en anden måde har jeg altid været snotforvirret.

En måned inden ansøgningsfristen i 2010 faldt jeg over antropologi og det var bare det. Dét var uddannelsen og da jeg ulideligt lang tid efter sendt ansøgning tjekkede min optagelse tidligt om morgenen, og der stod "tillykke", var jeg så begejstret, at jeg løb ned til min far i stuen, skreg de gode nyheder ud og løb videre ud i haven og regnen og dansede rundt på det våde græs i mit nattøj. Jeg synes virkelig, at antropologi er fantastisk på rigtig mange måder. Jeg ved bare ikke, om det giver mening længere. For mig. Om det giver mening at tage en kandidatuddannelse i antropologi. Noget af det ved antropologi der har fascineret mig allermest og som jeg har været mest vild med er, at det er så uforudsigeligt, hvor man ender henne. Men nu tager jeg mig selv i at overveje en kandidat i Moderne Kultur- og Kulturformidling eller Journalisthøjskolen. Også selvom vi på antropologi er opdraget til at hade journalister, fordi, ja vel egentlig fordi de ikke er ligeså forsigtige og påpasselige med udmeldinger som antropologer. Ikke at jeg ved, hvad jeg præcist skal bruge det til. Men jeg synes, det er spændende. Måske har jeg ikke en flig af talent inden for antropologi. Måske har jeg talent for noget andet. Eller måske har jeg ikke talent.
Jeg synes jo faktisk, at det der med talent er noget fis, for som med mange, mange andre ting er jeg enig med Clement Kjersgaard, den gæve og psykopatkloge mand - at selvfølgelig har nogle et større talent end andre for at blive arkitekt, men at man kan nå skræmmende langt alene ved arbejdsindsats. Det tror jeg i den grad på. Så måske arbejder jeg ikke hårdt nok. Ej, jeg ved ikke, hvad det er jeg prøver at sige. Jeg troede bare, at vistikortet skulle skrive: "Isabella Tvede. Sindssyg og cand.scient.ant". Jeg er ikke sikker længere. Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg jo umiddelbart, er jeg måske nok bare ikke så god til at erkende, når mine planer justeres. Og jeg er jo ikke engang sikker på, at planen skal  justeres. Men planen er i hvert fald p.t. offer for revurdering. Jeg er bare så gennemhamrende pisseforvirret, som jeg sjældent har været og jeg håndterer det ikke godt. Burde jeg med min trackrecord taget i betragtning, men jeg er bare ikke et menneske, der særlig godt håndterer, at der ikke er styr på tingene. Og hvor meget jeg end joker med at være hjemløs og arbejdsløs, frustrerer det mig voldsomt meget, at alting er så usikkert. Jeg bliver ked af det, og jeg trives ikke godt i uvisheden. Muligvis fordi jeg er så tilpas meget autist, at jeg helst bare vil vide, hvad jeg har at arbejde med.

Jeg troede, tydeligvis meget naivt, at man nåede en alder, hvor den hylde man var endt på bare sad fast med rawlplugs og så behøvede man ikke forholde sig til det længere. Min placering på diverse hylder har vist mere hængt fast med elefantsnot. Det kan umiddelbart ikke anbefales.