søndag den 1. december 2013

Delirium

Jeg er virkelig ked af, hvis bloggen her ender med udelukkende at handle om, at jeg er forvirret og kører i selvsving. Omvendt må jeg jo antage, at I søde mennesker, der af uransaglige årsager læser med, er interesserede i mit såkaldte liv. På forhånd undskyld for tankestrømmen- og skralden.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor.

Når jeg tænker tilbage på tidligere fremtidsdrømme, ville jeg gerne være bankdame, fordi det var min moster. Så ville jeg gerne være bibliotekar, fordi de bogscannere de havde på Randers Bibliotek var kodylt fede. Så ville jeg være frisør, men indså at jeg ikke engang kan klippe lige på papir og derfor nok ret hurtigt ville få et ramponeret ry. Min fascination af delfiner gjorde, at jeg gerne ville være havbiolog. Så fulgte dyrlæge, men tanken om at skulle aflive dyr bremsede ret hurtigt den fremtid. Ville en overgang gerne være dommer, og hvis vi skal være ærlige så nok mest fordi jeg så rigtig meget Amys Ret på TV2. Sidenhen blev det fotograf, hvilket holdt fast i mange år lige indtil erhvervspraktikken i folkeskolen, hvor min kærlighed til fotografiet blev forstærket, men erkendelsen af, at jeg skulle have været fotograf for 50 år siden,da der ikke var digital redigering, ramte. Så nåede jeg at vende sygeplejerske og politibetjent. Og sikkert en masse andet lort, jeg ikke kan huske. Den ene ting, der med jævne mellemrum poppede op igennem samtlige år var forfatter. Måske fordi det der med at skrive altid har været den ting, jeg har fået at vide, jeg er god til. Måske lodret løgn. Men jeg kan jo ikke helt lade være med at tage til efterretning, at jeg for under en måned siden fik at vide: "Du skal da være journalist, Bella" - en sætning der blev serveret på en måde, der gjorde, at der ikke rigtig lod til at være noget at sætte spørgsmålstegn ved. Ved bare ikke, om jeg tror på det. Sagt på en anden måde har jeg altid været snotforvirret.

En måned inden ansøgningsfristen i 2010 faldt jeg over antropologi og det var bare det. Dét var uddannelsen og da jeg ulideligt lang tid efter sendt ansøgning tjekkede min optagelse tidligt om morgenen, og der stod "tillykke", var jeg så begejstret, at jeg løb ned til min far i stuen, skreg de gode nyheder ud og løb videre ud i haven og regnen og dansede rundt på det våde græs i mit nattøj. Jeg synes virkelig, at antropologi er fantastisk på rigtig mange måder. Jeg ved bare ikke, om det giver mening længere. For mig. Om det giver mening at tage en kandidatuddannelse i antropologi. Noget af det ved antropologi der har fascineret mig allermest og som jeg har været mest vild med er, at det er så uforudsigeligt, hvor man ender henne. Men nu tager jeg mig selv i at overveje en kandidat i Moderne Kultur- og Kulturformidling eller Journalisthøjskolen. Også selvom vi på antropologi er opdraget til at hade journalister, fordi, ja vel egentlig fordi de ikke er ligeså forsigtige og påpasselige med udmeldinger som antropologer. Ikke at jeg ved, hvad jeg præcist skal bruge det til. Men jeg synes, det er spændende. Måske har jeg ikke en flig af talent inden for antropologi. Måske har jeg talent for noget andet. Eller måske har jeg ikke talent.
Jeg synes jo faktisk, at det der med talent er noget fis, for som med mange, mange andre ting er jeg enig med Clement Kjersgaard, den gæve og psykopatkloge mand - at selvfølgelig har nogle et større talent end andre for at blive arkitekt, men at man kan nå skræmmende langt alene ved arbejdsindsats. Det tror jeg i den grad på. Så måske arbejder jeg ikke hårdt nok. Ej, jeg ved ikke, hvad det er jeg prøver at sige. Jeg troede bare, at vistikortet skulle skrive: "Isabella Tvede. Sindssyg og cand.scient.ant". Jeg er ikke sikker længere. Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg jo umiddelbart, er jeg måske nok bare ikke så god til at erkende, når mine planer justeres. Og jeg er jo ikke engang sikker på, at planen skal  justeres. Men planen er i hvert fald p.t. offer for revurdering. Jeg er bare så gennemhamrende pisseforvirret, som jeg sjældent har været og jeg håndterer det ikke godt. Burde jeg med min trackrecord taget i betragtning, men jeg er bare ikke et menneske, der særlig godt håndterer, at der ikke er styr på tingene. Og hvor meget jeg end joker med at være hjemløs og arbejdsløs, frustrerer det mig voldsomt meget, at alting er så usikkert. Jeg bliver ked af det, og jeg trives ikke godt i uvisheden. Muligvis fordi jeg er så tilpas meget autist, at jeg helst bare vil vide, hvad jeg har at arbejde med.

Jeg troede, tydeligvis meget naivt, at man nåede en alder, hvor den hylde man var endt på bare sad fast med rawlplugs og så behøvede man ikke forholde sig til det længere. Min placering på diverse hylder har vist mere hængt fast med elefantsnot. Det kan umiddelbart ikke anbefales.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar