torsdag den 12. december 2013

Hønsegård med skader

Jeg er pissetræt og forklaringen er formegentlig, at jeg har været på arbejde. Hvilket, i min sitaution, er helt rart. Alligevel sidder jeg og gentager min mors spørgsmål for mig selv - var det godt på arbejde? Jah. Neej. Tjoh. Njah. Jeg ved ikke helt. Måske en relativt lille ting at være irriteret over, men hvad sker der for, at der ikke var nogen, der pænt sagde goddag og præsenterede sig, når man sidder der som ny i klassen? I stedet for sad de som bænkevarmere til afdansningsbal og nidstirrede mig, men Gud forbyde, at de snakkede til mig. Ud af en hel personalestue var der én person, der sagde godmorgen til mig.  Mage til dårlig opdragelse. Blev også lettere irriteret da femte kvinde spurgte mig om jeg var uddannet SOSU hjælper eller assistent. Ikke så meget på grund af spørgsmålet, for det er et utroligt naturligt sted at stille netop det spørgsmål, men når jeg svarede nej blev de meget stille og undrede sig så meget højlydt over, om jeg mon så godt kunne finde ud af at skifte en ble. Eller lave en omgang øllebrød. Og det kan jeg godt. Også selvom jeg ikke har papir på det. Mennesker kan faktisk godt nogle gange - cirka lige så tit som den blå måne kigger frem - finde ud af noget, de ikke er uddannede til. Faktisk. Kan faktisk også godt tømme en postkasse, til trods for at jeg ikke har en omvendt uddannelse fra PostDanmark. Kan faktisk også godt stille dumme spørgsmål, selvom jeg ikke er filosof.
Mit primære irritationsmoment er imidlertid det faktum, at kommunalt ansatte kvinder inden for ældresektoren er snotforkælede. Noget af et postulat, det ved jeg godt, men ikke desto mindre er det altså det, jeg synes. Nogle steder. For jeg har også arbejdet sammen med dejlige, dejlige damer og tænkt, at de fandeme godt måtte passe mig, når jeg bliver gammel. De typer stødte jeg så ikke liiiige på i daw. For de typer jeg stødte på i daw sad og bitchede for vildt over, at de skal arbejde i julen. Det er da træls, jovist, men de får penge for det og har desuden valgt at bruge deres arbejdsliv i et erhverv, hvor vilkåret ligesom også er aftener, weekender og helligdage. Og sad og fluekneppede petitesser i så ekstrem grad, at det gjorde en lille smule ondt i hovedet. Jesus Kristus, hvor havde jeg bare voldmeget lyst til at skrige dem ind i deres grå ansigter, at de skulle lade være med at hoppe kollektivt på selv- og medynksbussen og være taknemmelige for, at de overhovedet har et job. Vil i samme åndedrag skynde mig at fastslå, at jeg ikke er et klap bedre selv. Det er jeg helt sikkert ikke, og jeg falder også i hverdagsfælden, hvor det er små ting såsom, at jeg for eksempel syntes, det var volduretfærdigt, at jeg i går skulle cykle hele den lange vej op til politistationen for at hente min straffeattest, som ryster ens grundvold på den ufede måde. Jeg kan godt forstå, at der er mange ting på en arbejdsplads der må være frustrerende og det er da vigtigt, at man har det rart på jobbet, når man nu skal bruge så lang tid der. Men altså. De var så frygteligt utaknemmelige og forkælede og fuldstændig uden forståelse for andet end dem selv og deres små skodproblemer. De kunne for eksempel ikke forstå, at deres leder ikke havde sat ekstra mandskab ind. Jamen prøv nu at åben munden, I kære små. Hvis I ikke siger noget, kan hun jo for jävla ikke gøre noget ved det. Og hvor gammel er man lige, når man på sit arbejde leger verbal gemmeleg?

I øvrigt brugte samtlige damer i dag enhver given lejlighed til at understrege, hvor frygtelig travlt, de har i tiden. Men de fandt da tid til både formiddagskaffe og eftermiddagskage. Måske er jeg naiv eller mere arbejdsom end gennemsnittet, men er det ikke også meningen, at man skal arbejde mens på arbejde? Måske kommunen kunne bevillige et af deres fuldstændig ubrugelige kompetencegivende kurser i en lingvistisk forklaring af de to herlige ord "lønnet arbejde".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar