søndag den 22. december 2013

Julestemning søges

Jeg ved godt, at det er ved at være sidste udkald, men jeg er altså ikke i julestemning. Juleånden er ikke ligefrem kommet over mig. Og jeg kan ikke helt finde ud af om det er en fortrængning og/eller romantisering af, hvordan mit humør plejer at være i december. Eller om forklaringen helt naturligt er, at jeg nu har mit tilhørssted blandt den del af befolkningen, der kan relatere til "Julen varer længe, koster mange penge"" i stedet for "Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger". Eller om det simpelthen er fordi der er småbørn i huset, og jeg igennem dem kan se, hvad det virkelig handler om, når man synes julen er det fedeste. Dengang hvor juleaftensdag var ulideligt lang. Dengang man faktisk fik set julekalender hver dag, for hvor skulle man ellers være om aftenen? Og dengang man virkelig havde troen på, at mennesker ville være søde ved hinanden, fordi det skal man, når det er jul...
Selvom jeg så DRs store juleshow i går, selvom jeg har bagt brunkager, selvom alle gaverne er købt og selvom jeg har hørt julemusik til det næsten uudholdelige, er julestemningen kun kommet til mig i små glimt. Og det er da ikke fordi, det ikke er helt vildt hyggeligt at spise risengrød og gense "Jul på slottet" (når jeg husker det) og høre julesalmer og udveksle gaver. Det er bare som om, at realiteterne ikke lever helt op til julens enorme forventninger. Og det er måske i virkeligheden også okay?

Men jeg er jo også et surt gammelt røvhul, der i protest modsætter sig principiel hygge a la Scrooge, som ironisk nok er den eneste julehistorie, der ikke får mig til at kaste op i lårtykke stråler. Og jeg kan jo snildt nå at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens spøgelse. Ork! Der er hele to nætter tilbage, før det går løs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar