torsdag den 5. december 2013

Noget om at skændes

Det er nok meget naturligt at skændes, og til et vist punkt nok også sundt. Har snakket en del med mine kloge veninder om, hvorfor det egentlig er, man brænder fuldstændig af på kærester og nærfamilie, når de jo som regel vitterligt ikke har gjort andet end at spørge, om der er flere mariekiks. Hvilket pludselig bliver til et kæmpe skænderi om alt og intet. Så tosseåndssvagt, men forklaringen må jo være, at det er i dét forum, man føler sig allermest tryg og elsket, at man tør opføre sig som et tilfælde til distriktspsykiatrien, fordi man forhåbentlig inderst inde ved, at de altid vil være der. Uanset hvor meget man spasser ud. Og det er da mega fejt, at det skal gå ud over dem, man elsker allermest, men man behøver næppe være freudianer for at gennemskue, at skoen nok trykker et lidt andet sted end i manglen på mariekiks og at skotrykningen skal til uautoriseret skomager alias familie, kærester og tætte venner.

I går var jeg vred og gal, som jeg virkelig sjældent er, til det punkt, hvor det ad flere omgange var nødvendigt for mig at skrige ind i en pude af mine lungers fulde kraft bare for at få et eller andet udløb. Jeg var stjernegal. Fordi jeg syntes og stadig synes, at en udmelding fra min side blev forskruet og fordrejet, så det kom til at handle om manglende kærlighed, hvilket ganske enkelt ikke passer. Og fordi der er en, der mener, at jeg blander mig utidigt og uberettet, men jeg er bare ikke et menneske, der kan lægge øre til ting og sager, uden at have en holdning til de ting og sager. Noget folk der kender mig godt ved. I dag er jeg ked af det. Midt i stormen over Danmark. Jeg sidder og ved kun alt for godt ved, at den anden implicerede person har det rigtig svært, men jeg føler ikke, at jeg kan få lov til at hjælpe. Desuden ved jeg heller ikke hvordan. Og dét gør ondt i hjertekulen. Det gør så ondt at sidde og vide, at den anden person er ligeså ked af det og ensom som en selv, men omvendt nægter at snakke med en, fordi den person har bestemt sig for, at man er selveste Cruella De Vil.

Nogle gange tror jeg virkelig bare også, at det er de mennesker, man er allertættest på, som har allersværest ved ved at gribe ind, fordi man er så skidebange for at komme til at ødelægge noget. Kun mig? Okay så.
Har vi ikke allesammen på et eller andet tidspunkt forventet, at folk skulle være tankelæsere? Helt ærligt. Jeg ringede engang hulkende hjem til min mor og kunne ikke sige noget, fordi jeg var grådkvalt. Her ytrede min mor ordene: "Isabella, skal jeg komme og hente dig?" og jeg svarede nej. Brugte derefter fire timer på at vente på, at min mor ringede på min dørklokke, hvilket hun jo ikke gjorde, fordi jeg udtrykkeligt havde bedt hende om at blive væk. Jo ikke helt rimelige odds, vel? For jeg syntes jo, at hun havde skuffet mig på det groveste, og hun var rigtig ked af, at hun ikke måtte komme. Hvad kan man så lære af det? Jow, kommunikation er en svær en og det gør fandens nas, når man ikke formår at lytte til hinanden. For uanset hvad, vil man jo i bund og grund bare gerne være gode venner.

Så kære du: Jeg er ked af det, jeg mente ikke, det du tror, jeg mente, jeg vil så gerne hjælpe dig og jeg håber, du ændrer mening.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar