tirsdag den 30. december 2014

Bagud og fremad

For cirka 360 dage siden lavede jeg en lille fin liste over nytårsforsætter. Til trods for, at jeg er ganske inkarneret modstander af nytårsforsætter - giver jo for helvede ingen mening. Officielt. Det jeg kan konkludere er, at jeg fik et sted at bo og åbenbaringen omkring fremtiden  ankom. Ad to omgange; først den forkerte åbenbaring, som retrospektivt nok bare var panik og en beslutning baseret på bør og burde. Så kom den egentlige. Ubehageligt, smerteligt, langsommeligt, men den kom trods alt. Med det resultat at jeg rakte fuckfinger til hele den verden, jeg lige havde fået stablet på benene. Og det er den bedste beslutning ever. Rasmus Seebach er faktisk begyndt at tie stille. Eller også er jeg blevet immun? Jeg fik faktisk tilmeldt alt til PBS. Medvinden på cykelstierne har ikke været overvældende, men til gengæld har samtlige af mine jeans hvide mærker på røven fra at have siddet for meget på sadlen. Jeg har pakket mit liv ned i og ud af kasser hele tre gange, lært at sætte pris på glæden ved at have sit eget køleskab og blevet fuldkommen emoji-afhængig. Og semi-indrømmet, at jeg er One Direction skabsfan. Jeg har forholdt mig mere til død og sorg, end jeg har lyst til.

I 2015 vil jeg skrive meget mere for alle tiders Apropos. Jeg vil gå i flere store kjoler. Jeg vil få læst både Anna Karenina og Sophie's Choice - de tykke drenge i klassen skal ikke holdes uden for. I 2015 skal jeg på Roskilde Festival første gang. Jeg skal til Frankrig og fejre mine forældres sølvbryllup. Jeg skal besøge Sara i Andalusien (og have andalusisk bjergmokka, si claro). Jeg skal til reunion i noget så eksotisk som Garmisch-Partenkirchen med verdens bedste rejsemakkere fra Sydamerika. Jeg vil forsøge at være med på filmmoden og se næste års Interstellar. Jeg vil fejre min 25-års fødselsdag med manér og iført rød tylkjole. Jeg vil have udvidet min sneaker-samling. Jeg vil lære at slå smut - jeg har aldrig kunnet finde ud af det, og er pikkemisundelig på alle, der besidder talentet. Jeg vil drikke mange flere white russians (I'm talking to you, O'Malley!). Har også ambitioner om at tage min rygsæk med til Irland. Og nyde livet mere (hold kæft, din følelsesklamme stodder).

Vi ses på den anden side!

fredag den 26. december 2014

Julens opdagelser/erkendelser/observationer


  • Jeg har fået alt for mange fine gaver - blandt andet cirka verdens sejeste hørebøffer. Oh Bruce Springsteen og The National - hit me with your rhythm stick, hit me slowly, hit me quick
  • Jeg deltog helt ufrivilligt i VM i opkast natten til den 22. december. Og jeg vandt. En medalje af mere opkast. 
  • Jeg magter ikke de mennesker, der lige om lidt vil ønske mig glædelig bagjul.
  • Jeg craver syrligt slik. Fordi der er alt andet slik, men intet syrligt i mine forældres hus at opdrive. Så godt opdraget er jeg nemlig. 
  • Det der januarudsalg kan satme godt komme an. Jeg er klar. Med prioriteret liste og stakkels intetanende dankort. 
  • Jeg morede mig urimeligt meget over omskrivningen af Jingle Bells til "single girls, single girls, single all the way".
  • Min mor synes, at det er for meget af det gode, når jeg leger Fritz fra Snobberne og snakker om spændstige au pair piger og liderlighed til ellers pæn julefrokost. 
  • Man skulle jo tro, at forelskelsen ville aftage, men for helvede, hvor er jeg bare helt hjerteknusende vild med begge mine nevøer. Helt forståeligt, eftersom de objektivt set er de dejligste drenge på jord. 
  • Endnu en mand vi kan tilføje til listen over dem, jeg gerne vil giftes med, er Mac Barnett. 
  • Jeg kan sgu egentlig meget godt lide Jacob Haugaard - i mit næste liv vil jeg være en mand, der går klædt som Jacob Haugaard. Men jeg vil ikke være venner med Finn Nørbygaard. 
  • Jeg bryder mig virkelig ikke om, når folk beder mig om at trække luft ind, mens jeg er ved at fortælle en historie. Det er en forholdsvis pæn måde at bede mig om at klappe kaje på.
  • Jeg elsker (!) at være i kirke juleaften. Og der findes enkelte præster, der ganske enkelt er fænomenale. Flemming Kloster (no shit) er en af dem. 
  • Jeg føler intet behov for at spise hverken flere kogte eller brunede kartofler før et godt stykke inde i 2015.
  • Jeg er på ingen måde nede med, at adskillelige familiemedlemmer synes, jeg skal erkende, at jeg citat snart citat slut bliver TREDIVE. 
  • Til gengæld er jeg mega meget nede med, at min Faster sagde til mig, at folk bliver meget ældre i dag og derfor behøver jeg blot at opnå mine før-30-ting, inden jeg fylder 40. 1000 point til Faster Mona.  
  • Jeg håber, I er forædte, forkælede, begavede og glade. 

torsdag den 18. december 2014

Forresten


  • Så jeg i går kl. 17.19 en voksen - og umiddelbart ædru - kvinde pisse bag en busk på den ret så trafikerede Viborgvej i Århus V. Jep. 
  • Er jeg utrolig træt af mennesker, der i deres beskrivelse af sig selv, føler sig nødsaget til at skrive, at de er søde. Ej vel? Jeg holder mig til Maragrat Thatcher - hvis du er nødt til at fortælle folk, du er magtfuld, er der nok noget, du har misforstået.
  • Har jeg slet ikke spist nok chokoladeovertrukne mandler. 
  • Varede min julestemning lige præcis ét døgn. Jeg er med andre ord tilbage i rollen som surt, gammelt røvhul. 
  • Har jeg scoret billetter til Jonatan Spangs Danmark i november 2015. Det ville jo være trist, hvis a. man ikke kunne se sin mand og b. hvis man ikke havde planer 11 måneder frem.
  • Er det lige gået op for mig, hvor ofte jeg omtaler mig selv som "man". Man kan jo ikke gøre for det, kan man vel?
  • Har jeg for nylig spekuleret over, om jeg ville kunne bo i Odense. Er ikke nået nogen konklusion. 
  • Vil jeg gerne citere Morissey fra The Smiths om sit kærlighedsliv: "I don't have one, but I'm open to ideas". Amen, brother! 
  • Har jeg opdaget, at der findes voksne kvinder, der omtaler foundation som bruncreme. 
  • Har jeg opdaget, at der findes voksne mænd, der stadig tror, at menstruationsblod er blåt. 
  • Mumler jeg åbenbart fuldstændig urimeligt meget i telefonen. Samtlige gæster der ringer til hotellet, kvitterer, efter min indstuderede hallo-rutine, med et "Hej Camilla". 
  • Vil jeg godt gøre opmærksom på, at den der lækre frugt/grøntsag som man bruger til at lave guacamole med hedder avocado. Ikke ADvocado. Stop det.
  • Kom jeg til at google noget tilsyneladende uskyldigt på arbejde, som resulterede i pornobilleder på Google Images. Jeg er sådan en ansvarlig medarbejder.
  • Smelter jeg fuldstændig, når min ældste nevø nægter at tage sin Pyrus-hat af og stiller sig op i sofaen, og hopper ned til sætningen "Mere ramasjang og tjuBANG i den". That's my boy!
  • Forstår jeg ikke de der frozen yoghurt bikse, som Århus åbenbart i bred konsensus, har besluttet er det nye sort. Hvorfor ikke bare indtage en god gammeldags Carte D'or?
  • Skal jeg ind og se Den Lille Pige Med Svovlstikkerne i teater i aften. Jeg glæder mig. Og kommer helt sikkert til at voldtude. Because that's just how I roll.

fredag den 12. december 2014

Apropos

Engang i sommers var jeg meget nervøs, da jeg sendte en ansøgning af sted til et af de mest geniale magasiner i vores land. Det hedder Apropos Magazine. Jeg var endnu mere nervøs, da jeg skulle skrive en prøveartikel og cirka ved at dø af angst pre Skype-samtale med stifter og chefredaktør. Cirka lige så nervøs som da jeg gik i 1.g. og var stensikker på, at 3.g'erne var bødler hele bundtet. Men fandenfilenduseme; jeg har fået lov til at skrive for dem. Apropos altså. Ikke 3.g'erne. Jeg fik sådan set helt officielt lov til at være en del af den helt officielle redaktion af den helt officielle chefredaktør i september, men fordi jeg er sådan en forsigtigper skulle jeg lige være ottetusind procent sikker på, at de ville beholde mig inden jeg udbasunerede min glæde over at være en del af noget så fint. For jeg sad da med en vis frygt for at få en mail med "Vi har sgu ombestemt os" i emnefeltet. Det har jeg ikke fået, og jeg tror faktisk, at jeg får lov at blive.

Det helt fantastiske ved Apropos er, at det er nøjagtig my kind of writing. Altså det subjektive stads. Jeg har aldrig brudt mig om objektive skriv, det er ikke min thang, og det har også altid været det, jeg er blevet kritiseret for i det der skole. Man kunne kalde det mit rette element, en fisk i vandet, blommen i et æg.
Man kunne også bare sige, at jeg har mega optur over Apropos! Og jeg synes da så afgjort, at du skal trykke på det nedenstående link, for wallah jeg sværger, det er awesome! 
www.aproposmagazine.dk


søndag den 7. december 2014

Lige dér

Jeg "kæmpede" med julestemning sidste år. Fordi den ikke rigtigt kom. But then again; hvis det er ens største problem, er det et ventende karmaklask at kalde det en kamp. Jeg har derfor nogenlunde affundet mig med, at jeg er et gammelt røvhul, der ikke kan fremtvinge julestemningen. Det kunne jeg så godt. Med hjælp fra min smukke 15-årige kusine, der med sin efterskole opførte Ni Læsninger i Sct. Clemens kirke her til aften. SÅ pissesmukt, altså! Bedårene små piger, der sang som engle. Fine bibelske fortællinger, som ganske yndigt og enkelt fik opsummeret alt det smukke og næstekærlige, som Kristendommen står for. Og når de så også synger "Dejlig er jorden" og Dylans "Ring Them Bells", er jeg solgt til julestanglakrids. Og så hende der Mathilde. Armen altså!

Til trods for, at jeg for et par uger siden fik at vide, at jeg *snart* bliver 30 og at "sandheden er ilde hørt bla bla bla" og blev voldsomt fornærmet over bemærkningen, blev jeg til aften en smule jeg-er-et-gammelt-røvhul-nostalgisk ved at sidde og nyde synet af de unge mennesker. De yngre mennesker. Fordi de bare har hele livet foran sig, og hvor er det dog spændende, hvor de ender. Og fordi det er vanvittigt underligt at tænke på, hvad for en starut jeg var, da jeg var 15. Det er næsten et årti siden, og jeg ville næppe have skudt på, at jeg var blevet den, jeg er blevet til. Ikke at udviklingen er slut. Jeg synes jo på mange måder, at jeg stadig piller navle og bruger absurde mængder tid på at finde ud, hvem fanden jeg egentlig er. Hvem jeg har lyst til at være. Men jeg tænker trods alt, at kernen er på plads. Kernehuset er der, og alle de andre lag skal bygges på henover årene, indtil jeg er et rynket Pink Lady.

Indtil da: Glædelig jul.

mandag den 1. december 2014

Det er snart jul

Jeg ønsker mig en rejse af + fire måneders varighed til Mellemøsten, en mere til Irland, endnu en til Spanien, og jeg ønsker mig at bo i Barcelona og Japan. Jeg ønsker mig at leve af at have fingrene kronisk tapeseret til tasterne. Jeg ønsker mig de udsolgte sølv sneakers fra Nike. Jeg ønsker mig en tylkjole som den Carrie Bradshaw har på i Paris i det sidste afsnit af SATC. Jeg ønsker mig, at jeg turde gå i en tylkjole i Paris. Jeg ønsker mig, at modebloggerne bliver kvalt i deres cupcakes. Jeg ønsker mig en en privat ø i Sydhavet. Jeg ønsker mig at lave et interview med Lena Dunham. Med Passenger. Med James Bay. Med Nik & Jay. Med Bill Murray. Med Bent Fabricius-Bjerre. Med Bruce Springsteen. Jeg ønsker mig at kunne forstå alle mine familiemedlemmer på samme tid. Jeg ønsker mig mere WHAM! og George Michael. Jeg ønsker mig, at reality-tv ville brænde op i helvede. Jeg ønsker mig, at Christiane Schaumburg-Müller på noget niveau forstod begrebet feminisme. Jeg ønsker mig at være mere ligeglad med ting, der jo alligevel er uendeligt ligegyldige. Jeg ønsker mig medvind på cykelstierne. Jeg ønsker mig vanter, der varmer alle ti fingre. Jeg ønsker mig mindre frelsthed, mindre smålighed, højere til loftet, mere omfavnelse og større sko.

lørdag den 15. november 2014

Man kunne kalde det breaking news

Dengang jeg var lille. Uh-åh-uh-åh-uh-åh. Der elskede jeg Krumme. Nu jeg tænker over det, er der faktisk ingen grund til at sætte det i datid. Jeg hedder Isabella, jeg er 24, og jeg elsker Krumme. Nå, men jeg svor, at jeg ikke ville blive en af de der voksne typer, der altid har travlt. Og endnu værre en af dem, der ser ud som om, at alting gør ondt. Fy for fanden! Jeg havde De Voksne mistænkt for, at de bare ikke kunne lide livet længere. De kunne ikke se det smukke i børne MGP, i mælkesnitter, i nye kondisko (dengang hed det altså ikke "sneakers"), i at gynge helt op til stjernerne.

Men nu sidder jeg her og tænker. Hvor blev 2014 af? Det er et helt kalenderår, der meget snart er væk. Og så tænker jeg fire sekunder længere og opdager, at der fandme er sket meget. Rigtig meget af hvilket, jeg gerne ville have undværet.

I hovedtræk/tal:
  • 1 nyerhvervet lejlighed
  • 1 opsagt lejlighed
  • 6 måneders bopæl i selvsamme lejlighed
  • 1 påbegyndt kandidatstudie
  • 1 droppet kandidatstudie
  • 8 millioner tårer og tanker
Allow me to explain...

Jeg stopper på universitetet. For satan. Jeg er alt for ærkær og stolt, og jeg havde al-drig forestillet mig, at jeg skulle være sådan en taber-drop-out-type. Men det er jeg. Finten er, at jeg faktisk ikke synes, der er noget taberagtigt over det. Længere. Jeg ved nemlig, hvad der ligger bag. Har tit tænkt drop-outs som svage og dovne eks-studerende, der brugte mere tid på at snave på Train og drikke chai latte nede ved Åen end på at læse en fucking bog. Men så skete det for mig, og jeg ændrede pudsigt nok mening. Søndag den 26. oktober - seks dage inde i mit 24. år - kom sammenbrudet, som var så følelsespornografisk og som taget ud af en romantisk komedie med Kate Hudson og Channing Tatum, at jeg meta sammenbrud fik kvalme. Jeg sad og sms'ede med min kusine, alt imens jeg sad og døjede med, hvordan jeg kunne legitimere at pjække fra mandagens dobbeltforelæsning. Fik en sms fra Birgitte om, at krisen skulle snakkes væk, at der skulle findes en løsning, for "ellers ender du med at blive rigtig syg". Av. Det ramte hårdt. Som noget kun kan, når man ved, der er det famøse gran af sandhed. Det var sandheden. Sandheden, som jeg troede, jeg kunne lyve om. Til andre, for andre, men mest for mig selv. Jeg har siden studiestart, nej faktisk allerede inden studiestart tænkt, at jeg bare liiiiiiiiige skulle se tiden an, lige gå all in på at være seriøs studerende, lige komme ind i kampen, lige give det til jul, lige klare 1. semester, lige klare 2. semester. Lige fokusere på feltarbejdet, lige klare de to år, for så lang tid er det jo ikke. For to år ud af et helt liv er jo så afgjort i småtingsafdelingen. Men to år er for lang tid at gå og være ked af det. Der sad jeg så. I mit lille hjem. Alein alein. Klokken midnat en søndag aften. Med tårerne stømmende ud af de små blå, alt imens sandheden endelig ramte mig: Livet er simpelthen for kort til at gå og være ked over noget, der kan ændres. Klassisk, klichefyldt, kedeligt. Ja. Men også korrekt.  Det er ikke en nem beslutning at stoppe. Overhovedet. Der er uoverskuelige mængder identitet bundet op på vores studie eller arbejde, og når jeg ikke længere er antropologistuderende, hvad er jeg så? Jeg er en, der endelig har erkendt, at en cand.noget titel ikke nødvendigvis er opskriften på succes. Jeg er en, der ved, hvad hun gerne vil opnå, og jeg er en, der elsker ordspil, lister, dårlige vittigheder, og en der hader boller i karry, Rasmus Seebach og mennesker der går i for små sko.

Jeg synes, at tilværelsen har været skide hård siden, jeg sad i New York for cirka et år siden. Da det gik op for mig, at mit store rejseeventyr snart var slut. Hvilket medførte titusinde tanker om, hvad jeg kom hjem til. En frygt, der viste sig at være helt berettiget. Jeg skulle selvfølgelig i gang med at læse - selvfølgelig skulle jeg det. Det er jo det, man gør. Sgu da. Derfor blev der opstillet Scenarie A (antropologi) og Scenarie B (journalistik). Jeg er uhyggeligt dårlig til vige fra planer, hvilket utvivlsomt har noget at gøre med min sporadiske autisme. Man har en plan, man følger planen, færdig bum. I min søgen mellem A og B, overså jeg X. Indtil nu. Grunden til de mange tårer, de tusindvis af tanker, de mange tvivl, de vævende beslutninger, de mange frustrationer, de uendelige snakke med mine veninder, de skizofrene blogindlæg - grunden til, at jeg var så meget i tvivl om, hvad jeg skulle læse, er at jeg slet ikke skulle have startet på noget. Jeg var jo ikke klar. Jeg er ikke klar. Da jeg kom ind på bacheloren forsøgte jeg at tjekke min optagelse kl. 00.00, hvor intranettet selvfølgelig var overbelastet. Så jeg stod op kl. 07.00, tændte computeren, læste de usandsynlige ord, der bød mig velkommen til Aarhus Universitet. Strøg ned ad trappen, ned til min far i stuen og ud i haven, hvor det støvregnede i den tidlige sommermorgen. Og stod og dansede i min natkjole. Det lyder som noget fra en Taylor Swift sang, men præcist så lykkelig var jeg. Det kan sagtens være, jeg skal have en kandidatuddannelse på et tidspunkt. Måske. Men ikke før jeg igen er så glad for udsigten til at skulle studere. Og for nu har jeg til gengæld ambitioner, der kan fylde Randers Regnskov and I solumnly swear: Jeg vil gøre alt for at gøre mig selv stolt.

Jeg vil enormt gerne være en karakter taget ud af La Boheme; en af de mennesker, der stoler på sig selv, hviler i sig selv og er fuldstændig ligeglad med, hvad andre synes. Det er jeg bare ikke. Jeg går absurd meget op i det. Da jeg var otte og ti og fjorten og sytten kunne jeg blive dybt ulykkelig over et ondt elevatorblik eller en spydig kommentar fra en fremmed på gaden. Der har jeg i dag taget fuck-fuck hatten på, og det gør mig højst sur. Hvilket på alle måder er bedre end at blive ked af det. Aber dabei. De mennesker, der betyder noget for mig (og det gør mit livs mennesker jo, Gudskelov), deres mening kan stadig sende mig på en emotionel rumtur. Fordi jeg har brug for deres anerkendelse og accept. Og troen på mig og på, at jeg nok skal ende der, hvor jeg gerne vil. Der er forskel på fisk - nogle af dem siger det til mig, andre gør ikke, men jeg tror nok, at jeg godt ved det alligevel.

Selvom jeg nu sidder i min lejlighed med kun vinglas at drikke af, en seng og alt for mange flasker shampoo, selvom jeg fra på torsdag er hjemløs igen, selvom jeg ikke aner, hvor jeg helt lavpraktisk og fysisk befinder mig om fire måneder, selvom jeg ikke ved om mine drømme bliver opfyldt, og selvom jeg igen kommer til at være hende, der med Fjällräven på ryggen går rundt fra sofa til sofa, er der mere plus på kontoen, end der har været i mange måneder. Jeg er ubeskriveligt lettet, det her er muligvis den bedste og sundeste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg tror på det her. Fuldt ud. Fordi jeg vil det.

Jeg hader Drake for at have bragt udtrykket til verden, men jeg er i det lune hjørne her til aften: Y(ou)O(nly)L(ive)O(nce)! YOLO!!!

søndag den 9. november 2014

Hadelisten #2

  • Mennesker der staver "sgu" med k. Eller q. 
  • Nissehue typer i oktober og november. Faktisk også i december, medmindre de er børn. 
  • Lola fra Go' Morgen Danmark
  • Morten Resen fra Go' Morgen Danmark
  • Piger med sprittusch optegnede øjenbryn. Fucked up skønhedsidealer. 
  • Selvhjælpsbøger i genren mand/kvinde/kærlighed/forhold. Undskyld mig lige, mens jeg brækker mig. 
  • Dårlig ånde. 
  • Dr. Phil. %¤E&/()=?/&%¤#!!!!!!
  • 1864. Serien. Ikke krigen. Ikke at jeg er pro krig, men mere et udtryk for præcist, hvor indædt jeg hader serien. 
  • Typer, der ikke har noget imod at tage æren for arbejde, der ikke er deres. 
  • At Ted Chaough lovede Peggy at forlade sin kone, men så gjorde det modsatte. 
  • At det tager mig cirka fem måneder at huske min nye alder efter fødselsdag. Dårlig timing. 



fredag den 31. oktober 2014

Noget om militæret, sexede sygeplejersker og kyllingekostumer

Dengang jeg overvejede, om jeg skulle gøre militærkarriere (oh yes, I did), var jeg til Forsvarets Dag For Kvinder, hvor en smuk ung sergent fortalte om netop det at være kvinde i en citat mandsdomineret verden citat slut. Hun fortalte, at hun under sin udstationering i Afghanistan, havde besluttet, at hun ikke ville gå rundt i lejren i hotpants og sports-bh. Med begrundelsen, at hendes mandlige kollegaer ellers ikke ville kunne tage hende seriøst, når de arbejdede. Dét er sgu da at nedgradere mænds intelligens. De der mænd er ikke fuldkomne idioter, jo. Men fred være med det.

For der er utvivlsomt nogle usagte regler for, hvad kvinder kan have på uden at blive citat sexsymboler citat slut. Her kommer Halloween ind i billedet, for på denne dag findes der to typer piger:

  1. Dem der er klædt ud som sultanen fra Aladdin, en kylling, en ko, en abe, en hund, en kanin (og her snakker vi store kostumer og ikke bare et par dyreører, badedragt og netstrømper), Frankensteins brud. 
  2. Dem der er klædt ud som sexet sygeplejerske/lærer/stewardesse.

Og jeg har aldrig rigtigt fattet det. Men det er måske fordi, jeg tilhører kategori 1 og slet ikke ville kunne administrere at være klædt ud som sygeplejerske i en kjole, der lader til at have mistet sin underdel. Og har samme mængde syntetisk polyester som en mikrofiberklud. Og fordi jeg ved, at de rigtige sygeplejersker (som min storesøster) er dem, der passer os, når vi er syge, er med til at redde vores liv og går i gummisko, hvide skjorter med trykknapper og bukser med elastik.

Der er ingen, der skal bestemme, om det er mere okay at klæde sig ud som Jack Sparrow, end det er at være en slutty Elizabeth Swan. Jeg synes bare, det er lidt fjollet, at Halloween og fastelavn er blevet pigers fripas til at kunne klæde sig ud som ludere uden at blive dømt på det. De piger, der har en fest med at være klædt ud i next to nothing skal endelig bare give den gas. Femi-Lene her synes jo bare, at det er så helt utroligt vigtigt, at de gør det for deres egen skyld. At man ikke klæder sig ud som en billigere udgave af sig selv, fordi man tror, det er det Y-kromosomerne vil have. Og hvis Y-kromosomerne siger, at det er det, de vil have, er det ganske enkelt de forkerte Y-kromosomer, man bruger sin tid på.

I øvrigt er det unødvendigt. Og for mig at se for meget af det gode. Sexappeal er lækkert, når det er underspillet. Det frække forsvinder, hvis det hele ligger der på sølvfadet uden overraskelser. For helt ærligt. Ved de fleste af os (piger, altså) ikke godt, hvordan vi skal worke øjenvipperne, håret, berøringerne, nå ja, brysterne for at få opmærksomhed, hvis vi vil have den? I think so. Og det behøver altså virkelig ikke involvere en vandfaldskjole med kig til navlen, ryggen, armene og ballekanten, hvis man bukker sig forover. In my book, er de allermest sexede kvinder altså sjældent dem, hvor der ligger en sammenrullet tennissok i hver bh-skål og en neonfarvet g-streng, der sidder et sted oppe omkring fjerde ryghvirvel. Det er dem, der har selvtilliden. Dem der vil skide på, hvad moden dikterer. Dem der fucking owner deres seksualitet.

Og jeg har faktisk en veninde, der har scoret iført kyllingekostume, og for den achievement bukker jeg mig dybt i scorestøvet.

Glædelig Halloween.

søndag den 26. oktober 2014

"Manifestet af vores fucked-up fremtider"

Jeg hader indædt den type mennesker, der altid tror, at græsset er smukt, lysegrønt og som en kattekillings øre at betræde på den anden side af parcelhegnet. Det er til at brække sig over. Det er til at tequilabrække sig over. Men øhm. Jeg kan godt se, at jeg nogle gange selv har det sådan. Og det er jeg ikke stolt af. For jeg vil jo ikke være den slags menneske, der forsømmer den lille lykke, mens hun venter på den store.

For nogle måneder siden var jeg sammen med gode gamle drengeven N, som er blevet færdiguddannet og scoret sig et fuldtidsjob, hvor han til dels skal arbejde med det, han er uddannet til. Fint startjob, men jeg kunne godt høre på ham, at "living the dream" måske ikke var den oneliner han ville sætte på livets status. Hvorfor vi naturligvis forfattede et manifest (det er mest bare et dokument, men manifest lyder markant bedre). Essensen deri er, at jeg skal sparke N meget hårdt i røven, hvis han ikke har rykket sig karrieremæssigt om to år. For mit vedkommende blev der opstillet to scenarier for, hvordan livet ser ud om to år. Scenarie A er at være i besiddelse af en kandidatgrad fra AU, at bo i dobbelt A South, formegentlig at leve dagpengelivet (jegeraldrignegativ). Ret meget status quo. Scenarie B er at være skredet fra a.l.t., rejse rundt i Mellemøsten og kun gå rundt i flagrende kjoler og store øreringe, været lesbisk i en periode, drukket meget absinth og fået mindst en tatovering. 

Problemet her er, at jeg synes, scenarie B lyder uendeligt meget sjovere end A. Jeg ved godt, at jeg romantiserer det at rejse. Men det til trods synes jeg stadig, at første scenarie lyder lidt for kedeligt, lidt for normalt. Til en sær snegl som mig.

Den dårlige smag i munden har en kraftig aroma, for jeg har fuldstændig aktivt valgt samtlige komponenter i A-scenariet; det er det, jeg har gået og sukket efter. En normal og forudsigelig hverdag. Nu hvor jeg sidder her, er forelskelsen aftaget betydeligt. Det er fandme dumt. Min gamle gymnaiseveninde sendte mig for en slat tid siden en Kim Larsen tekst, fordi den minder hende om mig (indsæt "nååååårh!"). Hvileløse Hjerte. Når jeg udlever udlængslen, savner jeg alt det trygge herhjemme, og efter en måneds tid herhjemme er rejsefeberen igen oppe over de 40 grader. På mange måder meget frustrerende. Fordi jeg sjældent synes, den (altså livet) er helt i vinkel. Jeg er typen, der er bange for at vågne om 30 år og ikke have opnået noget som helst, fordi livet ligesom bare passerede. Med mig som passager. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver rigtig tilfreds. Fortrydelse er noget af det værste, men endnu værre er fortrydelse med bekvemmelighed som primus motor. Det ville være det nemmeste i verden at bare blive her. At lade livet gå, for det gør det jo. Bare at lade det stå til og så vågne en dag og være tvunget til at erkende, at nu er skibet sejlet. Mens man selv er ved at undersøge, hvordan man kommer til havnen.

Men hvad så? Måske skal jeg bare acceptere det som et livsvilkår? Permanent skizofreni og fucked-up-ness. Måske skal jeg tvinge mig selv til at blive i det normale. Måske skal jeg skide på det hele og rejse min vej. Måske skal jeg brænde manifestet.

Foreløbig er den forkromede plan at storevaluere til jul. Fordi jeg godt ved, at jeg er nødt til at give det såkaldt normale liv en fair chance. Og hvis klaveret stadig lyder som en søløve i brunst til den søde, tykke hyggetid, så må og skal der ske ting og sager. Og hvis klaveret lyder som Vivaldis forårssymfoni, så er vi fandme på helt, helt rette vej.

Ellers køber jeg en krystalkugle. 

torsdag den 23. oktober 2014

Hvis vi nu spørger rigtig pænt


  • Kan vi få genindført, at mænd går med hat? Kasket og bøllehat tæller ikke.
  • Kan vi få afskaffet David Letterman?
  • Kan vi få et forbud mod "Vild med dans"?
  • Kan vi få lov til at snakke om noget andet end "1864"?
  • Kan vi få Netto til at forstå, at der for helvede ikke er nogen, der køber julepynt i ok-tob-er. Håber jeg. 
  • Kan vi få bagedyst-folket til at forstå, at vi andre er pisseligeglade. På marcipan/fondant-måden.
  • Kan vi få breve fra Kollegiekontoret, der er til at forstå?
  • Kan vi få lov til at skide på DR's licens? Ikke bogstaveligt talt. 
  • Kan vi få noget mere sjov i gaden, for helvede!

tirsdag den 21. oktober 2014

24

Mærkedage har jeg altid været mega fan af - fødselsdage, jubilæer, helligdage og generelle markeringer af store begivenheder, elsker jeg. Og jeg glæder mig i månederne op til, tæller dage, planlægger. Fordi det er noget særligt, og man må gakke helt ud og gøre de ting, man ikke gør i hverdagene. Og fordi de altid gør mig nostalgisk. Mærkedage er sådan en glimrende målestok; pludselig bliver det ret tydeligt, hvad der er sket på et år. Og forfuckogindihelvede hvor har det været et Skodsborgs-år. Mit 23. år. For en måneds tid siden, spurgte min mor om vi skulle holde min fødselsdag hjemme i Randers. Og jeg sagde nej. Fordi jeg ikke kunne. Familiekonstellationen med boller, pølsehorn og lagkage er skøn, men det ville for mig være alt for tydeligt, hvem der mangler. Min morfar, min mormor og min faster Anna. Jeg savner dem alle tre hjerteskærende meget, og jeg. Kan. Ikke. Lide at de ikke er her. På noget tidspunkt af året, men lige i går var det lidt sværere. Fordi de plejer at ringe. Og sende et kort. Og fortælle mig, at jeg er ung og har hele livet foran mig. Og fordi min morfar plejer at give mig sæsonens sidste røde rose fra haven. Og fordi min mormor plejer at sige "Det er godt nok, Bella". Fordi Faster Anna plejer at komme en time tidligere end alle de andre gæster, og hjælpe med at dække bord. Jeg savner dem sådan - helt ind i hjertekulen, hvor der er allerdybest, allermørkest og hvor jeg ingen panser har - ingen vittigheder, ingen smart-i-en-fart-bemærkninger. Der hvor der kun er sårbarhed og ærlighed.

Jeg er typen, der tror på gode år og dårlige år. Et godt stykke inde i mine teenageår troede jeg sågar på, at man havde syv års lykke efterfulgt af syv års ulykke og så videre og så videre. Ja, det er lommefilosofi. Og lommeuld. Jeg kan med mit hoved godt regne ud, at det nok ikke helt passer. Og så alligevel. 22 var eminent. 23 har været forvirrende, sorgfyldt og lortet. Jeg har store forventninger til 24 - håber sådan, at brikkerne kommer til at falde på plads, og at det færdige puslespil kommer til at have et motiv, jeg kan lide at se på.

I går fyldte jeg 24 og lod derfor lade min altoverskyggende skepsis hvile for en stund. Og ved I hvad? I går formiddags havde jeg en stille stund hjemme ved mig selv, hvor jeg filosoferede lidt over, hvad 24 kommer til at bringe. Jeg aner det ikke. Måske flytter jeg til London, måske bliver jeg på universitetet, måske gør jeg noget tredje. Det er skræmmende. Helt vildt skræmmende. Men også lidt fedt. Og jeg håber, at 24 bliver bedre end 23. At der falder ro på drengen (den dreng er mig); helst ikke i fysisk henseende, jeg vil ikke slå mig ned. Men ro inde i hovedet ville være en god ting.
Tillad mig at citere Nik & Jay: "Det er ligemeget hvad dagen bringer. Ligemeget hvor rejsen ender. Bare jeg har drømmene med mig". Og det har jeg. Drømme og håb i overflod. Akkompagneret af ét stensikkert faktum. Der er lige så sikkert som, at roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er sikkert ligeså. Og det er, at jeg er heldig. Jeg er omgivet af mennesker, der kun ønsker mig det allerbedste, og som al. tid. er der uanset hvad. Når jeg får endnu en sindssyg ide, såsom at jeg da skal bosætte mig i Uzbekistan eller at jeg da skal leve af at skrive. Eller whatever. Ja, det er sentimentalt og romantisk. Men sandt. Og jeg havde fødselsdag i går, så jeg må godt være sentimental og romantisk. Jeg havde den bedste fødselsdag i går med de bedste mennesker! En af de dage, man har en lille frygt for bliver skuffende, fordi man har glædet sig for evigt - men som så i stedet for blæser en fuldstændig bagover. En dag fyldt med kærlighed, glæde og grin. Jeg er glad, glad, glad. Og 24 år! Fucking hurra!

fredag den 17. oktober 2014

Medpassager

Listen over de mænd, jeg skal giftes med er lang. Og det er noget af et paradoks, for jeg vil ikke giftes. Men listen inkluderer desuagtet Huxi Bach, Jonatan Spang, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Michael Falch, Joseph Gordon-Levitt og Thure Lindhardt. Og Nicklas, når vi bliver 35. Jeg vil godt indrømme, at bryllupsplanlægningen er lagt lidt på is i samtlige *forhold*. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige. Derfor er det jo vanvittig smart, at jeg har fundet en ny mand. Manden. Den mand hedder Mike. Måske du kender ham som Passenger. Han er brite (ja tak, blev der sagt), han har fuldskæg, han er splejset, og jeg er forelsket.

I tirsdags havde jeg, sammen med 2000 andre mennesker, fornøjelsen af at lytte til den dejlige skabning, da han gav koncert i Falconer. Det var min fødselsdagsgave til mig selv, og jeg er fandme en god gavegiver. Det var den smukkeste, mest sjælelige, mest skrøbelige koncert, jeg umiddelbart kan komme i tanker om. En mand og hans guitar. Jeg er solgt til stanglakrids. Og så lige dér, da linjen "Everyone's filling me up with noise. I don't know what they're talking about" strømmede ud af ham, overgav jeg mig fuldstændigt og uden forbehold og fandt således mig selv grædende på trægulvet i Falconer. For det er netop det, kunst, i enhver form, kan. Det kan fremkalde følelser - og nogle gange dem, man ikke selv kan finde ud af at italesætte. Alle mine frustrationer, al min tvivl om universitet og alt det, der har været så pisselortepikke hårdt i den sidste tid findes i den sætning. Ja, det lyder romantisk og som en voiceover i endnu en Hollywood produceret film om låååve. Men jeg er da ligeglad. Fordi; for en stund gav det hele mening, og det eneste jeg havde brug for var, at han aldrig ville holde med at synge. Det håber jeg stadig.

tirsdag den 7. oktober 2014

Overdreven brug af ordet 'venner'

Som resultat af de mange vielser i år, har jeg tænkt en del over gæstelister. Hold nu maule, det er et emne, hvor man kan brænde sit lys i begge ender. Det er potentielt brandfarligt materiale, for har man egentlig den samme opfattelse som sine venner af, hvor gode venner man er? Hvem skal "kun" med til reception, hvem forventer man holder tale, hvem har man følt sig nødsaget til at invitere, og hvem ville man ikke kunne forestille sig en bryllupsdag uden - altså hvis vi lige ser bort fra den person, man nu skal giftes med. Hvor er hun dog skarpsindig.
Nu har jeg jo ikke noget behov for at skulle giftes, hvilket min civilstatus taget i betragtning, er utrolig heldigt. Men jeg har alligevel tænkt over, hvor screwed jeg ville være, hvis jeg stod i den situation, at jeg skulle producere et styks gæsteliste til mit bryllup. Eller bare en stor fest. Lidt samme abstrakte problem, som når *man* forestiller sig, at *man* vinder i lotto. Og hvad skal *man* så bruge alle de der millioner på. Ja, det er store spørgsmål, jeg arbejder med.

I takt med at alderen bliver højere, ekspanderer omgangskredsen ligeledes. Helt logisk i og med, at man, jo ældre man er, har mødt flere og flere mennesker og været igennem mange af de sociale grupperinger, hvor man ofte møder nye venner. Det betyder så også bare, at man måske har flere mennesker i ens omgangskreds end hvad man reelt har tid til. Et luksusproblem på mange måder, ja, men alligevel et tema, der har været tilbagevendende blandt min omgangskreds en rum tid.

En ganske stor del af min barndom var jeg i seriøst venneunderskud og bliver derfor måske lidt for socialt liderlig, når der er nye venskaber i sigte. Selvom jeg er et asocialt røvhul, er jeg også megafan af mennesker - jeg bliver meget nemt fascineret, og synes det er fantastisk at køre den ind med personligt og mentalt arkæologisk pillearbejde. Og så synes jeg der er noget enormt lærerigt i at have mange forskellige venner - mine venner har jeg samlet op diverse steder på livets landevej, og der er selvsagt ikke to, der er ens, eller sågar minder om hinanden. Og dét er fedt, for jo bredere vennepenslen er, jo flere farver kommer der på livet. Sammen med visdom og forståelse. Ja tak til det. Jeg har derfor også haft overordentligt svært ved at acceptere, at ligesåvel som nye dejlige mennesker træder ind i entreen af ens liv, er der nogle, der går deres vej. Nogle gange siver de elegant væk, og andre gange bliver der smækket med døren, så hele opgangen runger.

Første gang jeg oplevede det, gik jeg i folkeskole. Fordi det er der, det sner. Min allerbedste veninde i heeeele verden hed Katrine og lige pludselig en dag, så jeg hende bare ikke mere. Hun svarede ikke på de sms'er jeg tæppebombede hende med fra min Nokia 3210i, tog ikke telefonen, når jeg ringede og jeg fandt aldrig ud af, hvad fanden, der skete. Retrospektivt skulle jeg have haft større nosser og tvunget hende til at snakke med mig; i det mindste så hun kunne fortælle mig, at hun ikke ville snakke med mig. Men med et mindreværdskompleks på størrelse med Fyn turde jeg ikke - jeg var fuldstændig overbevist om, at hun blot havde gennemskuet, at jeg var frygtelig kedelig og ikke hende værdig. Så jeg lod det ligge.

Klokken slog, tiden gik, jeg blev ældre, fik nye venner. Andre venner. Gode venner. I gymnasiet, blandt andet. Som jeg i dag aldrig taler med. Og det kan jeg indimellem godt blive enormt ærgerlig over. For det var nogle skønne damer piger, som jeg delte mine allermest intime tanker og drømme med. Men vi er citat vokset fra hinanden citat slut. Jeg har ikke det fjerneste begreb, om hvor de befinder sig. De kan jo fandme have købt et nedlagt landbrug, blevet færdiguddannede, have født et, to, tre børn, eller været i krig i Mellemøsten uden, at jeg ville ane det. Og det er ærgerligt, ja. Men helt sikkert også naturligt. Havde jeg villet dem nok, og omvendt, havde vi jo prioriteret hinanden. Begge parter har taget en mere eller mindre aktiv beslutning om ikke at prioritere hinanden og kanalisere energien andetsteds hen. Og det er faktisk okay. Jeg har intet andet end kærlighed, bred karse og dejlige, dejlige minder tilovers for dem og om dem. Så i stedet for at blive ved med at begræde, at de mennesker, der engang udgjorde hele mit verdensbillede nu er blevet perifære statister i mit liv, vil jeg forsøge at glæde mig over, at vi havde hinanden, da behovet var der. At vi var en del af hinandens hverdag, da det gav mening.

Min moster Majberg skrev engang i min poesibog, for selv-føl-ge-lig havde jeg sådan en, at gode venskaber holder hele livet, hvis man passer dem ordentligt, omend en kende mere poetisk formuleret. Det tror jeg på. Fuldstændigt. Jeg tror personligt også på, at der er ret skarpe grænser for, hvor tætte venner man kan være, når der går år imellem, at man ses. Det kan så diskuteres, om intimitet er en forudsætning for at være venner. Fisk. Det ved jeg ikke, det kommer an på, hvem man spørger. Men dette er jo umiddelbart min blog og dennes enevældige hersker synes sgu egentlig, at det er en forudsætning. Dengang vennebøger var topmoderne - ligesom poesibøger - var det nærmest dybdeborende journalistik, når offeret skulle svare på spørgsmål som øjenfarve, hårfarve (fordi Dansk Blindesamfund åbenbart er en ret stor målgruppe for den slags), og yndlingstal. Cirka samme tid som Katrine var min tro væbner, gik jeg meget op i at vide disse ting om folkene omkring mig. Det er jeg i dag fullastalla ligeglad med. Nu jeg tænker over det, har jeg ikke noget der minder om en fornemmelse af, hvad min bedste venindes yndlingstal er (hvem fanden har også sådan et?!). Men det er sgu ligemeget, for jeg ved nøjagtig, hvilke velmenende kommentarer, der kan gøre hende helt ulykkelig, hvad hun mener om utroskab, og hvad vi skal lave i London (baby!). Jeg kender hende. Ergo er det da pisseligegyldigt om, hun synes ottetallet ligger markant bedre i munden end alle andre tal derude.

P.t. er jeg så priviligeret, at mine allertætteste veninder bor i samme by som mig, og jeg har fuldstændig styr på, hvornår de skal til svigermors fødselsdag, hvornår de er i praktik, på arbejde, og er på dates. Jeg kan også informere dem om knaldtilbud i Føtex på deres yndlingsshampoo og dele ligegyldig info, som eksempelvis mængden af nyindkøbt yndlingsshampoo i mit badeværelsesskab, med dem. Så intimt behøver det naturligvis ikke være. Aber dabei.  Når tidligere tætte veninder ryger ud i periferien, synes jeg, at venskabet af åbenlyse årsager mister sin gnist, sit formål og sin ægthed. Selvfølgelig kan man godt mødes og drikke en kop kaffe i ny og næ - men de gange jeg har sagt ja til det, har det været enormt kunstigt. Så sidder man der og skal på komprimeret tid opsummere de store ting i livet, hvorfor det i turbofart bliver en vennebogs-gennemgang af civilstatus, studie/job, generelt velbefindende og som regel en lille tur ned ad Mindernes Boulevard, eller Barndommens Gade, om man vil. Det synes jeg ikke, der er nogen grund til. Jeg synes ikke, man skal tvinge sig selv til at fremkalde en relation, der reelt ikke er der længere. En relation der i bedste fald bygger på minder.

fredag den 26. september 2014

Vi - de uciviliserede

Tidligere på ugen læste jeg en tekst af Michel Foucault, der omhandler seksualitetens historie. Noget af det mere saftige læsestof, AU har budt på. Mandens pointe er, at seksualitet er blevet tabubelagt via en kulturel konstruktion. Der var åbenbart engang i de glade dage, hvor man duskede og talte åbent om det, men så kom den selvudnævnte kulturelite og besluttede, at det der sex var noget gris og kun skulle hænges op på reproduktion. Jeg er sikker på, at forelæseren ikke ville opsummere teksten således, men så fuck fuck da. Det er interessant, fordi jeg jo i udgangspunktet synes, at folk skal have lov til at være nøjagtig, som de har lyst til, og at bevidste tiltag om at ændre naturlige processer, såsom at undertrykke seksualitet, er noget værre pis.
Det stritter i mig, når folk taler om udviklingsstigen - den gamle model var, at de sorte negermænd skulle civiliseres og blive engelske fine mænd, der drak te og havde potensproblemer. Efter min mening er den moderne version, at alle skal have demokrati, fordi det er så åbenlyst fantastisk. For alle. I do not like. And I do not agree.

Den indre hippie i mig synes virkelig, at man skal have bruge et års forbrug af eyeliner på en uge, hvis det giver mening, at man skal tage balkjole på til forelæsning og have en modeblog, hvis det gør en happy. Mennesker må, efter min mening, se ud som de vil. Jeg siger ikke, jeg er så moderne, at jeg altid forstår det, men det er jo for helvede heller ikke altid meningen med et statement. Men men men, så er der konceptet opførsel. Det er lidt sværere, for der har vi sjældent samme mening om, hvad der reelt er god opførsel, og hvad man kan tillade sig. Et punkt hvor man må sige, at jeg er umådeligt gammeldags. Jeg er glad for, at mange af de gamle normer er blevet kastet ad helvede til. Blandt andet fordi jeg ikke passer godt ind i kvinder-og-børn-skal-ses-og-ikke-høres kategorien. Og fordi jeg nu er nået så langt i Mad Men, at jeg kan se, man ikke bliver et harmonisk menneske af at undertrykke sine følelser. Og jeg vil have lov til at snakke om løntrin, om pikkemænd og patter, om first world problems og alt derimellem. MEN. Hvor blev høfligheden af?

Jeg synes, der vandrer urimeligt mange uhøflige folk rundt derude. Og jeg forstår det ikke.

Er vi enige om, at man sgu da for ind i helvede ikke siger til et menneske, der lige har afsløret, at hun håber at komme ind til politiet, at politiet er noget lort, at de ikke gør noget for folks sikkerhed og at hele konceptet bør afskaffes? Man er natürlich i sin gode ret til at mene det. Og nej, jeg er ikke tilhænger af at gå og smålyve hele tiden, men hvilket formål tjener det at udbasunere det? Måske er det retorikken i det, der gør mig sur. For havde den dumme bare spurgt min veninde, hvad hun tænkte om magtens tredeling, eventuel korruption eller hvad fanden ved jeg, havde det givet lidt mere mening. Så havde hun nemlig bevæget sig ind i det felt, hvor man udtrykker interesse i sine medmennesker, selvom man ikke umiddelbart forstår dem. Det kunne man måske så komme til. Hvis man havde lidt pli.

Er vi så ikke også enige om, at man ikke siger til et menneske - på fucking Facebook - at hun skal klappe hesten? Når man ikke kender hende. Det bliver nemlig rigtig farligt, når det er skriftsprog, der kommunikeres via. Fordi! Man kan ikke aflæse kropssprog, toneleje, mimik. De der ting, der fortæller en om, man er på hadelisten sammen med Stalin, Hitler og Mussolini eller om man bare taler med en ægte randrusianer.

Jeg bliver harm, når et menneske ikke giver hånd, første gang man mødes. Altså ikke hvis man er på festival, men da det skete hjemme i nogens lejlighed, at jeg stak lappen frem og sagde "Hej, jeg hedder Isabella", og manden kiggede på min hånd og gik. Han er muligvis genert, men det må han sgu komme sig over. Og fnysende arrig, når det ret jævnligt sker på hotellet, at utilfredse gæster lige får smidt af sted, at de synes, jeg er en kælling/luder/idiot/nar-der-ikke-fatter-noget. Hvad sker der oven i hovedet på voksne mennesker; at de kan få sig selv til det? Jeg troede, at man slap af med de typer i folkeskolen. Jeg er helt med på, at mennesker kun er mennesker, og kan blive presset til grænsen, og at man nogle gange bare ikke kan rumme mere. Men altså vi snakker det normale leverpostejsliv i Midtjylland. Der er jo ikke just terrorrisiko eller syreregnsfare. Det er mere i der-manglede-et-håndklæde-på-værelset-så-nu-går-jeg-besærk-på-dig genren.

Jeg synes, det er så lidt, der skal til. Lige tage høretelefonerne af, når man står i køen i supermarkedet, så man kan sige pænt goddag og tak for byttepengene til den søde unge pige, der sidder ved kassen i ulvetimen på en goddamn mandag. Hvor meget kræver det? Når man står i Matas og bliver bombarderet med påtvungne salgstaler om mersalg, siger man da ikke bare "nej". Det hedder sgu da "nej tak".

I bund og grund handler det om manglende respekt. Måske overreagerer jeg (selvom det ville være *første* gang), men det er, i mine øjne, den ultimative måde at formidle, hvor pisseligeglad man er med sin omverden. Og jeg synes, det er usmageligt. Respektløst. Uhøfligt!

Jeg bander rigtig meget. Fandme. Og jeg har et, lad os sige fantasifuldt, ordforråd. Jeg elsker at lege med sproget, og synes det er fedt, at man kan. En af mine gode veninder, Charlotte, og jeg taler som havnearbejdere til hinanden. Der bliver sagt "luk røven", "hold kæft", og "klamme kælling" i stride strømme. Men lige præcis med Charlotte er det okay, for vi har begge to sat vores navne på den stiplede linje på kontrakten Vores Indbyrdes Sprog, og ved, hvad der i virkeligheden menes. Hun er så også typen, der skriver "babe" fire gange i én sms og bombarderer mig med hjerte emojis, så det er med andre ord ikke manglende kærlighed, der er primus motor for det grimme sprog. Det er der bare. Det kan jeg gøre med hende, fordi jeg ved, at hun ikke misforstår det og vice versa.

Og her kommer pointen - at fucking last - kan vi ikke blive enige om, at når man er i det offentlige rum, så husker man det? Altså at man er i det offentlige rum? For folk må gøre, hvad de vil og tale til og med hinanden, som de vil. Indenfor hjemmets fire vægge, må de. Så det siger vi lige, at vi husker. Tak. Indsæt smiley.

søndag den 14. september 2014

Tak til Ed

For nogle måneder siden formåede jeg at sætte ord på en diffus følelse, der har feset rundt indeni i alt for lang tid. Der er ikke noget galt i at være lidt langsom... Følelsen af gerne at ville blive til noget, men ikke vide, hvad dette noget skal være, ikke helt turde indrømme at være i besiddelse af et sådant storhedsvanvid og slet ikke turde tro på, at det kan blive til noget.

I forbindelse med Ed Sheerans udgivelse af hans andet album i juni i år, fik jeg en åbenbaring tanke. Blev forelsket i den rødhårede brite all over again, og hørte albummet cirka 35 gange på en uge. Måske min nabo var/er træt af mig? Jeg blev ramt af en yderst smålig jalousi over, at Ed er mere succesfuld end jeg nogensinde bliver (små slag, har hverken ambitioner om eller lyst til eller talent, der rækker til det niveau) og han er fandme yngre. Den lille skiderik. Gik så i trance over, hvor mange andre jævnaldrende - og yngre - kunstnere, der er derude. Fik en barnlig stikken i hjertet over, at jeg til stadighed intet har udrettet - at jeg ikke er typen, der som sekstenårig flyttede til en metropolis og levede af vingummibamser i tre måneder for at slå igennem som musiker. Hvis man lige tager det faktum, at jeg er blottet for musikalitet, ud af ligningen. At jeg ikke har haft en passion, jeg har kæmpet for. Jeg kom så til at tænke på "Girls", hvor Booth Jonathan siger til Marnie, at han elsker, når unge mennesker opgiver deres drømme i det selvsamme øjeblik, hvor de møder en smule modstand. Med ironisk distance, hvis nogen skulle være i tvivl. Måske er Dansken underlagt Jante i så udpræget grad, at vi ikke tør tro på os selv, medmindre vi har en autoritet i ryggen, der siger, at det er godt nok. But then again; måske er det fordi talentprogrammerne har skræmt de fleste fornuftige mennesker fra vid og sans - næ du, jeg skal fandme ikke stå på en scene og synge "Amazing Grace" med Etta Cameron på nethinden, for kun at få afsløret, at det på en god dag max ville kunne svinge sig op til halvanstændig karaoke på Sherlock Holmes blandt fulde folk. Nej tak.

Men tilbage til Ed. Nu har jeg jo ikke haft fornøjelsen af at drikke en sjus med drengen, men jeg har sådan på fornemmeren, at han over en håndbajer ville kunne fortælle, at han har arbejdet for det der succes. 

Og det her skriveri, ægge osse? Det er en passion. Det er min. Og dét har taget mig årevis at erkende/acceptere/indse. Det er det, jeg vil. Så enkelt og så svært. Min dansklærer i folkeskolen mente, at jeg havde talent, og i upassende mange år har jeg taget den sætning og den cadeaux frem og varmet mig på den. Jeg har bare ikke liiiige fået gjort noget ved det - det sikre kort er at undlade at handle på det, for så kan man sidde som en gammel bitterfisse og udbasunere, at man jo havde talentet. Fortrydelse er så bittert, og hvis jeg kan undgå den følelse, vil jeg. Indtil videre er det bare mig, der skal tro på det. Tro på, at jeg er god nok. Til at der er folk, der gider læse skidtet. Det er en reel risiko, at mit talent ikke rækker til andet end løjerlige mails og lister på bloggen. Dét finder jeg kun ud ved at prøve. Måske brister det, måske bærer det. Håber inderligt på det sidste. Men i det mindste kommer jeg ikke til at sidde og tænke "hvad nu hvis". Hvis og hvis, min røv er spids.

lørdag den 13. september 2014

Hadelisten

  • Haiku digte.
  • Konceptet coaching.
  • Konceptet latter coaching. Hvis man har brug for det, hænger man simpelthen ud med alt for kedelige typer. 
  • Mennesker der går ind i bussen/toget, inden man er gået ud. Lad. Nu. Være. 
  • At efterårsmoden dikterer noget, der giver uhyggelige 90'er flashbacks. Pænt nej tak. 
  • Det faktum, at der tilsyneladende er erklæret krig imod mælkechokolade. 
  • Samtlige bakker i Århus. Altså når man skal op ad dem. 
  • Når jeg er nødt til at forklare mine jokes. 

tirsdag den 2. september 2014

Jamen hej september, kom du lige forbi?

Plussiden af sommeren 2014:

  • En tre måneders undskyldning for at spise is i tenderende klamme mængder.
  • P.A.R.I.S.
  • Ikke at give en fuck til Nik & Jay koncert i bøgeskoven. 
  • Lejlighed. Lille, men min. Og cykelafstand til bedste ven. 
  • Et temmelig perfekt bryllup i dobbelt A. 
  • At yngste nevø nu siger "mosdi". Mosdi er stolt og der kan skæres tykke skiver af stoltheden over begge - helt objektivt de smukkeste - drenge. In das ganze welt. 
  • NorthSide festival. Mit festival cherry blev poppet. Med maner (og øl) blev det poppet. OG jeg har stadig et billede af mig og Nathan Maxwell, og JA jeg viser det stadig stolt frem. 
  • Jeg har langt om længe fået set noget Mad Men (fordi jeg er og bliver en langsom padde) og jeg er fan! John Slattery - ja tak, ja tak, oooog ja tak!
  • AU har endnu ikke opdaget, at jeg er fuldstændig sindssyg og har derfor budt mig velkommen tilbage.

Minussiden:

  • Jeg har slet ikke spist nok is. 
  • Min privatøkonomi. Alias Grækenlands bruttonationalprodukt. 
  • Har været lidt for bevidst om, hvordan livet så ud for et år siden. 2013 var legen-wait-for-it-dary. 2014 not so much. Satser på, at 2015 kommer til at sparke noget seriøst nummi. 
  • At jeg ikke én eneste gang har været ude at bade. Hvilket hænger sammen med:
  • At jeg primært har været buret inde på et hotel h.e.l.e. sommeren. Hvorfor jeg allerede nu har bestemt, hvad der skal ske næste sommer. Dét bliver fedt - og så er det jo heldigt, at det er liiige om hjørnet. Eller noget. 
  • Jeg har siddet indenfor og set Mad Men. Om sommeren. Armen for helvede altså. 
  • Jeg skal så starte på AU. Bum bum bum. Status følger. 

tirsdag den 26. august 2014

Ting jeg ikke kan overskue

  • At sæson 3 af Orange Is The New Black først kommer i totusindogfemten. Femten.
  • At tredje del af The Hunger Games har biografpremiere i no-vem-ber. Det er om alt for lang tid.
  • At justeringen på min cykelhjelm afjusterer sig selv, så den sidder løst/skævt/fucked.
  • At jeg skal til at sætte mig ind i AUs nye pishposh/pispotte smarte system, Blackboard. Er ikke nede med teknik, men det kan da umuligt blive et mere røvsuttende system end AULA og First Class.
  • At kendte mennesker synes, de skal køre blogger-stilen. Fordi majoriteten ikke kan finde ud af at administrere det danske skriftsprog, og jeg synes måske nok, at et skriftligt medie ikke er det mest oplagte, hvis man ikke kan kende forskel på ligge/lægge. OG fordi de sjældent har noget at fortælle udover, a. at de træner hårdt for deres perfekte kroppe, b. men at de ææææælsker mad og c. at de bare virkelig synes, at den danske presse er super ond altså - fordi de er jo osse bare almindelige mennesker. Ikke? Lissom. #jegbrækkermigilygtepælstykkestråler.
  • At jeg skal til at studere igen. På den seriøse måde. Hvis vi skal være ærlige omkring det, er det egentlige problem, at et humanoira studium betyder, at man skal være i besiddelse af noget killer selvdisciplin. 
  • At de to møder, jeg har haft med drenge, mænd, fyre på matriklen her dels var i forbindelse med vasketøj - rent, men alligevel mindre fedt og dels en ungersvend, der havde smækket sig ude og derfor bankede på min rude, mens jeg kørte den ind med en ansigtskulør a la Dannebrog og muligvis var i gang med at skråle med på noget flødepop Christopher-drengen. Hovsa.  
  • Vejret. Ja pt skinner solen. Men det kan Dansken ikke styre. Og så bliver Dansken syg. Og når jeg skriver Dansken, så mener jeg mig. 
  • First world problems, I know. 

tirsdag den 12. august 2014

Rullekebab, marinebiolog, jokemaskine, perleplader

Der skete det, at en dame meddelte mig, at hun er mere voksen end jeg. Begrundelsen lød på, at hun har både hus og da-da-da-daaaaaaaaaaa børn! Og det har jeg ikke. Nej, thank fucking God.
Jeg er pissetræt af mennesker - næ, forældre, der bruger deres børn som undskyldning for alt. Eller som eksistensberettigelse. Eller slet og ret antyder, at de dermed har brugt deres liv på noget lidt mere fornuftigt.

Jeg ER voksen. Jeg er 23 år, snart 24. Jeg har min egen lejlighed - på et kollegie, bevares. Men jeg betaler for den, hver måned, over noget så voksent som PBS. Jeg handler ind efter noget så struktureret som en madplan. Jeg betaler selv min telefonregning. Jeg er så voksen, at jeg prioriterer - jeg har lært, at nogle valg kommer på bekostning af andre. Jeg spiser middag med mine veninder. Jeg har teaftaler. Jeg kan købe en rullekebab, når jeg har lyst, uden først at cleare det med samtlige familiemedlemmers madlyster.  Jeg kan kysse på drenge mænd uden at skulle være nervøs for, om min mor og far kan se det på mit ansigt. Jeg kan vralte hjem spritstiv om morgenen og ind i min lejlighed, uden at behøve at tage mine stiletter af - her er sgu ingen risiko for at vække resten af huset. 
Altsammen noget der, da jeg var barn, var mine definitioner på, hvornår man var voksen. Det er ikke længere helt sådan, jeg vil opstille tingene i livets excelark over, hvornår man er barn/voksen. Nu er det noget væsentligt mere abstrakt - noget med, om mit livs dage har flest emojis med thumbs up eller thumbs down. Noget med, om jeg kan se mig selv i øjnene og være ok tilfreds. Noget med at være blevet så gammel, at jeg aktivt fravælger mennesker, der kun tager energi og intet giver igen. Noget med om jeg har opnået bare nogle af de ting, jeg ville, om jeg har ambitioner i livet og om jeg gør noget for at nå hen til præcis den flise på Livets Fortov, hvor der står "Isabella" i asfalten.

I folkeskolen lavede vi lister over, hvor vi så os selv om ti år. Jeg har den desværre ikke længere, men jeg kan huske, at jeg noterede:
1. Marinebiolog, der arbejder med delfiner.
2. Gift med sød mand.
3. Fået - helst 3 - børn.
Folkeskole-Isabella troede altså, at dette ville være opnået i en alder af 23-25. Det var fine drømme, men de er ikke mig længere. Jeg er ikke blevet marinebiolog, jeg studerer - snart igen - antropologi, men jeg har dykket med delfiner. Jeg er ikke blevet gift, og har ingen børn, til gengæld har jeg haft mulighed for at rejse en hel del, er blevet velsignet med veninder, der på mange måder er mine sjælevenner og på børnefronten har min søster skænket mig to nevøer, som jeg elsker højere, end jeg troede muligt. Livet er ret godt, og jeg vil. Ikke. Retfærdiggøre mine valg. Nej, jeg er ikke gift og har børn, for jeg har lært mig selv bedre at kende, og fundet ud af, at modellen villa, volvo og vovse ikke er mig. Jeg har fundet ud af, at jeg har en væsentligt mere krøllet hjerne. Jeg har accepteret, at jeg ikke er typen, hvis hår sidder klokken 17, som da jeg tog hjemmefra og som lige frisker makeuppen op i løbet af dagen, jeg er ikke hende, der kan have hvidt tøj på uden at spilde, og jeg bliver aldrig hende, der synes, at viskestykker er et acceptabelt fødselsdagsønske.
Jeg har lært, at jeg er hende, der har kronisk 41,5 i rejsefeber, jeg er hende, der råber "PIKKEMAND" på toppen af Rockefeller Center, hende der indtil flere gange har grædt i et DSB-tog, hende der på et bordkort til et bryllup bliver beskrevet som jokemaskine. Og det er helt okay, at det er hende, der er mig.

Overordnet set synes jeg, det er fedt at være voksen. Jeg kan godt savne at være barn. Dengang jeg kunne bruge en hel dag på at tegne fra fri hånd, dengang min søster og jeg holdt picnicture på gulvet med vores soveposer og legede, at vi var i et eksotisk land. Dengang vi dansede i flere halve timer til kasettebånd, der spillede Kim Larsens "Haveje". Det var fantastisk, og barndommen er så kort, så flygtig.
Noget jeg til gengæld overhovedet ikke savner er at være teenager. Problemer i folkeskolen var at blive hængt ud i klassen som efteraber, efter at have købt en kodylt fed jakke, som dronningebi Stine også havde. Det var at blive isoleret af hele pigekliken med et "du ved godt hvorfor" som eneste forklaring. Det var at være meget usikker på, om man nogensinde ville blive rørt med en ildtang af noget Y-kromosom. Det var at være helt i tvivl om alt, om man nogensinde ville blive rigtig lykkelig, og at føle sig meget, meget alene.
SÅ er det fedt at blive voksen. Ansvaret er ikke altid så fedt - sommetider er drømmen, at der kommer en mere voksen, der stiller sig ved roret og bestemmer hvor jollen, der er mig, skal henad. Men som Spider-Man siger: "With great powers comes great responsibility". Og jeg ville ikke være min voksne frihed foruden. Jeg pisseelsker den.

Det der i virkeligheden startede denne skriftlige lavine var måden, hvorpå damen sagde, at hun er mere voksen. I mine ører lød det enormt nedladende. Sådan en du-er-den-de-andre-ikke-må-lege-med-du-er-det-dårlige-selskab verbal lussing. Blev sat tilbage til teenageårene, hvor jeg ih så åh så gerne ville snakke med ved voksenbordet om politik og alt muligt, men af de fleste fik de der nååårh-lille-ven-lad-os-snakkes-ved-om-ti-år-når-du-er-blevet-klogere blikke. Men mest af alt var det hendes argumentation for, hvorfor hun er mere voksen, der satte pisset i kog. Hun har presset to mennesker ud igennem sin fødselskanal og skrevet under på et skøde. Store sager. Jeg håber virkelig, at hus og børn er komponenter, der for hende, udgør lykke. Det hun har misforstået - men som jeg - Den Voksne - har fanget er, at der er forskel på fisk. Og de to faktorer har for mig intet med lykke at gøre. Lykke for mig er at sidde på en hesteryg i Tilcaras bjerge, at lege vandkamp med mine nevøer på min søsters fødselsdag, at sidde på toppen af Sacre-Coeur med Sara, at være til smukke bryllupper og fejre kærlighed, at spise torta de limon med min fabelagtige kusine, at drikke white russians og se "Girls" med Sigrun, at min far kalder mig "Snorkfrøkenen", at snakke om lænestole og indretning med min mor i en krog af haven, mens regnen siler ned, at drikke iskaffe og danse til Justin Bieber med Maj, at sidde helt alene med et atlas og drømme mig til verdens vingesus. Dér er jeg topglad.

Jeg gør tit grin med mig selv og siger ofte, at jeg venter på, at de voksnes rækker sender en invitation. Det er der to ting i; dels at jeg siger meget lort (ytrer blandt andet minimum på ugentlig basis, at jeg skal giftes med Jonatan Spang velvidende, at det ikke kommer til at ske), som man ikke nødvendigvis skal lægge alt for meget i. Dels et udtryk for, at jeg måske ikke er gængs voksen, ikke sammenlignet med min omgangskreds og ikke sammenlignet med tidligere personlige forestillinger om livet i midt start tyverne - jeg har ikke fremtidsudsigter om at få en diamant på højre hånd, jeg har ikke tænkt mig at sætte mig ind i fordelene ved Liberoklubben og det er mig tordnende ligegyldigt, at der er gode fordele ved flexlån, hvis man skal til at være husejer.

Hvornår er man så rigtig/gængs voksen? Faktisk synes jeg, at det er voldsomt ligegyldigt, idet kun et individ kan mærke dennes udvikling. Selvfølgelig har jeg udviklet mig - hvis jeg endnu var barn, ville jeg synes, at Knoppers var det fedeste i verden, tro at alt i Tyrkiet var turkisfarvet, og mene det var helt ok at bruge en hel weekend på perleplader. Det er ikke længere der, jeg er, ligeså vel som, at der jeg er nu med garanti ikke er, hvor jeg befinder mig om tyve år. Eller om fyrre år. Men det betyder krafthelvede ikke, at jeg ikke er voksen allerede nu.
Tillad mig alligevel at citere kilden til al sandhed - wikipedia:

"Voksen er: 
1. et menenske, som ikke længere er barn eller
2. et individ som biologisk er nået den reproduktive alder"

Godt så. Jeg skulle mene, at jeg lever op til begge krav. Gradbøjninger af konceptet voksen står der ikke noget om. Nogle gange opfører jeg som en femårig, og det er næsten ikke til at kende forskel på mit hysteriske anfald og min treårige nevøs hysteriske anfald. Andre gange opfører jeg som en kvinde på 60+, når jeg faktisk synes, at en kop earl grey, en plaid, nattøj og Leif Panduro på skrift er en bedre lørdag aften end at hænge ud på barerne ved Åen. Min faktiske alder er 23, og jeg er nøjagtig så voksen, så barnlig, så uvidende og så klog, som jeg skal være på mit alderstrin.

Konklusion: Damen er sgu bare ældre end mig.

mandag den 11. august 2014

Natholdet

Ja, det er måske lidt en overdrivelse. For holdet består af mig. I nat er sidste nat i det lange seje nattevagtstræk  - om tre timer spankulerer jeg ud af døren med ambitionen om aldrig at skulle have nattevagter igen. Det sutter så vanvittig meget røv. But now the end is near. And I am so loving it! Så skal jeg fandme til rent faktisk at sove om natten ligesom alle de andre børn.

Mødet med gæster er, om natten, minimalt, men har alligevel været heldig nok til at møde nogle enere. Mit indtryk er, at hotellets gæster generelt siger mere upassende ting til mig end til de andre receptionister - om det er min udstråling, den er gal med eller om jeg er født under en vanvittig pervers stjerne, aner jeg virkelig ikke. Uanset har jeg de sidste par nætter hørt følgende guldkorn - nogle henvendt direkte til mig, andre overhørt:

  • "Så du hvor de der ludere gik hen?"
  • "Hvor må man bolle henne?"
  •  "Jeg skal altså se den der plastikfisse, du har med."
    • Efterfulgt af:
  • "Jeg har den ikke med."
Sidstnævnte er så også typerne, der i skrivende stund har besluttet sig for at holde mig med selskab i receptionen. Og for det kan jeg jo kun være særdeles taknemmelig. Måske i håbet om andet end plastikfisse. Og til det kan jeg kun sige pænt nej tak.

lørdag den 9. august 2014

Teknikspasser

Det er mig. Hali halløj. Der er visse ting her i livet, hvor jeg har "accepteret" min tilstand som kraftidiot. Teknik, for eksempel, er en af dem. Jeg hedder Isabella, og jeg frastøder teknik. Til stor forbavselse for mig selv - er helt med på, at jeg har og altid har haft urimeligt og uhensigtsmæssigt store armbevægelser, men når det kommer til mine ejendele, er jeg faktisk særdeles blid, og passer pænt på dem. Det er i hvert fald en illusion, der helst skal forblive intakt. Men. Elektronik hader mig. Ganz seriøst. Personligt er jeg af den overbevisning, at jeg må have et dårligt magnetfelt. En anden mulighed er karma, men eftersom jeg ikke har slået nogen for nylig, synes jeg, det virker usandsynligt. Måske formår jeg bare konsekvent at hive mandagsmodellerne med hjem. Hvad end årsagen er, brister moderniteten i hænderne på mig, hvad end det er mit fjernsyn, min computer, min telefon, mit musikanlæg. Mine høretelefoner, sgu. Lortet krakelerer ved min blotte tilstedeværelse. Trommehvirvel, tak. Min iPod er - selvfølgelig - gået i stykker. Min under-et-år-gamle-iPod er gået i stykker. Det er da klart. Det største problem med det - udover at jeg skal bevæge mig ind i æblehuset og formegentlig have at vide, at hvad end der er galt med dyret, er det min egen skyld, og ikke noget, der er dækket af garantien (hvem er negativ?) - er at jeg ikke kan undvære den. Har et meget tæt forhold til min iPod, og kan ikke rigtigt overskue at skulle undvære den i hvor lang tid en potentiel reparation varer. Fuckfjæs.

First world problems, I knoooooow!

søndag den 3. august 2014

Kirkeklokker

SÅ skal jeg denundenlynemig love for, at bryllupssæsonen er skudt i gang. Men manér. Det første af de tre bryllupper, jeg skal til i år, fandt sted i går. Den 2. august. Smukt, gennemført, perfekt. Lige dem.

Kyniker-mig er fuldstændig overbevist om, at ægteskab ikke er en del af mit livs plantegning, men for fanden hvor er det dog smukt. I mit hoved må det være den ultimative kærlighedserklæring; at et menneske falder på knæ for dig, fordi han elsker dig så højt, at han leve med dig for evigt. Det er fandme dedikation. Og at hun siger ja med hele hjertet, fordi hun vil have ham. Kun ham, for altid. Kærlighed ud over alle grænser.

Husker tydeligt, da jeg i februar for halvandet år (watdafuck?!) siden, siddende i Argentina talte med gårsdagens brud, hvor hun fortalte den store nyhed, flashede den vildeste diamant, og indviede mig i det mest gennemførte frieri.
I går skete det så - måneders planlægning, sommerfugle i maven og forventningsglæde kulminerede i ren lykkerus. En smuk gom. En smuk brud. Lykke der lyste ud af begges øjne, når de kiggede på hinanden, velvidende, at de nu - helt officielt - er hinandens, og kun hinandens, for evigt.

Bryllupper er den ultimative livsbekræftende fest. Smukt, storslået og fyldt til randen med kærlighed. Glade mennesker, glædestårer, boblende latter, brusende kærlighed og drikke med bobler og brus. Det er så stort at få lov til at være en del af et bryllup, og jeg er helt på røven over, hvor smuk, min søde veninde var i går, og hvor lykkelig hendes mand så ud, da hun kom ind i kirken iført det smukkeste hvide skrud. For filan, hvor giver de to smukke unge mennesker mening, og deres bryllup var noget af det fineste, jeg har set. Deres fælles eventyrbog startede for otte år siden med ordene: "Der var engang på Århus Statsgymnaisum..." og siden den dag er der blevet skriblet løs. I går startede et nyt storslået kapitel, og jeg er sikker på, at netop denne bog ender med verdens lykkeligste slutning. Lige til deres dages ende.

tirsdag den 29. juli 2014

Und was dann?

Når man har draget sin råbe-røv-genre-blog ind i det allerdybeste og allersørgeligste og allermest intime, man overhovedet har, er det rigtigt svært - for mig - at gennemskue, hvordan jeg skal vende tilbage til mit gamle jeg og min gamle blog. Måske fordi jeg nogle gange slet ikke kan være i mig selv, og kan blive helt oprigtigt bange for, om jeg stadig er mig. Jeg er bange for, at hvad end det næste jeg skriver bliver, kommer det til at klinge hult, både for mig selv, men også for Jer. At det bliver overfladepoleret, noget vi vist godt ved, hvordan jeg har det med. Så hvad er mulighederne?

Mulighed 1 er at lukke lortet ned og lade det sørgelige stå og væve i cyberspace, indtil domænet dør.

Mulighed 2 er den, jeg tænker at implementere. Sorg er en proces, og nogle dage har jeg det helt fint og skraldgriner, som jeg plejer. Andre dage svælger jeg i selvynk og salte tårer triller ned ad kinderne. Bloggen er jo lidt ligesom mit liv, den er øjebliksbilleder deraf, og livet p.t. svinger mellem op-og nedture, og selvom jeg har haft lyst til at lukke selve livet ned efter al den lorte død, har jeg jo ikke gjort det. Livet er jo faktisk gået videre, uden at jeg helt ved hvordan. Dag bliver til nat, nat bliver til dag og på en eller anden facon har jeg formået at sætte et ben foran det andet og bare trække vejret og leve. Så sådan kommer det også til at blive her. Jeg kommer til at skrive det næste indlæg, der dumper ned i turbanen. Jeg håber, det giver mening. Men hvis ikke, er det også okay. For livet er denundenlynemig ugennemskueligt.

søndag den 20. juli 2014

Faster Anna

Jeg er en struds. Når det kommer til sørgelige ting, er jeg en struds. Hovedet ryger meget langt ned i mørket, og jeg ænser ikke, hvad der sker på overfladen. Undskyld stilheden. Undskyld at jeg endnu engang udbasunerer død og ulykke lige ind i Jeres skærmbilleder.

Jeg har ikke rigtigt ord for, hvordan det føles at miste endnu et menneske. At miste min mormor og min faster og reservebedstemor inden for godt og vel to måneder. Det føles lidt som at have blærebetændelse - knive i hele kroppen - det gør ondt, og jeg ville ønske, at tranebær var løsningen på dette også. 

Jeg hader - mere end noget andet, mere end samtlige dumme kendisser, mere end stråforkortere i havregryn og mere end mænd med lange negle, når folk forsøger at retfærdiggøre død. Når de i deres iver forsøger at kategorisere sorg. Jeg er sikker på, det skete i god mening, da en moden kvinde for nylig sagde til mig "ej, ved du hvad - så er det jo ikke så slemt endda", efter hun hørte, hvor gammel min faster blev i onsdags. Men det er slemt. Til trods for hendes høje alder er det mere end sørgeligt, og hvorfor er det absolut nødvendigt at ræsonnere, om det nu også var okay eller ikke okay, at hun døde? Hvorfor kan det ikke bare få lov til at være sørgeligt og handle om det menneske, der har forladt os i stedet for at handle om logik og formodet retfærdighed, som jeg personligt gerne vil lukke op og skide i.
Det er jo ikke fordi, at jeg ikke godt ved, at det er mere naturligt, at min faster er død end, at en barn dør. Det ved jeg godt. Men det er ikke ensbetydende med, at det så ikke er sørgeligt, trist, hjerteknusende og for tidligt.

Jeg ved ikke, om det helt har slået mig endnu. At hun er væk. Og ikke kommer tilbage. Det er jo Faster Anna, og hun har altid været der. Jeg kommer til at savne hende helt forfærdelig meget. Jeg tænker på alle de Oriflame og Yves-Rocher produkter, hun havde på badeværelset, på de +500 nisser hun havde fra november-januar i sin lejlighed, og som var et lille julemuseum,  på de bunker af nøgleringe hun har haft med hjem til mig, på de uendelige mængder rosinboller jeg har spist i hendes sofa, på hendes uudtømmelige livserfaring og gode råd, på hendes smukke, smukke kolonihave, på hendes medmenneskelighed, på hendes evne til at følge med tiden selvom dåbsattesten skriver 1929, på hendes hænder; de blødeste i verden, på hendes godhed, på hendes hjemmedyrkede ærter, på hendes uovertrufne evner udi hjemmebag, på hendes tilsyneladende evige tro på mig, på hendes tegnefilm på VHS-bånd jeg altid så, når jeg lå syg på sofaen og blev passet. Jeg tænker på hende, jeg savner hende, og det vil jeg altid gøre.

Bisættelsen på fredag er nummer tre, jeg skal til i år. Men denne kommer jeg ikke til at deltage i, fordi jeg er i Paris. Og det smerter mig. Fordi jeg føler, at det mindste man kan gøre er at vise sin respekt ved at dukke op. Min familie har overbevist mig om, at jeg ikke skal aflyse min tur til Paris. Den tur Sara og jeg har glædet os til i, det der føles som, umindelige tider. I stedet for vil jeg tænde et lys for hende i Notre-Dame og takke hende for alt det, hun har givet mig og forsøge at tænke på, hvor heldig jeg er, at jeg har kendt hende. Kære Faster Anna - hvil i fred.

torsdag den 10. juli 2014

Nok

Jeg har fået nok. Nok af sygdom. Nok af kræft. Nok af at skulle sige farvel. Nok at at få et mindre slagtilfælde, når telefonen ringer. Nok af terminalerklæringer. Nok af at forklare, hvorfor jeg ikke er rigtig glad. Nok af at hade verden. Nok af salte tårer. Nok af død. Tanken om, at der er flere, smukke mennesker, jeg elsker usigeligt højt, der har fået at vide, at de skal dø, kan jeg ikke rumme. Tanken om, at der er endnu en, der skal forlade Jorden og efterlade et enormt krater af sorg og savn, er ubærlig. Men det er verden tydeligvis brutalt ligeglad med. 

Ræsonnementer om lange, gode, levede liv og retfærdighed kan jeg overhovedet ikke bruge til noget. Det gør det ikke mindre sørgeligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg ved, at det er fuldstændig ligegyldigt. Skaden er sket. Og jeg kan. Ikke. Holde ud, at det her sker. Igen. Har allermest lyst til at rejse min vej ud fra den falske forhåbning om, at det ikke eksisterer, hvis man ikke forholder sig til det. 

lørdag den 5. juli 2014

Tingenes tilstand

  • Jeg kunne personligt godt tænke mig at vide, hvor den der sommer blev af. Nu hvor vi sådan helt officielt er i nummer to (ud af goddamn tre) måned af sommeren. Ville være topfedt, hvis der var nogen, der gad at informere solen om den lille detalje.
  • For et år siden sad jeg i surferparadis i Peru. Og det var ret lækkert. Hvilket jeg savner.
  • Det er unaturligt at være vågen om natten. Sender onde tanker til alle dem, der ligger under dynen, mens jeg sidder i receptionen. Fryder mig til gengæld vældig meget, når jeg cykler hjem og alle de andre cykler på arbejde. Småligt menneske? Hvem?
  • Jeg kan virkelig godt lide naan brød. Og is. 
  • Jeg vil lære at prata svenska. Det høres jo jätte bra ud. Jovist, jovist, det kommer til at gå bra. Med det svenska. 
  • Kunne også godt tænke mig at lære swahili, men det føles som et noget større projekt.
  • Jeg har lige læst en bog om Paris. Fun fact: Tricolore (flaget, folkens) ser ud som det gør, da kongen under revolutionen blev tvunget til at indlægge sit hvide liljebanner mellem byen Paris' farver; rød og blå. Et voila!
  • Jeg har tænkt mig at læse en hel masse om den franske revolution. Det er vanvittigt spændende - og en anledning til at fantasere om fiktive Enjolras. Og pæne hatte. Men også tankevirksomhed omkring det der liberté, égalité, fraternité. Jeg vil også prøve at drikke absinth - lyder ret skægt at danse med små grønne alfer. 
  •  Jeg er typen, der brokker mig over at skulle arbejde meget. Men nu er jeg så typen der har FIRE fridage, og jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad jeg skal stille op med dem. Kan ikke engang give mig til at sortere og dermed smide ting ud (hvilket ellers er min all-time jeg-keder-mig-yndlingsbeskæftigelse), fordi det skete ganske naturligt under flytningen. 
  • Jeg h.a.d.e.r. de små fluer, der i hobetal smasker ind i fjæset på mig, når jeg cykler. Det er faktisk meget svært at orientere sig om trafikken, når man forsøger at gøre sine øjne så små som brevsprækker i miniaturehuse. Ligeledes svært at holde munden stærkt forseglet, når man kampsveder op ad bakker. 
  • Men ellers går det meget godt. 

lørdag den 28. juni 2014

Blå Kings og rødvin

Pe-Pe-Pe-Petersen og Thom-Thom-Thomsen. Ja, jeg har remixet den gode gamle "Nik & Jay". Drengene var i Friheden i går. Ligeledes var Sigrun og jeg, og det var krafthelvede sjovt. Det startede sublimt, da jeg cyklende hen ad Marselis Boulevard så to penisforlængere af format - gigantiske hvide limousiner, der et kort øjeblik fik mig til at tænke, om der mon er et aktuelt præsidentbesøg, der er gået min næse forbi. Aber nein. Det var da bare da homies, der ramte Smilets By. Forventningerne var tårnhøje, og blev i den grad indfriet. Det var mit livs første Nik & Jay koncert, og jeg tror, det er sikkert at sige, at mit liv er forandret for evigt. Dén attitude kan man bare ikke købe sig til, og det er voldsomt fascinerende, at de kan være så sjove og seje på samme tid. At have så meget selvironi, at de har koreograferet dans, mega stilede og fjollede poses, og alligevel være så ydmyg og taknemmelig over for sit publikum, mens de ligner verdensmænd med løjerlig tøjstil, kan man kun respektere. Mit forhold til Nik & Jay har fået en renæssance - havde et par teenageår, hvor min næsepiercing og pakistanertørklæde syntes, at det var lige lovlig poppet at være fan. Altså var skabsfan, hvad det kunne blive til i de år. Nu har jeg dog endeligt erkendt min totale begejstring for Petersen og Thomsen. Selvom regnen stod ned i nogle seriøse stråler, og at der er noget meget forkert i at høre 10-13 årige piger hvine, når Nik tager sig selv i skridtet og skrige "Baby, lad mig poppe den for dig" (håber virkelig, at de ikke har forstået, hvad det betyder), var det en fantastisk aften, og jeg er for altid, for evigt mega meget nede med Nik & Jay!

onsdag den 18. juni 2014

Kæmpe vinger bagud

Jeg synes, det er frygteligt trist, at Monte Carlo ikke længere strømmer ind i mine øregange igennem gammelt og særdeles medtaget headset. Simpelthen fordi de var (ok, det er de formegentlig stadig) vanvittigt morsomme. Og fordi kæmpe vinger bagud aldrig skal negligeres.

Har lige været på MCs Facebook - for selvom jeg har begået virtuelt selvmord, er jeg jo ikke for fin til lige at stikke hovedet forbi de åbne profiler i ny og næ - hvor drengene havde linket til en artikel på Politiken; en ode fra en gymnaiseelev, der takker Monte Carlo på en hel generations vegne. Jeg synes sådan set, at det var fint skrevet og velrefelkteret. Så kom jeg til at læse kommentarerne. Hvilket man med allerstørste tydelighed skal holde sig fra. Nationen er åbenbart lige så splittet som den var i forbindelse med Allan Simonsens rytmiske sans. Diggiloo diggiley. Den ene fløj lovpriser og synes, programmerne er det bedste, der nogensinde er blevet brugt licenspenge på. Den anden fløj synes, det er useriøs journalistik, og at værterne nedprioriterer ganske alvorlige problematikker og lever ud fra Hakuna Matata mottoet - så længe man har en fest, er kvaliteten underordnet.

Jeg kan læse mig frem til, på det alvidende internet, at jeg er del af den såkaldte Generation Fuck, eller på et lidt pænere sprog Generation Y - os der har været vant til, at tingene er kommet let. Os der er vokset op i et overflodssamfund, hvor det bare har gjaldt om at råbe HOP! og samfundet og ens forældre så blot elskværdigt har spurgt: "hvor højt, min lille bismarcksklump?". Det overflodssamfund fik finanskrisen så sat en stopper for (er der i øvrigt andre, der synes det er en kende komisk, at Luksusfælden er et program der kom i kølvandet på krisen?), og nu uddanner vi os til arbejdsløshed og en overordnet vinken farvel til drømmene. Åbenbart.

Men det var kommentarerne, vi kom fra. Den kritiske fløj - som jeg forestiller mig især er mennesker fra 69 generationen - synes at det er elendig journalistik, og at vi er en fucked generation. Er altid meget splittet omkring sådanne proklamationer. Jeg er klar over, at jeg er meget langt fra objektivitet, men jeg nægter altså at tro på, at man kan skære en hel generation over en stor, men dog én kam. Fordi det helt logisk set jo ikke giver voldsomt meget mening at katogerisere samtlige børn født i et tidsinterval på x antal år på én specifik facon. Er med på, at der er nogle generelle samfundsmæssige strukturer og tendenser (såsom krig vs fred) der selvfølgelig har en naturlig påvirkning på det miljø, børn vokser op i, og dermed også, hvordan det former dem som mennesker. MÆN min gode Watson. Det er for mig både unuanceret og useriøst at konstatere, at friværdibørn med farvede sneakers ikke er i stand til at se kritisk på verden. Jeg synes desuden også, det er useriøst at gå ud fra, at "den fortabte generation" labber alt, hvad Esben Bjerre og Peter Falktoft udtaler, i sig uden personlig refleksion. Jeg siger ikke, at der ikke er mangler ved min - og yngre - og ældre - generationer, der er med garanti bunker af dem. Det er bare paradoksalt, at ældre generationer sætter ligshedstegn mellem unge mennesker og overfladiskhed; ulykke kan for unge godt bunde i noget mere eksistentielt end en ridse på iPhone coveret. Det kan også være en ridse i coveret, men der findes masser af modgang i disse tider, og det er måske især derfor, der er brug for selvfede radioværter, der bare gerne vil give folk to hyggelige eftermiddagstimer. Det er latterligt, hvis efterkrigstidsbørnene eller Generation X brokker sig over Generation Y, med begrundelsen at der i deres tid var rigtige problemer - dengang der var krig i verden, i Vietnam, der var Cuba-krise, der var jerntæppe, der var ikke lighed for kvinder. Det er også helt fint at bevare mindet om de kampe, tidligere generationer kæmpede - og tusind tak for det; men det betyder fandeme da ikke, at aktuelle kampe er useriøse eller mindre legitime.

Og nu vi er ved det, pisser det mig i særklasse af, når folk siger til/om nyudklækkede studenter (og det sker krafthelvede hvert evig eneste år), at det er den nemmeste fase i deres liv, de lige har overstået, og at de aldrig nogensinde vil få det så nemt igen. Det kan da godt være, det er rigtigt, men man skal aldrig være overlegen, bare fordi man har levet længere. Det er både fejt og alt for nemt for en niendeklasseselev at sparke til en, der går i fjerde. Og forkert - forkert fordi udfordringer altid er svære, når man står midt i dem. Og jo, det var da nemme regnestykker jeg fik for i 1. klasse, men det var det sgu da ikke dengang, man først lige havde lært at tælle. Og dét min kære Watson har noget at gøre med udvikling. Som nogle oplever mere af end andre. Og gudskelov for det, for ellers ville min definition af verdens bedste weekend stadigvæk være holiday dip, franske kartofler, legepladsen i Doktorparken og at min storesøster gad at lege med mig. Stadig rare ting, men måske ikke just drømmescenariet over alle drømmescenarier.


Jeg er fuldstændig nede med, at alle ikke kan (eller bør, men det er en helt anden snak) elske hinanden, til trods for hvad Daniel og Skipper, founders of the love revolution at NorthSiiiide proklamerede. Men det der med at huske det gode humør er fandme en god ide. Jeg siger på ingen måde, at det er noget, jeg er pissegod til. Men jeg ved jo godt, at det hjælper. Ikke forstået på den måde, at man altid skal forsøge at finde glæde i alt, man foretager sig og hvad der sker i verden. Sommetider er verden en kæmpestor kælling, der skider en lige i fjæset, og det skal fandme have lov til at være noget PIKKEMAND nogle gange. Uden der bliver sat spørgsmålstegn ved, om man ikke skal tage de postive briller på. Overordnet synes jeg dog, at der er en vis mening i at slå koldt vand i blodet og huske på, at der som regel også sker positive ting, som man sideløbende kan bryde sit kønne lille hoved med.

Så herfra bliver det også en ode, godt nok baseret på kritik af modstandernes kritik, men en ode none the less. En ode fordi uanset om man er enig i hvad mini Kanye West'erne spyer ud eller ej, har det været underholdende. Og ny-ska-ben-de. Hvilket jeg bøjer mig utrolig dybt i støvet over. Tak for kampen og kæmpe vinger bagud!

mandag den 16. juni 2014

NorthSide!

Dette må være en af de mest antiklimatiske mandage, jeg nogensinde har oplevet. Mandage er sjældent virkeligt fede, men kontrasten fra weekenden og til i dag er umådeligt stor. Og kedelig. For jeg har været på NorthSide og det var været genialt, vidunderligt, sublimt, vanvittigt morsomt og en hel masse andre superlavtiver, som min tømmermændshjerne slet ikke kan overskue. Timerne, dagene og begivenhederne flyder en lille smule sammen i mit hoved. Men jeg kan fortælle, at der var noget med noget øl. Og noget fucking genialt Franz Ferdinand. En usandsynligt energisk Oh Land. Og et billede af mig og Nathen Maxwell fra Flogging Molly - som var den største koncertfest, jeg har været til. Finder en næsten sygelig tilfredsstillelse i det billede, og jeg har tænkt mig at prale i flere (!) år. Noget med en samtale om, at man ikke kan puste og have pik i munden. Noget med noget vin og nogle flere øl. En Ruben Søltoft, jeg ikke fik mødt, formegentlig fordi jeg var ved at drikke øl. Daniel og Skipper, der er i gang med at starte en love revolution og som startskud uddelte free hugs - with love. Hands down, de bedste krammere nogensinde. En masse toilet-selfies og apropos er jeg meget positivt overrasket over toiletforholdene - der var jo fandme både papir og håndsprit. Noget med at have det ret skidt om morgenen, men at køre den ind med bacon og panodil. Noget med en hel bøtte voks i en persons hår. Og vistnok nogle flere øl. Også noget med at gå fuldstændig amok til Arcade Fire i konfettiland. En pæn brasilianer med en pæn tatovering af Tom Waits. En pige med en tatovering af michelinmanden på ankelen. Noget genialt rock med Pixies og deres box car. Mega sjælelig Mew, nu med Johan. Flere øl. Solskin. Vidunderlig musik. Fantastisk selskab. Og lige nøjagtig hvad jeg havde brug for. TAK for i år! Og om vi ses igen? Ja, det tror jeg da nok liiiiiige, vi gør!

søndag den 1. juni 2014

Imma come back

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre et skriftligt comeback (for I tuuuuuuusindvis af læsere) efter at have skrevet om noget så sorgfyldt som at miste et af de højst elskede mennesker, jeg har. Eller havde.
For uanset hvad jeg skriver, kommer det til at føles kunstigt og vanvittigt petitessepræget. Men op på hesten, må jeg. Og vil jeg. For selvom verden til tider er en kæmpe kost, er den også smuk. Afslutningen af et liv er et tveægget sværd, for sorgen gør, at jeg får lyst til at boykotte alt, der har med glæde at gøre. I ren protest. Den anden del af mig får lyst til at leve endnu mere og værre pisse ligeglad med, hvad der passer sig, og om folk synes, jeg snakker for højt i toget og har VIRKELIGT brede hofter. Og jeg elsker den her blog. Oasen af selvsving og verbalt kloakslam. Så selvom jeg godt ved, at kontrasten fra sidste indlæg til dette er meget stor, håber jeg, at det trods alt giver en smule mening.

Og hvad er det så jeg har på hjerte. Lort og savsmuld:
  • Jeg er blevet inviteret til Grønland af sød, men pushing 50 år gammel mand. Som "ikke har nogen bagtanker med det". Nej da. Dyp mig i motorolie og kald mig Aksel, sømand. Det er helt fair, at du prøver lykken af med 20 år yngre model - du skal bare lige mentalt indstille dig på, at det ÆGGE bliver mig.
  • Jeg har fået lejlighed. Som godt nok er cirka halvt så stor som det jeg forventede. Mulighed A: Jeg har misforstået hvad m2 er. Mulighed B: De fusker for vildt på Kollegiekontoret. Men nu skal jeg også lukke ringmusklen i turbofart, for hvem er det, der har klaget i over seks måneder over at være hjemløs? Mig. Og hvem er det, der nu har bolig? Mig. Så ja, jeg klapper gællerne i.
  • Jeg skal snart starte på det der universitet igen og har kriiiiiiiiise. Fordi jeg er så frygteligt nervøs for, om jeg kan huske noed som helst. Hælder mest til, at jeg kan huske, at det er noget med nogle vinkler, perspektiver, nuancer og gråzoner. Og så er eksamensopgaverne vel nærmest i hus. 
  • Jeg er blevet spurgt af min chef om, hvorvidt jeg er meget kræsen, siden jeg ikke har en kæreste. Ved ikke helt, hvad jeg tænker om det spørgsmål.
  • Jeg har fået at vide af moster nummer to, at hun er "bekymret" for min seksualitet. Jeg har åbenbart opbrugt min kvote for, hvor meget jeg må snakke om brasilianske numser. Og her vil jeg gerne bruge søde Sara som vidne; fascination af brasilianske lækre damer og deres bagdele er ikke nødvendigvis noget, der er et tegn på Lebbe-Lone tendenser. Det er almenmenneskelig betagelse.
  • Jeg føler, jeg burde lave flere tossede ting her i mine tyvere. Er umiddelbart ikke sikker på, at min familie er enig. Måske jeg skulle farve mit hår. Blåt. Eller klippe halvdelen af. Eller genindføre min næsepiercing. Eller få en tatovering. Kraftedme. Måske et røvgevir - bare sådan i protest.
  • Jeg har fået bekræftet, at jeg VIL være det female sidekick i Monte Carlo. Det kunne de fandme godt bruge og det ville være sublimowitz. Ingen over, ingen under og ubesejrede mestre i awesomeness. Og i al beskedenhed forestiller jeg mig, at en trio snildt kunne fungere. Jeg mangler kun en twitter konto, hvor jeg kan plapre en del om Kanye West.  

lørdag den 17. maj 2014

Til mormor

I tirsdags sov min mormor stille ind. Og. Jeg kan. Stadig ikke. Forstå det. Selvom jeg netop har indtastet sætningen på Qwerty-tastaturet, og udmærket godt ved, at ordene er sande, forekommer det mig til stadighed fuldstændig uvirkeligt og som en drøm, jeg snart vågner fra og er skræmt over, hvor virkeligt det føltes. Men jeg ved, at det er sket og er som følge deraf et omvandrende sprinklerapparat, for selvom det på mange måder var det bedste, der kunne ske for min kære mormor, og at jeg rationelt set er alt for klar over det faktum, gør det vanvittigt ondt i sjælen, og savnet føles uendeligt. Fordi jeg godt ved, at det er uigenkaldeligt.

Den her blog har aldrig været tænkt som en dybsindig en af slagsen, men inden jeg vender tilbage til leverpostejsnak og indlæg om, hvor utrolig åndssvagt det er at brække sin tå under en fodboldkamp med en femårig, har jeg brug for at skrive endnu et indlæg om og til min mormor. Ikke fordi jeg egentlig bryder mig om at dele så intime ting med alle, der har internetadgang, men fordi jeg har brug for at fortælle dig det hele på en mere konkret måde end bare tanker i mit rodede hoved. Blandt andet fordi jeg ikke ved om en af virkningerne ved at dø er tankelæsning. Jeg er sikker på, du godt ved det hele, men du må aldrig blive i tvivl. Derfor:
Du var definitionen af alt det bedste for mig, du er og vil altid være, hvad der dukker op i min mentale ordbog under "mormor". Du har betydet så usandsynligt meget for mig, og jeg kommer til at savne dig noget så forfærdeligt. Jeg vil tænke på dig, hver gang jeg spiser pandekager. Hver gang jeg lægger syvkabale. Hver gang jeg læser Billedbladet. Hver gang noget tøj lugter alt for kraftigt  af skyllemiddel. Hver gang der kommer Morten Korch film i fjernsynet. Hver gang der er nogen, der lader gaflen danse mellem tommel- og ringefingeren. Hver gang jeg køber margarine eller kartoffelmel. Hver gang nogen omtaler ben som "stolper". Hver gang jeg ser et nisselandskab lavet af vat. Hver gang jeg spiser jordbær med mælk og sukker. Hver gang jeg ser en flaske Ålborg Akvavit. Og mange, mange flere gange - fordi du fylder rigtig meget i såvel mine minder som i min bevidsthed, og trods alt er jeg uendeligt taknemmelig for netop dét.

Min eneste trøst er, at du er et bedre sted nu, og at du helt sikkert er blevet genforenet med dit livs kærlighed. Jeg håber, du spiser sildemadder og drikker snaps med morfar til evig tid. Pas på hinanden og vid, at I er noget så savnede.


lørdag den 26. april 2014

Jeg kan ikke forstå det

Min verden er styrtet i grus. Gruset der startede lavinen er en ubarmhjertig cancerdiagnose og en blodprop. For et par uger siden var min mormor den mormor, jeg hele mit liv har kendt og set op til. Med et er rygertæppet blevet revet væk under ikke bare mine ben, men hele min storfamilies samlede kropsvægt. Jeg. kan. Ikke. Forstå at min familie skal forholde sig til en terminalerklæring og hospice. Jeg kan ikke holde ud at se hende i øjnene, velvidende, at det hver gang kan være den sidste og jeg kan ikke holde ud, at vi skal sidde stille og se på, mens dødsdommen rykker tættere og tættere på. Og jeg kan ikke forstå, at vi helt bogstaveligt forholder os til, hvad der skal ske, når hun dør. Og åh hvor ville jeg dog give hvad som helst for, at det "når" kunne have en længere tidshorisont. Det gibber i hele mit tilnærmelsesvis tomme hylster hver gang telefonen ringer, og jeg har ingen ord for, hvor uretfærdig jeg synes, det her er. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal miste min mormor. Jeg hader verden, og græder nok salte tårer til at fylde Det Døde Hav på dagsbasis.

Jeg har set nok Medical Night på Kanal4 til naivt at blive ved med at tro, at lægerne flnder en mirakelkur og når som helst kommer gående imod os med journalen under armen, og fortæller, at vi får hende tilbage. Og jeg kan. Ikke forstå, at de ikke kan gøre noget. Det er så surrealistisk, det føles amputeret og som noget, man hører om. Noget andre gennemlever. Det er uretfærdigt og hjerteskærende. Og tyve år for tidligt. Hun skulle have oplevet så meget mere, hun skulle have set de ældste børnebørn blive gift og få børn og se de yngste børnebørn og oldebørnene vokse op. Som det allermindste skulle hun have haft lov til at sige farvel til os alle på sin egen måde. Med hårde trutmundkys, og hendes på een gang fløjlsbløde og kontante stemme.

Jeg vil så inderligt gerne tro på, at der er retfærdighed til i verden - at dårlige ting ikke sker for gode mennesker. Lidt ligesom, at flyet selvfølgelig ikke styrter ned for dem, der har flyskræk. At hvis man opfører sig pænt, betaler sine regninger til tiden og elsker sin næste, bliver man belønnet i den sidste ende. Jeg er nu ret sikker på, at verden er vilkårlig, og at der ikke nødvendigvis findes retfærdighed.

I min afmagt er jeg fnysende arrig over, at man som døende åbenbart kan være "for rask" til at komme på hospice. Der er tilsyneladende nogle mennesker, der oveni det faktum, at de har modtaget en dødsdom, skal forholde sig til, at de trods alt ikke er den slags terminalt syge, man har plads til på et hospice. Og at det hele oven i købet står og falder med, hvad for en kommune man har folkeregisteradresse i, fordi pågældende kommuner ikke vil give en klink til andre kommuner. Heller ikke når det drejer sig om bogstaveligt talt dødsyge patienter.

Jeg kan ikke forstå det. 

søndag den 20. april 2014

Første, anden og tredje klasse

I starten af maj måned holdes der gymnasiereunion. I min gymnasieklasse. Og jeg er ikke inviteret. Og tillad mig lige at grave lidt rundt, for har adskillelige tanker omkring netop det faktum. Først og fremmest, at det er dårlig stil. Absurd dårlig stil. Dernæst er jeg såret uden at være ked af det. For jeg har egentlig ikke det store behov for at deltage i vanviddet, men hvad blev der af den der hvis-man-inviterer-nogle-skal-man-invitere-alle-tingen? Et er at folkeskolebørn ikke kan se logikken i, at de skal bruge tid med de børn, de ikke kan lide, men jeg troede helt seriøst - og åbenbart meget naivt - at folk nu var blevet så gamle og dermed modne, at invitationer til alle var en selvfølge. Det er det så åbenbart ikke. Ydermere forstår jeg det virkelig ikke - jeg siger ikke, at jeg har nogen spitze hukommelse, men så vidt jeg husker, var jeg på ingen måde upopulær i gymnaiset. Bevares, jeg var heller ikke en af de der perfekte piger med blankt, glat hår, som kunne have hvidt tøj på uden at få ketchup på det - every damn time; i øvrigt fuldstændig ligegyldigt om der umiddelbart var ketchup i nærheden eller ej. Men jeg var fandeme heller ikke ækvivalenten til Fede Dorit. Jeg var primært bare en yngre - og lidt hidsigere - udgave af mit nuværende jeg. Så jeg fatter ikke, hvad der er sket, siden jeg ikke er indehaver af den tvivlsomme fornøjelse at have modtaget en invitation.

Hvor meget det end lyder som selvbeskyttelse, har jeg rent faktisk ikke en ustyrlig lyst til at gense mine med-gymnasiaster. Ikke fordi der som sådan er noget galt med dem, men fordi det eneste, der binder mig sammen med mine gymnasiefæller er gymnasiet. Og det er efterhånden ved at være et par dage siden, jeg forlod Randers Statsskole uden nogen som helst ambition om nogensinde at vende tilbage.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg har set for mange elendige amerikanske film med skuespillere, der er kendt for sixpack snarere end interessant ansigtsmimik, og at mit indre billede om en high school reunion derfor er helt forskruet, men jeg har bare en eller anden ide om, at et sådant arrangement meget hurtigt forvandler sig til en "min hest kan løbe stærkere end din hest"/"min far kan banke din far"/"mit liv er mere vellykket end dit" og det har jeg ikke lyst til at deltage i. Fordi det er mig tordnende ligegyldigt, hvem der har set hele verden, hvem der har fået børn, hvem der har fået en kendiskæreste, hvem der ikke kan komme fordi de er ved at slå igennem som det nye Metallica i Letland, hvem der har fået rynker, hvem der har overtaget stamstedet på bænken nede ved Fakta. Hvis det var mennesker, der betød noget for mig, ville jeg allerede vide det om dem, og der er en grund til, at jeg ikke aner, hvad fanden de hver især har gang i - I don't fucking care. Ligeledes har jeg på ingen måde brug for deres dom over mit liv - jeg er ikke interesseret i, om de synes det er gået ned ad bakke for mig eller om jeg har klaret det bedre end spådommen i vores blå bog.

En af mine mostre skrev engang i min poesibog et digt, der handler om, at venskaber skal plejes - det er rigtigt, og jeg vil helt ærligt hellere bruge tid på nogle af de mennesker, jeg aktivt har valgt at have i mit liv, frem for nogle jeg i 2006 tilfældigvis endte i social gruppering med i tre år baseret på formodet intellekt, postnummer og fødselsår.
Og jeg véd godt, at vi kunne have hængt ud og drukket et par Thor for at mindes de gode gamle dage - det har jeg bare ikke noget behov for, og jeg synes faktisk ikke, at det gør mig specielt usympatisk eller afstumpet. Det er sådan, jeg har det.


tirsdag den 15. april 2014

Snot er hverken hot eller godt

På femtedagen for den herlige influenza, jeg har pådraget mig (fordi april er og bliver en kæmpe kost), er jeg nødt til at spørge mig selv, hvor meget snot der kan være i mit hoved? Uden at gøre alt for meget ud af at male et billede af den lækre bakteriemasse, kan jeg konkludere at det er meget. Rigtig meget. Snottet har desuden følgeskab af en kløende gane - et problem der forsøges afhjulpet af at klø med tungen. Det virker ikke, men ser til gengæld vanvittigt godt ud. En hals der, hvor mine mandler engang var, er beklædt med resterne af det pigtråd, der blev brugt til Jerntæppet, albinoøjne der skyr vind, sol, regn og alle andre vejrtilstande og som uhæmmet løber i vand som en anden Bubber der står over for B.S. Christiansen, der tvinger ham til at dræbe en regnorm. Prikken over i'et er en stemme, der bedst kan forklares som en usexet og tvekønnet udgave af Bruce Springsteen. 
Men ellers går det meget godt.