mandag den 27. januar 2014

Firkant nummer et

Også kendt som square one. Også kendt som at være tilbage ved udgangspunktet. Mit udgangspunkt var at være forvirret. Og nu er jeg tilbage. Nu sidder du måske og tænker, om jeg nogensinde har bevæget mig ud for den firkant. Og nej, prædikatet "afklaret" er endnu ikke et, jeg har haft fornøjelsen af. Ramte dog for et par uger siden en følelse af at nærme mig afklaring - en afklaring, der hed, at jeg nok skulle give Journalisthøjskolen et forsøg. Nu har jeg fået lidt kolde fødder. Journalistuddannelsen føles som et hav, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at være isbader.

Jeg synes ikke, jeg laver andet end at rende rundt til søde mennesker og plapre løs om, at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge det liv, jeg er blevet velsignet med, til. Måske mine venner snart laver en intervention under navnet "tag dig sammen" eller "luk røven" eller "vi magter det ikke længere". Ville jeg umiddelbart godt kunne forstå. Indtil videre har de været søde og lydhøre, og et uforventet, men fantastisk aspekt ved det at snakke det igennem er, at hver gang jeg hører mig selv snakke højt om det, bliver jeg lidt klogere. Ikke klogere i den forstand, at tiøren falder, men klogere i den forstand, at jeg kommer til at overveje hele spektret. Hvilket er meget sundt for mig, eftersom jeg har en "all-in" tendens, der går ud på, at jeg meget tit får nye ideer og interesser, men så ret hurtigt mister interessen for interesserne. Så deeet.
Altså sidder jeg her. Og sidder. Med dybtgående tvivl om, hvorvidt jeg skal læse Antropologi eller Journalistik. Eller Moderne Kultur- og Kulturformidling. Eller Internationale Studier. Og er ved at være lidt tidspresset, fordi der er ansøgningsfrist om halvanden måned. Det begynder at spidse til. Problemet er måske i virkeligheden, at jeg rigtig gerne vil arbejde med noget, hvor jeg skal skrive. Det ville jeg elske. Men måske det ikke "behøver" være den journalistiske vej, der leder dertil.
Jeg kommer ingen vegne. Den der åbenbaring, ikke? Den må godt komme op i anden gear og producere sig et svar til mig.

Ellers er der vist ikke det store at berette. Det sner i Mårslet og her til morgen har jeg, ubevidst men særedeles effektivt, høvlet egen tommelfingernegl af med ostehøvl. Det kan ikke umiddelbart anbefales.

torsdag den 23. januar 2014

Ikke så hovski-snovski

De sidste to dage har jeg gået som katten om den varme grød, fordi jeg ikke har kunnet slippe en spydig kommentar om uddannelsesvalg. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at skrive indlægget, men føler alligevel, jeg bør - fordi det er vigtigt. Jeg ville bare så inderligt ønske, at det ikke var nødvendigt. Førnævnte spydige kommentar gjorde mig og andre kede af det. Men også godt og gammeldags gal i skralden.

Hvis man skal analysere lidt på egen familiedata, kommer jeg fra en arbejderfamilie, og det lå aldrig i min egen læsning af mine kort, at jeg skulle være akademiker. Og det er jo så heller ikke sikkert, at jeg skal det alligevel, men har dog trods alt en bachelorgrad. Med mit sparsomme indblik i begge verdener, mener jeg, at kombinationen til enhver tid er at foretrække. Den akademiske verden kan noget ganske unikt, og jeg synes, det er intet mindre end fabelagtigt, at man kan få lov til at fordybe sig i så stor grad, som universitetet tillader. Og at der eksempelvis forskes i hvorvidt skizofreni er genetisk betinget, i italieneres kendskab til EU, i hvorfor vi bliver ved med at gense "Beverly Hills 90210" på TV2 efter 20 år. Og at forskning har klarlagt alt fra den manglende kongruens mellem hudfarve og intelligens samt, at det kan virke smertestillende at bande. Fandeme. Nu til det uomtvistelige men. Den ikke-akademiske verden er uden spørgsmålstegn ligeså meget værd. Den er bare anderledes. I visse menneskers verden lader det dog til, at min selvfølgelige konstatering ikke er selvfølgelig. Eller i hvert fald at universitetslivet og akademia er finere, og dermed mere værdifuldt.
Selvfølgelig har man nogle kompetencer, hvis man har brugt fem år på at gå på uni - eller "syv år Neller. Man ved...... nogle ting" som Mulle med hængepatterne fra "Den eneste ene" siger. Dét betvivler jeg på ingen måde. Men jeg synes, der er en tendens til en utrolig snobbet holdning blandt visse kommende akademikere. Muligvis fordi vi lever i en æra, hvor det at komme ind på universitetet (med dertilhørende fremtidig arbejdsløshed) åbenbart er det mest prestigefyldte. Der er sikkert også håndværkere, der tror, at en universitetsuddannet ikke kan samle en kommode fra IKEA. De to verdener synes ikke at kunne finde ud af at sætte pris på hinanden. Og det er pisseærgerligt. For nogle af de ting, der opdages rundt omkring på de højere lærerinstanser, er til gavn for os alle. Omvendt er det også topfedt, at der er nogle mennesker, der ved, hvordan man forholder sig til og interagerer med børn og andre, der kan bygge arkitektoniske vidundere, der ikke braser sammen.
Det er en smuk samhørighed, hvis ellers folk kunne holde op med at have så pissetravlt med andres valg og i øvrigt mene, at deres græsplæne er så frodig og grøn, mens naboens er bæbrun.

Når fædre eller veninder eller andre mindre oplyste forsøger at blande sig i deres sønners eller veninders livsvalg på den højrøvede og arrogante måde, hvor det ikke er "godt/fint nok", får jeg lyst til at brække mig. Det er så sindssygt svært og man skal ikke blande sig i, hvad folk bruger deres liv på. Slet ikke, hvis det mest af alt er for at hævde sig selv. For er det ikke noget med, at valgt uddannelse ikke per definition er en direkte sladrehank om intelligensniveau? Lidt ligesom med hudfarve og hårfarve. Men jeg er jo selvfølgelig også blond.

mandag den 20. januar 2014

Hvad jeg har lært i den forgangne uge:

  • Sætningen "Bibelen er ret dårligt skrevet" får indre missionærer på Clemens bro i Århus til at sige farvel ret resolut. 
  • Det kan lade sig gøre at blive flirtet med, selv når der står ZLEEP med store fede bogstaver henover brystet på en. Af halvvammel håndværker, men. Ja, vist ikke så meget mere end bare "men". 
  • "You Give Love a Bad Name" er et af de bedste numre. Ever.
  • Apropos: Jon Bon Jovis numse er åbenbart bedre end andre rockmusikeres.
  • Moden i 1920'erne var virkelig pæn. Men kun til meget tynde kvindfolk. Bestemt ikke inspireret af "Badehotellet" (folkene bag Krøniken: lær at stop mens legen er god - OG lad være med at brug de samme skuespillere - er det kun mig, der sidder og tænker Ida, Ingeniør Funder og Aksel Frederiksen fra Kjellerup?!), men derimod dejlige, dejlige "Downton Abbey".
  • Twilight filmene er grænseoverskridende dårlige. Firstmover, I know.
  • Gulerødder! Ikke som sådan en ny opdagelse for mig, men de kan åbenbart forbedre ens syn, så ned i løgneren med en hel masse af de orange sataner.
  • Mikkel Headband Hansen var årets håndboldspiller i 2011. 
  • Eurowoman = ret så dårligt. Euroman = ret så godt. 
  • Man skal ikke spørge om folk noget, når man selv har formuleret ét - og kun et - rigtigt svar oppe i hovedet. 
  • Telefonkøer blandt speciallæger skal dø. Så sidder man pænt og bruger hele månedens taletid på at vente på at komme til at snakke med en stakkels sekretær, der utvivlsomt, på grund af nedskæringer, er udsat for et umenneskeligt højt stressniveau, der efter 28 minutters ventetid kan fortælle en, at man kan få en tid i slutningen af maj. Måned. Indtil da bliver man foreslået at prøve at gå lidt i tænkeboks over, hvorfor man har allergiske reaktioner flere gange om dagen. Tak mester. Og de skal holde helt, helt, HELT op med at spille no-fucking-stress musik ind i min trommehinde, mens de skratter: "Du er nummer 753 i køen"
  • Samtidens teenagedrenge har åbenbart ikke problemer med at læse "M!" i en propfyldt togkupe. Ved godt det ikke er porno, men alligevel. Julie Zangenbergs kasser stirrede mig lige i fjæset i tre stive (høhø) timer. 
  • Det er psykisk terror at gå alene hjem klokken 22, når man i løbet af de sidste 48 timer har set otte episoder af "Rejseholdet".
  • At jeg åbenbart har det, der kaldes nosser. Håber virkelig, at det var en metafor. 

torsdag den 16. januar 2014

For enden af regnbuen

Er der garanteret ikke en masse guld, men på den kortsigtede regnbuebane er der for mit vedkommende både midlertidig bolig og deltidsarbejde. Det viser sig, at verden måske trods alt ikke er helt så ondskabsfuld alligevel, men måske bare lidt langsom i optrækket. Eller har arbejdsgang lidt som det kommunale regi eller Aarhus Universitet - at ting liiiige skal vendes et bureakratisk antal gange, indtil instansen - i dette tilfælde verden - giver en ret. Hvorom alting er, har jeg fået arbejde på et hotel. Og skal som receptionist være det første - positive - møde, gæsterne får. Gnæg, gnæg. Indtil videre er det gået ok, der har kun været et enkelt politibesøg og so far hverken brandstiftelse eller røveri. Meeeen jeg har jo også kun været der 14 dage.

I forhold til det der med at være hjemløs, er jeg det egentlig ikke rigtigt længere. På torsdag flytter jeg på landet. Og jeg mener virkelig landet - den slags land, hvor der går dådyr, rådyr eller hjorte - en bambilignende skikkelse i hvert fald - rundt i haven og hvor man skal have lygte med efter klokken fire om eftermiddagen for at kunne finde huset ved at flakke rundt og lave morsekoder med cykeldiodelygte. En ting er, at landet nok skal blive en underholdende prøvelse for sådan en bymus som mig. En helt anden og betragteligt mere underholdende ting er, at jeg flytter ud til Sigrun. Det kan kun blive skægt. Et familiemedlem konstaterede for nogen tid siden, at det ikke virkede som et så konstruktivt studiemiljø for Sigrun og jeg at bo sammen. Noget med, at der i mine fortællinger ofte er gæsteoptrædener med vores allesammens ven, Hr. Øl. En relativt berettiget observation, men finten er, at ingen af os studerer, hvilket måske er meget godt. Eller meget farligt. Det finder vi ud af - stay tuned.

fredag den 10. januar 2014

Et i særklasse ærligt boligopslag

Som boligløs må arealet afdækkes grundigt. Men der er dog grænser. Umiddelbart går den her.

torsdag den 9. januar 2014

Ilddåb

Uden at Jante kommer efter mig, tror jeg godt, jeg kan slå fast at min første dag i hotelbranchen kan klassificeres som en ilddåb. Syntes ikke, at jeg var skidegodt på vej, da mit vækkeur ringede klokken 05.30 - fuldstændig omsonst, for jeg var jo naturligvis vågen. Og havde været det i tre timer, fordi mit søvnmønster partout skal svinge mellem vinterhi og koffein-effekt. Og da jeg så stod i et busskur og ventede på bus 6A i silende regn blev jeg pludselig utrolig træt. På den der måske-jeg-skulle-have-taget-nogle-tændstikker-med-i-tasken-måde.
Men så på det der arbejde, var det jo egentlig meget fint. Faktisk rigtig fint. Har endnu ikke mødt nogen, jeg tænker, jeg kommer til at kædehade. Har en næsten ufatteligt flink chef, som virkelig er large. Altså sådan sindsmæssigt, ikke fysisk. Jo måske i skjorter, han har sgu lidt Johnny Bravo figur. Resten af bundtet virker vældig flinke og jeg forestiller mig, at jeg bliver utroligt glad for at være der. Har ganske vist meget få forudsætninger for at vide det, men synes det virker som en "god og rummelig personalegruppe". Nå, men hvordan gik den så, min første arbejdsdag? Jow. Uden at afsløre alt for meget kan jeg fortælle, at jeg er lidt forvirret, men dog har fået lidt ros, kom til at sige undskyld omkring 19 gange og skulle til at undskylde, da damen sagde, at jeg ikke skulle undskylde. Undskyld. Forsøgte så at forklare mig selv, at jeg skulle. Stoppe. Mig. Selv. Øjeblikkeligt. Formåede at snakke forståeligt tysk, sågar til vaskeægte tysker. Og så er der den lille krølle på halen, at vi fik besøg af syv politibetjente med dertilhørende politihund. No shit Sherlock. Vi havde et par gæster, der var...... udfordrende, ville nok være i det ordforråd, jeg bør benytte mig af. I realiteten pisseirriterende. Og skæve. Ene halvdel med blåt øje. De andre gæster klagede og jeg fandt ud af, at det for fremtiden vil være min opgave at gå hen til truende mennesker og bede dem om at dæmpe sig. Hvilket jeg da har det sååå afslappet og mega cool med. Det klarede min kollega. Jeg kiggede på. De smuttede heldigvis op på deres værelse efter noget tid, men begyndte åbenbart at true housekeeping. Røvhuller. De to rengøringskvinder blev utroligt bange og rystede som espeløv under påvirkning af Bodil. De to espeløv sagde, at de havde set en kniv på mandens værelse, hvorfor bossen ringede til politiet. Det viser sig, at politiet, når man ringer og siger, at der er en truende mand med kniv, tager det ret alvorligt, med det resultat, at der troppede seks mand, en kvinde og en hund op. At kniven så viste sig at være en billardkølle i læderetui, er en anden, og væsentligt mindre dramatisk, sag. En af de mange politimænd kom ned og sagde, at alt var i orden og så meget, meget skuffet ud, da han konstaterede "det var slet ikke så dramatisk". Fik sgu helt ondt af ham. Stakkels mand med al den adrenalin og ingen steder at gøre af den. Det viste sig, at de to gæster åbenbart var nogle mennesker, politiet havde hørt om før og de blev relativt pænt smidt ud af hotellet. Min nye kollega og chef virkede en kende bekymrede og spurgte om jeg nu var sikker på, at jeg var ok. Det er jeg. Er sgu ikke engang rystet. Havde jeg formegentlig været, hvis jeg havde stået med det alene. Det meste af tiden tænkte jeg, at mænd er pæne i politiuniform det er godt, at politiet tager os borgere alvorligt og beskytter os mod det onde.

Mine fødder føles som bly, lugter som en indisk renovationsplads og mit hoved vejer umiddelbart omtrent det samme som en præ-pubertær dreng. Forbavsende nok glæder jeg mig til at skulle af sted i morgen. For det kan vel nærmest kun blive bedre. Og det er bare den ene ting i das ganze welt, man aldrig skal ytre. Hverken skriftligt eller mundtligt.

søndag den 5. januar 2014

I totusindogfjorten kommer dette til at ske:

  • En åbenbaringen af dimensioner dumper lige lukt ned i frøkenens turban, eller bare cykelhjelm, og når dén åbenbaring rammer, vil det stå lysende klart, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor. Og her snakker vi altså krystalklart. 
  • Alternativt bliver jeg tilbudt at blive den tredje musketer i duoen Monte Carlo. 
  • "Anna Karenina" bliver læst færdig. 
  • Jeg finder et sted at bo. Et sted jeg kan blive boende i længere end et kalenderår, ville klart være at foretrække. 
  • Jeg er typen, der får tilmeldt alle regninger til PBS. 
  • Rasmus Seebach begynder at tie stille. Sådan helt stille. 
  • Jeg er også typen, der holder op med at lave lister, medens filmkiggende, så jeg efter filmens slutning kan gå amokkos på google for at finde ud af, hvem Judy Blume er, hvilke slags edderkopper der er giftige, og hvornår pornoen egentlig blev frigivet. 
  • Jeg lærer, at det på ingen måde kan betale sig at købe det billige tyggegummi fra Netto. Kan lige så godt acceptere, at de ekstra syv kroner er givet mere end særdeles godt ud, idet man så rent faktisk køber tyggegummi as opposed to gummi med mintsmag i hele 48 sekunder. 
  • Joseph Gordon-Levitt finder ud af, at han og jeg er meant to be. 
  • Der kommer medvind på cykelstierne.

torsdag den 2. januar 2014

Bedste sætninger fra 2013

Lidt risikabelt at forsøge at nedskrive alt det bedste fra 2013, men i og med, at jeg synes, folk har sagt nogle løjerlige ting til mig, vil jeg alligevel gøre forsøget:



  • "Is she OK?" 
  • Bekymret spurgt fra velmenende brasilianer til Sigrun. Selv var jeg i gang med at grine, hvilket sjovt nok var anledningen til bekymringen. 


  • "Den 4. juli 2016 klokken 14 foran Jesus. Drinks are on me." 
  • Vigtig information at have - det skal nemlig fejres, når nogen bliver VIRKELIG gammel.
  • "Kan du ikke bare finde et arbejde, hvor du skal tale helt vildt meget?" 
  • Henvendt til mig. Fra 14-årig. 
  • "Er du lesbisk?"
  • Bum bum. Umiddelbart nej.


  • "Nej, men jeg tænkte egentlig også nærmest det modsatte"
  • Efterfølgeren til ovenstående.  
  • "Din nasty lille tøs"
  • Ingen kommentarer.  
  • "Du er en latterluder"
  • Fra Sigrun. Har det helt fint med at være dén slags luder.


  • "Hvornår tager du hjem?" 
  • Og det var så min kære onkel. Som må være fuldstændig pjattet med mig. 
  • "Nå Isabella. Hvem skal så have lov at åbne gave først? Dig eller din nevø?" 
  • Ja, jeg kan jo godt fornemme på det diskrete spørgsmål, hvad du mener. Bare fordi man er 20 år ældre, skal man absolut være den mest modne.
  • "Is she drunk?"
  • Og nej, det var hun ikke. Endnu. 


  • "Chicas. Come with me. I'll take you anywhere - you wanna go to France?" 
  • Hørt på gaden i Jujuy, Argentina. 
  • "Du er et sjovt lille væsen" 
  • Med hilsen fra Færøerne
  • "Hvis du var en Facebook-side, ville vi være fans af dig" 
  • Forfriskende scorereplik. Som ikke virkede. Muligvis fordi de var to?
  • "Det er garanteret det samme, der hvor I kommer fra. Så serverede han kålpølse og gammeldags hvidkål til nytår" 
  • Og rigtig hjertelig velkommen til Jylland.

  • "You're cool as fuck" 
  • Now, that's the spirit!

  • P.S. Undskyld det helt igennem tåbelige layout. Kan simpelthen ikke få det her fis til at se nogenlunde almindeligt ud, og har nu opgivet, så I må tage det som, det er. Uuuh - et ultimatum.