torsdag den 23. januar 2014

Ikke så hovski-snovski

De sidste to dage har jeg gået som katten om den varme grød, fordi jeg ikke har kunnet slippe en spydig kommentar om uddannelsesvalg. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at skrive indlægget, men føler alligevel, jeg bør - fordi det er vigtigt. Jeg ville bare så inderligt ønske, at det ikke var nødvendigt. Førnævnte spydige kommentar gjorde mig og andre kede af det. Men også godt og gammeldags gal i skralden.

Hvis man skal analysere lidt på egen familiedata, kommer jeg fra en arbejderfamilie, og det lå aldrig i min egen læsning af mine kort, at jeg skulle være akademiker. Og det er jo så heller ikke sikkert, at jeg skal det alligevel, men har dog trods alt en bachelorgrad. Med mit sparsomme indblik i begge verdener, mener jeg, at kombinationen til enhver tid er at foretrække. Den akademiske verden kan noget ganske unikt, og jeg synes, det er intet mindre end fabelagtigt, at man kan få lov til at fordybe sig i så stor grad, som universitetet tillader. Og at der eksempelvis forskes i hvorvidt skizofreni er genetisk betinget, i italieneres kendskab til EU, i hvorfor vi bliver ved med at gense "Beverly Hills 90210" på TV2 efter 20 år. Og at forskning har klarlagt alt fra den manglende kongruens mellem hudfarve og intelligens samt, at det kan virke smertestillende at bande. Fandeme. Nu til det uomtvistelige men. Den ikke-akademiske verden er uden spørgsmålstegn ligeså meget værd. Den er bare anderledes. I visse menneskers verden lader det dog til, at min selvfølgelige konstatering ikke er selvfølgelig. Eller i hvert fald at universitetslivet og akademia er finere, og dermed mere værdifuldt.
Selvfølgelig har man nogle kompetencer, hvis man har brugt fem år på at gå på uni - eller "syv år Neller. Man ved...... nogle ting" som Mulle med hængepatterne fra "Den eneste ene" siger. Dét betvivler jeg på ingen måde. Men jeg synes, der er en tendens til en utrolig snobbet holdning blandt visse kommende akademikere. Muligvis fordi vi lever i en æra, hvor det at komme ind på universitetet (med dertilhørende fremtidig arbejdsløshed) åbenbart er det mest prestigefyldte. Der er sikkert også håndværkere, der tror, at en universitetsuddannet ikke kan samle en kommode fra IKEA. De to verdener synes ikke at kunne finde ud af at sætte pris på hinanden. Og det er pisseærgerligt. For nogle af de ting, der opdages rundt omkring på de højere lærerinstanser, er til gavn for os alle. Omvendt er det også topfedt, at der er nogle mennesker, der ved, hvordan man forholder sig til og interagerer med børn og andre, der kan bygge arkitektoniske vidundere, der ikke braser sammen.
Det er en smuk samhørighed, hvis ellers folk kunne holde op med at have så pissetravlt med andres valg og i øvrigt mene, at deres græsplæne er så frodig og grøn, mens naboens er bæbrun.

Når fædre eller veninder eller andre mindre oplyste forsøger at blande sig i deres sønners eller veninders livsvalg på den højrøvede og arrogante måde, hvor det ikke er "godt/fint nok", får jeg lyst til at brække mig. Det er så sindssygt svært og man skal ikke blande sig i, hvad folk bruger deres liv på. Slet ikke, hvis det mest af alt er for at hævde sig selv. For er det ikke noget med, at valgt uddannelse ikke per definition er en direkte sladrehank om intelligensniveau? Lidt ligesom med hudfarve og hårfarve. Men jeg er jo selvfølgelig også blond.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar