torsdag den 9. januar 2014

Ilddåb

Uden at Jante kommer efter mig, tror jeg godt, jeg kan slå fast at min første dag i hotelbranchen kan klassificeres som en ilddåb. Syntes ikke, at jeg var skidegodt på vej, da mit vækkeur ringede klokken 05.30 - fuldstændig omsonst, for jeg var jo naturligvis vågen. Og havde været det i tre timer, fordi mit søvnmønster partout skal svinge mellem vinterhi og koffein-effekt. Og da jeg så stod i et busskur og ventede på bus 6A i silende regn blev jeg pludselig utrolig træt. På den der måske-jeg-skulle-have-taget-nogle-tændstikker-med-i-tasken-måde.
Men så på det der arbejde, var det jo egentlig meget fint. Faktisk rigtig fint. Har endnu ikke mødt nogen, jeg tænker, jeg kommer til at kædehade. Har en næsten ufatteligt flink chef, som virkelig er large. Altså sådan sindsmæssigt, ikke fysisk. Jo måske i skjorter, han har sgu lidt Johnny Bravo figur. Resten af bundtet virker vældig flinke og jeg forestiller mig, at jeg bliver utroligt glad for at være der. Har ganske vist meget få forudsætninger for at vide det, men synes det virker som en "god og rummelig personalegruppe". Nå, men hvordan gik den så, min første arbejdsdag? Jow. Uden at afsløre alt for meget kan jeg fortælle, at jeg er lidt forvirret, men dog har fået lidt ros, kom til at sige undskyld omkring 19 gange og skulle til at undskylde, da damen sagde, at jeg ikke skulle undskylde. Undskyld. Forsøgte så at forklare mig selv, at jeg skulle. Stoppe. Mig. Selv. Øjeblikkeligt. Formåede at snakke forståeligt tysk, sågar til vaskeægte tysker. Og så er der den lille krølle på halen, at vi fik besøg af syv politibetjente med dertilhørende politihund. No shit Sherlock. Vi havde et par gæster, der var...... udfordrende, ville nok være i det ordforråd, jeg bør benytte mig af. I realiteten pisseirriterende. Og skæve. Ene halvdel med blåt øje. De andre gæster klagede og jeg fandt ud af, at det for fremtiden vil være min opgave at gå hen til truende mennesker og bede dem om at dæmpe sig. Hvilket jeg da har det sååå afslappet og mega cool med. Det klarede min kollega. Jeg kiggede på. De smuttede heldigvis op på deres værelse efter noget tid, men begyndte åbenbart at true housekeeping. Røvhuller. De to rengøringskvinder blev utroligt bange og rystede som espeløv under påvirkning af Bodil. De to espeløv sagde, at de havde set en kniv på mandens værelse, hvorfor bossen ringede til politiet. Det viser sig, at politiet, når man ringer og siger, at der er en truende mand med kniv, tager det ret alvorligt, med det resultat, at der troppede seks mand, en kvinde og en hund op. At kniven så viste sig at være en billardkølle i læderetui, er en anden, og væsentligt mindre dramatisk, sag. En af de mange politimænd kom ned og sagde, at alt var i orden og så meget, meget skuffet ud, da han konstaterede "det var slet ikke så dramatisk". Fik sgu helt ondt af ham. Stakkels mand med al den adrenalin og ingen steder at gøre af den. Det viste sig, at de to gæster åbenbart var nogle mennesker, politiet havde hørt om før og de blev relativt pænt smidt ud af hotellet. Min nye kollega og chef virkede en kende bekymrede og spurgte om jeg nu var sikker på, at jeg var ok. Det er jeg. Er sgu ikke engang rystet. Havde jeg formegentlig været, hvis jeg havde stået med det alene. Det meste af tiden tænkte jeg, at mænd er pæne i politiuniform det er godt, at politiet tager os borgere alvorligt og beskytter os mod det onde.

Mine fødder føles som bly, lugter som en indisk renovationsplads og mit hoved vejer umiddelbart omtrent det samme som en præ-pubertær dreng. Forbavsende nok glæder jeg mig til at skulle af sted i morgen. For det kan vel nærmest kun blive bedre. Og det er bare den ene ting i das ganze welt, man aldrig skal ytre. Hverken skriftligt eller mundtligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar