torsdag den 20. februar 2014

Forslag: Løn udbetalt i taxaboner?

Offentlig transport har det svært nok i forvejen. Det er logistikkens svar på mandage, slankekure og regnvejr. Ting der i den offentlige diskurs per definition er røvkedelige.  Det er dyrt, det tager meget længere tid, man skal koordinere det, man bliver ikke kørt lige til døren, og det er på ingen måde ligeså bekvemt som at sidde på passagersædet i en bil. Ofte synes jeg, det er synd for både konceptet og medarbejderne inden for det offentlige trafiksystem, at deres jobs er så utaknemmelige, og at de fandeme ikke har det nemt. I dag er ikke sådan en dag. Den startede muligvis sådan. P.t.: a big fat no.
Jeg har i dag frekventeret verdensbyen Odder; faktisk har jeg befundet mig uden for Odder centrum på HF/HG/AVU. For at være tilsynsførende til terminsprøver. Kan i øvrigt virkelig ikke forholde mig til, at jeg skal forestille at være autoritær. Til dels fordi de fleste er ældre end mig. Men det var ikke det, det skulle handle om - det skulle handle om, at jeg efter en "arbejds"dag på fem timer, hvor jeg bogstaveligt talt har siddet og kigge på fem mennesker, der har svedt over en terminsprøve i matematik, skulle hjem til Mårslet. Jeg kunne konstatere, at toget kun kører en gang i timen, og at jeg var kommet syv minutter for sent. Undersøgte derfor mentalt noget med noget bus, og nåede frem til, at bus 100 vistnok kører relativt tæt på mit landhjem. Jeg steg ind i bussen og spurgte: "kører du til Mårslet?", hvortil den kvindelige chauffør på +60 og med den obligatoriske gråhårede pixifrisure samt lilla brillestel svarede: "altså jeg kører til busholdepladsen". Jeg er med på, at kommunikation er tricky, men jeg synes ikke umiddelbart, at der er noget i hendes svar på mit spørgsmål, der indikerer, at hun ikke kørte til Mårslet. Jeg kom til downtown Odder, blev forvirret, gik ud af bussen og gik så ind igen for at spørge hende, om hun da ikke kørte til Mårslet. Hun sukkede og udtalte - and I quote: "Nej, dét da ved Gud jeg ikke gør. Altså, det er jo virkelig enormt vigtigt, at man undersøger, hvad for en bus man skal med og hvor man skal stå af henne. Selv. Det skal du undersøge, inden du tager hjemmefra". 
.........
Møgfisse. Okay, det er måske lidt en overreaktion. Men jeg synes, hun var dum. Og jeg synes, det er så utroligt unødvendigt at være så mega bitterfisseagtig. For 1. jeg har undersøgt det. 2. det var sådan set korrekt bus, blot forkert retning, og det kunne hun jo eksempelvis have oplyst mig om. 3. får hun ikke blandt andet løn for at kunne oplyse de rejsende om ruter? Armen altså. Petitessesamfund.

Så nu tror jeg bare lige, at jeg bliver inden for husets trygge rammer resten af dagen og prøver det der med at være en integreret del af samfundet igen i morgen. Hvor turen går til Skanderborg. Send mig noget god karma - får utvivlsomt brug for det.

onsdag den 19. februar 2014

Vigtig viden - ligegyldig info

Jeg har absolut intet overhovedet at fortælle. Hvilket også med al for stor tydelighed fremgår af undertegnedes frekventering på blogland. Så når jeg ikke går i selvsving over den fremtid, jeg håber, der bliver til noget, er jeg usandsynligt kedelig. Men når man jeg nu er med på blogbølgen må man jeg jo også levere og fortælle folk noget spændende. I mangel af bedre, har jeg en masse vigtig viden ligegyldig info om, nå ja, mig selv:
  • Jeg har aldrig nogensinde tænkt mig at sejle i kano på Gudenåen igen. Aldrig. Nunca. Never. Jamais. Nie. Nooit. Så for at opsummere; nej. 
  • Jeg elsker radisser. Højt, inderligt og for evigt. 
  • Da jeg læste "Det Lille Hus på Prærien" var der fuld 1:1 identifikation med Laura. 
  • Efter meget længere tids grublen end, hvad der passer sig, tror jeg nok, jeg er nået frem til, at min yndlingsbog er Henrik Ibsens "Et Dukkehjem". 
  • Kan rigtig godt lide tordenvejr. Synes det er jävla hyggeligt. Hvis kakao og flødeskum er til stede. Ellers er det bare træls. 
  • Min absolutte yndlingssang som barn var "Kongens Have" med Bamses Venner. Og ja, jeg bliver stadig nostalgisk, når jeg hører den. 
  • Skarpt efterfulgt af Krummesangen - og jeg svor, at jeg aldrig ville blive en af de der voksne, der går rundt og ser sur ud. Og det går jo pissegodt, ik?
  • Bon Ivers "Beth/Rest" er en af de smukkeste sange. Ever. 
  • Kan faktisk virkelig godt lide at støvsuge - det er jo ø-je-blik-ke-lig resultat af en handling. 
  • Kan egentlig også utrolig godt lide at pille klementiner og mandariner (helt seriøst - hvad fuck er forskellen på de to?), hvorimod det at pille en appelsin er en gerning, jeg hader. 
  • Er pissebange for fyrværkeri, hvorfor det der nytårsaften er et stærkt opreklameret koncept inde i mit hoved.
  • Elsker til gengæld "90-års fødselsdagen", selvom der gik pinligt lang tid før jeg fattede, hvor pervers den egentlig er. 
  • Mit tyske yndlingsord er "schrumphleber", på engelsk går førstepræmien til "cutlery", mens "vinagre" kåres på spansk. På dansk bliver det en delt førsteplads mellem "underfundig" og "pernittengryn"
  • Jeg er dybt, dybt fascineret af vinduespudsere. Er imponeret over deres evner - måske fordi det kombinerer ting, jeg bare ikke kan have med at gøre; højder og pudsning uden striber.
  • Hader puslespil. Medmindre det er dem til tre-årige og med i alt fem brikker, de er fede. Men dem der på plus 500 brikker, er det mest røvsyge jeg kan forestille mig. Skal virkelig være presset for at gide. Eller være sammen med en person jeg holder umådeligt meget af, og som godt gider at lægge puslespil. Jeg ville hellere stå tre timer i stiv kuling ved Vesthavet, indtil mine kinder har sat sig fast i øjenlågene... Okay, you get the idea. 
  • Efter "Jul I Juleland" blev sendt på TV2 i 1993 (og af alt det lort de genudsender, har de kun sendt denne fantastiske julekaldender én gang - røvhuller), var jeg som tre-årig dybt, dybt, dybt forelsket i Henrik Kofoed. Jeg mener, har I hørt ham synge "Dine Øjne"
  • Noget af det klammeste man kan byde mig er vand med frugtsmag. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?
  • Kan ikke lide de røde vingummibamser fra Haribo. De gule er klart de bedste e-numre i posen. 
  • Jeg græder konsekvent til den scene i "Dumbo", hvor Fru Jumbo stikker sin snabel ud gennem tremmerne og vugger Dumbo. Det er da brutalt. 
  • Har et ar fra en motorsav. Ikke nær så blodigt som det lyder. Jeg var meget lille og motorsaven var (selvsagt) ikke tændt. But still. 
  • Har også et ar fra et toilet. Meget mere blodigt end dét lyder. 
  • Og to i panden fra skoldkopper, som har placeret sig på mig, som de har på den gode Leonardo DiCaprio, hvilket ses i slutscenen af Titanic, hvor pisseegoistiske Rose lader Jack Dawson dø i isvandet (Hallå mann! De var forelskede og kunne da uden problemer have lagt sig i lag oven på den skide dør).Jeg følte, at det gav mig og Jack et særligt bånd. 
  • Jeg bliver urimeligt salig af "Für Elise". Selvom det er en kliché. Men der er jo tit en grund til, at klicheer er klicheer. 
  • Det eneste jeg laver til perfektion i et køkken er grøntsagslasagne og spinatboller. Som desværre ikke udgør den bedste menu tilsammans. 
  • Tror nok, at første drøm om fremtidig profession var bibliotekar. Eller forfatter. Men bibliotekar, dels fordi man så kunne få lov til at læse bøger dagen lang og gå rundt i et uudtømmeligt udvalg af dem. Dels fordi bibliotekarerne på Randers Bibliotek havde sådan nogle herreseje scannere, som de bippede bøger med. Årh hvad! Senere fik jeg job i Fakta og fik biplysten stillet... 
  • Tæller ord - altså når folk snakker eller jeg læser, tæller jeg ord for ligesom at se om det går op i et lige antal. Og havde indtil for et par år siden det klare indtryk, at alle andre gjorde det samme. Det gjorde de så ikke. Fandt jeg ud af.
  • Er helt pjattet med brød. Har virkelig et inderligt og tæt forhold til brød og kunne snildt leve af brød og smør, hvis det skulle være og hvis ikke man blev smælderfed af det. 
  • Jeg smasker i søvne. Ja, smasker. Og ja, det kan da godt være, at det er fordi, jeg drømmer om kage. Hver evig eneste nat, flere gange om natten. 
  • Jeg kan ikke slå koldbøtter. Længere. Lidt trist, faktisk.
  • Kan Østkyst Hustlers "Han Får For Lidt" udenad. Og er nok i grunden lidt for stolt af det. 
  • Jeg har et forbrug af vatpinde, som nogle nok vil kalde voldsomt. Nogle vil sågar kalde det et overforbrug. De har nok ret. Jeg kan blive decideret panisk, for det højst usandsynlige tilfælde, at jeg skulle løbe tør. Jeg har nemlig et lager. 
  • Er allergisk over for våd cement samt armygrøn tekstilfarve. Der røg min murer/løjtnant karriere lige lukt ud af vinduet. 
  • Gad virkelig, virkelig, virkelig godt at have mødt Abraham Lincoln, Vincent van Gogh, Emmeline Pankhurst, Astrid Lindgren, Virginia Woolf og Dirch Passer. 
  • Elsker fastelavnsboller og betragter det som noget af det absolut mest uretfærdige i verden, at fastelavnsbollesæsonen er så frygtelig kort. Eller noget af det absolut smarteste..... Nej, holder på det første. Speaking of which, må jeg hellere komme i omdrejninger, mens det er sæson. 
  • Min højre øreflip er omkring tre gange så tyk som den venstre, fordi hullet til øreringen (hvad hedder det? Ørehullet?) er blevet skudt i otte gange mod de sølle tre gange i højre øre. 
  • Apropos krops-finurligheder: Har en ekstra knogle på mit venstre knæ. Så hvis nogen en gang skulle komme i knogle-bekneb, ringer I bare. 

fredag den 14. februar 2014

Min hjerne - en simreret

Ej en invitation til kannibaler om at tage for sig i buffeten, der er min hjernemasse, men mere en konklusion af, at det nu engang er sådan min hjerne fungerer. Jeg kan have taget nok så mange uofficielle beslutninger i mit eget hoved, men tør aldrig udbasunere dem, før jeg er helt sikker. Hvilket bare er tonseåndssvagt, for jeg bliver jo aldrig helt sikker, men det er en garanti jeg altid stiller mig selv. Uden garanti. Sagen er så bare den, at selvom retten måske nok var klar til indtagelse for fem timer siden og sikkert ville have smagt udmærket dér, er det bedre, at den bliver stående lidt længere, for jo længere tid den simrer, jo mere sætter den sig fast og bliver sikker i sin s(m)ag.

Det der er så "forfærdeligt" her i first-world-problems-kategorien er bevidstheden om, at et valg føles så helt utroligt endegyldigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en truffet beslutning uvægerligt også er at afskrive nogle andre ting. Desuden var jeg så latterligt naiv, at jeg troede, at når man ligesom havde taget beslutningen om at gå på uni, var den skid slået. Men så gik der ræserrøv i den.
Uanset at folk siger, at 20'erne handler om at finde sig selv, og selvom man kan finde masser af mennesker (primært på TV), der har det meget værre end en selv, er det en ilde trøst. Fordi jeg har i næsten et år følt det som om, at alle jeg kender, har styr på deres lort og jeg sejler rundt i en eller anden gudsforladt sø uden joller og med punkteret redningsvest. Og indimellem også som om, at min omgangskreds og jeg har leget "Far, mor og børn", hvor min deltagelse har været legekammeraten, der med ulidelig timing altid banker på døren midt i spisetiden og spørger om Klara kan komme ud at lege. Og hvor ville det bare være fedt, hvis der Grease-style kom en skytsengel/god fe med et killer musicalnummer og fortalte en, at man eksempelvis skal droppe ud af beautyschool og vende tilbage til gymnasiet. Livet bør i det hele taget være en musical. Det er det bare ikke, og hvis jeg forsøgte at implementere det, ville jeg - med mine sangerevner taget i betragtning - formegentlig være fritaget for al kommende menneskelig interaktion.

Men men men, min gode Watson. Alle de bunker af forvirrede e-mails og desperate telefonopkald og ulideligt mange teaftaler, der er endt med en holistisk snak om mig-mig-mig og de mange timer inde på uddannelseguiden.dk - der er kommet noget ud af det. Og hvis du kan hænge i lidt endnu, skal jeg nok nå frem til det.

Det største problem har været, at jeg er typen, der a.l.t.i.d. har en forkromet plan. Ikke galvaniseret, men forkromet. Og opererer som regel kun med Plan A - især når det kommer til store og potentielt livsændrende beslutninger, findes der kun ét scenarie i mit hoved - det rigtige. Til gengæld formår jeg altid at have en Plan B, når jeg skal med offentlig transport og en tur i Fakta. For man kan ikke stole på DSB og det kan være, de ikke har flere rodfrugter i Fakta. Just præcis derfor slår det mig også Mikkel Kessler hårdt, når den hårde realitet af, at scenariet i Plan A ikke længere er aktuelt, indtræffer. Så selvom jeg inderst inde godt har vidst, at der har været en grund til, at jeg har været så splittet omkring, hvorvidt jeg skulle tage en kandidat i antropologi, har jeg heller ikke haft helt lyst til at give slip på det jeg troede, der var definitionen af mig. Jeg har også haft sygt svært ved at skulle acceptere, hvis jeg har spildt tre år på antropologi. Både fordi jeg gerne vil tro, at tid aldrig er rigtig spildt, men også fordi jeg ville blive über deprimeret hvis de grå hår jeg får som 35-årig på grund af Marshall Sahlins og Foucault, var omsonst. Altså har jeg bestemt, at det ikke er spildt.
Jeg har nu været så forvirret så længe, at jeg har accepteret, omend modvilligt, at den længe ventede åbenbaring ikke kommer. Jeg er nødt til at springe ud i det. Og jeg er nødt til at finde ud af, hvad dette "det" skal være. Søge ind på en uddannelse og satse på, at de højere læreranstalter kan lære mig noget. For at gøre det er jeg nødt til at følge mavefornemmelsen - Krummefar og jeg er enige; "Jeg har det godt med min mave - vi kan hoppe". Der er aldrig nogensinde kommet noget godt ud af, når jeg har ignoreret mavefornemmelsen. Derfor er jeg nødt til at gå med tarmen. Og mavefornemmelsen er, at jeg vildt gerne vil skrive. Kan så uhyggeligt godt lide det. Så er det inderlige håb bare, at der ligeledes findes nogle på den anden side, der kan lide at læse det...

Som min veninde (med de pæne fødder) så smukt sagde: "nok er nok fornemmer jeg hos dig - du har suget det, du skal til dig. Jeg tror ikke på, du får voldsomt meget mere ud af antropologi (på Moesgaard) og heller ikke at du lægger drømmen om skriveriet til side, så jeg satser på at du, i fremtiden, bliver den fineste lille kombo. Driv faget til hvad det kan ved at give det en journalistisk stemme - mere loyalt mål findes da ikke." Hvilket ret meget - lige på kornet - var det jeg havde brug for at høre. At det ikke er en falliterklæring at sige nej til antropologi, og at jeg ikke nødvendigvis er hverken dummere eller mindre reflekteret ved at sige nej. At det er ok at være i tvivl (høhøhøøøm) og skifte mening.

Altså: Her er jeg. Skrivemaskinen. Jeg ved ikke, om jeg vil være konventionel journalist, og jeg ved ikke, om jeg vil søge ind på overbygningen i journalistik, og jeg ved ikke om jeg vil søge ind på den almindelige journalistiske bacheloruddannelse og jeg ved ikke, om jeg vil søge ind på forfatterskolen, og jeg ved ikke, om jeg vil læse informationsvidenskab og jeg ved ikke, hvor det ender med at føre hen, uanset hvad jeg vælger. Men jeg ved, at jeg godt kan lide at skrive. Og jeg ved, at jeg er pisseskræmt over at skulle træffe denne - for mig - overordentligt store beslutning. Første skridt bliver at trykke "Udgiv" oppe i højre hjørne. En. To. To-en-halv. To-tre-kvart. TRE!

lørdag den 8. februar 2014

Når nogen dør

Hvad er det med de der gener? Havde engang en utrolig interessant forelæsning (no shit) på AU med meget klog mand, der forklarede, hvorfor familie - Dr. Phil style - er så mega giga vigtigt, og hvorfor vi tilsyneladende strækker os meget længere for vores familie end for alle mulige andre mennesker. Mit bud var, at det ville være pisseupraktisk, hvis man ikke kom ud af det med de dersens familiemedlemmer, når man nu ligesom er stavnsbundet til dem i form af blod og andet indvendigt snask. Den kloge mands forklaring lød på, at det i bund og grund handler om noget så ucharmerende som egoisme. Altså at generne skal videreføres, så det for alle kommende generationer vil stå lysede klart, at der i min familie er supersæd og gæstfrie æg. Blandt desmerdyr er det kutyme, at dét desmerdyr der finder ud af, at der er fare på færde skriger højt og meget gennemtrængende, hvilket så resulterer i, at dette desmerdyr bliver ædt. Sikkert af en mindre venlig Simba-type. Ikke helt vildt gennemtænkt, vel? Jo. Det er det nemlig. For skriget giver alle de andre desmerdyr tid til at fise ned i deres små jordhuler og dermed undgå at ende som snack for løver. Smart, smart.

Selvom jeg relativt hyppigt postulerer, at jeg har en del familiemedlemmer som udelukkende siger mig noget, fordi vi er i familie, og i øvrigt står ved det, sker der alligevel et eller andet indeni, når der så er nogle, der dør. Også selvom der i dette tilfælde er tale om en kvinde, som jeg helt ærligt ikke rigtigt kender. Men der er andre, der kendte hende og andre, hvis hele liv lige nu ligger i ruiner.

Jeg så "The Hours" den anden dag (som i øvrigt er pissegod), en film der handler om Virginia Woolf og damens momentvise sindssyge - hun forklarer på et tidspunkt sin mand, hvorfor der er en karakter i hendes bog, der er nødt til at dø. For at de andre skal huske på, at de lever. Hvilket til dels er det dødsfald gør ved os mennesker. Tror jeg. Selvfølgelig varierer ens tilstand af, hvor tæt man er/var på det menneske, der ikke længere er, og sorgen er selvsagt det største aspekt ved den til tider ubærlige viden om, at der er nogle, vi aldrig kommer til at se og røre og snakke og grine med igen.
Men derudover har død den effekt, at vi på en eller anden pusserløjerlig måde altid bliver lidt overraskede. Og at man altid sidder tilbage med en følelse af, at livet er så uhyggeligt skrøbeligt. Og at det er uigenkaldeligt. De der ting man ikke fik sagt, og de der ting man ikke fik gjort. At det nu for altid vil være for sent, hvis der var noget, man ville ønske, man havde fået gjort, men ikke gjorde og det må man så bare leve videre med, indtil man selv stiller træskoene.

Jeg siger forresten ikke på nogen måde, at jeg er så stort et menneske, at jeg kan finde ud af at efterleve den der Nik & Jay ting med at "Lev mens du gør det, elsk mens du tør det". Men det er jo en smuk tanke. Ikke ideen om, at man skal leve i dag, som var det ens sidste, for det er bare snotdumt og uovervejet. Men at man Nik & Jay style burde "Give en fuck, hvorfor jeg var her. Bare smile og nyde, at det var jeg". Ret fint, synes jeg. Og endnu finere, hvis folks exit fra Jorden, i al sin håbløshed, uretfærdighed og meningsløshed gør, at resten af os, omend for en stund, bliver oprigtigt taknemmelige for, at vi har fået lov til at være her med hinanden.

torsdag den 6. februar 2014

Bu-bye Randers Jobcenter

Jeg har just meldt mig ud af kontanthjælps-systemet. Som i klokken 11.08. Og hvilken lettelse! Jeg har nu så mange timer, at det ikke kan betale sig for mig at være en del af det skidt længere. And so I'm not. Fra og med nu er jeg altså ikke længere en af dem. En af dem, der bør føle sig truffet, hver gang nyhederne stiller mere eller mindre skarpt på kontanthjælpsreformen og en af dem der bør erhverve sig et gråmeleret joggingsæt, helst af mærket Hummel. Ikke at der nødvendigvis er skam forbundet med kontanthjælp, og det er jo virkelig glimrende, at vores samfund vil hjælpe de nedtrådte - jeg siger bare, at min erfaring inden for området tegner et billede af ineffektivitet og modvilje, fra såvel kontanthjælpsudstedere- og modtagere. Og jeg siger bare, at jeg er forfærdelig glad for ikke at være en del af det længere - således kan folk ikke længere opsummere min tilstand i sætningen: "Hun er på bistand". Til gengæld kan jeg nu bruge denne livserfaring (til Guderne ved hvad) og ytre sætningen: "Dengang jeg var bistandsklient i tre måneder". And believe you me - I will.