fredag den 14. februar 2014

Min hjerne - en simreret

Ej en invitation til kannibaler om at tage for sig i buffeten, der er min hjernemasse, men mere en konklusion af, at det nu engang er sådan min hjerne fungerer. Jeg kan have taget nok så mange uofficielle beslutninger i mit eget hoved, men tør aldrig udbasunere dem, før jeg er helt sikker. Hvilket bare er tonseåndssvagt, for jeg bliver jo aldrig helt sikker, men det er en garanti jeg altid stiller mig selv. Uden garanti. Sagen er så bare den, at selvom retten måske nok var klar til indtagelse for fem timer siden og sikkert ville have smagt udmærket dér, er det bedre, at den bliver stående lidt længere, for jo længere tid den simrer, jo mere sætter den sig fast og bliver sikker i sin s(m)ag.

Det der er så "forfærdeligt" her i first-world-problems-kategorien er bevidstheden om, at et valg føles så helt utroligt endegyldigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en truffet beslutning uvægerligt også er at afskrive nogle andre ting. Desuden var jeg så latterligt naiv, at jeg troede, at når man ligesom havde taget beslutningen om at gå på uni, var den skid slået. Men så gik der ræserrøv i den.
Uanset at folk siger, at 20'erne handler om at finde sig selv, og selvom man kan finde masser af mennesker (primært på TV), der har det meget værre end en selv, er det en ilde trøst. Fordi jeg har i næsten et år følt det som om, at alle jeg kender, har styr på deres lort og jeg sejler rundt i en eller anden gudsforladt sø uden joller og med punkteret redningsvest. Og indimellem også som om, at min omgangskreds og jeg har leget "Far, mor og børn", hvor min deltagelse har været legekammeraten, der med ulidelig timing altid banker på døren midt i spisetiden og spørger om Klara kan komme ud at lege. Og hvor ville det bare være fedt, hvis der Grease-style kom en skytsengel/god fe med et killer musicalnummer og fortalte en, at man eksempelvis skal droppe ud af beautyschool og vende tilbage til gymnasiet. Livet bør i det hele taget være en musical. Det er det bare ikke, og hvis jeg forsøgte at implementere det, ville jeg - med mine sangerevner taget i betragtning - formegentlig være fritaget for al kommende menneskelig interaktion.

Men men men, min gode Watson. Alle de bunker af forvirrede e-mails og desperate telefonopkald og ulideligt mange teaftaler, der er endt med en holistisk snak om mig-mig-mig og de mange timer inde på uddannelseguiden.dk - der er kommet noget ud af det. Og hvis du kan hænge i lidt endnu, skal jeg nok nå frem til det.

Det største problem har været, at jeg er typen, der a.l.t.i.d. har en forkromet plan. Ikke galvaniseret, men forkromet. Og opererer som regel kun med Plan A - især når det kommer til store og potentielt livsændrende beslutninger, findes der kun ét scenarie i mit hoved - det rigtige. Til gengæld formår jeg altid at have en Plan B, når jeg skal med offentlig transport og en tur i Fakta. For man kan ikke stole på DSB og det kan være, de ikke har flere rodfrugter i Fakta. Just præcis derfor slår det mig også Mikkel Kessler hårdt, når den hårde realitet af, at scenariet i Plan A ikke længere er aktuelt, indtræffer. Så selvom jeg inderst inde godt har vidst, at der har været en grund til, at jeg har været så splittet omkring, hvorvidt jeg skulle tage en kandidat i antropologi, har jeg heller ikke haft helt lyst til at give slip på det jeg troede, der var definitionen af mig. Jeg har også haft sygt svært ved at skulle acceptere, hvis jeg har spildt tre år på antropologi. Både fordi jeg gerne vil tro, at tid aldrig er rigtig spildt, men også fordi jeg ville blive über deprimeret hvis de grå hår jeg får som 35-årig på grund af Marshall Sahlins og Foucault, var omsonst. Altså har jeg bestemt, at det ikke er spildt.
Jeg har nu været så forvirret så længe, at jeg har accepteret, omend modvilligt, at den længe ventede åbenbaring ikke kommer. Jeg er nødt til at springe ud i det. Og jeg er nødt til at finde ud af, hvad dette "det" skal være. Søge ind på en uddannelse og satse på, at de højere læreranstalter kan lære mig noget. For at gøre det er jeg nødt til at følge mavefornemmelsen - Krummefar og jeg er enige; "Jeg har det godt med min mave - vi kan hoppe". Der er aldrig nogensinde kommet noget godt ud af, når jeg har ignoreret mavefornemmelsen. Derfor er jeg nødt til at gå med tarmen. Og mavefornemmelsen er, at jeg vildt gerne vil skrive. Kan så uhyggeligt godt lide det. Så er det inderlige håb bare, at der ligeledes findes nogle på den anden side, der kan lide at læse det...

Som min veninde (med de pæne fødder) så smukt sagde: "nok er nok fornemmer jeg hos dig - du har suget det, du skal til dig. Jeg tror ikke på, du får voldsomt meget mere ud af antropologi (på Moesgaard) og heller ikke at du lægger drømmen om skriveriet til side, så jeg satser på at du, i fremtiden, bliver den fineste lille kombo. Driv faget til hvad det kan ved at give det en journalistisk stemme - mere loyalt mål findes da ikke." Hvilket ret meget - lige på kornet - var det jeg havde brug for at høre. At det ikke er en falliterklæring at sige nej til antropologi, og at jeg ikke nødvendigvis er hverken dummere eller mindre reflekteret ved at sige nej. At det er ok at være i tvivl (høhøhøøøm) og skifte mening.

Altså: Her er jeg. Skrivemaskinen. Jeg ved ikke, om jeg vil være konventionel journalist, og jeg ved ikke, om jeg vil søge ind på overbygningen i journalistik, og jeg ved ikke om jeg vil søge ind på den almindelige journalistiske bacheloruddannelse og jeg ved ikke, om jeg vil søge ind på forfatterskolen, og jeg ved ikke, om jeg vil læse informationsvidenskab og jeg ved ikke, hvor det ender med at føre hen, uanset hvad jeg vælger. Men jeg ved, at jeg godt kan lide at skrive. Og jeg ved, at jeg er pisseskræmt over at skulle træffe denne - for mig - overordentligt store beslutning. Første skridt bliver at trykke "Udgiv" oppe i højre hjørne. En. To. To-en-halv. To-tre-kvart. TRE!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar