lørdag den 8. februar 2014

Når nogen dør

Hvad er det med de der gener? Havde engang en utrolig interessant forelæsning (no shit) på AU med meget klog mand, der forklarede, hvorfor familie - Dr. Phil style - er så mega giga vigtigt, og hvorfor vi tilsyneladende strækker os meget længere for vores familie end for alle mulige andre mennesker. Mit bud var, at det ville være pisseupraktisk, hvis man ikke kom ud af det med de dersens familiemedlemmer, når man nu ligesom er stavnsbundet til dem i form af blod og andet indvendigt snask. Den kloge mands forklaring lød på, at det i bund og grund handler om noget så ucharmerende som egoisme. Altså at generne skal videreføres, så det for alle kommende generationer vil stå lysede klart, at der i min familie er supersæd og gæstfrie æg. Blandt desmerdyr er det kutyme, at dét desmerdyr der finder ud af, at der er fare på færde skriger højt og meget gennemtrængende, hvilket så resulterer i, at dette desmerdyr bliver ædt. Sikkert af en mindre venlig Simba-type. Ikke helt vildt gennemtænkt, vel? Jo. Det er det nemlig. For skriget giver alle de andre desmerdyr tid til at fise ned i deres små jordhuler og dermed undgå at ende som snack for løver. Smart, smart.

Selvom jeg relativt hyppigt postulerer, at jeg har en del familiemedlemmer som udelukkende siger mig noget, fordi vi er i familie, og i øvrigt står ved det, sker der alligevel et eller andet indeni, når der så er nogle, der dør. Også selvom der i dette tilfælde er tale om en kvinde, som jeg helt ærligt ikke rigtigt kender. Men der er andre, der kendte hende og andre, hvis hele liv lige nu ligger i ruiner.

Jeg så "The Hours" den anden dag (som i øvrigt er pissegod), en film der handler om Virginia Woolf og damens momentvise sindssyge - hun forklarer på et tidspunkt sin mand, hvorfor der er en karakter i hendes bog, der er nødt til at dø. For at de andre skal huske på, at de lever. Hvilket til dels er det dødsfald gør ved os mennesker. Tror jeg. Selvfølgelig varierer ens tilstand af, hvor tæt man er/var på det menneske, der ikke længere er, og sorgen er selvsagt det største aspekt ved den til tider ubærlige viden om, at der er nogle, vi aldrig kommer til at se og røre og snakke og grine med igen.
Men derudover har død den effekt, at vi på en eller anden pusserløjerlig måde altid bliver lidt overraskede. Og at man altid sidder tilbage med en følelse af, at livet er så uhyggeligt skrøbeligt. Og at det er uigenkaldeligt. De der ting man ikke fik sagt, og de der ting man ikke fik gjort. At det nu for altid vil være for sent, hvis der var noget, man ville ønske, man havde fået gjort, men ikke gjorde og det må man så bare leve videre med, indtil man selv stiller træskoene.

Jeg siger forresten ikke på nogen måde, at jeg er så stort et menneske, at jeg kan finde ud af at efterleve den der Nik & Jay ting med at "Lev mens du gør det, elsk mens du tør det". Men det er jo en smuk tanke. Ikke ideen om, at man skal leve i dag, som var det ens sidste, for det er bare snotdumt og uovervejet. Men at man Nik & Jay style burde "Give en fuck, hvorfor jeg var her. Bare smile og nyde, at det var jeg". Ret fint, synes jeg. Og endnu finere, hvis folks exit fra Jorden, i al sin håbløshed, uretfærdighed og meningsløshed gør, at resten af os, omend for en stund, bliver oprigtigt taknemmelige for, at vi har fået lov til at være her med hinanden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar