torsdag den 27. marts 2014

Arbejdsmoral er:

A: En edderkoppeart. 
B: Synonym for "appelsinjuice". 
C: En købsstad i det sydlige Houston. 
D: Gået af mode. 

Jeg har været eksamensvagt på Viby gymnasium, hvad der i og for sig intet er galt med. Og så alligevel - umiddelbart jo. Vi har her at gøre med et arbejde, hvor arbejdsindsatsen er minimal. Og det er måske endda lidt højt sat. I al enkelhed skal der sørges for god ro og orden. Og eleverne skal følges på toilet og have hjælp til at printe og deslige. Helst skal der også indtages massive mængder kaffe. Og det har ikke forandret sig synderligt, siden jeg selv gik på det der gymnasium. Under alle omstændigheder er det ret enkelt i hvert fald. Skulle man tro. Men nogle af mine med-eksamensvagter er idioter. Som nægter at høre efter, og som, til trods for, at vi har modtaget skriftligt materiale om retningslinjerne, hvor der blandt andet står, at man ikke må sidde og læse og kigge på sin telefon, gør lige nøjagtig det. En af dem opfordrede en elev til at snyde. Som i et alvorligt forslag. Lidt printerfusk har åbenbart aldrig skadet nogen. De tre unge fyre implementerede desuden en taktik, der gik ud på at benytte begrænset kropssprog i form af højre tommelfinger enten i opad- eller nedadrettet tilstand, fordi de så slap for at bevæge sig de 15 meter ned til bunden af idrætshallen. Og det er ikke ok.

Er en kende splittet, for jeg er fuldstændig klar over, at det er røvkedeligt, og at der måske ret beset ikke er nogen grund til at følge eleverne, for hvad skulle der ske? Jojo, og det er også vældig fint, men det er rent faktisk et job - et megakedeligt et af slagsen, bevares - men et job ikke desto mindre. Her kommer lige en servicemeddelse, som jeg forestiller mig, at de førnævnte grødbønner kunne have brug for; et job indebærer, at man udfører et stykke arbejde og til gengæld får et på forhånd aftalt beløb udbetalt som tak for ulejligheden. Beløbet behøver ikke altid være menneskepenge - nogle steder finder man løsninger, hvor folk betaler i naturalier. Ifølge Martin Brygmann kaldes det "Dyt & Båt", men det har de heldigvis holdt sig fra på førnævnte århusianske gymnasium. Jeg ved sgu godt, at det ikke på nogen måde er kvantefysik (selvom nogle af eleverne i går var oppe i fysik), og at jeg med min tilstedeværelse ikke beriger verden eller gør den bedre, og føler mig også en lille smule som en flueknepper, og som om jeg får skældud af Peter Geds fra C. La Cour skole, der i tredje klasse fortalte mig, at det ikke var mit ansvar at være politibetjent for de andre elever. Aber dabei - Peter bestemmer ikke over mig længere, jeg går ikke i tredje længere, og jeg synes egentlig, jeg har ret. Grødbønnerne var på arbejde, men nægtede at arbejde. Det kunne så bare være fedt, hvis jeg havde udviklet mig så meget siden tredje klasse, at jeg havde lært, at man får nogle dask, når man, som jeg, ikke bare stikker snotten, men hele fjæset alt for langt frem. Det behersker jeg endnu ikke, og jeg er derfor ikke just populær blandt grødbønnerne. Men hvis det betyder, at jeg har arbejdsmoral, er det sgu fino-bam-fucking-bino med mig. 

tirsdag den 25. marts 2014

Nu med iPhone

Jeg har fået en iPhone. Ja, fået. Hurra for onkler (der er gadget-entusiaster). Well hello there 21st century. Nu giver det pludselig mening, når folk klejner ud over en eller anden app. Ikke mindst snapchat. Som allerede nu viser sig at være en særdeles farlig nyerhvervelse. Men en utrolig underholdende en af slagsen. Og jeg kan har fået MobilePay ligesom de seje børn. Sagt på en anden måde, er der ikke et øje tørt. 

Og så alligevel. Det største problem ved denne iPhone er bare, at jeg jo aldrig har holdt mig tilbage for at kritisere Apple og blandt andet tit har nævnt, at det sted Appletilhængere gakker ud over nye features og design er det samme sted i hjernen, hvor religion hører til. Den er sgu god nok. Har læst det på internettet - kilden til sandhed. Nøjagtig ligesom disse indlæg. Men statistikken taler nu imod mig; jeg har både en iPod og nu en iPhone. Ups. Og det går jo ikke rigtig at blive ved med at nedgøre egen kognition. Så det er jeg hermed holdt op med. Men jeg får altså ikke en Mac -dét gør jeg ikke. Til gengæld er der en hel del af Jer stakkels intetanende mennesker, der i fremtiden (og med fremtiden mener jeg fraaaaaa NU af) får den tvivlsomme ære at modtage klodens mest stenede og intersigende snapchats fra mig. 

mandag den 17. marts 2014

'Scuse me

Jeg kan godt forstå, hvis I snart er trætte af mig. Jeg er selv træt af mig. Og spolieralert: Det følgende krimskrams vil være fuldstændig selvmodsigende i forhold til, hvad jeg gladeligt meldte ud for en måneds tid siden. Fordi. Jeg er. En. Kæmpeskovl.

Sagen er den, sagen er den. At vor ven var støbt af tin. Næ, Frøken Nitouche, men sagen er den, at jeg er et koloenormt nossefår. Som i-gen har skiftet mening om, hvad jeg skal studere. Jesus altså.
Jeg har nogle kloge veninder. Og et af medlemmerne i dommerpanelet fik mig til at studse over, hvorfor jeg oprindeligt droppede tanken om en kandidatuddannelse i antropologi. Er nået den konklusion, at det gjorde jeg dels fordi jeg fik en lortekarakter for mit bachelorprojekt (vejledning my ass), som jeg stærkt tvivler på, jeg nogensinde vil kunne se det retfærdige i. Og dels fordi der i qua af denne blog, blev sagt nogle pæne ting om skriveriet. Jeg har muligvis tillagt folk nogle egenskaber, de ikke selv havde tænkt, men i mit hoved føltes det som om, der blev dannet en konsensus i min omgangskreds om, at jeg var god til at skrive - ergo skulle jeg skrive professionelt. Misforstå mig ikke; er utrolig glad for de roser, jeg har fået på dén konto, men jeg er - clearly - også et meget letpåvirkeligt menneske, så da jeg stod i den situation, at folk ret kollektivt og ganske selvfølgeligt konkluderede, at jeg da skulle være journalist, føltes det bare så nemt, og hvorfor så sige nej til det?

Kan bare ikke helt ryste følelsen af at, der er en grund til, at jeg ikke helt har kunnet hellige mig journalistuddannelsen. Blandt andet fordi det hele tiden har stået ret klart, at jeg ikke er interesseret i at være klassisk journalist. Jeg vil i øvrigt stadig uhyggeligt gerne skrive professionelt på en eller anden facon, men jeg har været meget i tvivl om, hvilken vej jeg skulle betræde for at nå derhen. Hvis bare verden handlede om at nå frem til Smaragdbyen via en  vej belagt med gule brosten.
I og med at journalist ikke er en beskyttet titel, føler jeg - lissom indeni - at antropologi ikke lukker nogle døre for mig. I min virtuelle gennembladring af kandidatuddannelser på samtlige universiteter i landet, står det ret klart, at det stadig er antropologi, mit hjerte banker for. Til trods for skriftlig slåskampe med klassiske antropologer, til trods for tre kvarters cykling til Moesgård, til trods for en indædt kamp for at praktisere anvendt antropologi. Faget kan noget, som jeg er ganske vild med. Jeg kan jo selvfølgelig ikke garantere, at jeg ikke til oktober melder ud, at det i hvert fald ikke skulle have været antropologi, men jeg satser nu alligevel på, at hylden er den rigtige endnu en gang, og at jeg bliver siddende på hattehylden, indtil jeg skal have hatten på.

Men OH. MY. GAWD. Hvor er det bare klassisk mig at bruge et fucking helt år på at være tenderende depressiv og være i tvivl om, hvad jeg skal og være bundulykkelig over, at den forkromede gameplan jeg havde, var gået i vasken. For så at ende ved nøjagtigt den oprindelige gameplan. Hvor er jeg bare dygtig!

Summasummarum: Ansøgningen til bureaukratihelvede Aarhus Universitet er sendt af sted, og til september skal jeg så starte på kandidatuddannelsen Innovation, Organisation og Arbejdsantropologi. Bum bum. Og! Den indre ro er tilstede, og jeg er lettet. Mere end jeg har været meget længe. Dét er kraftedme dejligt. Bred karse og undskyld!

lørdag den 8. marts 2014

Helmig og fire kusiner

Jeg kan 60 procent af Thomas Helmigs sange udenad. Ikke fordi jeg nogensinde har været pjattet med manden. Men fordi mit og min søsters værelse i vores forældres hus kun var adskilt af en gipsvæg. Og det var altid mig, der stod derude og bankede på, og bad hende om at prøve at forstå. Min søster var imidlertid dedikeret fan. Har altid haft det lidt ambivalent med manden. På den ene side virker han flink og har jo faktisk skrevet ganske glimrende sange. På den anden side skulle han klippes, hvis han var min puddel, og jeg har lidt svært ved at forholde mig til mænd, der stadig går i læderbukser, når de er rundet de 30. Bortset fra Michael Falch. Og Johnny Depp. Okay, jeg har svært ved at forholde mig til, at Thomas Helmig stadig går i læderbukser. Or so I thought, for jeg har nyfunden respekt for den gode Thomas. Tror nemlig ikke, at flertallet af næsten 50-årige mænd kan slippe af sted med at være iført stramme sølvfarvede læderbukser. Men det kan Thomas-boy. Og han beviste det med ildhu i aftes - Thomas Helmig er i øvrigt en mand, der er meget, meget bevidst om egen penis og det visuelle indtryk en læderbuks kan give. Og hvilken effekt det har på det modne publikum, der var til stede i arenaen i går. Der var ikke så meget testosteron i arenaen udover på scenen, hvilket unægteligt gjorde det lidt svært at walk with him, take his hand, spend the night with a stupid man. Men bukserne - som Ted Mosby ville sige om egne røde cowboystøvler: Pulling. Them. OFF! Der var dog ingen af os, der havde vores røde kjole på, så hans hjerte gik i stå. Men i al beskedenhed har vi aldrig været smukkere end nu.

Nå men, engang i september fik jeg en forespørgsel fra min kusine om, hvorvidt jeg ville med til Thomas Helmig koncert i marts, fordi min søster og to kusiner gerne ville og fik den geniale ide at gøre det til en kusineting. Denne forespørgsel skete via min mail på min computer - og hallo kære maskine, du får ikke tjent nogle penge. Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at i det omfang jeg selv opsøger koncerter, ville jeg nok hellere have været til Michael Falch eller Passenger eller Jake Bugg eller Marie Key eller Mads Langer eller Mumford and Sons eller Bon Iver eller The Raveonettes eller Tina Dickow eller John Mayer. Men når livet rækker hånden ud, jeg tager imod. Som et sommerstjerneskud, jeg tager imod. Det var på alle tænkelige leder og kanter en retty dejlig aften. Jeg tror umiddelbart ikke, at der var nogen i den omkringliggende radius, der var i tvivl om, at vi er genetisk beslægtede. And so what? Vi hyggede os gevaldigt, på den måde man kun kan, når man deler nogle af de samme fuldstændig forskruede gener. Altså forså mig ret, det er ikke fordi, at jeg ikke har noget godt at sige. Det kommer nok en dag, når fornuften vender tilbage. Og indtil da sagde Thomas: Så godnat Malaga, godnat København. Mine længslers vingesus. Sov godt Michigan og englenes by. Jeg lukker mine øjne i Århus.

fredag den 7. marts 2014

Mere død

Nu har jeg ikke rigtig lyst til, at der er flere, der dør. Jeg var til bisættelse i forgårs. Av min arm.

Hårdt på mange forskellige måder. Primært fordi hun er væk. Helt væk. Selvom det var det bedste for hende, og selvom jeg egentlig både tror og håber, hun har det bedre hinsides, er det mere end sørgeligt. Hårdt fordi, jeg godt ved, at på trods af, hvor ked af det, jeg end er, sidder der nogle, der har det meget værre. Og noget af det, der er magtpåliggende hårdt er, at man så inderligt og oprigtigt gerne vil hjælpe, men samtidig godt ved, at uanset hvilken sætning man hiver frem fra Det Universelle Leksikon Over Velmenende Sætninger Og Trøstende Ord, hjælper det ikke en skid. Selvfølgelig betyder det noget, når man er i stor sorg, at der er nogle, der holder af en og vil støtte en, i det omfang det er muligt, men omvendt er hele verden også bare så sort og uretfærdig, at det kan være uendeligt ligemeget. Hårdt fordi det er uretfærdigt, og der er søde, uskyldige mennesker, der har mistet deres mor, hustru, mormor og datter.

Det var en meget smuk prædiken og præsten fik sagt, at det her menneskes sidste kapitel nu var skrevet og bogen lukket, men at bogen ville blive åbnet af os allesammen, hver gang vi snakker om hende og tænker på hende. Og det er næsten så smukt, at jeg ikke kan holde det ud. For det er jo rigtigt, men bare ikke godt nok, for det er ikke det samme som at have hende her. Præsten læste en del af Bibelen op; den der handler om, at Gud kalder sine børn hjem, når tid er. Blev midt i min gråd lidt sur. For jeg er ikke enig med Skaberen, det var ikke tid. Så i tiden græder jeg og er lidt sur på verden. Også selvom jeg godt ved, at man ikke kan plotte liv og død ind i et diagram og sammenholde det med en tabel over retfærdigheden i dén kontekst. Men det føles fejt. Sad til gravøllet og studsede lidt over konceptet gravøl. Det er noget mærkeligt noget. Der er en konsensus om kollektiv snøfteri og hulk i kirken/kapellet, men bagefter skal man da så lige have et stykke kringle og en kop kaffe. Det forekommer mig uendeligt mærkeligt, og jeg håber aldrig, jeg når til et punkt, hvor jeg lærer at smalltalke over et menneskes død.

Til trods for det, er der noget enormt fint og skrøbeligt ved at se alle de mennesker, der samles til sådan en begivenhed; mennesker der har berørt hinandens liv og som har betydet noget for hinanden. På en virkelig ulideligt symbolsk måde livsbekræftende.

I øvrigt må kræft rigtig gerne tage at pisse af.

mandag den 3. marts 2014

Det er mig en gåde:

  • Hvor urimeligt det er, at jeg bliver syg, netop når jeg har rost eget immunforsvar til skyerne. Og det sker ellers al-drig. Men jeg må jo op på ingefærhesten igen. Pronto. 
  • Hvem der tager til Singlebal i Spørring. Vil virkelig gerne benytte lejligheden til at understrege, at jeg ikke har deltaget i en sådan galskab, men at jeg er kørt forbi etablissementet i bus nummer 118. Og jeg forstår det virkelig ikke - det må være de modnes udgave af et halbal. Tror umiddelbart ikke på, at man finder kærligheden i downtown Spørring, mens man danser træskovals til countryverdenens allerstørste hits.
  • Hvordan jeg ikke kan nå at tænke - i god nok tid - at man ikke skal sætte en sofa ovenpå højre storetå, når man er ved at støvsuge. 
  • Hvorfor folk stiller op til interviews i Politiken om deres enten tantriske eller ikke-eksisterende sexliv. But why? But why have I read it?
  • Hvordan folk kan være i tvivl om, hvorvidt ham der Putin er en en god ide. Det er han ikke, hvis du skulle sidde og være en af dem.
  • Hvor stor smagsforskel der er på peppermint og spearmint. Sidstnævnte er klar favorit. Jeg går måske lige lovlig meget op i tyggegummi....
  • Hvordan det kan være forsidestof for Se & Hør, at Thomas Helmig har fået en ulovlig tatovering. Tror på, det er svært at finde en nyhed, der er mig mere tordnende ligegyldig.
  • Hvordan det kan overraske mig, hvor den journalistiske integritet ligger, når man er ansat på Se & Hør. Tænker, at den snildt kan placeres på en tissemyres ryg.

lørdag den 1. marts 2014

Carsten & Helge

Den - måske - største fejl i min barndom må være, at jeg aldrig har set bodegaløverne Carsten & Helge alias Søs & Kirsten inkognito. Dichael og Moster Elly var sammen med Linie 3 da shit. Jaja, man er vel fra Randers af. Men af uransagelige årsager er Carsten & Helge fuldstændig gået min næse forbi. Netop derfor er det fantastisk, at jeg har en kusine, der synes, det er oplagt at spendere fredag aften i Dobbelt A North på at se YouTube videoer med de to brovtende håndværkerrøvsmænd, der i øvrigt snildt kunne være interviewpersoner i en dokumentar om bodegalivet i Randers. Og efterfølgende danse usexede pornomoves, lignende dem Stripper-Mick praktiserede på hytteturen i antropologi, hvor der var en jubelidiot, der syntes, det var skideskægt at lænke mig fast til ham med håndjern som limen, til MC Hammer og Bloodhound Gangs "Bad Touch". Primitivitet holder hundrede.

Jeg er - drum roll please - i ganske glimrende humør. Helt sikkert fordi jeg har haft nogle herlige dage i Aalleborg sammen med den 14 år ældre udgave af mig. For så narcissistisk er jeg nemlig. OG det er officielt forår og min nevøs fødselsdag i dag. Just præcis da. Og præcis et år siden, jeg havde en meget emotionel dag i Buenos Aires. Nå. Men skål for foråret og husk: Hellere styr på lortet end lort på styret!