lørdag den 8. marts 2014

Helmig og fire kusiner

Jeg kan 60 procent af Thomas Helmigs sange udenad. Ikke fordi jeg nogensinde har været pjattet med manden. Men fordi mit og min søsters værelse i vores forældres hus kun var adskilt af en gipsvæg. Og det var altid mig, der stod derude og bankede på, og bad hende om at prøve at forstå. Min søster var imidlertid dedikeret fan. Har altid haft det lidt ambivalent med manden. På den ene side virker han flink og har jo faktisk skrevet ganske glimrende sange. På den anden side skulle han klippes, hvis han var min puddel, og jeg har lidt svært ved at forholde mig til mænd, der stadig går i læderbukser, når de er rundet de 30. Bortset fra Michael Falch. Og Johnny Depp. Okay, jeg har svært ved at forholde mig til, at Thomas Helmig stadig går i læderbukser. Or so I thought, for jeg har nyfunden respekt for den gode Thomas. Tror nemlig ikke, at flertallet af næsten 50-årige mænd kan slippe af sted med at være iført stramme sølvfarvede læderbukser. Men det kan Thomas-boy. Og han beviste det med ildhu i aftes - Thomas Helmig er i øvrigt en mand, der er meget, meget bevidst om egen penis og det visuelle indtryk en læderbuks kan give. Og hvilken effekt det har på det modne publikum, der var til stede i arenaen i går. Der var ikke så meget testosteron i arenaen udover på scenen, hvilket unægteligt gjorde det lidt svært at walk with him, take his hand, spend the night with a stupid man. Men bukserne - som Ted Mosby ville sige om egne røde cowboystøvler: Pulling. Them. OFF! Der var dog ingen af os, der havde vores røde kjole på, så hans hjerte gik i stå. Men i al beskedenhed har vi aldrig været smukkere end nu.

Nå men, engang i september fik jeg en forespørgsel fra min kusine om, hvorvidt jeg ville med til Thomas Helmig koncert i marts, fordi min søster og to kusiner gerne ville og fik den geniale ide at gøre det til en kusineting. Denne forespørgsel skete via min mail på min computer - og hallo kære maskine, du får ikke tjent nogle penge. Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at i det omfang jeg selv opsøger koncerter, ville jeg nok hellere have været til Michael Falch eller Passenger eller Jake Bugg eller Marie Key eller Mads Langer eller Mumford and Sons eller Bon Iver eller The Raveonettes eller Tina Dickow eller John Mayer. Men når livet rækker hånden ud, jeg tager imod. Som et sommerstjerneskud, jeg tager imod. Det var på alle tænkelige leder og kanter en retty dejlig aften. Jeg tror umiddelbart ikke, at der var nogen i den omkringliggende radius, der var i tvivl om, at vi er genetisk beslægtede. And so what? Vi hyggede os gevaldigt, på den måde man kun kan, når man deler nogle af de samme fuldstændig forskruede gener. Altså forså mig ret, det er ikke fordi, at jeg ikke har noget godt at sige. Det kommer nok en dag, når fornuften vender tilbage. Og indtil da sagde Thomas: Så godnat Malaga, godnat København. Mine længslers vingesus. Sov godt Michigan og englenes by. Jeg lukker mine øjne i Århus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar