fredag den 7. marts 2014

Mere død

Nu har jeg ikke rigtig lyst til, at der er flere, der dør. Jeg var til bisættelse i forgårs. Av min arm.

Hårdt på mange forskellige måder. Primært fordi hun er væk. Helt væk. Selvom det var det bedste for hende, og selvom jeg egentlig både tror og håber, hun har det bedre hinsides, er det mere end sørgeligt. Hårdt fordi, jeg godt ved, at på trods af, hvor ked af det, jeg end er, sidder der nogle, der har det meget værre. Og noget af det, der er magtpåliggende hårdt er, at man så inderligt og oprigtigt gerne vil hjælpe, men samtidig godt ved, at uanset hvilken sætning man hiver frem fra Det Universelle Leksikon Over Velmenende Sætninger Og Trøstende Ord, hjælper det ikke en skid. Selvfølgelig betyder det noget, når man er i stor sorg, at der er nogle, der holder af en og vil støtte en, i det omfang det er muligt, men omvendt er hele verden også bare så sort og uretfærdig, at det kan være uendeligt ligemeget. Hårdt fordi det er uretfærdigt, og der er søde, uskyldige mennesker, der har mistet deres mor, hustru, mormor og datter.

Det var en meget smuk prædiken og præsten fik sagt, at det her menneskes sidste kapitel nu var skrevet og bogen lukket, men at bogen ville blive åbnet af os allesammen, hver gang vi snakker om hende og tænker på hende. Og det er næsten så smukt, at jeg ikke kan holde det ud. For det er jo rigtigt, men bare ikke godt nok, for det er ikke det samme som at have hende her. Præsten læste en del af Bibelen op; den der handler om, at Gud kalder sine børn hjem, når tid er. Blev midt i min gråd lidt sur. For jeg er ikke enig med Skaberen, det var ikke tid. Så i tiden græder jeg og er lidt sur på verden. Også selvom jeg godt ved, at man ikke kan plotte liv og død ind i et diagram og sammenholde det med en tabel over retfærdigheden i dén kontekst. Men det føles fejt. Sad til gravøllet og studsede lidt over konceptet gravøl. Det er noget mærkeligt noget. Der er en konsensus om kollektiv snøfteri og hulk i kirken/kapellet, men bagefter skal man da så lige have et stykke kringle og en kop kaffe. Det forekommer mig uendeligt mærkeligt, og jeg håber aldrig, jeg når til et punkt, hvor jeg lærer at smalltalke over et menneskes død.

Til trods for det, er der noget enormt fint og skrøbeligt ved at se alle de mennesker, der samles til sådan en begivenhed; mennesker der har berørt hinandens liv og som har betydet noget for hinanden. På en virkelig ulideligt symbolsk måde livsbekræftende.

I øvrigt må kræft rigtig gerne tage at pisse af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar