mandag den 17. marts 2014

'Scuse me

Jeg kan godt forstå, hvis I snart er trætte af mig. Jeg er selv træt af mig. Og spolieralert: Det følgende krimskrams vil være fuldstændig selvmodsigende i forhold til, hvad jeg gladeligt meldte ud for en måneds tid siden. Fordi. Jeg er. En. Kæmpeskovl.

Sagen er den, sagen er den. At vor ven var støbt af tin. Næ, Frøken Nitouche, men sagen er den, at jeg er et koloenormt nossefår. Som i-gen har skiftet mening om, hvad jeg skal studere. Jesus altså.
Jeg har nogle kloge veninder. Og et af medlemmerne i dommerpanelet fik mig til at studse over, hvorfor jeg oprindeligt droppede tanken om en kandidatuddannelse i antropologi. Er nået den konklusion, at det gjorde jeg dels fordi jeg fik en lortekarakter for mit bachelorprojekt (vejledning my ass), som jeg stærkt tvivler på, jeg nogensinde vil kunne se det retfærdige i. Og dels fordi der i qua af denne blog, blev sagt nogle pæne ting om skriveriet. Jeg har muligvis tillagt folk nogle egenskaber, de ikke selv havde tænkt, men i mit hoved føltes det som om, der blev dannet en konsensus i min omgangskreds om, at jeg var god til at skrive - ergo skulle jeg skrive professionelt. Misforstå mig ikke; er utrolig glad for de roser, jeg har fået på dén konto, men jeg er - clearly - også et meget letpåvirkeligt menneske, så da jeg stod i den situation, at folk ret kollektivt og ganske selvfølgeligt konkluderede, at jeg da skulle være journalist, føltes det bare så nemt, og hvorfor så sige nej til det?

Kan bare ikke helt ryste følelsen af at, der er en grund til, at jeg ikke helt har kunnet hellige mig journalistuddannelsen. Blandt andet fordi det hele tiden har stået ret klart, at jeg ikke er interesseret i at være klassisk journalist. Jeg vil i øvrigt stadig uhyggeligt gerne skrive professionelt på en eller anden facon, men jeg har været meget i tvivl om, hvilken vej jeg skulle betræde for at nå derhen. Hvis bare verden handlede om at nå frem til Smaragdbyen via en  vej belagt med gule brosten.
I og med at journalist ikke er en beskyttet titel, føler jeg - lissom indeni - at antropologi ikke lukker nogle døre for mig. I min virtuelle gennembladring af kandidatuddannelser på samtlige universiteter i landet, står det ret klart, at det stadig er antropologi, mit hjerte banker for. Til trods for skriftlig slåskampe med klassiske antropologer, til trods for tre kvarters cykling til Moesgård, til trods for en indædt kamp for at praktisere anvendt antropologi. Faget kan noget, som jeg er ganske vild med. Jeg kan jo selvfølgelig ikke garantere, at jeg ikke til oktober melder ud, at det i hvert fald ikke skulle have været antropologi, men jeg satser nu alligevel på, at hylden er den rigtige endnu en gang, og at jeg bliver siddende på hattehylden, indtil jeg skal have hatten på.

Men OH. MY. GAWD. Hvor er det bare klassisk mig at bruge et fucking helt år på at være tenderende depressiv og være i tvivl om, hvad jeg skal og være bundulykkelig over, at den forkromede gameplan jeg havde, var gået i vasken. For så at ende ved nøjagtigt den oprindelige gameplan. Hvor er jeg bare dygtig!

Summasummarum: Ansøgningen til bureaukratihelvede Aarhus Universitet er sendt af sted, og til september skal jeg så starte på kandidatuddannelsen Innovation, Organisation og Arbejdsantropologi. Bum bum. Og! Den indre ro er tilstede, og jeg er lettet. Mere end jeg har været meget længe. Dét er kraftedme dejligt. Bred karse og undskyld!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar