lørdag den 26. april 2014

Jeg kan ikke forstå det

Min verden er styrtet i grus. Gruset der startede lavinen er en ubarmhjertig cancerdiagnose og en blodprop. For et par uger siden var min mormor den mormor, jeg hele mit liv har kendt og set op til. Med et er rygertæppet blevet revet væk under ikke bare mine ben, men hele min storfamilies samlede kropsvægt. Jeg. kan. Ikke. Forstå at min familie skal forholde sig til en terminalerklæring og hospice. Jeg kan ikke holde ud at se hende i øjnene, velvidende, at det hver gang kan være den sidste og jeg kan ikke holde ud, at vi skal sidde stille og se på, mens dødsdommen rykker tættere og tættere på. Og jeg kan ikke forstå, at vi helt bogstaveligt forholder os til, hvad der skal ske, når hun dør. Og åh hvor ville jeg dog give hvad som helst for, at det "når" kunne have en længere tidshorisont. Det gibber i hele mit tilnærmelsesvis tomme hylster hver gang telefonen ringer, og jeg har ingen ord for, hvor uretfærdig jeg synes, det her er. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal miste min mormor. Jeg hader verden, og græder nok salte tårer til at fylde Det Døde Hav på dagsbasis.

Jeg har set nok Medical Night på Kanal4 til naivt at blive ved med at tro, at lægerne flnder en mirakelkur og når som helst kommer gående imod os med journalen under armen, og fortæller, at vi får hende tilbage. Og jeg kan. Ikke forstå, at de ikke kan gøre noget. Det er så surrealistisk, det føles amputeret og som noget, man hører om. Noget andre gennemlever. Det er uretfærdigt og hjerteskærende. Og tyve år for tidligt. Hun skulle have oplevet så meget mere, hun skulle have set de ældste børnebørn blive gift og få børn og se de yngste børnebørn og oldebørnene vokse op. Som det allermindste skulle hun have haft lov til at sige farvel til os alle på sin egen måde. Med hårde trutmundkys, og hendes på een gang fløjlsbløde og kontante stemme.

Jeg vil så inderligt gerne tro på, at der er retfærdighed til i verden - at dårlige ting ikke sker for gode mennesker. Lidt ligesom, at flyet selvfølgelig ikke styrter ned for dem, der har flyskræk. At hvis man opfører sig pænt, betaler sine regninger til tiden og elsker sin næste, bliver man belønnet i den sidste ende. Jeg er nu ret sikker på, at verden er vilkårlig, og at der ikke nødvendigvis findes retfærdighed.

I min afmagt er jeg fnysende arrig over, at man som døende åbenbart kan være "for rask" til at komme på hospice. Der er tilsyneladende nogle mennesker, der oveni det faktum, at de har modtaget en dødsdom, skal forholde sig til, at de trods alt ikke er den slags terminalt syge, man har plads til på et hospice. Og at det hele oven i købet står og falder med, hvad for en kommune man har folkeregisteradresse i, fordi pågældende kommuner ikke vil give en klink til andre kommuner. Heller ikke når det drejer sig om bogstaveligt talt dødsyge patienter.

Jeg kan ikke forstå det. 

søndag den 20. april 2014

Første, anden og tredje klasse

I starten af maj måned holdes der gymnasiereunion. I min gymnasieklasse. Og jeg er ikke inviteret. Og tillad mig lige at grave lidt rundt, for har adskillelige tanker omkring netop det faktum. Først og fremmest, at det er dårlig stil. Absurd dårlig stil. Dernæst er jeg såret uden at være ked af det. For jeg har egentlig ikke det store behov for at deltage i vanviddet, men hvad blev der af den der hvis-man-inviterer-nogle-skal-man-invitere-alle-tingen? Et er at folkeskolebørn ikke kan se logikken i, at de skal bruge tid med de børn, de ikke kan lide, men jeg troede helt seriøst - og åbenbart meget naivt - at folk nu var blevet så gamle og dermed modne, at invitationer til alle var en selvfølge. Det er det så åbenbart ikke. Ydermere forstår jeg det virkelig ikke - jeg siger ikke, at jeg har nogen spitze hukommelse, men så vidt jeg husker, var jeg på ingen måde upopulær i gymnaiset. Bevares, jeg var heller ikke en af de der perfekte piger med blankt, glat hår, som kunne have hvidt tøj på uden at få ketchup på det - every damn time; i øvrigt fuldstændig ligegyldigt om der umiddelbart var ketchup i nærheden eller ej. Men jeg var fandeme heller ikke ækvivalenten til Fede Dorit. Jeg var primært bare en yngre - og lidt hidsigere - udgave af mit nuværende jeg. Så jeg fatter ikke, hvad der er sket, siden jeg ikke er indehaver af den tvivlsomme fornøjelse at have modtaget en invitation.

Hvor meget det end lyder som selvbeskyttelse, har jeg rent faktisk ikke en ustyrlig lyst til at gense mine med-gymnasiaster. Ikke fordi der som sådan er noget galt med dem, men fordi det eneste, der binder mig sammen med mine gymnasiefæller er gymnasiet. Og det er efterhånden ved at være et par dage siden, jeg forlod Randers Statsskole uden nogen som helst ambition om nogensinde at vende tilbage.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg har set for mange elendige amerikanske film med skuespillere, der er kendt for sixpack snarere end interessant ansigtsmimik, og at mit indre billede om en high school reunion derfor er helt forskruet, men jeg har bare en eller anden ide om, at et sådant arrangement meget hurtigt forvandler sig til en "min hest kan løbe stærkere end din hest"/"min far kan banke din far"/"mit liv er mere vellykket end dit" og det har jeg ikke lyst til at deltage i. Fordi det er mig tordnende ligegyldigt, hvem der har set hele verden, hvem der har fået børn, hvem der har fået en kendiskæreste, hvem der ikke kan komme fordi de er ved at slå igennem som det nye Metallica i Letland, hvem der har fået rynker, hvem der har overtaget stamstedet på bænken nede ved Fakta. Hvis det var mennesker, der betød noget for mig, ville jeg allerede vide det om dem, og der er en grund til, at jeg ikke aner, hvad fanden de hver især har gang i - I don't fucking care. Ligeledes har jeg på ingen måde brug for deres dom over mit liv - jeg er ikke interesseret i, om de synes det er gået ned ad bakke for mig eller om jeg har klaret det bedre end spådommen i vores blå bog.

En af mine mostre skrev engang i min poesibog et digt, der handler om, at venskaber skal plejes - det er rigtigt, og jeg vil helt ærligt hellere bruge tid på nogle af de mennesker, jeg aktivt har valgt at have i mit liv, frem for nogle jeg i 2006 tilfældigvis endte i social gruppering med i tre år baseret på formodet intellekt, postnummer og fødselsår.
Og jeg véd godt, at vi kunne have hængt ud og drukket et par Thor for at mindes de gode gamle dage - det har jeg bare ikke noget behov for, og jeg synes faktisk ikke, at det gør mig specielt usympatisk eller afstumpet. Det er sådan, jeg har det.


tirsdag den 15. april 2014

Snot er hverken hot eller godt

På femtedagen for den herlige influenza, jeg har pådraget mig (fordi april er og bliver en kæmpe kost), er jeg nødt til at spørge mig selv, hvor meget snot der kan være i mit hoved? Uden at gøre alt for meget ud af at male et billede af den lækre bakteriemasse, kan jeg konkludere at det er meget. Rigtig meget. Snottet har desuden følgeskab af en kløende gane - et problem der forsøges afhjulpet af at klø med tungen. Det virker ikke, men ser til gengæld vanvittigt godt ud. En hals der, hvor mine mandler engang var, er beklædt med resterne af det pigtråd, der blev brugt til Jerntæppet, albinoøjne der skyr vind, sol, regn og alle andre vejrtilstande og som uhæmmet løber i vand som en anden Bubber der står over for B.S. Christiansen, der tvinger ham til at dræbe en regnorm. Prikken over i'et er en stemme, der bedst kan forklares som en usexet og tvekønnet udgave af Bruce Springsteen. 
Men ellers går det meget godt. 

torsdag den 3. april 2014

Fysisk ubalanceret

Jeg har i dag været ved læge og få konstateret, at jeg har noget så spændende og eksotisk som en virus på balancenerven. Det indebærer med andre ord, at jeg baseret på balanceringskunst og gåkort snildt kunne gå for en grønlænder på Klostertorvet. Der var i øvrigt en sådan grønlænder på førnævnte Klostertorv, der råbte "ØF" af mig i går - om udmeldingen var baseret på, at han var et svin eller jeg en so, aner jeg virkelig ikke. Men doktoren kiggede i dag på mig, og fortalte, at jeg ikke fejler noget alvorligt og taget i betragtning, at jeg natten til tirsdag drømte, at jeg fik en sms fra min læge, hvor der stod: "Det ser virkelig skidt ud. Det er ikke så godt :( <3", efterfulgt af "Du er døende", var jeg pænt glad for dén udmelding. 
Men altså den dér jävla balanceevne - har jo altid godt vidst, at det ikke var alt for godt med den, og kan så bare konstatere, at nu sejler det da fuldstændigt. Føler mig stangerstiv konstant, og ville definitivt ikke bestå den retro alkoholtest, hvor man skal gå - lige - på en fuldt optrukket linje ad asfalteret vej. On the bright side, skulle det gerne gå i sig selv om en uges tid. Vil i den forbindelse gerne gøre opmærksom på, at hvis man ser mig komme slingrende i løbet af de næste dage, er det ikke (nødvendigvis) fordi jeg har slået mig på flasken.