søndag den 20. april 2014

Første, anden og tredje klasse

I starten af maj måned holdes der gymnasiereunion. I min gymnasieklasse. Og jeg er ikke inviteret. Og tillad mig lige at grave lidt rundt, for har adskillelige tanker omkring netop det faktum. Først og fremmest, at det er dårlig stil. Absurd dårlig stil. Dernæst er jeg såret uden at være ked af det. For jeg har egentlig ikke det store behov for at deltage i vanviddet, men hvad blev der af den der hvis-man-inviterer-nogle-skal-man-invitere-alle-tingen? Et er at folkeskolebørn ikke kan se logikken i, at de skal bruge tid med de børn, de ikke kan lide, men jeg troede helt seriøst - og åbenbart meget naivt - at folk nu var blevet så gamle og dermed modne, at invitationer til alle var en selvfølge. Det er det så åbenbart ikke. Ydermere forstår jeg det virkelig ikke - jeg siger ikke, at jeg har nogen spitze hukommelse, men så vidt jeg husker, var jeg på ingen måde upopulær i gymnaiset. Bevares, jeg var heller ikke en af de der perfekte piger med blankt, glat hår, som kunne have hvidt tøj på uden at få ketchup på det - every damn time; i øvrigt fuldstændig ligegyldigt om der umiddelbart var ketchup i nærheden eller ej. Men jeg var fandeme heller ikke ækvivalenten til Fede Dorit. Jeg var primært bare en yngre - og lidt hidsigere - udgave af mit nuværende jeg. Så jeg fatter ikke, hvad der er sket, siden jeg ikke er indehaver af den tvivlsomme fornøjelse at have modtaget en invitation.

Hvor meget det end lyder som selvbeskyttelse, har jeg rent faktisk ikke en ustyrlig lyst til at gense mine med-gymnasiaster. Ikke fordi der som sådan er noget galt med dem, men fordi det eneste, der binder mig sammen med mine gymnasiefæller er gymnasiet. Og det er efterhånden ved at være et par dage siden, jeg forlod Randers Statsskole uden nogen som helst ambition om nogensinde at vende tilbage.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg har set for mange elendige amerikanske film med skuespillere, der er kendt for sixpack snarere end interessant ansigtsmimik, og at mit indre billede om en high school reunion derfor er helt forskruet, men jeg har bare en eller anden ide om, at et sådant arrangement meget hurtigt forvandler sig til en "min hest kan løbe stærkere end din hest"/"min far kan banke din far"/"mit liv er mere vellykket end dit" og det har jeg ikke lyst til at deltage i. Fordi det er mig tordnende ligegyldigt, hvem der har set hele verden, hvem der har fået børn, hvem der har fået en kendiskæreste, hvem der ikke kan komme fordi de er ved at slå igennem som det nye Metallica i Letland, hvem der har fået rynker, hvem der har overtaget stamstedet på bænken nede ved Fakta. Hvis det var mennesker, der betød noget for mig, ville jeg allerede vide det om dem, og der er en grund til, at jeg ikke aner, hvad fanden de hver især har gang i - I don't fucking care. Ligeledes har jeg på ingen måde brug for deres dom over mit liv - jeg er ikke interesseret i, om de synes det er gået ned ad bakke for mig eller om jeg har klaret det bedre end spådommen i vores blå bog.

En af mine mostre skrev engang i min poesibog et digt, der handler om, at venskaber skal plejes - det er rigtigt, og jeg vil helt ærligt hellere bruge tid på nogle af de mennesker, jeg aktivt har valgt at have i mit liv, frem for nogle jeg i 2006 tilfældigvis endte i social gruppering med i tre år baseret på formodet intellekt, postnummer og fødselsår.
Og jeg véd godt, at vi kunne have hængt ud og drukket et par Thor for at mindes de gode gamle dage - det har jeg bare ikke noget behov for, og jeg synes faktisk ikke, at det gør mig specielt usympatisk eller afstumpet. Det er sådan, jeg har det.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar