lørdag den 26. april 2014

Jeg kan ikke forstå det

Min verden er styrtet i grus. Gruset der startede lavinen er en ubarmhjertig cancerdiagnose og en blodprop. For et par uger siden var min mormor den mormor, jeg hele mit liv har kendt og set op til. Med et er rygertæppet blevet revet væk under ikke bare mine ben, men hele min storfamilies samlede kropsvægt. Jeg. kan. Ikke. Forstå at min familie skal forholde sig til en terminalerklæring og hospice. Jeg kan ikke holde ud at se hende i øjnene, velvidende, at det hver gang kan være den sidste og jeg kan ikke holde ud, at vi skal sidde stille og se på, mens dødsdommen rykker tættere og tættere på. Og jeg kan ikke forstå, at vi helt bogstaveligt forholder os til, hvad der skal ske, når hun dør. Og åh hvor ville jeg dog give hvad som helst for, at det "når" kunne have en længere tidshorisont. Det gibber i hele mit tilnærmelsesvis tomme hylster hver gang telefonen ringer, og jeg har ingen ord for, hvor uretfærdig jeg synes, det her er. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal miste min mormor. Jeg hader verden, og græder nok salte tårer til at fylde Det Døde Hav på dagsbasis.

Jeg har set nok Medical Night på Kanal4 til naivt at blive ved med at tro, at lægerne flnder en mirakelkur og når som helst kommer gående imod os med journalen under armen, og fortæller, at vi får hende tilbage. Og jeg kan. Ikke forstå, at de ikke kan gøre noget. Det er så surrealistisk, det føles amputeret og som noget, man hører om. Noget andre gennemlever. Det er uretfærdigt og hjerteskærende. Og tyve år for tidligt. Hun skulle have oplevet så meget mere, hun skulle have set de ældste børnebørn blive gift og få børn og se de yngste børnebørn og oldebørnene vokse op. Som det allermindste skulle hun have haft lov til at sige farvel til os alle på sin egen måde. Med hårde trutmundkys, og hendes på een gang fløjlsbløde og kontante stemme.

Jeg vil så inderligt gerne tro på, at der er retfærdighed til i verden - at dårlige ting ikke sker for gode mennesker. Lidt ligesom, at flyet selvfølgelig ikke styrter ned for dem, der har flyskræk. At hvis man opfører sig pænt, betaler sine regninger til tiden og elsker sin næste, bliver man belønnet i den sidste ende. Jeg er nu ret sikker på, at verden er vilkårlig, og at der ikke nødvendigvis findes retfærdighed.

I min afmagt er jeg fnysende arrig over, at man som døende åbenbart kan være "for rask" til at komme på hospice. Der er tilsyneladende nogle mennesker, der oveni det faktum, at de har modtaget en dødsdom, skal forholde sig til, at de trods alt ikke er den slags terminalt syge, man har plads til på et hospice. Og at det hele oven i købet står og falder med, hvad for en kommune man har folkeregisteradresse i, fordi pågældende kommuner ikke vil give en klink til andre kommuner. Heller ikke når det drejer sig om bogstaveligt talt dødsyge patienter.

Jeg kan ikke forstå det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar