lørdag den 17. maj 2014

Til mormor

I tirsdags sov min mormor stille ind. Og. Jeg kan. Stadig ikke. Forstå det. Selvom jeg netop har indtastet sætningen på Qwerty-tastaturet, og udmærket godt ved, at ordene er sande, forekommer det mig til stadighed fuldstændig uvirkeligt og som en drøm, jeg snart vågner fra og er skræmt over, hvor virkeligt det føltes. Men jeg ved, at det er sket og er som følge deraf et omvandrende sprinklerapparat, for selvom det på mange måder var det bedste, der kunne ske for min kære mormor, og at jeg rationelt set er alt for klar over det faktum, gør det vanvittigt ondt i sjælen, og savnet føles uendeligt. Fordi jeg godt ved, at det er uigenkaldeligt.

Den her blog har aldrig været tænkt som en dybsindig en af slagsen, men inden jeg vender tilbage til leverpostejsnak og indlæg om, hvor utrolig åndssvagt det er at brække sin tå under en fodboldkamp med en femårig, har jeg brug for at skrive endnu et indlæg om og til min mormor. Ikke fordi jeg egentlig bryder mig om at dele så intime ting med alle, der har internetadgang, men fordi jeg har brug for at fortælle dig det hele på en mere konkret måde end bare tanker i mit rodede hoved. Blandt andet fordi jeg ikke ved om en af virkningerne ved at dø er tankelæsning. Jeg er sikker på, du godt ved det hele, men du må aldrig blive i tvivl. Derfor:
Du var definitionen af alt det bedste for mig, du er og vil altid være, hvad der dukker op i min mentale ordbog under "mormor". Du har betydet så usandsynligt meget for mig, og jeg kommer til at savne dig noget så forfærdeligt. Jeg vil tænke på dig, hver gang jeg spiser pandekager. Hver gang jeg lægger syvkabale. Hver gang jeg læser Billedbladet. Hver gang noget tøj lugter alt for kraftigt  af skyllemiddel. Hver gang der kommer Morten Korch film i fjernsynet. Hver gang der er nogen, der lader gaflen danse mellem tommel- og ringefingeren. Hver gang jeg køber margarine eller kartoffelmel. Hver gang nogen omtaler ben som "stolper". Hver gang jeg ser et nisselandskab lavet af vat. Hver gang jeg spiser jordbær med mælk og sukker. Hver gang jeg ser en flaske Ålborg Akvavit. Og mange, mange flere gange - fordi du fylder rigtig meget i såvel mine minder som i min bevidsthed, og trods alt er jeg uendeligt taknemmelig for netop dét.

Min eneste trøst er, at du er et bedre sted nu, og at du helt sikkert er blevet genforenet med dit livs kærlighed. Jeg håber, du spiser sildemadder og drikker snaps med morfar til evig tid. Pas på hinanden og vid, at I er noget så savnede.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar