lørdag den 28. juni 2014

Blå Kings og rødvin

Pe-Pe-Pe-Petersen og Thom-Thom-Thomsen. Ja, jeg har remixet den gode gamle "Nik & Jay". Drengene var i Friheden i går. Ligeledes var Sigrun og jeg, og det var krafthelvede sjovt. Det startede sublimt, da jeg cyklende hen ad Marselis Boulevard så to penisforlængere af format - gigantiske hvide limousiner, der et kort øjeblik fik mig til at tænke, om der mon er et aktuelt præsidentbesøg, der er gået min næse forbi. Aber nein. Det var da bare da homies, der ramte Smilets By. Forventningerne var tårnhøje, og blev i den grad indfriet. Det var mit livs første Nik & Jay koncert, og jeg tror, det er sikkert at sige, at mit liv er forandret for evigt. Dén attitude kan man bare ikke købe sig til, og det er voldsomt fascinerende, at de kan være så sjove og seje på samme tid. At have så meget selvironi, at de har koreograferet dans, mega stilede og fjollede poses, og alligevel være så ydmyg og taknemmelig over for sit publikum, mens de ligner verdensmænd med løjerlig tøjstil, kan man kun respektere. Mit forhold til Nik & Jay har fået en renæssance - havde et par teenageår, hvor min næsepiercing og pakistanertørklæde syntes, at det var lige lovlig poppet at være fan. Altså var skabsfan, hvad det kunne blive til i de år. Nu har jeg dog endeligt erkendt min totale begejstring for Petersen og Thomsen. Selvom regnen stod ned i nogle seriøse stråler, og at der er noget meget forkert i at høre 10-13 årige piger hvine, når Nik tager sig selv i skridtet og skrige "Baby, lad mig poppe den for dig" (håber virkelig, at de ikke har forstået, hvad det betyder), var det en fantastisk aften, og jeg er for altid, for evigt mega meget nede med Nik & Jay!

onsdag den 18. juni 2014

Kæmpe vinger bagud

Jeg synes, det er frygteligt trist, at Monte Carlo ikke længere strømmer ind i mine øregange igennem gammelt og særdeles medtaget headset. Simpelthen fordi de var (ok, det er de formegentlig stadig) vanvittigt morsomme. Og fordi kæmpe vinger bagud aldrig skal negligeres.

Har lige været på MCs Facebook - for selvom jeg har begået virtuelt selvmord, er jeg jo ikke for fin til lige at stikke hovedet forbi de åbne profiler i ny og næ - hvor drengene havde linket til en artikel på Politiken; en ode fra en gymnaiseelev, der takker Monte Carlo på en hel generations vegne. Jeg synes sådan set, at det var fint skrevet og velrefelkteret. Så kom jeg til at læse kommentarerne. Hvilket man med allerstørste tydelighed skal holde sig fra. Nationen er åbenbart lige så splittet som den var i forbindelse med Allan Simonsens rytmiske sans. Diggiloo diggiley. Den ene fløj lovpriser og synes, programmerne er det bedste, der nogensinde er blevet brugt licenspenge på. Den anden fløj synes, det er useriøs journalistik, og at værterne nedprioriterer ganske alvorlige problematikker og lever ud fra Hakuna Matata mottoet - så længe man har en fest, er kvaliteten underordnet.

Jeg kan læse mig frem til, på det alvidende internet, at jeg er del af den såkaldte Generation Fuck, eller på et lidt pænere sprog Generation Y - os der har været vant til, at tingene er kommet let. Os der er vokset op i et overflodssamfund, hvor det bare har gjaldt om at råbe HOP! og samfundet og ens forældre så blot elskværdigt har spurgt: "hvor højt, min lille bismarcksklump?". Det overflodssamfund fik finanskrisen så sat en stopper for (er der i øvrigt andre, der synes det er en kende komisk, at Luksusfælden er et program der kom i kølvandet på krisen?), og nu uddanner vi os til arbejdsløshed og en overordnet vinken farvel til drømmene. Åbenbart.

Men det var kommentarerne, vi kom fra. Den kritiske fløj - som jeg forestiller mig især er mennesker fra 69 generationen - synes at det er elendig journalistik, og at vi er en fucked generation. Er altid meget splittet omkring sådanne proklamationer. Jeg er klar over, at jeg er meget langt fra objektivitet, men jeg nægter altså at tro på, at man kan skære en hel generation over en stor, men dog én kam. Fordi det helt logisk set jo ikke giver voldsomt meget mening at katogerisere samtlige børn født i et tidsinterval på x antal år på én specifik facon. Er med på, at der er nogle generelle samfundsmæssige strukturer og tendenser (såsom krig vs fred) der selvfølgelig har en naturlig påvirkning på det miljø, børn vokser op i, og dermed også, hvordan det former dem som mennesker. MÆN min gode Watson. Det er for mig både unuanceret og useriøst at konstatere, at friværdibørn med farvede sneakers ikke er i stand til at se kritisk på verden. Jeg synes desuden også, det er useriøst at gå ud fra, at "den fortabte generation" labber alt, hvad Esben Bjerre og Peter Falktoft udtaler, i sig uden personlig refleksion. Jeg siger ikke, at der ikke er mangler ved min - og yngre - og ældre - generationer, der er med garanti bunker af dem. Det er bare paradoksalt, at ældre generationer sætter ligshedstegn mellem unge mennesker og overfladiskhed; ulykke kan for unge godt bunde i noget mere eksistentielt end en ridse på iPhone coveret. Det kan også være en ridse i coveret, men der findes masser af modgang i disse tider, og det er måske især derfor, der er brug for selvfede radioværter, der bare gerne vil give folk to hyggelige eftermiddagstimer. Det er latterligt, hvis efterkrigstidsbørnene eller Generation X brokker sig over Generation Y, med begrundelsen at der i deres tid var rigtige problemer - dengang der var krig i verden, i Vietnam, der var Cuba-krise, der var jerntæppe, der var ikke lighed for kvinder. Det er også helt fint at bevare mindet om de kampe, tidligere generationer kæmpede - og tusind tak for det; men det betyder fandeme da ikke, at aktuelle kampe er useriøse eller mindre legitime.

Og nu vi er ved det, pisser det mig i særklasse af, når folk siger til/om nyudklækkede studenter (og det sker krafthelvede hvert evig eneste år), at det er den nemmeste fase i deres liv, de lige har overstået, og at de aldrig nogensinde vil få det så nemt igen. Det kan da godt være, det er rigtigt, men man skal aldrig være overlegen, bare fordi man har levet længere. Det er både fejt og alt for nemt for en niendeklasseselev at sparke til en, der går i fjerde. Og forkert - forkert fordi udfordringer altid er svære, når man står midt i dem. Og jo, det var da nemme regnestykker jeg fik for i 1. klasse, men det var det sgu da ikke dengang, man først lige havde lært at tælle. Og dét min kære Watson har noget at gøre med udvikling. Som nogle oplever mere af end andre. Og gudskelov for det, for ellers ville min definition af verdens bedste weekend stadigvæk være holiday dip, franske kartofler, legepladsen i Doktorparken og at min storesøster gad at lege med mig. Stadig rare ting, men måske ikke just drømmescenariet over alle drømmescenarier.


Jeg er fuldstændig nede med, at alle ikke kan (eller bør, men det er en helt anden snak) elske hinanden, til trods for hvad Daniel og Skipper, founders of the love revolution at NorthSiiiide proklamerede. Men det der med at huske det gode humør er fandme en god ide. Jeg siger på ingen måde, at det er noget, jeg er pissegod til. Men jeg ved jo godt, at det hjælper. Ikke forstået på den måde, at man altid skal forsøge at finde glæde i alt, man foretager sig og hvad der sker i verden. Sommetider er verden en kæmpestor kælling, der skider en lige i fjæset, og det skal fandme have lov til at være noget PIKKEMAND nogle gange. Uden der bliver sat spørgsmålstegn ved, om man ikke skal tage de postive briller på. Overordnet synes jeg dog, at der er en vis mening i at slå koldt vand i blodet og huske på, at der som regel også sker positive ting, som man sideløbende kan bryde sit kønne lille hoved med.

Så herfra bliver det også en ode, godt nok baseret på kritik af modstandernes kritik, men en ode none the less. En ode fordi uanset om man er enig i hvad mini Kanye West'erne spyer ud eller ej, har det været underholdende. Og ny-ska-ben-de. Hvilket jeg bøjer mig utrolig dybt i støvet over. Tak for kampen og kæmpe vinger bagud!

mandag den 16. juni 2014

NorthSide!

Dette må være en af de mest antiklimatiske mandage, jeg nogensinde har oplevet. Mandage er sjældent virkeligt fede, men kontrasten fra weekenden og til i dag er umådeligt stor. Og kedelig. For jeg har været på NorthSide og det var været genialt, vidunderligt, sublimt, vanvittigt morsomt og en hel masse andre superlavtiver, som min tømmermændshjerne slet ikke kan overskue. Timerne, dagene og begivenhederne flyder en lille smule sammen i mit hoved. Men jeg kan fortælle, at der var noget med noget øl. Og noget fucking genialt Franz Ferdinand. En usandsynligt energisk Oh Land. Og et billede af mig og Nathen Maxwell fra Flogging Molly - som var den største koncertfest, jeg har været til. Finder en næsten sygelig tilfredsstillelse i det billede, og jeg har tænkt mig at prale i flere (!) år. Noget med en samtale om, at man ikke kan puste og have pik i munden. Noget med noget vin og nogle flere øl. En Ruben Søltoft, jeg ikke fik mødt, formegentlig fordi jeg var ved at drikke øl. Daniel og Skipper, der er i gang med at starte en love revolution og som startskud uddelte free hugs - with love. Hands down, de bedste krammere nogensinde. En masse toilet-selfies og apropos er jeg meget positivt overrasket over toiletforholdene - der var jo fandme både papir og håndsprit. Noget med at have det ret skidt om morgenen, men at køre den ind med bacon og panodil. Noget med en hel bøtte voks i en persons hår. Og vistnok nogle flere øl. Også noget med at gå fuldstændig amok til Arcade Fire i konfettiland. En pæn brasilianer med en pæn tatovering af Tom Waits. En pige med en tatovering af michelinmanden på ankelen. Noget genialt rock med Pixies og deres box car. Mega sjælelig Mew, nu med Johan. Flere øl. Solskin. Vidunderlig musik. Fantastisk selskab. Og lige nøjagtig hvad jeg havde brug for. TAK for i år! Og om vi ses igen? Ja, det tror jeg da nok liiiiiige, vi gør!

søndag den 1. juni 2014

Imma come back

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre et skriftligt comeback (for I tuuuuuuusindvis af læsere) efter at have skrevet om noget så sorgfyldt som at miste et af de højst elskede mennesker, jeg har. Eller havde.
For uanset hvad jeg skriver, kommer det til at føles kunstigt og vanvittigt petitessepræget. Men op på hesten, må jeg. Og vil jeg. For selvom verden til tider er en kæmpe kost, er den også smuk. Afslutningen af et liv er et tveægget sværd, for sorgen gør, at jeg får lyst til at boykotte alt, der har med glæde at gøre. I ren protest. Den anden del af mig får lyst til at leve endnu mere og værre pisse ligeglad med, hvad der passer sig, og om folk synes, jeg snakker for højt i toget og har VIRKELIGT brede hofter. Og jeg elsker den her blog. Oasen af selvsving og verbalt kloakslam. Så selvom jeg godt ved, at kontrasten fra sidste indlæg til dette er meget stor, håber jeg, at det trods alt giver en smule mening.

Og hvad er det så jeg har på hjerte. Lort og savsmuld:
  • Jeg er blevet inviteret til Grønland af sød, men pushing 50 år gammel mand. Som "ikke har nogen bagtanker med det". Nej da. Dyp mig i motorolie og kald mig Aksel, sømand. Det er helt fair, at du prøver lykken af med 20 år yngre model - du skal bare lige mentalt indstille dig på, at det ÆGGE bliver mig.
  • Jeg har fået lejlighed. Som godt nok er cirka halvt så stor som det jeg forventede. Mulighed A: Jeg har misforstået hvad m2 er. Mulighed B: De fusker for vildt på Kollegiekontoret. Men nu skal jeg også lukke ringmusklen i turbofart, for hvem er det, der har klaget i over seks måneder over at være hjemløs? Mig. Og hvem er det, der nu har bolig? Mig. Så ja, jeg klapper gællerne i.
  • Jeg skal snart starte på det der universitet igen og har kriiiiiiiiise. Fordi jeg er så frygteligt nervøs for, om jeg kan huske noed som helst. Hælder mest til, at jeg kan huske, at det er noget med nogle vinkler, perspektiver, nuancer og gråzoner. Og så er eksamensopgaverne vel nærmest i hus. 
  • Jeg er blevet spurgt af min chef om, hvorvidt jeg er meget kræsen, siden jeg ikke har en kæreste. Ved ikke helt, hvad jeg tænker om det spørgsmål.
  • Jeg har fået at vide af moster nummer to, at hun er "bekymret" for min seksualitet. Jeg har åbenbart opbrugt min kvote for, hvor meget jeg må snakke om brasilianske numser. Og her vil jeg gerne bruge søde Sara som vidne; fascination af brasilianske lækre damer og deres bagdele er ikke nødvendigvis noget, der er et tegn på Lebbe-Lone tendenser. Det er almenmenneskelig betagelse.
  • Jeg føler, jeg burde lave flere tossede ting her i mine tyvere. Er umiddelbart ikke sikker på, at min familie er enig. Måske jeg skulle farve mit hår. Blåt. Eller klippe halvdelen af. Eller genindføre min næsepiercing. Eller få en tatovering. Kraftedme. Måske et røvgevir - bare sådan i protest.
  • Jeg har fået bekræftet, at jeg VIL være det female sidekick i Monte Carlo. Det kunne de fandme godt bruge og det ville være sublimowitz. Ingen over, ingen under og ubesejrede mestre i awesomeness. Og i al beskedenhed forestiller jeg mig, at en trio snildt kunne fungere. Jeg mangler kun en twitter konto, hvor jeg kan plapre en del om Kanye West.