onsdag den 18. juni 2014

Kæmpe vinger bagud

Jeg synes, det er frygteligt trist, at Monte Carlo ikke længere strømmer ind i mine øregange igennem gammelt og særdeles medtaget headset. Simpelthen fordi de var (ok, det er de formegentlig stadig) vanvittigt morsomme. Og fordi kæmpe vinger bagud aldrig skal negligeres.

Har lige været på MCs Facebook - for selvom jeg har begået virtuelt selvmord, er jeg jo ikke for fin til lige at stikke hovedet forbi de åbne profiler i ny og næ - hvor drengene havde linket til en artikel på Politiken; en ode fra en gymnaiseelev, der takker Monte Carlo på en hel generations vegne. Jeg synes sådan set, at det var fint skrevet og velrefelkteret. Så kom jeg til at læse kommentarerne. Hvilket man med allerstørste tydelighed skal holde sig fra. Nationen er åbenbart lige så splittet som den var i forbindelse med Allan Simonsens rytmiske sans. Diggiloo diggiley. Den ene fløj lovpriser og synes, programmerne er det bedste, der nogensinde er blevet brugt licenspenge på. Den anden fløj synes, det er useriøs journalistik, og at værterne nedprioriterer ganske alvorlige problematikker og lever ud fra Hakuna Matata mottoet - så længe man har en fest, er kvaliteten underordnet.

Jeg kan læse mig frem til, på det alvidende internet, at jeg er del af den såkaldte Generation Fuck, eller på et lidt pænere sprog Generation Y - os der har været vant til, at tingene er kommet let. Os der er vokset op i et overflodssamfund, hvor det bare har gjaldt om at råbe HOP! og samfundet og ens forældre så blot elskværdigt har spurgt: "hvor højt, min lille bismarcksklump?". Det overflodssamfund fik finanskrisen så sat en stopper for (er der i øvrigt andre, der synes det er en kende komisk, at Luksusfælden er et program der kom i kølvandet på krisen?), og nu uddanner vi os til arbejdsløshed og en overordnet vinken farvel til drømmene. Åbenbart.

Men det var kommentarerne, vi kom fra. Den kritiske fløj - som jeg forestiller mig især er mennesker fra 69 generationen - synes at det er elendig journalistik, og at vi er en fucked generation. Er altid meget splittet omkring sådanne proklamationer. Jeg er klar over, at jeg er meget langt fra objektivitet, men jeg nægter altså at tro på, at man kan skære en hel generation over en stor, men dog én kam. Fordi det helt logisk set jo ikke giver voldsomt meget mening at katogerisere samtlige børn født i et tidsinterval på x antal år på én specifik facon. Er med på, at der er nogle generelle samfundsmæssige strukturer og tendenser (såsom krig vs fred) der selvfølgelig har en naturlig påvirkning på det miljø, børn vokser op i, og dermed også, hvordan det former dem som mennesker. MÆN min gode Watson. Det er for mig både unuanceret og useriøst at konstatere, at friværdibørn med farvede sneakers ikke er i stand til at se kritisk på verden. Jeg synes desuden også, det er useriøst at gå ud fra, at "den fortabte generation" labber alt, hvad Esben Bjerre og Peter Falktoft udtaler, i sig uden personlig refleksion. Jeg siger ikke, at der ikke er mangler ved min - og yngre - og ældre - generationer, der er med garanti bunker af dem. Det er bare paradoksalt, at ældre generationer sætter ligshedstegn mellem unge mennesker og overfladiskhed; ulykke kan for unge godt bunde i noget mere eksistentielt end en ridse på iPhone coveret. Det kan også være en ridse i coveret, men der findes masser af modgang i disse tider, og det er måske især derfor, der er brug for selvfede radioværter, der bare gerne vil give folk to hyggelige eftermiddagstimer. Det er latterligt, hvis efterkrigstidsbørnene eller Generation X brokker sig over Generation Y, med begrundelsen at der i deres tid var rigtige problemer - dengang der var krig i verden, i Vietnam, der var Cuba-krise, der var jerntæppe, der var ikke lighed for kvinder. Det er også helt fint at bevare mindet om de kampe, tidligere generationer kæmpede - og tusind tak for det; men det betyder fandeme da ikke, at aktuelle kampe er useriøse eller mindre legitime.

Og nu vi er ved det, pisser det mig i særklasse af, når folk siger til/om nyudklækkede studenter (og det sker krafthelvede hvert evig eneste år), at det er den nemmeste fase i deres liv, de lige har overstået, og at de aldrig nogensinde vil få det så nemt igen. Det kan da godt være, det er rigtigt, men man skal aldrig være overlegen, bare fordi man har levet længere. Det er både fejt og alt for nemt for en niendeklasseselev at sparke til en, der går i fjerde. Og forkert - forkert fordi udfordringer altid er svære, når man står midt i dem. Og jo, det var da nemme regnestykker jeg fik for i 1. klasse, men det var det sgu da ikke dengang, man først lige havde lært at tælle. Og dét min kære Watson har noget at gøre med udvikling. Som nogle oplever mere af end andre. Og gudskelov for det, for ellers ville min definition af verdens bedste weekend stadigvæk være holiday dip, franske kartofler, legepladsen i Doktorparken og at min storesøster gad at lege med mig. Stadig rare ting, men måske ikke just drømmescenariet over alle drømmescenarier.


Jeg er fuldstændig nede med, at alle ikke kan (eller bør, men det er en helt anden snak) elske hinanden, til trods for hvad Daniel og Skipper, founders of the love revolution at NorthSiiiide proklamerede. Men det der med at huske det gode humør er fandme en god ide. Jeg siger på ingen måde, at det er noget, jeg er pissegod til. Men jeg ved jo godt, at det hjælper. Ikke forstået på den måde, at man altid skal forsøge at finde glæde i alt, man foretager sig og hvad der sker i verden. Sommetider er verden en kæmpestor kælling, der skider en lige i fjæset, og det skal fandme have lov til at være noget PIKKEMAND nogle gange. Uden der bliver sat spørgsmålstegn ved, om man ikke skal tage de postive briller på. Overordnet synes jeg dog, at der er en vis mening i at slå koldt vand i blodet og huske på, at der som regel også sker positive ting, som man sideløbende kan bryde sit kønne lille hoved med.

Så herfra bliver det også en ode, godt nok baseret på kritik af modstandernes kritik, men en ode none the less. En ode fordi uanset om man er enig i hvad mini Kanye West'erne spyer ud eller ej, har det været underholdende. Og ny-ska-ben-de. Hvilket jeg bøjer mig utrolig dybt i støvet over. Tak for kampen og kæmpe vinger bagud!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar