tirsdag den 29. juli 2014

Und was dann?

Når man har draget sin råbe-røv-genre-blog ind i det allerdybeste og allersørgeligste og allermest intime, man overhovedet har, er det rigtigt svært - for mig - at gennemskue, hvordan jeg skal vende tilbage til mit gamle jeg og min gamle blog. Måske fordi jeg nogle gange slet ikke kan være i mig selv, og kan blive helt oprigtigt bange for, om jeg stadig er mig. Jeg er bange for, at hvad end det næste jeg skriver bliver, kommer det til at klinge hult, både for mig selv, men også for Jer. At det bliver overfladepoleret, noget vi vist godt ved, hvordan jeg har det med. Så hvad er mulighederne?

Mulighed 1 er at lukke lortet ned og lade det sørgelige stå og væve i cyberspace, indtil domænet dør.

Mulighed 2 er den, jeg tænker at implementere. Sorg er en proces, og nogle dage har jeg det helt fint og skraldgriner, som jeg plejer. Andre dage svælger jeg i selvynk og salte tårer triller ned ad kinderne. Bloggen er jo lidt ligesom mit liv, den er øjebliksbilleder deraf, og livet p.t. svinger mellem op-og nedture, og selvom jeg har haft lyst til at lukke selve livet ned efter al den lorte død, har jeg jo ikke gjort det. Livet er jo faktisk gået videre, uden at jeg helt ved hvordan. Dag bliver til nat, nat bliver til dag og på en eller anden facon har jeg formået at sætte et ben foran det andet og bare trække vejret og leve. Så sådan kommer det også til at blive her. Jeg kommer til at skrive det næste indlæg, der dumper ned i turbanen. Jeg håber, det giver mening. Men hvis ikke, er det også okay. For livet er denundenlynemig ugennemskueligt.

søndag den 20. juli 2014

Faster Anna

Jeg er en struds. Når det kommer til sørgelige ting, er jeg en struds. Hovedet ryger meget langt ned i mørket, og jeg ænser ikke, hvad der sker på overfladen. Undskyld stilheden. Undskyld at jeg endnu engang udbasunerer død og ulykke lige ind i Jeres skærmbilleder.

Jeg har ikke rigtigt ord for, hvordan det føles at miste endnu et menneske. At miste min mormor og min faster og reservebedstemor inden for godt og vel to måneder. Det føles lidt som at have blærebetændelse - knive i hele kroppen - det gør ondt, og jeg ville ønske, at tranebær var løsningen på dette også. 

Jeg hader - mere end noget andet, mere end samtlige dumme kendisser, mere end stråforkortere i havregryn og mere end mænd med lange negle, når folk forsøger at retfærdiggøre død. Når de i deres iver forsøger at kategorisere sorg. Jeg er sikker på, det skete i god mening, da en moden kvinde for nylig sagde til mig "ej, ved du hvad - så er det jo ikke så slemt endda", efter hun hørte, hvor gammel min faster blev i onsdags. Men det er slemt. Til trods for hendes høje alder er det mere end sørgeligt, og hvorfor er det absolut nødvendigt at ræsonnere, om det nu også var okay eller ikke okay, at hun døde? Hvorfor kan det ikke bare få lov til at være sørgeligt og handle om det menneske, der har forladt os i stedet for at handle om logik og formodet retfærdighed, som jeg personligt gerne vil lukke op og skide i.
Det er jo ikke fordi, at jeg ikke godt ved, at det er mere naturligt, at min faster er død end, at en barn dør. Det ved jeg godt. Men det er ikke ensbetydende med, at det så ikke er sørgeligt, trist, hjerteknusende og for tidligt.

Jeg ved ikke, om det helt har slået mig endnu. At hun er væk. Og ikke kommer tilbage. Det er jo Faster Anna, og hun har altid været der. Jeg kommer til at savne hende helt forfærdelig meget. Jeg tænker på alle de Oriflame og Yves-Rocher produkter, hun havde på badeværelset, på de +500 nisser hun havde fra november-januar i sin lejlighed, og som var et lille julemuseum,  på de bunker af nøgleringe hun har haft med hjem til mig, på de uendelige mængder rosinboller jeg har spist i hendes sofa, på hendes uudtømmelige livserfaring og gode råd, på hendes smukke, smukke kolonihave, på hendes medmenneskelighed, på hendes evne til at følge med tiden selvom dåbsattesten skriver 1929, på hendes hænder; de blødeste i verden, på hendes godhed, på hendes hjemmedyrkede ærter, på hendes uovertrufne evner udi hjemmebag, på hendes tilsyneladende evige tro på mig, på hendes tegnefilm på VHS-bånd jeg altid så, når jeg lå syg på sofaen og blev passet. Jeg tænker på hende, jeg savner hende, og det vil jeg altid gøre.

Bisættelsen på fredag er nummer tre, jeg skal til i år. Men denne kommer jeg ikke til at deltage i, fordi jeg er i Paris. Og det smerter mig. Fordi jeg føler, at det mindste man kan gøre er at vise sin respekt ved at dukke op. Min familie har overbevist mig om, at jeg ikke skal aflyse min tur til Paris. Den tur Sara og jeg har glædet os til i, det der føles som, umindelige tider. I stedet for vil jeg tænde et lys for hende i Notre-Dame og takke hende for alt det, hun har givet mig og forsøge at tænke på, hvor heldig jeg er, at jeg har kendt hende. Kære Faster Anna - hvil i fred.

torsdag den 10. juli 2014

Nok

Jeg har fået nok. Nok af sygdom. Nok af kræft. Nok af at skulle sige farvel. Nok at at få et mindre slagtilfælde, når telefonen ringer. Nok af terminalerklæringer. Nok af at forklare, hvorfor jeg ikke er rigtig glad. Nok af at hade verden. Nok af salte tårer. Nok af død. Tanken om, at der er flere, smukke mennesker, jeg elsker usigeligt højt, der har fået at vide, at de skal dø, kan jeg ikke rumme. Tanken om, at der er endnu en, der skal forlade Jorden og efterlade et enormt krater af sorg og savn, er ubærlig. Men det er verden tydeligvis brutalt ligeglad med. 

Ræsonnementer om lange, gode, levede liv og retfærdighed kan jeg overhovedet ikke bruge til noget. Det gør det ikke mindre sørgeligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg ved, at det er fuldstændig ligegyldigt. Skaden er sket. Og jeg kan. Ikke. Holde ud, at det her sker. Igen. Har allermest lyst til at rejse min vej ud fra den falske forhåbning om, at det ikke eksisterer, hvis man ikke forholder sig til det. 

lørdag den 5. juli 2014

Tingenes tilstand

  • Jeg kunne personligt godt tænke mig at vide, hvor den der sommer blev af. Nu hvor vi sådan helt officielt er i nummer to (ud af goddamn tre) måned af sommeren. Ville være topfedt, hvis der var nogen, der gad at informere solen om den lille detalje.
  • For et år siden sad jeg i surferparadis i Peru. Og det var ret lækkert. Hvilket jeg savner.
  • Det er unaturligt at være vågen om natten. Sender onde tanker til alle dem, der ligger under dynen, mens jeg sidder i receptionen. Fryder mig til gengæld vældig meget, når jeg cykler hjem og alle de andre cykler på arbejde. Småligt menneske? Hvem?
  • Jeg kan virkelig godt lide naan brød. Og is. 
  • Jeg vil lære at prata svenska. Det høres jo jätte bra ud. Jovist, jovist, det kommer til at gå bra. Med det svenska. 
  • Kunne også godt tænke mig at lære swahili, men det føles som et noget større projekt.
  • Jeg har lige læst en bog om Paris. Fun fact: Tricolore (flaget, folkens) ser ud som det gør, da kongen under revolutionen blev tvunget til at indlægge sit hvide liljebanner mellem byen Paris' farver; rød og blå. Et voila!
  • Jeg har tænkt mig at læse en hel masse om den franske revolution. Det er vanvittigt spændende - og en anledning til at fantasere om fiktive Enjolras. Og pæne hatte. Men også tankevirksomhed omkring det der liberté, égalité, fraternité. Jeg vil også prøve at drikke absinth - lyder ret skægt at danse med små grønne alfer. 
  •  Jeg er typen, der brokker mig over at skulle arbejde meget. Men nu er jeg så typen der har FIRE fridage, og jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad jeg skal stille op med dem. Kan ikke engang give mig til at sortere og dermed smide ting ud (hvilket ellers er min all-time jeg-keder-mig-yndlingsbeskæftigelse), fordi det skete ganske naturligt under flytningen. 
  • Jeg h.a.d.e.r. de små fluer, der i hobetal smasker ind i fjæset på mig, når jeg cykler. Det er faktisk meget svært at orientere sig om trafikken, når man forsøger at gøre sine øjne så små som brevsprækker i miniaturehuse. Ligeledes svært at holde munden stærkt forseglet, når man kampsveder op ad bakker. 
  • Men ellers går det meget godt.