søndag den 20. juli 2014

Faster Anna

Jeg er en struds. Når det kommer til sørgelige ting, er jeg en struds. Hovedet ryger meget langt ned i mørket, og jeg ænser ikke, hvad der sker på overfladen. Undskyld stilheden. Undskyld at jeg endnu engang udbasunerer død og ulykke lige ind i Jeres skærmbilleder.

Jeg har ikke rigtigt ord for, hvordan det føles at miste endnu et menneske. At miste min mormor og min faster og reservebedstemor inden for godt og vel to måneder. Det føles lidt som at have blærebetændelse - knive i hele kroppen - det gør ondt, og jeg ville ønske, at tranebær var løsningen på dette også. 

Jeg hader - mere end noget andet, mere end samtlige dumme kendisser, mere end stråforkortere i havregryn og mere end mænd med lange negle, når folk forsøger at retfærdiggøre død. Når de i deres iver forsøger at kategorisere sorg. Jeg er sikker på, det skete i god mening, da en moden kvinde for nylig sagde til mig "ej, ved du hvad - så er det jo ikke så slemt endda", efter hun hørte, hvor gammel min faster blev i onsdags. Men det er slemt. Til trods for hendes høje alder er det mere end sørgeligt, og hvorfor er det absolut nødvendigt at ræsonnere, om det nu også var okay eller ikke okay, at hun døde? Hvorfor kan det ikke bare få lov til at være sørgeligt og handle om det menneske, der har forladt os i stedet for at handle om logik og formodet retfærdighed, som jeg personligt gerne vil lukke op og skide i.
Det er jo ikke fordi, at jeg ikke godt ved, at det er mere naturligt, at min faster er død end, at en barn dør. Det ved jeg godt. Men det er ikke ensbetydende med, at det så ikke er sørgeligt, trist, hjerteknusende og for tidligt.

Jeg ved ikke, om det helt har slået mig endnu. At hun er væk. Og ikke kommer tilbage. Det er jo Faster Anna, og hun har altid været der. Jeg kommer til at savne hende helt forfærdelig meget. Jeg tænker på alle de Oriflame og Yves-Rocher produkter, hun havde på badeværelset, på de +500 nisser hun havde fra november-januar i sin lejlighed, og som var et lille julemuseum,  på de bunker af nøgleringe hun har haft med hjem til mig, på de uendelige mængder rosinboller jeg har spist i hendes sofa, på hendes uudtømmelige livserfaring og gode råd, på hendes smukke, smukke kolonihave, på hendes medmenneskelighed, på hendes evne til at følge med tiden selvom dåbsattesten skriver 1929, på hendes hænder; de blødeste i verden, på hendes godhed, på hendes hjemmedyrkede ærter, på hendes uovertrufne evner udi hjemmebag, på hendes tilsyneladende evige tro på mig, på hendes tegnefilm på VHS-bånd jeg altid så, når jeg lå syg på sofaen og blev passet. Jeg tænker på hende, jeg savner hende, og det vil jeg altid gøre.

Bisættelsen på fredag er nummer tre, jeg skal til i år. Men denne kommer jeg ikke til at deltage i, fordi jeg er i Paris. Og det smerter mig. Fordi jeg føler, at det mindste man kan gøre er at vise sin respekt ved at dukke op. Min familie har overbevist mig om, at jeg ikke skal aflyse min tur til Paris. Den tur Sara og jeg har glædet os til i, det der føles som, umindelige tider. I stedet for vil jeg tænde et lys for hende i Notre-Dame og takke hende for alt det, hun har givet mig og forsøge at tænke på, hvor heldig jeg er, at jeg har kendt hende. Kære Faster Anna - hvil i fred.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar