torsdag den 10. juli 2014

Nok

Jeg har fået nok. Nok af sygdom. Nok af kræft. Nok af at skulle sige farvel. Nok at at få et mindre slagtilfælde, når telefonen ringer. Nok af terminalerklæringer. Nok af at forklare, hvorfor jeg ikke er rigtig glad. Nok af at hade verden. Nok af salte tårer. Nok af død. Tanken om, at der er flere, smukke mennesker, jeg elsker usigeligt højt, der har fået at vide, at de skal dø, kan jeg ikke rumme. Tanken om, at der er endnu en, der skal forlade Jorden og efterlade et enormt krater af sorg og savn, er ubærlig. Men det er verden tydeligvis brutalt ligeglad med. 

Ræsonnementer om lange, gode, levede liv og retfærdighed kan jeg overhovedet ikke bruge til noget. Det gør det ikke mindre sørgeligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg ved, at det er fuldstændig ligegyldigt. Skaden er sket. Og jeg kan. Ikke. Holde ud, at det her sker. Igen. Har allermest lyst til at rejse min vej ud fra den falske forhåbning om, at det ikke eksisterer, hvis man ikke forholder sig til det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar