tirsdag den 29. juli 2014

Und was dann?

Når man har draget sin råbe-røv-genre-blog ind i det allerdybeste og allersørgeligste og allermest intime, man overhovedet har, er det rigtigt svært - for mig - at gennemskue, hvordan jeg skal vende tilbage til mit gamle jeg og min gamle blog. Måske fordi jeg nogle gange slet ikke kan være i mig selv, og kan blive helt oprigtigt bange for, om jeg stadig er mig. Jeg er bange for, at hvad end det næste jeg skriver bliver, kommer det til at klinge hult, både for mig selv, men også for Jer. At det bliver overfladepoleret, noget vi vist godt ved, hvordan jeg har det med. Så hvad er mulighederne?

Mulighed 1 er at lukke lortet ned og lade det sørgelige stå og væve i cyberspace, indtil domænet dør.

Mulighed 2 er den, jeg tænker at implementere. Sorg er en proces, og nogle dage har jeg det helt fint og skraldgriner, som jeg plejer. Andre dage svælger jeg i selvynk og salte tårer triller ned ad kinderne. Bloggen er jo lidt ligesom mit liv, den er øjebliksbilleder deraf, og livet p.t. svinger mellem op-og nedture, og selvom jeg har haft lyst til at lukke selve livet ned efter al den lorte død, har jeg jo ikke gjort det. Livet er jo faktisk gået videre, uden at jeg helt ved hvordan. Dag bliver til nat, nat bliver til dag og på en eller anden facon har jeg formået at sætte et ben foran det andet og bare trække vejret og leve. Så sådan kommer det også til at blive her. Jeg kommer til at skrive det næste indlæg, der dumper ned i turbanen. Jeg håber, det giver mening. Men hvis ikke, er det også okay. For livet er denundenlynemig ugennemskueligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar