tirsdag den 12. august 2014

Rullekebab, marinebiolog, jokemaskine, perleplader

Der skete det, at en dame meddelte mig, at hun er mere voksen end jeg. Begrundelsen lød på, at hun har både hus og da-da-da-daaaaaaaaaaa børn! Og det har jeg ikke. Nej, thank fucking God.
Jeg er pissetræt af mennesker - næ, forældre, der bruger deres børn som undskyldning for alt. Eller som eksistensberettigelse. Eller slet og ret antyder, at de dermed har brugt deres liv på noget lidt mere fornuftigt.

Jeg ER voksen. Jeg er 23 år, snart 24. Jeg har min egen lejlighed - på et kollegie, bevares. Men jeg betaler for den, hver måned, over noget så voksent som PBS. Jeg handler ind efter noget så struktureret som en madplan. Jeg betaler selv min telefonregning. Jeg er så voksen, at jeg prioriterer - jeg har lært, at nogle valg kommer på bekostning af andre. Jeg spiser middag med mine veninder. Jeg har teaftaler. Jeg kan købe en rullekebab, når jeg har lyst, uden først at cleare det med samtlige familiemedlemmers madlyster.  Jeg kan kysse på drenge mænd uden at skulle være nervøs for, om min mor og far kan se det på mit ansigt. Jeg kan vralte hjem spritstiv om morgenen og ind i min lejlighed, uden at behøve at tage mine stiletter af - her er sgu ingen risiko for at vække resten af huset. 
Altsammen noget der, da jeg var barn, var mine definitioner på, hvornår man var voksen. Det er ikke længere helt sådan, jeg vil opstille tingene i livets excelark over, hvornår man er barn/voksen. Nu er det noget væsentligt mere abstrakt - noget med, om mit livs dage har flest emojis med thumbs up eller thumbs down. Noget med, om jeg kan se mig selv i øjnene og være ok tilfreds. Noget med at være blevet så gammel, at jeg aktivt fravælger mennesker, der kun tager energi og intet giver igen. Noget med om jeg har opnået bare nogle af de ting, jeg ville, om jeg har ambitioner i livet og om jeg gør noget for at nå hen til præcis den flise på Livets Fortov, hvor der står "Isabella" i asfalten.

I folkeskolen lavede vi lister over, hvor vi så os selv om ti år. Jeg har den desværre ikke længere, men jeg kan huske, at jeg noterede:
1. Marinebiolog, der arbejder med delfiner.
2. Gift med sød mand.
3. Fået - helst 3 - børn.
Folkeskole-Isabella troede altså, at dette ville være opnået i en alder af 23-25. Det var fine drømme, men de er ikke mig længere. Jeg er ikke blevet marinebiolog, jeg studerer - snart igen - antropologi, men jeg har dykket med delfiner. Jeg er ikke blevet gift, og har ingen børn, til gengæld har jeg haft mulighed for at rejse en hel del, er blevet velsignet med veninder, der på mange måder er mine sjælevenner og på børnefronten har min søster skænket mig to nevøer, som jeg elsker højere, end jeg troede muligt. Livet er ret godt, og jeg vil. Ikke. Retfærdiggøre mine valg. Nej, jeg er ikke gift og har børn, for jeg har lært mig selv bedre at kende, og fundet ud af, at modellen villa, volvo og vovse ikke er mig. Jeg har fundet ud af, at jeg har en væsentligt mere krøllet hjerne. Jeg har accepteret, at jeg ikke er typen, hvis hår sidder klokken 17, som da jeg tog hjemmefra og som lige frisker makeuppen op i løbet af dagen, jeg er ikke hende, der kan have hvidt tøj på uden at spilde, og jeg bliver aldrig hende, der synes, at viskestykker er et acceptabelt fødselsdagsønske.
Jeg har lært, at jeg er hende, der har kronisk 41,5 i rejsefeber, jeg er hende, der råber "PIKKEMAND" på toppen af Rockefeller Center, hende der indtil flere gange har grædt i et DSB-tog, hende der på et bordkort til et bryllup bliver beskrevet som jokemaskine. Og det er helt okay, at det er hende, der er mig.

Overordnet set synes jeg, det er fedt at være voksen. Jeg kan godt savne at være barn. Dengang jeg kunne bruge en hel dag på at tegne fra fri hånd, dengang min søster og jeg holdt picnicture på gulvet med vores soveposer og legede, at vi var i et eksotisk land. Dengang vi dansede i flere halve timer til kasettebånd, der spillede Kim Larsens "Haveje". Det var fantastisk, og barndommen er så kort, så flygtig.
Noget jeg til gengæld overhovedet ikke savner er at være teenager. Problemer i folkeskolen var at blive hængt ud i klassen som efteraber, efter at have købt en kodylt fed jakke, som dronningebi Stine også havde. Det var at blive isoleret af hele pigekliken med et "du ved godt hvorfor" som eneste forklaring. Det var at være meget usikker på, om man nogensinde ville blive rørt med en ildtang af noget Y-kromosom. Det var at være helt i tvivl om alt, om man nogensinde ville blive rigtig lykkelig, og at føle sig meget, meget alene.
SÅ er det fedt at blive voksen. Ansvaret er ikke altid så fedt - sommetider er drømmen, at der kommer en mere voksen, der stiller sig ved roret og bestemmer hvor jollen, der er mig, skal henad. Men som Spider-Man siger: "With great powers comes great responsibility". Og jeg ville ikke være min voksne frihed foruden. Jeg pisseelsker den.

Det der i virkeligheden startede denne skriftlige lavine var måden, hvorpå damen sagde, at hun er mere voksen. I mine ører lød det enormt nedladende. Sådan en du-er-den-de-andre-ikke-må-lege-med-du-er-det-dårlige-selskab verbal lussing. Blev sat tilbage til teenageårene, hvor jeg ih så åh så gerne ville snakke med ved voksenbordet om politik og alt muligt, men af de fleste fik de der nååårh-lille-ven-lad-os-snakkes-ved-om-ti-år-når-du-er-blevet-klogere blikke. Men mest af alt var det hendes argumentation for, hvorfor hun er mere voksen, der satte pisset i kog. Hun har presset to mennesker ud igennem sin fødselskanal og skrevet under på et skøde. Store sager. Jeg håber virkelig, at hus og børn er komponenter, der for hende, udgør lykke. Det hun har misforstået - men som jeg - Den Voksne - har fanget er, at der er forskel på fisk. Og de to faktorer har for mig intet med lykke at gøre. Lykke for mig er at sidde på en hesteryg i Tilcaras bjerge, at lege vandkamp med mine nevøer på min søsters fødselsdag, at sidde på toppen af Sacre-Coeur med Sara, at være til smukke bryllupper og fejre kærlighed, at spise torta de limon med min fabelagtige kusine, at drikke white russians og se "Girls" med Sigrun, at min far kalder mig "Snorkfrøkenen", at snakke om lænestole og indretning med min mor i en krog af haven, mens regnen siler ned, at drikke iskaffe og danse til Justin Bieber med Maj, at sidde helt alene med et atlas og drømme mig til verdens vingesus. Dér er jeg topglad.

Jeg gør tit grin med mig selv og siger ofte, at jeg venter på, at de voksnes rækker sender en invitation. Det er der to ting i; dels at jeg siger meget lort (ytrer blandt andet minimum på ugentlig basis, at jeg skal giftes med Jonatan Spang velvidende, at det ikke kommer til at ske), som man ikke nødvendigvis skal lægge alt for meget i. Dels et udtryk for, at jeg måske ikke er gængs voksen, ikke sammenlignet med min omgangskreds og ikke sammenlignet med tidligere personlige forestillinger om livet i midt start tyverne - jeg har ikke fremtidsudsigter om at få en diamant på højre hånd, jeg har ikke tænkt mig at sætte mig ind i fordelene ved Liberoklubben og det er mig tordnende ligegyldigt, at der er gode fordele ved flexlån, hvis man skal til at være husejer.

Hvornår er man så rigtig/gængs voksen? Faktisk synes jeg, at det er voldsomt ligegyldigt, idet kun et individ kan mærke dennes udvikling. Selvfølgelig har jeg udviklet mig - hvis jeg endnu var barn, ville jeg synes, at Knoppers var det fedeste i verden, tro at alt i Tyrkiet var turkisfarvet, og mene det var helt ok at bruge en hel weekend på perleplader. Det er ikke længere der, jeg er, ligeså vel som, at der jeg er nu med garanti ikke er, hvor jeg befinder mig om tyve år. Eller om fyrre år. Men det betyder krafthelvede ikke, at jeg ikke er voksen allerede nu.
Tillad mig alligevel at citere kilden til al sandhed - wikipedia:

"Voksen er: 
1. et menenske, som ikke længere er barn eller
2. et individ som biologisk er nået den reproduktive alder"

Godt så. Jeg skulle mene, at jeg lever op til begge krav. Gradbøjninger af konceptet voksen står der ikke noget om. Nogle gange opfører jeg som en femårig, og det er næsten ikke til at kende forskel på mit hysteriske anfald og min treårige nevøs hysteriske anfald. Andre gange opfører jeg som en kvinde på 60+, når jeg faktisk synes, at en kop earl grey, en plaid, nattøj og Leif Panduro på skrift er en bedre lørdag aften end at hænge ud på barerne ved Åen. Min faktiske alder er 23, og jeg er nøjagtig så voksen, så barnlig, så uvidende og så klog, som jeg skal være på mit alderstrin.

Konklusion: Damen er sgu bare ældre end mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar