fredag den 26. september 2014

Vi - de uciviliserede

Tidligere på ugen læste jeg en tekst af Michel Foucault, der omhandler seksualitetens historie. Noget af det mere saftige læsestof, AU har budt på. Mandens pointe er, at seksualitet er blevet tabubelagt via en kulturel konstruktion. Der var åbenbart engang i de glade dage, hvor man duskede og talte åbent om det, men så kom den selvudnævnte kulturelite og besluttede, at det der sex var noget gris og kun skulle hænges op på reproduktion. Jeg er sikker på, at forelæseren ikke ville opsummere teksten således, men så fuck fuck da. Det er interessant, fordi jeg jo i udgangspunktet synes, at folk skal have lov til at være nøjagtig, som de har lyst til, og at bevidste tiltag om at ændre naturlige processer, såsom at undertrykke seksualitet, er noget værre pis.
Det stritter i mig, når folk taler om udviklingsstigen - den gamle model var, at de sorte negermænd skulle civiliseres og blive engelske fine mænd, der drak te og havde potensproblemer. Efter min mening er den moderne version, at alle skal have demokrati, fordi det er så åbenlyst fantastisk. For alle. I do not like. And I do not agree.

Den indre hippie i mig synes virkelig, at man skal have bruge et års forbrug af eyeliner på en uge, hvis det giver mening, at man skal tage balkjole på til forelæsning og have en modeblog, hvis det gør en happy. Mennesker må, efter min mening, se ud som de vil. Jeg siger ikke, jeg er så moderne, at jeg altid forstår det, men det er jo for helvede heller ikke altid meningen med et statement. Men men men, så er der konceptet opførsel. Det er lidt sværere, for der har vi sjældent samme mening om, hvad der reelt er god opførsel, og hvad man kan tillade sig. Et punkt hvor man må sige, at jeg er umådeligt gammeldags. Jeg er glad for, at mange af de gamle normer er blevet kastet ad helvede til. Blandt andet fordi jeg ikke passer godt ind i kvinder-og-børn-skal-ses-og-ikke-høres kategorien. Og fordi jeg nu er nået så langt i Mad Men, at jeg kan se, man ikke bliver et harmonisk menneske af at undertrykke sine følelser. Og jeg vil have lov til at snakke om løntrin, om pikkemænd og patter, om first world problems og alt derimellem. MEN. Hvor blev høfligheden af?

Jeg synes, der vandrer urimeligt mange uhøflige folk rundt derude. Og jeg forstår det ikke.

Er vi enige om, at man sgu da for ind i helvede ikke siger til et menneske, der lige har afsløret, at hun håber at komme ind til politiet, at politiet er noget lort, at de ikke gør noget for folks sikkerhed og at hele konceptet bør afskaffes? Man er natürlich i sin gode ret til at mene det. Og nej, jeg er ikke tilhænger af at gå og smålyve hele tiden, men hvilket formål tjener det at udbasunere det? Måske er det retorikken i det, der gør mig sur. For havde den dumme bare spurgt min veninde, hvad hun tænkte om magtens tredeling, eventuel korruption eller hvad fanden ved jeg, havde det givet lidt mere mening. Så havde hun nemlig bevæget sig ind i det felt, hvor man udtrykker interesse i sine medmennesker, selvom man ikke umiddelbart forstår dem. Det kunne man måske så komme til. Hvis man havde lidt pli.

Er vi så ikke også enige om, at man ikke siger til et menneske - på fucking Facebook - at hun skal klappe hesten? Når man ikke kender hende. Det bliver nemlig rigtig farligt, når det er skriftsprog, der kommunikeres via. Fordi! Man kan ikke aflæse kropssprog, toneleje, mimik. De der ting, der fortæller en om, man er på hadelisten sammen med Stalin, Hitler og Mussolini eller om man bare taler med en ægte randrusianer.

Jeg bliver harm, når et menneske ikke giver hånd, første gang man mødes. Altså ikke hvis man er på festival, men da det skete hjemme i nogens lejlighed, at jeg stak lappen frem og sagde "Hej, jeg hedder Isabella", og manden kiggede på min hånd og gik. Han er muligvis genert, men det må han sgu komme sig over. Og fnysende arrig, når det ret jævnligt sker på hotellet, at utilfredse gæster lige får smidt af sted, at de synes, jeg er en kælling/luder/idiot/nar-der-ikke-fatter-noget. Hvad sker der oven i hovedet på voksne mennesker; at de kan få sig selv til det? Jeg troede, at man slap af med de typer i folkeskolen. Jeg er helt med på, at mennesker kun er mennesker, og kan blive presset til grænsen, og at man nogle gange bare ikke kan rumme mere. Men altså vi snakker det normale leverpostejsliv i Midtjylland. Der er jo ikke just terrorrisiko eller syreregnsfare. Det er mere i der-manglede-et-håndklæde-på-værelset-så-nu-går-jeg-besærk-på-dig genren.

Jeg synes, det er så lidt, der skal til. Lige tage høretelefonerne af, når man står i køen i supermarkedet, så man kan sige pænt goddag og tak for byttepengene til den søde unge pige, der sidder ved kassen i ulvetimen på en goddamn mandag. Hvor meget kræver det? Når man står i Matas og bliver bombarderet med påtvungne salgstaler om mersalg, siger man da ikke bare "nej". Det hedder sgu da "nej tak".

I bund og grund handler det om manglende respekt. Måske overreagerer jeg (selvom det ville være *første* gang), men det er, i mine øjne, den ultimative måde at formidle, hvor pisseligeglad man er med sin omverden. Og jeg synes, det er usmageligt. Respektløst. Uhøfligt!

Jeg bander rigtig meget. Fandme. Og jeg har et, lad os sige fantasifuldt, ordforråd. Jeg elsker at lege med sproget, og synes det er fedt, at man kan. En af mine gode veninder, Charlotte, og jeg taler som havnearbejdere til hinanden. Der bliver sagt "luk røven", "hold kæft", og "klamme kælling" i stride strømme. Men lige præcis med Charlotte er det okay, for vi har begge to sat vores navne på den stiplede linje på kontrakten Vores Indbyrdes Sprog, og ved, hvad der i virkeligheden menes. Hun er så også typen, der skriver "babe" fire gange i én sms og bombarderer mig med hjerte emojis, så det er med andre ord ikke manglende kærlighed, der er primus motor for det grimme sprog. Det er der bare. Det kan jeg gøre med hende, fordi jeg ved, at hun ikke misforstår det og vice versa.

Og her kommer pointen - at fucking last - kan vi ikke blive enige om, at når man er i det offentlige rum, så husker man det? Altså at man er i det offentlige rum? For folk må gøre, hvad de vil og tale til og med hinanden, som de vil. Indenfor hjemmets fire vægge, må de. Så det siger vi lige, at vi husker. Tak. Indsæt smiley.

søndag den 14. september 2014

Tak til Ed

For nogle måneder siden formåede jeg at sætte ord på en diffus følelse, der har feset rundt indeni i alt for lang tid. Der er ikke noget galt i at være lidt langsom... Følelsen af gerne at ville blive til noget, men ikke vide, hvad dette noget skal være, ikke helt turde indrømme at være i besiddelse af et sådant storhedsvanvid og slet ikke turde tro på, at det kan blive til noget.

I forbindelse med Ed Sheerans udgivelse af hans andet album i juni i år, fik jeg en åbenbaring tanke. Blev forelsket i den rødhårede brite all over again, og hørte albummet cirka 35 gange på en uge. Måske min nabo var/er træt af mig? Jeg blev ramt af en yderst smålig jalousi over, at Ed er mere succesfuld end jeg nogensinde bliver (små slag, har hverken ambitioner om eller lyst til eller talent, der rækker til det niveau) og han er fandme yngre. Den lille skiderik. Gik så i trance over, hvor mange andre jævnaldrende - og yngre - kunstnere, der er derude. Fik en barnlig stikken i hjertet over, at jeg til stadighed intet har udrettet - at jeg ikke er typen, der som sekstenårig flyttede til en metropolis og levede af vingummibamser i tre måneder for at slå igennem som musiker. Hvis man lige tager det faktum, at jeg er blottet for musikalitet, ud af ligningen. At jeg ikke har haft en passion, jeg har kæmpet for. Jeg kom så til at tænke på "Girls", hvor Booth Jonathan siger til Marnie, at han elsker, når unge mennesker opgiver deres drømme i det selvsamme øjeblik, hvor de møder en smule modstand. Med ironisk distance, hvis nogen skulle være i tvivl. Måske er Dansken underlagt Jante i så udpræget grad, at vi ikke tør tro på os selv, medmindre vi har en autoritet i ryggen, der siger, at det er godt nok. But then again; måske er det fordi talentprogrammerne har skræmt de fleste fornuftige mennesker fra vid og sans - næ du, jeg skal fandme ikke stå på en scene og synge "Amazing Grace" med Etta Cameron på nethinden, for kun at få afsløret, at det på en god dag max ville kunne svinge sig op til halvanstændig karaoke på Sherlock Holmes blandt fulde folk. Nej tak.

Men tilbage til Ed. Nu har jeg jo ikke haft fornøjelsen af at drikke en sjus med drengen, men jeg har sådan på fornemmeren, at han over en håndbajer ville kunne fortælle, at han har arbejdet for det der succes. 

Og det her skriveri, ægge osse? Det er en passion. Det er min. Og dét har taget mig årevis at erkende/acceptere/indse. Det er det, jeg vil. Så enkelt og så svært. Min dansklærer i folkeskolen mente, at jeg havde talent, og i upassende mange år har jeg taget den sætning og den cadeaux frem og varmet mig på den. Jeg har bare ikke liiiige fået gjort noget ved det - det sikre kort er at undlade at handle på det, for så kan man sidde som en gammel bitterfisse og udbasunere, at man jo havde talentet. Fortrydelse er så bittert, og hvis jeg kan undgå den følelse, vil jeg. Indtil videre er det bare mig, der skal tro på det. Tro på, at jeg er god nok. Til at der er folk, der gider læse skidtet. Det er en reel risiko, at mit talent ikke rækker til andet end løjerlige mails og lister på bloggen. Dét finder jeg kun ud ved at prøve. Måske brister det, måske bærer det. Håber inderligt på det sidste. Men i det mindste kommer jeg ikke til at sidde og tænke "hvad nu hvis". Hvis og hvis, min røv er spids.

lørdag den 13. september 2014

Hadelisten

  • Haiku digte.
  • Konceptet coaching.
  • Konceptet latter coaching. Hvis man har brug for det, hænger man simpelthen ud med alt for kedelige typer. 
  • Mennesker der går ind i bussen/toget, inden man er gået ud. Lad. Nu. Være. 
  • At efterårsmoden dikterer noget, der giver uhyggelige 90'er flashbacks. Pænt nej tak. 
  • Det faktum, at der tilsyneladende er erklæret krig imod mælkechokolade. 
  • Samtlige bakker i Århus. Altså når man skal op ad dem. 
  • Når jeg er nødt til at forklare mine jokes. 

tirsdag den 2. september 2014

Jamen hej september, kom du lige forbi?

Plussiden af sommeren 2014:

  • En tre måneders undskyldning for at spise is i tenderende klamme mængder.
  • P.A.R.I.S.
  • Ikke at give en fuck til Nik & Jay koncert i bøgeskoven. 
  • Lejlighed. Lille, men min. Og cykelafstand til bedste ven. 
  • Et temmelig perfekt bryllup i dobbelt A. 
  • At yngste nevø nu siger "mosdi". Mosdi er stolt og der kan skæres tykke skiver af stoltheden over begge - helt objektivt de smukkeste - drenge. In das ganze welt. 
  • NorthSide festival. Mit festival cherry blev poppet. Med maner (og øl) blev det poppet. OG jeg har stadig et billede af mig og Nathan Maxwell, og JA jeg viser det stadig stolt frem. 
  • Jeg har langt om længe fået set noget Mad Men (fordi jeg er og bliver en langsom padde) og jeg er fan! John Slattery - ja tak, ja tak, oooog ja tak!
  • AU har endnu ikke opdaget, at jeg er fuldstændig sindssyg og har derfor budt mig velkommen tilbage.

Minussiden:

  • Jeg har slet ikke spist nok is. 
  • Min privatøkonomi. Alias Grækenlands bruttonationalprodukt. 
  • Har været lidt for bevidst om, hvordan livet så ud for et år siden. 2013 var legen-wait-for-it-dary. 2014 not so much. Satser på, at 2015 kommer til at sparke noget seriøst nummi. 
  • At jeg ikke én eneste gang har været ude at bade. Hvilket hænger sammen med:
  • At jeg primært har været buret inde på et hotel h.e.l.e. sommeren. Hvorfor jeg allerede nu har bestemt, hvad der skal ske næste sommer. Dét bliver fedt - og så er det jo heldigt, at det er liiige om hjørnet. Eller noget. 
  • Jeg har siddet indenfor og set Mad Men. Om sommeren. Armen for helvede altså. 
  • Jeg skal så starte på AU. Bum bum bum. Status følger.