søndag den 14. september 2014

Tak til Ed

For nogle måneder siden formåede jeg at sætte ord på en diffus følelse, der har feset rundt indeni i alt for lang tid. Der er ikke noget galt i at være lidt langsom... Følelsen af gerne at ville blive til noget, men ikke vide, hvad dette noget skal være, ikke helt turde indrømme at være i besiddelse af et sådant storhedsvanvid og slet ikke turde tro på, at det kan blive til noget.

I forbindelse med Ed Sheerans udgivelse af hans andet album i juni i år, fik jeg en åbenbaring tanke. Blev forelsket i den rødhårede brite all over again, og hørte albummet cirka 35 gange på en uge. Måske min nabo var/er træt af mig? Jeg blev ramt af en yderst smålig jalousi over, at Ed er mere succesfuld end jeg nogensinde bliver (små slag, har hverken ambitioner om eller lyst til eller talent, der rækker til det niveau) og han er fandme yngre. Den lille skiderik. Gik så i trance over, hvor mange andre jævnaldrende - og yngre - kunstnere, der er derude. Fik en barnlig stikken i hjertet over, at jeg til stadighed intet har udrettet - at jeg ikke er typen, der som sekstenårig flyttede til en metropolis og levede af vingummibamser i tre måneder for at slå igennem som musiker. Hvis man lige tager det faktum, at jeg er blottet for musikalitet, ud af ligningen. At jeg ikke har haft en passion, jeg har kæmpet for. Jeg kom så til at tænke på "Girls", hvor Booth Jonathan siger til Marnie, at han elsker, når unge mennesker opgiver deres drømme i det selvsamme øjeblik, hvor de møder en smule modstand. Med ironisk distance, hvis nogen skulle være i tvivl. Måske er Dansken underlagt Jante i så udpræget grad, at vi ikke tør tro på os selv, medmindre vi har en autoritet i ryggen, der siger, at det er godt nok. But then again; måske er det fordi talentprogrammerne har skræmt de fleste fornuftige mennesker fra vid og sans - næ du, jeg skal fandme ikke stå på en scene og synge "Amazing Grace" med Etta Cameron på nethinden, for kun at få afsløret, at det på en god dag max ville kunne svinge sig op til halvanstændig karaoke på Sherlock Holmes blandt fulde folk. Nej tak.

Men tilbage til Ed. Nu har jeg jo ikke haft fornøjelsen af at drikke en sjus med drengen, men jeg har sådan på fornemmeren, at han over en håndbajer ville kunne fortælle, at han har arbejdet for det der succes. 

Og det her skriveri, ægge osse? Det er en passion. Det er min. Og dét har taget mig årevis at erkende/acceptere/indse. Det er det, jeg vil. Så enkelt og så svært. Min dansklærer i folkeskolen mente, at jeg havde talent, og i upassende mange år har jeg taget den sætning og den cadeaux frem og varmet mig på den. Jeg har bare ikke liiiige fået gjort noget ved det - det sikre kort er at undlade at handle på det, for så kan man sidde som en gammel bitterfisse og udbasunere, at man jo havde talentet. Fortrydelse er så bittert, og hvis jeg kan undgå den følelse, vil jeg. Indtil videre er det bare mig, der skal tro på det. Tro på, at jeg er god nok. Til at der er folk, der gider læse skidtet. Det er en reel risiko, at mit talent ikke rækker til andet end løjerlige mails og lister på bloggen. Dét finder jeg kun ud ved at prøve. Måske brister det, måske bærer det. Håber inderligt på det sidste. Men i det mindste kommer jeg ikke til at sidde og tænke "hvad nu hvis". Hvis og hvis, min røv er spids.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar