fredag den 26. september 2014

Vi - de uciviliserede

Tidligere på ugen læste jeg en tekst af Michel Foucault, der omhandler seksualitetens historie. Noget af det mere saftige læsestof, AU har budt på. Mandens pointe er, at seksualitet er blevet tabubelagt via en kulturel konstruktion. Der var åbenbart engang i de glade dage, hvor man duskede og talte åbent om det, men så kom den selvudnævnte kulturelite og besluttede, at det der sex var noget gris og kun skulle hænges op på reproduktion. Jeg er sikker på, at forelæseren ikke ville opsummere teksten således, men så fuck fuck da. Det er interessant, fordi jeg jo i udgangspunktet synes, at folk skal have lov til at være nøjagtig, som de har lyst til, og at bevidste tiltag om at ændre naturlige processer, såsom at undertrykke seksualitet, er noget værre pis.
Det stritter i mig, når folk taler om udviklingsstigen - den gamle model var, at de sorte negermænd skulle civiliseres og blive engelske fine mænd, der drak te og havde potensproblemer. Efter min mening er den moderne version, at alle skal have demokrati, fordi det er så åbenlyst fantastisk. For alle. I do not like. And I do not agree.

Den indre hippie i mig synes virkelig, at man skal have bruge et års forbrug af eyeliner på en uge, hvis det giver mening, at man skal tage balkjole på til forelæsning og have en modeblog, hvis det gør en happy. Mennesker må, efter min mening, se ud som de vil. Jeg siger ikke, jeg er så moderne, at jeg altid forstår det, men det er jo for helvede heller ikke altid meningen med et statement. Men men men, så er der konceptet opførsel. Det er lidt sværere, for der har vi sjældent samme mening om, hvad der reelt er god opførsel, og hvad man kan tillade sig. Et punkt hvor man må sige, at jeg er umådeligt gammeldags. Jeg er glad for, at mange af de gamle normer er blevet kastet ad helvede til. Blandt andet fordi jeg ikke passer godt ind i kvinder-og-børn-skal-ses-og-ikke-høres kategorien. Og fordi jeg nu er nået så langt i Mad Men, at jeg kan se, man ikke bliver et harmonisk menneske af at undertrykke sine følelser. Og jeg vil have lov til at snakke om løntrin, om pikkemænd og patter, om first world problems og alt derimellem. MEN. Hvor blev høfligheden af?

Jeg synes, der vandrer urimeligt mange uhøflige folk rundt derude. Og jeg forstår det ikke.

Er vi enige om, at man sgu da for ind i helvede ikke siger til et menneske, der lige har afsløret, at hun håber at komme ind til politiet, at politiet er noget lort, at de ikke gør noget for folks sikkerhed og at hele konceptet bør afskaffes? Man er natürlich i sin gode ret til at mene det. Og nej, jeg er ikke tilhænger af at gå og smålyve hele tiden, men hvilket formål tjener det at udbasunere det? Måske er det retorikken i det, der gør mig sur. For havde den dumme bare spurgt min veninde, hvad hun tænkte om magtens tredeling, eventuel korruption eller hvad fanden ved jeg, havde det givet lidt mere mening. Så havde hun nemlig bevæget sig ind i det felt, hvor man udtrykker interesse i sine medmennesker, selvom man ikke umiddelbart forstår dem. Det kunne man måske så komme til. Hvis man havde lidt pli.

Er vi så ikke også enige om, at man ikke siger til et menneske - på fucking Facebook - at hun skal klappe hesten? Når man ikke kender hende. Det bliver nemlig rigtig farligt, når det er skriftsprog, der kommunikeres via. Fordi! Man kan ikke aflæse kropssprog, toneleje, mimik. De der ting, der fortæller en om, man er på hadelisten sammen med Stalin, Hitler og Mussolini eller om man bare taler med en ægte randrusianer.

Jeg bliver harm, når et menneske ikke giver hånd, første gang man mødes. Altså ikke hvis man er på festival, men da det skete hjemme i nogens lejlighed, at jeg stak lappen frem og sagde "Hej, jeg hedder Isabella", og manden kiggede på min hånd og gik. Han er muligvis genert, men det må han sgu komme sig over. Og fnysende arrig, når det ret jævnligt sker på hotellet, at utilfredse gæster lige får smidt af sted, at de synes, jeg er en kælling/luder/idiot/nar-der-ikke-fatter-noget. Hvad sker der oven i hovedet på voksne mennesker; at de kan få sig selv til det? Jeg troede, at man slap af med de typer i folkeskolen. Jeg er helt med på, at mennesker kun er mennesker, og kan blive presset til grænsen, og at man nogle gange bare ikke kan rumme mere. Men altså vi snakker det normale leverpostejsliv i Midtjylland. Der er jo ikke just terrorrisiko eller syreregnsfare. Det er mere i der-manglede-et-håndklæde-på-værelset-så-nu-går-jeg-besærk-på-dig genren.

Jeg synes, det er så lidt, der skal til. Lige tage høretelefonerne af, når man står i køen i supermarkedet, så man kan sige pænt goddag og tak for byttepengene til den søde unge pige, der sidder ved kassen i ulvetimen på en goddamn mandag. Hvor meget kræver det? Når man står i Matas og bliver bombarderet med påtvungne salgstaler om mersalg, siger man da ikke bare "nej". Det hedder sgu da "nej tak".

I bund og grund handler det om manglende respekt. Måske overreagerer jeg (selvom det ville være *første* gang), men det er, i mine øjne, den ultimative måde at formidle, hvor pisseligeglad man er med sin omverden. Og jeg synes, det er usmageligt. Respektløst. Uhøfligt!

Jeg bander rigtig meget. Fandme. Og jeg har et, lad os sige fantasifuldt, ordforråd. Jeg elsker at lege med sproget, og synes det er fedt, at man kan. En af mine gode veninder, Charlotte, og jeg taler som havnearbejdere til hinanden. Der bliver sagt "luk røven", "hold kæft", og "klamme kælling" i stride strømme. Men lige præcis med Charlotte er det okay, for vi har begge to sat vores navne på den stiplede linje på kontrakten Vores Indbyrdes Sprog, og ved, hvad der i virkeligheden menes. Hun er så også typen, der skriver "babe" fire gange i én sms og bombarderer mig med hjerte emojis, så det er med andre ord ikke manglende kærlighed, der er primus motor for det grimme sprog. Det er der bare. Det kan jeg gøre med hende, fordi jeg ved, at hun ikke misforstår det og vice versa.

Og her kommer pointen - at fucking last - kan vi ikke blive enige om, at når man er i det offentlige rum, så husker man det? Altså at man er i det offentlige rum? For folk må gøre, hvad de vil og tale til og med hinanden, som de vil. Indenfor hjemmets fire vægge, må de. Så det siger vi lige, at vi husker. Tak. Indsæt smiley.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar