fredag den 31. oktober 2014

Noget om militæret, sexede sygeplejersker og kyllingekostumer

Dengang jeg overvejede, om jeg skulle gøre militærkarriere (oh yes, I did), var jeg til Forsvarets Dag For Kvinder, hvor en smuk ung sergent fortalte om netop det at være kvinde i en citat mandsdomineret verden citat slut. Hun fortalte, at hun under sin udstationering i Afghanistan, havde besluttet, at hun ikke ville gå rundt i lejren i hotpants og sports-bh. Med begrundelsen, at hendes mandlige kollegaer ellers ikke ville kunne tage hende seriøst, når de arbejdede. Dét er sgu da at nedgradere mænds intelligens. De der mænd er ikke fuldkomne idioter, jo. Men fred være med det.

For der er utvivlsomt nogle usagte regler for, hvad kvinder kan have på uden at blive citat sexsymboler citat slut. Her kommer Halloween ind i billedet, for på denne dag findes der to typer piger:

  1. Dem der er klædt ud som sultanen fra Aladdin, en kylling, en ko, en abe, en hund, en kanin (og her snakker vi store kostumer og ikke bare et par dyreører, badedragt og netstrømper), Frankensteins brud. 
  2. Dem der er klædt ud som sexet sygeplejerske/lærer/stewardesse.

Og jeg har aldrig rigtigt fattet det. Men det er måske fordi, jeg tilhører kategori 1 og slet ikke ville kunne administrere at være klædt ud som sygeplejerske i en kjole, der lader til at have mistet sin underdel. Og har samme mængde syntetisk polyester som en mikrofiberklud. Og fordi jeg ved, at de rigtige sygeplejersker (som min storesøster) er dem, der passer os, når vi er syge, er med til at redde vores liv og går i gummisko, hvide skjorter med trykknapper og bukser med elastik.

Der er ingen, der skal bestemme, om det er mere okay at klæde sig ud som Jack Sparrow, end det er at være en slutty Elizabeth Swan. Jeg synes bare, det er lidt fjollet, at Halloween og fastelavn er blevet pigers fripas til at kunne klæde sig ud som ludere uden at blive dømt på det. De piger, der har en fest med at være klædt ud i next to nothing skal endelig bare give den gas. Femi-Lene her synes jo bare, at det er så helt utroligt vigtigt, at de gør det for deres egen skyld. At man ikke klæder sig ud som en billigere udgave af sig selv, fordi man tror, det er det Y-kromosomerne vil have. Og hvis Y-kromosomerne siger, at det er det, de vil have, er det ganske enkelt de forkerte Y-kromosomer, man bruger sin tid på.

I øvrigt er det unødvendigt. Og for mig at se for meget af det gode. Sexappeal er lækkert, når det er underspillet. Det frække forsvinder, hvis det hele ligger der på sølvfadet uden overraskelser. For helt ærligt. Ved de fleste af os (piger, altså) ikke godt, hvordan vi skal worke øjenvipperne, håret, berøringerne, nå ja, brysterne for at få opmærksomhed, hvis vi vil have den? I think so. Og det behøver altså virkelig ikke involvere en vandfaldskjole med kig til navlen, ryggen, armene og ballekanten, hvis man bukker sig forover. In my book, er de allermest sexede kvinder altså sjældent dem, hvor der ligger en sammenrullet tennissok i hver bh-skål og en neonfarvet g-streng, der sidder et sted oppe omkring fjerde ryghvirvel. Det er dem, der har selvtilliden. Dem der vil skide på, hvad moden dikterer. Dem der fucking owner deres seksualitet.

Og jeg har faktisk en veninde, der har scoret iført kyllingekostume, og for den achievement bukker jeg mig dybt i scorestøvet.

Glædelig Halloween.

søndag den 26. oktober 2014

"Manifestet af vores fucked-up fremtider"

Jeg hader indædt den type mennesker, der altid tror, at græsset er smukt, lysegrønt og som en kattekillings øre at betræde på den anden side af parcelhegnet. Det er til at brække sig over. Det er til at tequilabrække sig over. Men øhm. Jeg kan godt se, at jeg nogle gange selv har det sådan. Og det er jeg ikke stolt af. For jeg vil jo ikke være den slags menneske, der forsømmer den lille lykke, mens hun venter på den store.

For nogle måneder siden var jeg sammen med gode gamle drengeven N, som er blevet færdiguddannet og scoret sig et fuldtidsjob, hvor han til dels skal arbejde med det, han er uddannet til. Fint startjob, men jeg kunne godt høre på ham, at "living the dream" måske ikke var den oneliner han ville sætte på livets status. Hvorfor vi naturligvis forfattede et manifest (det er mest bare et dokument, men manifest lyder markant bedre). Essensen deri er, at jeg skal sparke N meget hårdt i røven, hvis han ikke har rykket sig karrieremæssigt om to år. For mit vedkommende blev der opstillet to scenarier for, hvordan livet ser ud om to år. Scenarie A er at være i besiddelse af en kandidatgrad fra AU, at bo i dobbelt A South, formegentlig at leve dagpengelivet (jegeraldrignegativ). Ret meget status quo. Scenarie B er at være skredet fra a.l.t., rejse rundt i Mellemøsten og kun gå rundt i flagrende kjoler og store øreringe, været lesbisk i en periode, drukket meget absinth og fået mindst en tatovering. 

Problemet her er, at jeg synes, scenarie B lyder uendeligt meget sjovere end A. Jeg ved godt, at jeg romantiserer det at rejse. Men det til trods synes jeg stadig, at første scenarie lyder lidt for kedeligt, lidt for normalt. Til en sær snegl som mig.

Den dårlige smag i munden har en kraftig aroma, for jeg har fuldstændig aktivt valgt samtlige komponenter i A-scenariet; det er det, jeg har gået og sukket efter. En normal og forudsigelig hverdag. Nu hvor jeg sidder her, er forelskelsen aftaget betydeligt. Det er fandme dumt. Min gamle gymnaiseveninde sendte mig for en slat tid siden en Kim Larsen tekst, fordi den minder hende om mig (indsæt "nååååårh!"). Hvileløse Hjerte. Når jeg udlever udlængslen, savner jeg alt det trygge herhjemme, og efter en måneds tid herhjemme er rejsefeberen igen oppe over de 40 grader. På mange måder meget frustrerende. Fordi jeg sjældent synes, den (altså livet) er helt i vinkel. Jeg er typen, der er bange for at vågne om 30 år og ikke have opnået noget som helst, fordi livet ligesom bare passerede. Med mig som passager. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver rigtig tilfreds. Fortrydelse er noget af det værste, men endnu værre er fortrydelse med bekvemmelighed som primus motor. Det ville være det nemmeste i verden at bare blive her. At lade livet gå, for det gør det jo. Bare at lade det stå til og så vågne en dag og være tvunget til at erkende, at nu er skibet sejlet. Mens man selv er ved at undersøge, hvordan man kommer til havnen.

Men hvad så? Måske skal jeg bare acceptere det som et livsvilkår? Permanent skizofreni og fucked-up-ness. Måske skal jeg tvinge mig selv til at blive i det normale. Måske skal jeg skide på det hele og rejse min vej. Måske skal jeg brænde manifestet.

Foreløbig er den forkromede plan at storevaluere til jul. Fordi jeg godt ved, at jeg er nødt til at give det såkaldt normale liv en fair chance. Og hvis klaveret stadig lyder som en søløve i brunst til den søde, tykke hyggetid, så må og skal der ske ting og sager. Og hvis klaveret lyder som Vivaldis forårssymfoni, så er vi fandme på helt, helt rette vej.

Ellers køber jeg en krystalkugle. 

torsdag den 23. oktober 2014

Hvis vi nu spørger rigtig pænt


  • Kan vi få genindført, at mænd går med hat? Kasket og bøllehat tæller ikke.
  • Kan vi få afskaffet David Letterman?
  • Kan vi få et forbud mod "Vild med dans"?
  • Kan vi få lov til at snakke om noget andet end "1864"?
  • Kan vi få Netto til at forstå, at der for helvede ikke er nogen, der køber julepynt i ok-tob-er. Håber jeg. 
  • Kan vi få bagedyst-folket til at forstå, at vi andre er pisseligeglade. På marcipan/fondant-måden.
  • Kan vi få breve fra Kollegiekontoret, der er til at forstå?
  • Kan vi få lov til at skide på DR's licens? Ikke bogstaveligt talt. 
  • Kan vi få noget mere sjov i gaden, for helvede!

tirsdag den 21. oktober 2014

24

Mærkedage har jeg altid været mega fan af - fødselsdage, jubilæer, helligdage og generelle markeringer af store begivenheder, elsker jeg. Og jeg glæder mig i månederne op til, tæller dage, planlægger. Fordi det er noget særligt, og man må gakke helt ud og gøre de ting, man ikke gør i hverdagene. Og fordi de altid gør mig nostalgisk. Mærkedage er sådan en glimrende målestok; pludselig bliver det ret tydeligt, hvad der er sket på et år. Og forfuckogindihelvede hvor har det været et Skodsborgs-år. Mit 23. år. For en måneds tid siden, spurgte min mor om vi skulle holde min fødselsdag hjemme i Randers. Og jeg sagde nej. Fordi jeg ikke kunne. Familiekonstellationen med boller, pølsehorn og lagkage er skøn, men det ville for mig være alt for tydeligt, hvem der mangler. Min morfar, min mormor og min faster Anna. Jeg savner dem alle tre hjerteskærende meget, og jeg. Kan. Ikke. Lide at de ikke er her. På noget tidspunkt af året, men lige i går var det lidt sværere. Fordi de plejer at ringe. Og sende et kort. Og fortælle mig, at jeg er ung og har hele livet foran mig. Og fordi min morfar plejer at give mig sæsonens sidste røde rose fra haven. Og fordi min mormor plejer at sige "Det er godt nok, Bella". Fordi Faster Anna plejer at komme en time tidligere end alle de andre gæster, og hjælpe med at dække bord. Jeg savner dem sådan - helt ind i hjertekulen, hvor der er allerdybest, allermørkest og hvor jeg ingen panser har - ingen vittigheder, ingen smart-i-en-fart-bemærkninger. Der hvor der kun er sårbarhed og ærlighed.

Jeg er typen, der tror på gode år og dårlige år. Et godt stykke inde i mine teenageår troede jeg sågar på, at man havde syv års lykke efterfulgt af syv års ulykke og så videre og så videre. Ja, det er lommefilosofi. Og lommeuld. Jeg kan med mit hoved godt regne ud, at det nok ikke helt passer. Og så alligevel. 22 var eminent. 23 har været forvirrende, sorgfyldt og lortet. Jeg har store forventninger til 24 - håber sådan, at brikkerne kommer til at falde på plads, og at det færdige puslespil kommer til at have et motiv, jeg kan lide at se på.

I går fyldte jeg 24 og lod derfor lade min altoverskyggende skepsis hvile for en stund. Og ved I hvad? I går formiddags havde jeg en stille stund hjemme ved mig selv, hvor jeg filosoferede lidt over, hvad 24 kommer til at bringe. Jeg aner det ikke. Måske flytter jeg til London, måske bliver jeg på universitetet, måske gør jeg noget tredje. Det er skræmmende. Helt vildt skræmmende. Men også lidt fedt. Og jeg håber, at 24 bliver bedre end 23. At der falder ro på drengen (den dreng er mig); helst ikke i fysisk henseende, jeg vil ikke slå mig ned. Men ro inde i hovedet ville være en god ting.
Tillad mig at citere Nik & Jay: "Det er ligemeget hvad dagen bringer. Ligemeget hvor rejsen ender. Bare jeg har drømmene med mig". Og det har jeg. Drømme og håb i overflod. Akkompagneret af ét stensikkert faktum. Der er lige så sikkert som, at roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er sikkert ligeså. Og det er, at jeg er heldig. Jeg er omgivet af mennesker, der kun ønsker mig det allerbedste, og som al. tid. er der uanset hvad. Når jeg får endnu en sindssyg ide, såsom at jeg da skal bosætte mig i Uzbekistan eller at jeg da skal leve af at skrive. Eller whatever. Ja, det er sentimentalt og romantisk. Men sandt. Og jeg havde fødselsdag i går, så jeg må godt være sentimental og romantisk. Jeg havde den bedste fødselsdag i går med de bedste mennesker! En af de dage, man har en lille frygt for bliver skuffende, fordi man har glædet sig for evigt - men som så i stedet for blæser en fuldstændig bagover. En dag fyldt med kærlighed, glæde og grin. Jeg er glad, glad, glad. Og 24 år! Fucking hurra!

fredag den 17. oktober 2014

Medpassager

Listen over de mænd, jeg skal giftes med er lang. Og det er noget af et paradoks, for jeg vil ikke giftes. Men listen inkluderer desuagtet Huxi Bach, Jonatan Spang, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Michael Falch, Joseph Gordon-Levitt og Thure Lindhardt. Og Nicklas, når vi bliver 35. Jeg vil godt indrømme, at bryllupsplanlægningen er lagt lidt på is i samtlige *forhold*. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige. Derfor er det jo vanvittig smart, at jeg har fundet en ny mand. Manden. Den mand hedder Mike. Måske du kender ham som Passenger. Han er brite (ja tak, blev der sagt), han har fuldskæg, han er splejset, og jeg er forelsket.

I tirsdags havde jeg, sammen med 2000 andre mennesker, fornøjelsen af at lytte til den dejlige skabning, da han gav koncert i Falconer. Det var min fødselsdagsgave til mig selv, og jeg er fandme en god gavegiver. Det var den smukkeste, mest sjælelige, mest skrøbelige koncert, jeg umiddelbart kan komme i tanker om. En mand og hans guitar. Jeg er solgt til stanglakrids. Og så lige dér, da linjen "Everyone's filling me up with noise. I don't know what they're talking about" strømmede ud af ham, overgav jeg mig fuldstændigt og uden forbehold og fandt således mig selv grædende på trægulvet i Falconer. For det er netop det, kunst, i enhver form, kan. Det kan fremkalde følelser - og nogle gange dem, man ikke selv kan finde ud af at italesætte. Alle mine frustrationer, al min tvivl om universitet og alt det, der har været så pisselortepikke hårdt i den sidste tid findes i den sætning. Ja, det lyder romantisk og som en voiceover i endnu en Hollywood produceret film om låååve. Men jeg er da ligeglad. Fordi; for en stund gav det hele mening, og det eneste jeg havde brug for var, at han aldrig ville holde med at synge. Det håber jeg stadig.

tirsdag den 7. oktober 2014

Overdreven brug af ordet 'venner'

Som resultat af de mange vielser i år, har jeg tænkt en del over gæstelister. Hold nu maule, det er et emne, hvor man kan brænde sit lys i begge ender. Det er potentielt brandfarligt materiale, for har man egentlig den samme opfattelse som sine venner af, hvor gode venner man er? Hvem skal "kun" med til reception, hvem forventer man holder tale, hvem har man følt sig nødsaget til at invitere, og hvem ville man ikke kunne forestille sig en bryllupsdag uden - altså hvis vi lige ser bort fra den person, man nu skal giftes med. Hvor er hun dog skarpsindig.
Nu har jeg jo ikke noget behov for at skulle giftes, hvilket min civilstatus taget i betragtning, er utrolig heldigt. Men jeg har alligevel tænkt over, hvor screwed jeg ville være, hvis jeg stod i den situation, at jeg skulle producere et styks gæsteliste til mit bryllup. Eller bare en stor fest. Lidt samme abstrakte problem, som når *man* forestiller sig, at *man* vinder i lotto. Og hvad skal *man* så bruge alle de der millioner på. Ja, det er store spørgsmål, jeg arbejder med.

I takt med at alderen bliver højere, ekspanderer omgangskredsen ligeledes. Helt logisk i og med, at man, jo ældre man er, har mødt flere og flere mennesker og været igennem mange af de sociale grupperinger, hvor man ofte møder nye venner. Det betyder så også bare, at man måske har flere mennesker i ens omgangskreds end hvad man reelt har tid til. Et luksusproblem på mange måder, ja, men alligevel et tema, der har været tilbagevendende blandt min omgangskreds en rum tid.

En ganske stor del af min barndom var jeg i seriøst venneunderskud og bliver derfor måske lidt for socialt liderlig, når der er nye venskaber i sigte. Selvom jeg er et asocialt røvhul, er jeg også megafan af mennesker - jeg bliver meget nemt fascineret, og synes det er fantastisk at køre den ind med personligt og mentalt arkæologisk pillearbejde. Og så synes jeg der er noget enormt lærerigt i at have mange forskellige venner - mine venner har jeg samlet op diverse steder på livets landevej, og der er selvsagt ikke to, der er ens, eller sågar minder om hinanden. Og dét er fedt, for jo bredere vennepenslen er, jo flere farver kommer der på livet. Sammen med visdom og forståelse. Ja tak til det. Jeg har derfor også haft overordentligt svært ved at acceptere, at ligesåvel som nye dejlige mennesker træder ind i entreen af ens liv, er der nogle, der går deres vej. Nogle gange siver de elegant væk, og andre gange bliver der smækket med døren, så hele opgangen runger.

Første gang jeg oplevede det, gik jeg i folkeskole. Fordi det er der, det sner. Min allerbedste veninde i heeeele verden hed Katrine og lige pludselig en dag, så jeg hende bare ikke mere. Hun svarede ikke på de sms'er jeg tæppebombede hende med fra min Nokia 3210i, tog ikke telefonen, når jeg ringede og jeg fandt aldrig ud af, hvad fanden, der skete. Retrospektivt skulle jeg have haft større nosser og tvunget hende til at snakke med mig; i det mindste så hun kunne fortælle mig, at hun ikke ville snakke med mig. Men med et mindreværdskompleks på størrelse med Fyn turde jeg ikke - jeg var fuldstændig overbevist om, at hun blot havde gennemskuet, at jeg var frygtelig kedelig og ikke hende værdig. Så jeg lod det ligge.

Klokken slog, tiden gik, jeg blev ældre, fik nye venner. Andre venner. Gode venner. I gymnasiet, blandt andet. Som jeg i dag aldrig taler med. Og det kan jeg indimellem godt blive enormt ærgerlig over. For det var nogle skønne damer piger, som jeg delte mine allermest intime tanker og drømme med. Men vi er citat vokset fra hinanden citat slut. Jeg har ikke det fjerneste begreb, om hvor de befinder sig. De kan jo fandme have købt et nedlagt landbrug, blevet færdiguddannede, have født et, to, tre børn, eller været i krig i Mellemøsten uden, at jeg ville ane det. Og det er ærgerligt, ja. Men helt sikkert også naturligt. Havde jeg villet dem nok, og omvendt, havde vi jo prioriteret hinanden. Begge parter har taget en mere eller mindre aktiv beslutning om ikke at prioritere hinanden og kanalisere energien andetsteds hen. Og det er faktisk okay. Jeg har intet andet end kærlighed, bred karse og dejlige, dejlige minder tilovers for dem og om dem. Så i stedet for at blive ved med at begræde, at de mennesker, der engang udgjorde hele mit verdensbillede nu er blevet perifære statister i mit liv, vil jeg forsøge at glæde mig over, at vi havde hinanden, da behovet var der. At vi var en del af hinandens hverdag, da det gav mening.

Min moster Majberg skrev engang i min poesibog, for selv-føl-ge-lig havde jeg sådan en, at gode venskaber holder hele livet, hvis man passer dem ordentligt, omend en kende mere poetisk formuleret. Det tror jeg på. Fuldstændigt. Jeg tror personligt også på, at der er ret skarpe grænser for, hvor tætte venner man kan være, når der går år imellem, at man ses. Det kan så diskuteres, om intimitet er en forudsætning for at være venner. Fisk. Det ved jeg ikke, det kommer an på, hvem man spørger. Men dette er jo umiddelbart min blog og dennes enevældige hersker synes sgu egentlig, at det er en forudsætning. Dengang vennebøger var topmoderne - ligesom poesibøger - var det nærmest dybdeborende journalistik, når offeret skulle svare på spørgsmål som øjenfarve, hårfarve (fordi Dansk Blindesamfund åbenbart er en ret stor målgruppe for den slags), og yndlingstal. Cirka samme tid som Katrine var min tro væbner, gik jeg meget op i at vide disse ting om folkene omkring mig. Det er jeg i dag fullastalla ligeglad med. Nu jeg tænker over det, har jeg ikke noget der minder om en fornemmelse af, hvad min bedste venindes yndlingstal er (hvem fanden har også sådan et?!). Men det er sgu ligemeget, for jeg ved nøjagtig, hvilke velmenende kommentarer, der kan gøre hende helt ulykkelig, hvad hun mener om utroskab, og hvad vi skal lave i London (baby!). Jeg kender hende. Ergo er det da pisseligegyldigt om, hun synes ottetallet ligger markant bedre i munden end alle andre tal derude.

P.t. er jeg så priviligeret, at mine allertætteste veninder bor i samme by som mig, og jeg har fuldstændig styr på, hvornår de skal til svigermors fødselsdag, hvornår de er i praktik, på arbejde, og er på dates. Jeg kan også informere dem om knaldtilbud i Føtex på deres yndlingsshampoo og dele ligegyldig info, som eksempelvis mængden af nyindkøbt yndlingsshampoo i mit badeværelsesskab, med dem. Så intimt behøver det naturligvis ikke være. Aber dabei.  Når tidligere tætte veninder ryger ud i periferien, synes jeg, at venskabet af åbenlyse årsager mister sin gnist, sit formål og sin ægthed. Selvfølgelig kan man godt mødes og drikke en kop kaffe i ny og næ - men de gange jeg har sagt ja til det, har det været enormt kunstigt. Så sidder man der og skal på komprimeret tid opsummere de store ting i livet, hvorfor det i turbofart bliver en vennebogs-gennemgang af civilstatus, studie/job, generelt velbefindende og som regel en lille tur ned ad Mindernes Boulevard, eller Barndommens Gade, om man vil. Det synes jeg ikke, der er nogen grund til. Jeg synes ikke, man skal tvinge sig selv til at fremkalde en relation, der reelt ikke er der længere. En relation der i bedste fald bygger på minder.