tirsdag den 21. oktober 2014

24

Mærkedage har jeg altid været mega fan af - fødselsdage, jubilæer, helligdage og generelle markeringer af store begivenheder, elsker jeg. Og jeg glæder mig i månederne op til, tæller dage, planlægger. Fordi det er noget særligt, og man må gakke helt ud og gøre de ting, man ikke gør i hverdagene. Og fordi de altid gør mig nostalgisk. Mærkedage er sådan en glimrende målestok; pludselig bliver det ret tydeligt, hvad der er sket på et år. Og forfuckogindihelvede hvor har det været et Skodsborgs-år. Mit 23. år. For en måneds tid siden, spurgte min mor om vi skulle holde min fødselsdag hjemme i Randers. Og jeg sagde nej. Fordi jeg ikke kunne. Familiekonstellationen med boller, pølsehorn og lagkage er skøn, men det ville for mig være alt for tydeligt, hvem der mangler. Min morfar, min mormor og min faster Anna. Jeg savner dem alle tre hjerteskærende meget, og jeg. Kan. Ikke. Lide at de ikke er her. På noget tidspunkt af året, men lige i går var det lidt sværere. Fordi de plejer at ringe. Og sende et kort. Og fortælle mig, at jeg er ung og har hele livet foran mig. Og fordi min morfar plejer at give mig sæsonens sidste røde rose fra haven. Og fordi min mormor plejer at sige "Det er godt nok, Bella". Fordi Faster Anna plejer at komme en time tidligere end alle de andre gæster, og hjælpe med at dække bord. Jeg savner dem sådan - helt ind i hjertekulen, hvor der er allerdybest, allermørkest og hvor jeg ingen panser har - ingen vittigheder, ingen smart-i-en-fart-bemærkninger. Der hvor der kun er sårbarhed og ærlighed.

Jeg er typen, der tror på gode år og dårlige år. Et godt stykke inde i mine teenageår troede jeg sågar på, at man havde syv års lykke efterfulgt af syv års ulykke og så videre og så videre. Ja, det er lommefilosofi. Og lommeuld. Jeg kan med mit hoved godt regne ud, at det nok ikke helt passer. Og så alligevel. 22 var eminent. 23 har været forvirrende, sorgfyldt og lortet. Jeg har store forventninger til 24 - håber sådan, at brikkerne kommer til at falde på plads, og at det færdige puslespil kommer til at have et motiv, jeg kan lide at se på.

I går fyldte jeg 24 og lod derfor lade min altoverskyggende skepsis hvile for en stund. Og ved I hvad? I går formiddags havde jeg en stille stund hjemme ved mig selv, hvor jeg filosoferede lidt over, hvad 24 kommer til at bringe. Jeg aner det ikke. Måske flytter jeg til London, måske bliver jeg på universitetet, måske gør jeg noget tredje. Det er skræmmende. Helt vildt skræmmende. Men også lidt fedt. Og jeg håber, at 24 bliver bedre end 23. At der falder ro på drengen (den dreng er mig); helst ikke i fysisk henseende, jeg vil ikke slå mig ned. Men ro inde i hovedet ville være en god ting.
Tillad mig at citere Nik & Jay: "Det er ligemeget hvad dagen bringer. Ligemeget hvor rejsen ender. Bare jeg har drømmene med mig". Og det har jeg. Drømme og håb i overflod. Akkompagneret af ét stensikkert faktum. Der er lige så sikkert som, at roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er sikkert ligeså. Og det er, at jeg er heldig. Jeg er omgivet af mennesker, der kun ønsker mig det allerbedste, og som al. tid. er der uanset hvad. Når jeg får endnu en sindssyg ide, såsom at jeg da skal bosætte mig i Uzbekistan eller at jeg da skal leve af at skrive. Eller whatever. Ja, det er sentimentalt og romantisk. Men sandt. Og jeg havde fødselsdag i går, så jeg må godt være sentimental og romantisk. Jeg havde den bedste fødselsdag i går med de bedste mennesker! En af de dage, man har en lille frygt for bliver skuffende, fordi man har glædet sig for evigt - men som så i stedet for blæser en fuldstændig bagover. En dag fyldt med kærlighed, glæde og grin. Jeg er glad, glad, glad. Og 24 år! Fucking hurra!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar