søndag den 26. oktober 2014

"Manifestet af vores fucked-up fremtider"

Jeg hader indædt den type mennesker, der altid tror, at græsset er smukt, lysegrønt og som en kattekillings øre at betræde på den anden side af parcelhegnet. Det er til at brække sig over. Det er til at tequilabrække sig over. Men øhm. Jeg kan godt se, at jeg nogle gange selv har det sådan. Og det er jeg ikke stolt af. For jeg vil jo ikke være den slags menneske, der forsømmer den lille lykke, mens hun venter på den store.

For nogle måneder siden var jeg sammen med gode gamle drengeven N, som er blevet færdiguddannet og scoret sig et fuldtidsjob, hvor han til dels skal arbejde med det, han er uddannet til. Fint startjob, men jeg kunne godt høre på ham, at "living the dream" måske ikke var den oneliner han ville sætte på livets status. Hvorfor vi naturligvis forfattede et manifest (det er mest bare et dokument, men manifest lyder markant bedre). Essensen deri er, at jeg skal sparke N meget hårdt i røven, hvis han ikke har rykket sig karrieremæssigt om to år. For mit vedkommende blev der opstillet to scenarier for, hvordan livet ser ud om to år. Scenarie A er at være i besiddelse af en kandidatgrad fra AU, at bo i dobbelt A South, formegentlig at leve dagpengelivet (jegeraldrignegativ). Ret meget status quo. Scenarie B er at være skredet fra a.l.t., rejse rundt i Mellemøsten og kun gå rundt i flagrende kjoler og store øreringe, været lesbisk i en periode, drukket meget absinth og fået mindst en tatovering. 

Problemet her er, at jeg synes, scenarie B lyder uendeligt meget sjovere end A. Jeg ved godt, at jeg romantiserer det at rejse. Men det til trods synes jeg stadig, at første scenarie lyder lidt for kedeligt, lidt for normalt. Til en sær snegl som mig.

Den dårlige smag i munden har en kraftig aroma, for jeg har fuldstændig aktivt valgt samtlige komponenter i A-scenariet; det er det, jeg har gået og sukket efter. En normal og forudsigelig hverdag. Nu hvor jeg sidder her, er forelskelsen aftaget betydeligt. Det er fandme dumt. Min gamle gymnaiseveninde sendte mig for en slat tid siden en Kim Larsen tekst, fordi den minder hende om mig (indsæt "nååååårh!"). Hvileløse Hjerte. Når jeg udlever udlængslen, savner jeg alt det trygge herhjemme, og efter en måneds tid herhjemme er rejsefeberen igen oppe over de 40 grader. På mange måder meget frustrerende. Fordi jeg sjældent synes, den (altså livet) er helt i vinkel. Jeg er typen, der er bange for at vågne om 30 år og ikke have opnået noget som helst, fordi livet ligesom bare passerede. Med mig som passager. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver rigtig tilfreds. Fortrydelse er noget af det værste, men endnu værre er fortrydelse med bekvemmelighed som primus motor. Det ville være det nemmeste i verden at bare blive her. At lade livet gå, for det gør det jo. Bare at lade det stå til og så vågne en dag og være tvunget til at erkende, at nu er skibet sejlet. Mens man selv er ved at undersøge, hvordan man kommer til havnen.

Men hvad så? Måske skal jeg bare acceptere det som et livsvilkår? Permanent skizofreni og fucked-up-ness. Måske skal jeg tvinge mig selv til at blive i det normale. Måske skal jeg skide på det hele og rejse min vej. Måske skal jeg brænde manifestet.

Foreløbig er den forkromede plan at storevaluere til jul. Fordi jeg godt ved, at jeg er nødt til at give det såkaldt normale liv en fair chance. Og hvis klaveret stadig lyder som en søløve i brunst til den søde, tykke hyggetid, så må og skal der ske ting og sager. Og hvis klaveret lyder som Vivaldis forårssymfoni, så er vi fandme på helt, helt rette vej.

Ellers køber jeg en krystalkugle. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar