fredag den 17. oktober 2014

Medpassager

Listen over de mænd, jeg skal giftes med er lang. Og det er noget af et paradoks, for jeg vil ikke giftes. Men listen inkluderer desuagtet Huxi Bach, Jonatan Spang, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Michael Falch, Joseph Gordon-Levitt og Thure Lindhardt. Og Nicklas, når vi bliver 35. Jeg vil godt indrømme, at bryllupsplanlægningen er lagt lidt på is i samtlige *forhold*. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige. Derfor er det jo vanvittig smart, at jeg har fundet en ny mand. Manden. Den mand hedder Mike. Måske du kender ham som Passenger. Han er brite (ja tak, blev der sagt), han har fuldskæg, han er splejset, og jeg er forelsket.

I tirsdags havde jeg, sammen med 2000 andre mennesker, fornøjelsen af at lytte til den dejlige skabning, da han gav koncert i Falconer. Det var min fødselsdagsgave til mig selv, og jeg er fandme en god gavegiver. Det var den smukkeste, mest sjælelige, mest skrøbelige koncert, jeg umiddelbart kan komme i tanker om. En mand og hans guitar. Jeg er solgt til stanglakrids. Og så lige dér, da linjen "Everyone's filling me up with noise. I don't know what they're talking about" strømmede ud af ham, overgav jeg mig fuldstændigt og uden forbehold og fandt således mig selv grædende på trægulvet i Falconer. For det er netop det, kunst, i enhver form, kan. Det kan fremkalde følelser - og nogle gange dem, man ikke selv kan finde ud af at italesætte. Alle mine frustrationer, al min tvivl om universitet og alt det, der har været så pisselortepikke hårdt i den sidste tid findes i den sætning. Ja, det lyder romantisk og som en voiceover i endnu en Hollywood produceret film om låååve. Men jeg er da ligeglad. Fordi; for en stund gav det hele mening, og det eneste jeg havde brug for var, at han aldrig ville holde med at synge. Det håber jeg stadig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar