tirsdag den 7. oktober 2014

Overdreven brug af ordet 'venner'

Som resultat af de mange vielser i år, har jeg tænkt en del over gæstelister. Hold nu maule, det er et emne, hvor man kan brænde sit lys i begge ender. Det er potentielt brandfarligt materiale, for har man egentlig den samme opfattelse som sine venner af, hvor gode venner man er? Hvem skal "kun" med til reception, hvem forventer man holder tale, hvem har man følt sig nødsaget til at invitere, og hvem ville man ikke kunne forestille sig en bryllupsdag uden - altså hvis vi lige ser bort fra den person, man nu skal giftes med. Hvor er hun dog skarpsindig.
Nu har jeg jo ikke noget behov for at skulle giftes, hvilket min civilstatus taget i betragtning, er utrolig heldigt. Men jeg har alligevel tænkt over, hvor screwed jeg ville være, hvis jeg stod i den situation, at jeg skulle producere et styks gæsteliste til mit bryllup. Eller bare en stor fest. Lidt samme abstrakte problem, som når *man* forestiller sig, at *man* vinder i lotto. Og hvad skal *man* så bruge alle de der millioner på. Ja, det er store spørgsmål, jeg arbejder med.

I takt med at alderen bliver højere, ekspanderer omgangskredsen ligeledes. Helt logisk i og med, at man, jo ældre man er, har mødt flere og flere mennesker og været igennem mange af de sociale grupperinger, hvor man ofte møder nye venner. Det betyder så også bare, at man måske har flere mennesker i ens omgangskreds end hvad man reelt har tid til. Et luksusproblem på mange måder, ja, men alligevel et tema, der har været tilbagevendende blandt min omgangskreds en rum tid.

En ganske stor del af min barndom var jeg i seriøst venneunderskud og bliver derfor måske lidt for socialt liderlig, når der er nye venskaber i sigte. Selvom jeg er et asocialt røvhul, er jeg også megafan af mennesker - jeg bliver meget nemt fascineret, og synes det er fantastisk at køre den ind med personligt og mentalt arkæologisk pillearbejde. Og så synes jeg der er noget enormt lærerigt i at have mange forskellige venner - mine venner har jeg samlet op diverse steder på livets landevej, og der er selvsagt ikke to, der er ens, eller sågar minder om hinanden. Og dét er fedt, for jo bredere vennepenslen er, jo flere farver kommer der på livet. Sammen med visdom og forståelse. Ja tak til det. Jeg har derfor også haft overordentligt svært ved at acceptere, at ligesåvel som nye dejlige mennesker træder ind i entreen af ens liv, er der nogle, der går deres vej. Nogle gange siver de elegant væk, og andre gange bliver der smækket med døren, så hele opgangen runger.

Første gang jeg oplevede det, gik jeg i folkeskole. Fordi det er der, det sner. Min allerbedste veninde i heeeele verden hed Katrine og lige pludselig en dag, så jeg hende bare ikke mere. Hun svarede ikke på de sms'er jeg tæppebombede hende med fra min Nokia 3210i, tog ikke telefonen, når jeg ringede og jeg fandt aldrig ud af, hvad fanden, der skete. Retrospektivt skulle jeg have haft større nosser og tvunget hende til at snakke med mig; i det mindste så hun kunne fortælle mig, at hun ikke ville snakke med mig. Men med et mindreværdskompleks på størrelse med Fyn turde jeg ikke - jeg var fuldstændig overbevist om, at hun blot havde gennemskuet, at jeg var frygtelig kedelig og ikke hende værdig. Så jeg lod det ligge.

Klokken slog, tiden gik, jeg blev ældre, fik nye venner. Andre venner. Gode venner. I gymnasiet, blandt andet. Som jeg i dag aldrig taler med. Og det kan jeg indimellem godt blive enormt ærgerlig over. For det var nogle skønne damer piger, som jeg delte mine allermest intime tanker og drømme med. Men vi er citat vokset fra hinanden citat slut. Jeg har ikke det fjerneste begreb, om hvor de befinder sig. De kan jo fandme have købt et nedlagt landbrug, blevet færdiguddannede, have født et, to, tre børn, eller været i krig i Mellemøsten uden, at jeg ville ane det. Og det er ærgerligt, ja. Men helt sikkert også naturligt. Havde jeg villet dem nok, og omvendt, havde vi jo prioriteret hinanden. Begge parter har taget en mere eller mindre aktiv beslutning om ikke at prioritere hinanden og kanalisere energien andetsteds hen. Og det er faktisk okay. Jeg har intet andet end kærlighed, bred karse og dejlige, dejlige minder tilovers for dem og om dem. Så i stedet for at blive ved med at begræde, at de mennesker, der engang udgjorde hele mit verdensbillede nu er blevet perifære statister i mit liv, vil jeg forsøge at glæde mig over, at vi havde hinanden, da behovet var der. At vi var en del af hinandens hverdag, da det gav mening.

Min moster Majberg skrev engang i min poesibog, for selv-føl-ge-lig havde jeg sådan en, at gode venskaber holder hele livet, hvis man passer dem ordentligt, omend en kende mere poetisk formuleret. Det tror jeg på. Fuldstændigt. Jeg tror personligt også på, at der er ret skarpe grænser for, hvor tætte venner man kan være, når der går år imellem, at man ses. Det kan så diskuteres, om intimitet er en forudsætning for at være venner. Fisk. Det ved jeg ikke, det kommer an på, hvem man spørger. Men dette er jo umiddelbart min blog og dennes enevældige hersker synes sgu egentlig, at det er en forudsætning. Dengang vennebøger var topmoderne - ligesom poesibøger - var det nærmest dybdeborende journalistik, når offeret skulle svare på spørgsmål som øjenfarve, hårfarve (fordi Dansk Blindesamfund åbenbart er en ret stor målgruppe for den slags), og yndlingstal. Cirka samme tid som Katrine var min tro væbner, gik jeg meget op i at vide disse ting om folkene omkring mig. Det er jeg i dag fullastalla ligeglad med. Nu jeg tænker over det, har jeg ikke noget der minder om en fornemmelse af, hvad min bedste venindes yndlingstal er (hvem fanden har også sådan et?!). Men det er sgu ligemeget, for jeg ved nøjagtig, hvilke velmenende kommentarer, der kan gøre hende helt ulykkelig, hvad hun mener om utroskab, og hvad vi skal lave i London (baby!). Jeg kender hende. Ergo er det da pisseligegyldigt om, hun synes ottetallet ligger markant bedre i munden end alle andre tal derude.

P.t. er jeg så priviligeret, at mine allertætteste veninder bor i samme by som mig, og jeg har fuldstændig styr på, hvornår de skal til svigermors fødselsdag, hvornår de er i praktik, på arbejde, og er på dates. Jeg kan også informere dem om knaldtilbud i Føtex på deres yndlingsshampoo og dele ligegyldig info, som eksempelvis mængden af nyindkøbt yndlingsshampoo i mit badeværelsesskab, med dem. Så intimt behøver det naturligvis ikke være. Aber dabei.  Når tidligere tætte veninder ryger ud i periferien, synes jeg, at venskabet af åbenlyse årsager mister sin gnist, sit formål og sin ægthed. Selvfølgelig kan man godt mødes og drikke en kop kaffe i ny og næ - men de gange jeg har sagt ja til det, har det været enormt kunstigt. Så sidder man der og skal på komprimeret tid opsummere de store ting i livet, hvorfor det i turbofart bliver en vennebogs-gennemgang af civilstatus, studie/job, generelt velbefindende og som regel en lille tur ned ad Mindernes Boulevard, eller Barndommens Gade, om man vil. Det synes jeg ikke, der er nogen grund til. Jeg synes ikke, man skal tvinge sig selv til at fremkalde en relation, der reelt ikke er der længere. En relation der i bedste fald bygger på minder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar